BUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 215: Rapport om de første ti år med STU’en, fra Landsforeningen LEV

Børne- og Undervisningsudvalget 2015-16
BUU Alm.del Bilag 215
Offentligt

iå

MAJ 2016

annelse for

Ungdomsudd

unge med særlige behov

– historie, erfaringer og status

Preben Siersbæk

for Landsforeningen LEV

BUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 215: Rapport om de første ti år med STU’en, fra Landsforeningen LEV

INDHOLDSFORTEGNELSE

Forord

Indledning

Resumé

2.1.

2.1.1

2.1.2

2.1.3

2.2

3.1

5.1

5.2

5.3

5.4

5.5

6.1

6.2

6.3

6.4

7.1

9.1

9.2

10.

Bilag 1.

Bilag 2.

Bilag 3.

Bilag 4

Situationen før STU-lovens vedtagelse

Det lovforberedende arbejde

Udkast til lovforslag - lov som fremsat

Almindelige og særlige bemærkninger til lovforslaget

Udvalgsbehandling

Høringssvar fra udvalgte brugerorganisationer og centrale aktører

Lov som vedtaget 2007

Gældende lov

Udpluk af høringssvar til gældende lov

Centrale bestemmelser i gældende STU-lov – seneste version juni 2015

Fem interviews om 2007-forventninger og 2016-status

Sytter Kristensen, Landsforeningen LEV

Thorkild Olesen, Danske Handicaporganisationer

Carsten Bøtker, UU-Vestegnen

Jan Bauditz, KL

Fællesinterview med Rinze van der Goot og Henriette Nielsen, UVM

Elevstatistik

Efterfølgende beskæftigelse

Udgifter

Seneste tal fra Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling

Forsørgelsesgrundlag under uddannelsen

Åbent samråd i Folketingets Børne- og Undervisningsudvalg marts 2015

Spørgsmål til skriftlig besvarelse i forbindelse med samrådet

Kommunale vejledningsmæssige begrænsninger og udfordringer

Interviews med to STU-udbydere

Fællesinterview med Conrad Andresen og Solveig Vejen, PMU-Sindal

Ulla Laursen, CSV-Vejle

Status og perspektiv

Aktuelle tal fra databanken i Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling

Interviewskema til udvalgte centrale personer

Interviewskema til udvalgte STU-udbydere

Henvisninger

BUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 215: Rapport om de første ti år med STU’en, fra Landsforeningen LEV

FORORD

Det var epokegørende, da beslutningsforslaget til ungdomsuddannelsen for unge ”med særlige

behov” blev vedtaget i 2006. For første gang fik unge udviklingshæmmede et retskrav på, at de

kan vælge at tage en tre‐årig ungdomsuddannelse efter grundskoleforløbet.

Her ti år senere skal vi stadig huske os selv på, at det førte til en meget vigtig lov, der sikrede lige‐

behandling af unge mennesker med udviklingshæmning, som tidligere var overladt til de mere

eller mindre tilfældige ungdomsuddannelsestilbud, der var i deres kommune.

Men hvordan er det gået med STU’en, siden den blev vedtaget? Det kan man læse om i denne

redegørelse, som Landsforeningen LEV har fået lavet.

Redegørelsen afdækker blandt andet de lovgivningsmæssige rammer, herunder elevoptaget og

hvordan det har udviklet sig. Også kommunernes udfordringer og begrænsninger i forhold til at

tilrettelægge STU’en samt centrale perspektiver i forhold til beskæftigelse inddrages.

Med redegørelsen ønsker vi at skabe fast et grundlag for den debat om STU’en, der hele tiden

presser sig på ude i det virkelige liv, hvor denne ungdomsuddannelse er blevet en fast bestanddel

af de fleste unge udviklingshæmmedes uddannelsesvalg.

Men hvor vi også flere steder oplever store problemer med forvaltningen af loven. Det kan for

eksempel være i forhold til elevoptag og hele grundideen med, at uddannelsen skal være almen

dannende.

God læsning – og god debat!

