Børne- og Undervisningsudvalget 2015-16
BUU Alm.del Bilag 229
Offentligt
1649383_0001.png
Til uddannelsesordførerne vedr. ændringer i forhold til naturvidenskabelig faggruppe i hf i aftale om
gymnasiale uddannelser af 3. juni 2016.
Undertegnede lærere i biologi, geografi og kemi har arbejdet med og undervist i naturvidenskabelig
faggruppe på hf i en årrække.
Vi har med interesse læst aftaleteksten af 3. juni 2016 om gymnasiale uddannelser.
Vi skal her alene
fokusere på den naturvidenskabelige faggruppe, hvor prøveformen foreslås ændret til en prøve i ét af de
fag, som indgår i faggruppen.
Vi er overraskede over forslaget og har nogle betænkeligheder ved dette.
Den nuværende eksamensform er en todelt eksamen; en særfaglig del i et eksperiment i biologi, geografi
eller kemi (eksperimentet afgøres ved træk til selve eksamen), og en fællesfaglig del i et
naturvidenskabeligt projekt.
Dette giver mulighed for at teste kursisterne i såvel fællesfaglige som i særfaglige kompetencer. Det er et
krav til det fællesfaglige projekt, at der tages udgangspunkt i alle tre fags kernefaglighed, teori og metoder.
Ved eksamen sikres opfyldelsen af de faglige mål ved, at de tre fag er repræsenteret ved eksaminatorer og
censor.
Vi synes, at det med den nuværende tilrettelæggelse af den naturvidenskabelige faggruppe og
eksamensform er lykkedes at lave et godt produkt med en række styrker:
Fagligheden i de enkelte fag er et krav i forhold til det fællesfaglige indhold.
På flere punkter er de tre fags faglighed blevet styrket, ved at de enkelte fag tvinges til at være
tydelige om deres faglige identitet og kernefaglighed.
Idet alle tre fag byder ind i forhold til aktuelle naturvidenskabelige problemstillinger, bliver fagenes
aktualitet og relevans tydeliggjort for vore kursister.
Det fællesfaglige indhold i faggruppen er i høj grad med til at styrke kursisterne engagement i
undervisningen samt motivere kursisterne i forhold til naturvidenskabelig tankegang og fag
Fællesfagligheden og faggruppens indhold af eksperimentelt arbejde medvirker til at styrke
anvendelsesorienteringen i uddannelsen.
Af ovennævnte grunde er vi særdeles betænkelige ved at ændre prøveformen fra den beskrevne todelte
eksamensform til en enkeltfaglig eksamen i ét af de fag, der indgår i faggruppen. Generelt skal eksamen jo
afspejle undervisningen i fagene.
Vi mener derfor, at ændringen vil fjerne det fællesfaglige element og
svække særfagligheden i de tre fag. Vi mener ikke, at en eksamen i ét fag skal give karakterer i to andre.
Vi undrer os ligeledes over, at man vil ændre den faggruppe, som netop har været model for
folkeskolereformens nye tilrettelæggelse og prøveform for de naturfaglige fag.
På vegne af lærerne i biologi, geografi og kemi ved Københavns VUC (KVUC), Skt. Petri Passage.
Kristine Rask Raae ([email protected]), Jens Korsbæk Jensen ([email protected]), Sommer Raunkjær ([email protected]) og
Sheela Kirpekar ([email protected])