Til Folketingets Børne- og Undervisningsudvalg
Juni 2016
Kære medlemmer af Folketingets Børne- og
Undervisningsudvalg
Rådet for Socialt Udsatte fremsender hermed årsrapport 2016. Rapporten indeholder 19
forslag til forbedringer af indsatsen for socialt udsatte og en opsamling på Rådets arbejde fra
maj 2015 til nu.
Rapporten bliver indledt med en
generel status over situationen for socialt udsatte voksne,
som findes i kapitel 1. Her er blandt andet samlet statistik og andet talmateriale, hvor det har
været tilgængeligt indtil deadline i april. Kapitlet samler på den måde aktuel viden om socialt
udsattes situation i dag.
Derudover indeholder rapporten kapitler om de temaer, Rådet i særlig grad har beskæftiget sig
med i det forgangne år. De fleste af kapitlerne indeholder konkrete forslag til, hvordan
indsatsen kan blive bedre. Bagerst i rapporten findes en samlet oversigt over rapportens 19
forslag.
Manglen på billige boliger
er et samfundsproblem, der ifølge både SFI og Rigsrevisionen er en
medvirkende årsag til, at vi i de seneste år har oplevet en stigning i antallet af hjemløse i
Danmark. Siden 2009 er der endda sket en fordobling i antallet af unge hjemløse på 18-24 år.
Rådet fik i 2015 Kuben Management til at foretage en kortlægning og analyse af mulighederne
og barriererne for, at der kan tilvejebringes flere billige boliger. Arbejdet blev til et idekatalog
og en række anbefalinger fra Rådet, som man kan læse mere om i kapitel 2.
Der har længe været for lidt viden om
alkoholbehandlingen
set ud fra et brugerperspektiv.
Derfor bad Rådet for Socialt Udsatte SFI om at lave en brugerundersøgelse på udvalgte
hjemløseboformer landet over. Undersøgelsen blev offentliggjort i februar 2016.
Undersøgelsen understreger, at socialt udsatte savner tilbud, der passer til dem - samt at
kommunerne bør være bedre til at visitere udsatte borgere med alkoholafhængighed. Læs
mere om undersøgelsens resultater og alkoholbehandlingen for socialt udsatte i kapitel 3.
Rådet afholdte i december 2015 en stor international konference om aspekter ved legalisering
og kriminalisering af narkotika. Konferencen afrundede Rådets fokus på
stofmisbrugsområdet
gennem det sidste år, der også bød på Rådets anbefalinger om stofmisbrugsindsatsen samt en
brugerundersøgelse af substitutionsbehandlingen. Læs mere om Rådets refleksioner om
stofmisbrugsområdet i kapitel 4.