Sytter Kristensen, landsformand i Landsforeningen LEV

Ti år med STU: Ungdomsuddannelse for unge med særlige behov ‐ historie, erfaringer og status

Forside: Synergi Reklamebureau Webbureau

Udgivet af: Forlaget LEV, Blekinge Boulevard 2, 2630 Taastrup, www.lev.dk

BUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 215: Rapport om de første ti år med STU’en, fra Landsforeningen LEV

INDLEDNING

For ti år siden, nærmere bestemt den 4. maj 2006 vedtog alle Folketinges partier et beslutningsfor-

slag, der pålagde den daværende regering at fremsætte et lovforslag om et lovfæstet krav på en

treårig ungdomsuddannelse til unge udviklingshæmmede og andre unge med særlige behov.

Daværende undervisningsminister Bertel Haarder fremlagde den 28.marts 2007 forslag til den lov,

som ved Folketingets 3. behandling den 1. juni 2007 blev enstemmigt vedtaget.

En så skelsættende begivenhed i dansk uddannelses- og handicappolitik er værd at markere, og

Landsforeningen LEV har derfor bedt undertegnede udarbejde en redegørelse om denne uddan-

nelse kaldet STU.

Landsforeningen LEV er en brugerorganisation for udviklingshæmmede, der repræsenterer en

væsentlig del af uddannelsens målgruppe. Det har imidlertid været magtpåliggende for forenin-

gen, at redegørelsen fremstår saglig, faktuelt oplysende og neutral, sådan at den på ingen måde

må anses som et partsindlæg.

Jeg har med andre ord haft frie hænder til at skrive denne redegørelse, som er færdigredigeret

medio marts 2016.

Redegørelsen er udarbejdet med baggrund i de mange dokumenter, der er udarbejdet dels i for-

bindelse med det lovforberedende arbejde dels i forbindelse med den seneste lovrevision.

Undervejs i lovgivningsprocessen blev mange høringssvar fremsendt til Undervisningsministeriet.

De vigtigste af disse er omtalt i redegørelsen.

Også Undervisningsministeriets evaluering i 2012 samt en undersøgelse af forsørgelsesgrundlaget

for STU-deltagere foretaget af undertegnede i 2015 for Landsforeningen LEV indgår i redegørelsen.

Med henblik på at opnå størst mulig autenticitet er væsentlige passager medtaget som citater. Alle

disse er skrevet med

kursiv.

En række interessenter har på opfordring ladet sig interviewe. Det drejer sig om repræsentanter

fra brugerorganisationer, myndigheder, vejledere og udbydere.

Alle de interviewede har efterfølgende godkendt egne interviews i den form, hvori de er medtaget

i redegørelsen.

Aktuel statistik udvalgt fra databanken i Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling fremgår

af redegørelsens bilag 1

De anvendte interviewskemaer til hhv. centrale personer og STU-udbydere findes som bilag 2 og 3.

Alle nummererede henvisninger i redegørelsen fremgår af bilag 4, hvor links muliggør en søgning i

de refererede kilder.

Preben Siersbæk Larsen, rådgivende uddannelsesplanlægger

BUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 215: Rapport om de første ti år med STU’en, fra Landsforeningen LEV

RESUMÉ

I mit arbejde med redegørelsen har det været interessant at konstatere, at der på mange felter og

i mange fora foregår overvejelser om og bestræbelser på løbende at forbedre det oprindelige lov-

arbejde.

Det er et gennemgående indtryk, at der fremadrettet især bør foretages drøftelser om

•

Fastsættelse af regler for forsørgelsesgrundlag under uddannelsen

Præciseringer af uddannelsens målgruppe

Den praktiske udmøntning af bestemmelserne om individualitet i uddannelsen

Krav til kvaliteten af de udbudte uddannelsestilbud

Som det fremgår af kapitel 6.4 viste en undersøgelse foretaget af undertegnede for Landsforenin-

gen LEV i 2015 blandt 20 kommuner, at det samlede antal STU-deltagere på pension omtrent er

halveret fra igangværende 3. årgang til igangværende 1. årgang (35,8 % mod 19,6 %). Årsagen her-

til er ikke klarlagt i undersøgelsen, men umiddelbart kan det for mig at se dreje sig om et eller flere

af tre nedenstående forhold:

Gennemsnitlig højere alder på 3. årgang i forhold til 1. årgang

Ændring af målgruppen for deltagelse i STU-uddannelsen

En væsentlig ændring i kommunernes villighed til at bevilge pension

Også spørgsmålet om hele hensigten med uddannelsen trænger sig meget på. Således har alle de

interessenter, jeg har været i forbindelse med, nævnt, at der er en klar tendens til, at STU-uddan-

nelsen i stigende grad anvendes som egentlig erhvervsafklaring og forberedelse til efterfølgende

beskæftigelse, og at lovens intention om udvikling af personlige og sociale kompetencer nedtones.

I relation hertil synes jeg, at det er på sin plads at citere daværende beskæftigelsesminister Henrik

Dam Christensen, der på et samrådsmøde om STU- uddannelsen i marts 2015 bl.a. udtalte: ”…

Dermed er det direkte mål for denne gruppe af unge ikke nødvendigvis beskæftigelse eller at påbe-

gynde en uddannelse, men at uddanne unge med f.eks. udviklingshæmning til et godt liv…”

En detaljeret beskrivelse af forskellige interessenters synspunkter, overvejelser og forslag til for-

bedringer findes i redegørelsens kapitel 5 og kapitel 9.

I redegørelsens kapitel 10 har jeg blandt disse synspunkter udvalgt og samlet de problemstillinger,

som jeg finder, er de væsentligste.

Aktuelle tal fra databanken i Ministeriet for Børn, Undervisning og Inklusion viser en meget kraftig

opbremsning i tilgangen til STU-uddannelsen. Fra 2011 til 2012 var stigningen 22,5 %, mens stig-

ningen fra 2012 til 2013 kun var 4,1 %. Fra 2013 til 2014 var der derimod tale om et fald i tilgan-

gen på 3,7 %. Tallene fremgår af redegørelsens bilag 1.

Min erfaring fra de seneste år med rådgivning af forældre til unge i målgruppen efterlader et ind-

tryk af, at lovens mulighed for at udskyde påbegyndelsen af STU-uddannelsen indtil umiddelbart

inden det fyldte 25. år ofte ikke indgår som en del af den vejledning, som Ungdommens Uddannel-

sesvejledning (UU) formidler. Dette forhold belyses nærmere i redegørelsens kapitel 10.

BUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 215: Rapport om de første ti år med STU’en, fra Landsforeningen LEV

1. Situationen før STU-lovens vedtagelse

”De unge stiller i dag store krav og forventninger om udviklingsmuligheder. Det er en samfundsop-

gave at reagere imødekommende på disse behov. Hver enkelt af de unge skal have reelle mulighe-

der for at opnå de bedst mulige uddannelsesmæssige forudsætninger for et rigt voksenliv. Det er i

hele samfundets interesse at gøre en forstærket indsats. At efterlade en stor del af en ungdomsge-

neration uden de nødvendige kvalifikationer er at lade dem i stikken i en fremtid, der stiller stadig

større krav til uddannelse. En stor gruppe unge uden uddannelse er måske frem for alt et problem

for demokratiet … En øget uddannelsesindsats er ikke nogen forsikring mod arbejdsløshed. Uddan-

nelse kan ikke løse alle problemer; men uden uddannelse kommer vi ingen vegne. En gennemført

ungdomsuddannelse har ikke kun et beskæftigelsessigte. Den tjener under alle omstændigheder til

en højere livskvalitet til glæde for den enkelte og dermed til gavn for samfundet”.

Ovenstående citat er hentet fra den redegørelse til Folketinget, som daværende undervisnings-

minister Ole Vig Jensen afgav i november 1993

Redegørelsen med den lovende overskrift, Uddannelse til Alle, markerede samtidig startskuddet

på daværende regerings initiativ på uddannelsesfronten. De meget høje ambitioner underbygges

yderligere af dette citat:

”… Denne redegørelse giver et samlet bud på, hvordan vi sikrer alle unge

en kvalificeret ungdomsuddannelse …”.

Undervisningsministerens redegørelse var et signal om, at det officielle Danmark nu var rede til at

påtage sig ansvaret for at skabe lige muligheder for uddannelse. Det var et kærkomment initiativ,

for i årene forinden havde en række projekter med samme intention set dagens lys rundt omkring

i landet. Disse projekter havde naturligvis forskellige overskrifter, men fælles for dem alle var, at

de havde undertitlen ”Den Tredje Uddannelse”.

Begrebet ”Den Tredje Uddannelse” blev af projekterne anvendt for at understrege, at der var tale

om et tilbud, der imødekom et åbenlyst behov for at udvikle en ungdomsuddannelse for de mange

unge med særlige behov, som ikke var i stand til at gennemføre en ordinær uddannelse. Da der var

tale om egentlige udviklingsprojekter, kan man heller ikke se bort fra analogien med ”Den Tredje

Verden”.

I det hele taget var der i slutningen af 80´erne og i begyndelsen af 90´erne både blandt interesse-

organisationer og blandt private og kommunale ildsjæle mange kræfter i gang for at iværksætte

sådanne uddannelser.

Også på folkeskoleområdet talte man om inklusion, hvilket i 1994 førte til den såkaldte ”Salaman-

ca Erklæring”

. Erklæringen og handlingsprogrammet blev vedtaget i juni måned dette år ved en

verdenskonference, der blev arrangeret af UNESCO i samarbejde med den spanske regering og

afholdt i den spanske by Salamanca med deltagelse af 300 repræsentanter fra 92 lande og 25 in-

ternationale organisationer. Af slutdokumentet fremgår det, at:

”… Alle involverede parter nu må

tage udfordringerne op og arbejde på at sikre, at Uddannelse for Alle også rent faktisk betyder FOR

ALLE, særligt for dem, der er mest sårbare og har mest brug for det …”

BUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 215: Rapport om de første ti år med STU’en, fra Landsforeningen LEV

Som det fremgår, var der altså allerede i begyndelsen af 90´erne bred enighed om at arbejde mål-

rettet hen imod lige adgang til uddannelse. Alligevel skulle der gå mere end 10 år, inden Folketin-

get vedtog Lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov (L 564 af 6. juni 2007)

Loven blev vedtaget bl.a. med baggrund i Rambølls rapport ”Kortlægning af specialundervisning

for voksne”, der blev oversendt til Folketingets Uddannelsesudvalg i december 2005.

Den 14. december samme år fremsatte Dansk Folkeparti nemlig et forslag til folketingsbeslutning

(B 51)

om tilbud om ungdomsuddannelse til udviklingshæmmede unge og andre unge med særli-

ge behov. Beslutningsforslaget blev vedtaget af Folketinget den 4. maj 2006.

Samtlige partier stemte for beslutningsforslaget, der blev vedtaget uændret i forhold til det frem-

satte. Beslutningsforslaget pålagde regeringen at fremsætte et lovforslag om en treårig ungdoms-

uddannelse til unge udviklingshæmmede og andre unge med særlige behov. Som det fremgår af et

notat fra undervisningsministeren af 24. april 2006, der er optrykt som bilag 19

i betænkningen til

B 51, delte regeringen de intentioner, der lå bag B 51, og ville inddrage erfaringerne fra de eksiste-

rende amtskommunale tilbud.

Kortlægningen viste bl.a., at samtlige amtskommuner allerede gav et undervisningstilbud til unge

med særlige behov. Tilbuddenes varighed var dog meget forskellig, strækkende sig fra få måneder

til tre år. Også de ugentlige timetal var meget forskellige. Det fremgik af beslutningsforslaget, at

Ungdomsuddannelsen i Fyns Amtskommune, der allerede var etableret som et treårigt uddannel-

sesforløb for unge udviklingshæmmede, skulle være inspiration for lovforslaget om ungdomsud-

dannelse for unge med særlige behov.

2. Det lovforberedende arbejde

Forudsætningen for det lovforberedende arbejde var altså ovennævnte beslutningsforslag, hvoraf

bl.a. kan citeres disse centrale afsnit:

”… I den lovgivning, der lægges op til med dette beslutningsforslag, er det vigtigt at fokusere på, at

mål og indhold i ungdomsuddannelsen defineres i forhold til opnåelse af relevante kompetencer til

den enkeltes ungdoms- og voksentilværelse. Det er klart, at hele formålet med at lovfæste under-

visningstilbuddene til udviklingshæmmede unge er, at undervisningen sigter mod at give deltager-

ne mulighed for at mestre livssituationen efter undervisningen. Derfor må det være en pligt for

undervisningsstederne at sikre, at den kompenserende specialundervisning har den ønskede effekt,

og ligeledes, at den individuelle undervisningsplan bygger på en nøje afdækning af deltagerens

forudsætninger, færdigheder og behov. Undervisningen skal med andre ord tilrettelægges indivi-

duelt. Lovgrundlaget skal først og fremmest beskrive rammerne om og indholdet i uddannelsen.

Det siger sig selv, at deltageren skal inddrages i formuleringen af planen. Endvidere er det naturlig-

vis særdeles vigtigt, at undervisningsstederne findes spredt ude over landet med hensyntagen til at

kunne nå målgrupperne …”

Som begrundelse for beslutningsforslagets fremsættelse angives det afslutningsvis i forslaget:

”… Nuværende lovgivning sikrer ikke udviklingshæmmede unge og andre unge med særlige behov,

BUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 215: Rapport om de første ti år med STU’en, fra Landsforeningen LEV

der ikke kan gennemgå en traditionel ungdomsuddannelse, en egentlig ret til en ungdomsuddan-

nelse efter grundskolen. Det har været et problem uafbrudt siden 1980, hvor Åndssvageforsorgen

blev udlagt til amterne. De enkelte amter har valgt forskellige måder at forholde sig til problemer-

ne på, og kun nogle få amter kan tilbyde denne gruppe af unge en god ungdomsuddannelse med

kvalificerede tilbud. Fyns Amt har arbejdet målbevidst på at sætte system i ungdomsuddannelsen

til denne gruppe og driver i dag flere skoler. Men andre amter har stort set ingen tilbud. Det beror

derfor til dels på tilfældigheder og navnlig på geografiske forhold, om der bliver taget hånd om

denne gruppe. Det er ikke i overensstemmelse med dansk tradition og med den enighed, der er her

i landet om at sikre alle handicapgrupper en ordentlig behandling. Det stiller også Danmark dårligt

i sammenligning med andre nordiske lande, der lægger vægt på at give de unge et retskrav på en

uddannelse …”

Det var ikke nok med, at der skulle etableres en række tilbud til udviklingshæmmede unge og an-

dre med særlige behov, og at disse tilbud skulle udbredes til og være gældende over hele landet.

Det virkeligt nye var, at man med den nye lov for første gang nogen sinde ville give målgruppen et

lovfæstet krav på en individuelt tilrettelagt treårig ungdomsuddannelse inden for rammer fastsat

af Folketinget.

Herefter gik Undervisningsministeriets embedsværk (heriblandt undertegnede) i gang, og på grund

af den meget korte frist inden lovens forventede vedtagelse før sommerferien 2007 blev en række

centrale aktører umiddelbart efter beslutningsforslagets vedtagelse inviteret til arbejdsmøder i

ministeriet. Der var stor interesse og idérigdom blandt de inviterede, der med egne ord havde

ventet længe på dette initiativ. Det var derfor muligt med kort varsel at afholde en række af disse

møder foruden besøg i udvalgte amter, herunder naturligvis Fyns Amt som forudsat i beslutnings-

forslaget.

Arbejdet understøttedes i øvrigt af, at regeringen allerede i marts 2006 havde nedsat en tværmini-

steriel arbejdsgruppe, der skulle afdække, hvordan unge udviklingshæmmede og andre unge med

særlige behov kunne gennemføre egnede undervisnings- eller uddannelsestilbud efter undervis-

ningspligtens ophør.

Arbejdsgruppen fik efter kommissoriet blandt andet til opgave at beskrive følgende:

1) Målgrupperne af unge udviklingshæmmede og andre unge med særlige behov, herunder

størrelse og karakteristika samt variationen i målgruppernes problemer og behov.

2) De eksisterende muligheder for og omfanget af vejledning, støtte og særlige tilrettelæg-

gelsesformer m.v. for handicappede i de ordinære ungdomsuddannelser.

3) De eksisterende undervisnings- og uddannelsestilbud for målgrupperne af unge udvik-

lingshæmmede og andre unge med særlige behov og omfanget af disse tilbud. Det skulle

belyses, om tilbuddene sigtede mod at sætte eleverne i stand til at fortsætte i videre ud-

dannelse eller beskæftigelse og i givet fald, hvilke former for uddannelse eller beskæfti-

gelse tilbuddene sigtede mod.

4) Modeller for tilvejebringelse af relevante undervisnings- eller uddannelsestilbud til mål-

grupperne, som kunne munde ud i forslag til disponering af den etårige social- og sund-

hedspulje, som blev afsat i forbindelse med aftalen om finansloven for 2006.

BUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 215: Rapport om de første ti år med STU’en, fra Landsforeningen LEV

5) Hvordan de ordinære ungdomsuddannelser i højere grad kunne rumme unge udviklings-

hæmmede og andre unge med særlige behov.

6) De økonomiske konsekvenser af modellerne, som arbejdsgruppen fremkom med, skulle

beskrives.

Arbejdsgruppen, der bestod af repræsentanter fra Beskæftigelsesministeriet, Finansministeriet,

Socialministeriet og Undervisningsministeriet, afgav i september 2006 et arbejdspapir.

2.1

Udkast til lovforslag – lov som fremsat

Det lovforberedende arbejde mundede ud i Forslag til lov om ungdomsuddannelse for unge med

særlige behov

, der den 28. marts 2007 blev fremsat af daværende undervisningsminister Bertel

Haarder. I Folketingets resumé af lovforslaget fremgår det, at:

”… Loven sikrer unge udviklings-

hæmmede og andre unge med særlige behov efter undervisningspligtens ophør et retskrav på en

3-årig ungdomsuddannelse, der er tilpasset deres særlige forudsætninger og behov. Ungdomsud-

dannelsen omfatter kun de unge, der ikke har mulighed for at gennemføre en anden ungdomsud-

dannelse, selv om der ydes den unge specialpædagogisk støtte …”

Af lovforslagets § 1 fremgår, at formålet med ungdomsuddannelsen er, at unge udviklingshæmme-

de og andre unge med særlige behov opnår personlige, sociale og faglige kompetencer til en så

selvstændig og aktiv deltagelse i voksenlivet som muligt og eventuelt til videre uddannelse og be-

skæftigelse.

2.1.1 Almindelige og særlige bemærkninger til lovforlaget

I forbindelse med et lovforslags fremsættelse udfærdiges altid bemærkninger både generelt til

forslagets indhold (almindelige bemærkninger) og specifikt til de enkelte paragraffer (særlige be-

mærkninger). Dette gøres for nærmere at forklare forslagets indhold og hensigt. Således også til

lovforslaget om Lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov (L196).

Nedenfor findes et udpluk af de væsentligste bemærkninger.

Af de almindelige bemærkninger til lovforslaget fremgår det bl.a.

at ”… Ungdomsuddannelsen skal

udgøre en ny start i den unges liv, hvor muligheder og færdigheder afprøves. Samtidig skal ung-

domsuddannelsen give den unge tilknytning til et ungdomsmiljø, hvor der kan gøres nye sociale

erfaringer. Kommunalbestyrelsen sikrer, at unge, der har forudsætninger for at følge uddannelsen

med udbytte, orienteres om ungdomsuddannelsestilbuddet. Orienteringen skal ske i forbindelse

med, at den unge afslutter undervisningen i folkeskolen eller i en fri grundskole m.v. Adgangen til

ungdomsuddannelsen sker gennem Ungdommens Uddannelsesvejledning, der blandt andet skal

foretage en vurdering af, om den unge har mulighed for at gennemføre en anden ungdomsuddan-

nelse. Det er kommunalbestyrelsen, i praksis den kommunale forvaltning, der på grundlag af en

indstilling fra Ungdommens Uddannelsesvejledning træffer beslutning om den unges optagelse på

ungdomsuddannelse ...”

BUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 215: Rapport om de første ti år med STU’en, fra Landsforeningen LEV

Samt at

”… Ungdomsuddannelsen forudsætter et tæt samspil med de øvrige ungdomstilbud, såle-

des at den unge i videst muligt omfang får mulighed for at indgå i disse, og således at den unge får

adgang til et mere varieret udbud af aktiviteter, end den enkelte uddannelsesinstitution kan tilby-

de. Ungdomsuddannelsen erstatter ikke de eksisterende ungdomstilbud, men supplerer disse, såle-

des at den unge opnår optimale muligheder for at gennemføre et samlet forløb.

Med henblik på at sikre et ensartet ungdomsuddannelsestilbud indeholder forslaget et krav om, at

undervisningstimetallet for ungdomsuddannelsestilbuddet mindst skal udgøre 840 timer á 60 mi-

nutter årligt.

Varigheden af ungdomsuddannelsen er 3 år, men med mulighed for, at den unge efter eget ønske

eller på grund af sygdom m.v. kan afbryde uddannelsen. Det samlede uddannelsesforløb kan såle-

des strække sig over mere end 3 år, hvis dette er hensigtsmæssigt. Herved imødekommes hensynet

til den unges særlige behov samt et eventuelt samspil med andre foranstaltninger, fx foranstalt-

ninger i socialt regi. Uddannelsen afsluttes med et kompetencepapir (afgangsbevis) for de opnåede

færdigheder og kompetence ...”

Med hensyn til den økonomiske ramme fremgår det af lovforslagets almindelige bemærkninger, at

”…

Vurderingen af lovforslagets økonomiske konsekvenser er baseret på en nettoopgørelse, der

forudsætter, at udgifterne til de amtslige tilbud medgår til finansieringen. De samlede amtslige

udgifter til målgruppen er opgjort til 587 mio. kr. årligt, og den årlige tilgang til de amtslige ud-

dannelsesforløb er skønsmæssigt opgjort til 1.364 personer, hvilket svarer til 2,3 procent af en år-

gang. Da målgruppen ikke i sig selv forøges som følge af forslaget, anses det for sandsynligt, at der

med et 3-årigt forløb vil opnås en aktivitet på 4.092 årselever …”

Ud over disse almindelige bemærkninger indeholder lovforslaget en række bemærkninger til de

enkelte bestemmelser, hvoraf nedenstående kan fremhæves:

Til § 1, stk. 2:

”Det foreslås, at ungdomsuddannelsen forbeholdes de unge, der ikke har mulighed

for at gennemføre en anden ungdomsuddannelse. Hensigten er at præcisere, at ungdomsuddan-

nelsen kun retter sig mod unge, der ikke har denne mulighed, selv om der ydes specialpædagogisk

støtte.”

Til § 1, stk. 3:

”Efter de gældende regler i lov om vejledning om valg af uddannelse og erhverv skal

Ungdommens Uddannelsesvejledning sørge for, at den unge og forældrene orienteres om ung-

domsuddannelsen, medens den unge går i folkeskolen, herunder i specialklasser og specialskoler.

Det er derfor forudsat, at den unge og forældrene allerede på forhånd er orienteret om ungdoms-

uddannelsen.”

Til § 3, stk. 1 og 2:

” Efter forslaget skal kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om, hvorvidt den

unge har forudsætninger for at følge ungdomsuddannelsen med udbytte. Afgørelsen træffes efter

indstilling fra Ungdommens Uddannelsesvejledning. Ungdommen Uddannelsesvejledning kan i

nødvendigt omfang inddrage andre sagkyndige fra kommunen eller andre kommuner, herunder

pædagogisk-psykologisk rådgivning og skoler, hvor den unge har været optaget. Indstillingen skal

blandt andet indeholde en vurdering af den unges mulighed for at gennemføre en traditionel ung-

domsuddannelse med specialpædagogisk støtte. Det er kun unge, der ikke har denne mulighed,

BUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 215: Rapport om de første ti år med STU’en, fra Landsforeningen LEV

som er omfattet af loven, jf. lovforslaget § 1, stk. 2. Alle udviklingshæmmede unge og andre unge

med særlige behov har hermed mulighed for at deltage i en ungdomsuddannelse. Desuden skal

indstillingen indeholde en foreløbig uddannelsesplan”.

Til § 4 hedder det indledningsvis: ”…

Efter forslaget skal ungdomsuddannelsen i videst muligt om-

fang tilrettelægges individuelt. Uddannelsen skal udgøre et planlagt og koordineret forløb …”.

Til § 6, stk. 1-3 hedder det bl.a.:

”... For at sikre et ensartet tilbud foreslås det, at undervisnings-

timetallet for ungdomsuddannelsen fastsættes til at udgøre mindst 840 timer a 60 minutter årligt,

svarende til 28 lektioner a 45 minutter i 40 uger …”.

Med hensyn til befordring i forbindelse med den treårige ungdomsuddannelse fremgår det af be-

mærkningerne til § 9 stk. 1, at ”Efter

forslaget skal kommunalbestyrelsen sørge for eller afholde

udgifterne til fornøden befordring mellem hjem eller fast aflastningshjem og uddannelsesinstitu-

tion eller praktiksted. Det er kommunalbestyrelsen, der træffer afgørelse om art og omfang af be-

fordringsbehovet på grundlag af en lægeerklæring eller anden sagkyndig udtalelse.

Kommunalbestyrelsen kan efter forslaget også henvise den unge til at benytte offentlige befor-

dringsmidler i det omfang, den unges handicap tillader det, og det ikke medfører urimelig lang be-

fordrings- og ventetid”.

Samt videre i bemærkningerne til samme paragrafs stk. 2:

”Forslaget indeholder desuden en be-

myndigelse for undervisningsministeren til at fastsætte regler om befordring, herunder om befor-

dring i tilfælde af forbigående sygdom.

Det vil blandt andet komme til at fremgå af reglerne, at kommunalbestyrelsen træffer afgørelse

om art og omfang af befordringsbehovet på grundlag af en lægeerklæring eller anden sagkyndig

udtalelse om den pågældendes egen befordringsevne. Der vil også blive fastsat regler om befor-

dring af ledsager i de tilfælde, hvor det er nødvendigt, at den unge ledsages under befordringen.

Der vil endvidere blive fastsat regler om, hvornår unge, der ikke har et særligt befordringsbehov,

kan få befordringsgodtgørelse”.

Til lovforslagets § 10 hedder det i de særlige bemærkninger, at:

” Efter forslaget skal alle nødven-

dige undervisningsmidler vederlagsfrit stilles til rådighed for deltagerne”.

2.1.2 Udvalgsbehandling

Efter lovforslagets 1. behandling blev det henvist til Uddannelsesudvalget, som efterfølgende for-

midlede en række spørgsmål

stillet til undervisningsministeren.

Udvalget afgav betænkning

den 10. maj 2007, og lovforslaget var til 2. behandling den 15. maj,

hvorefter det blev henvist til fornyet udvalgsbehandling. Under denne behandling stillede udvalget

yderligere spørgsmål til besvarelse af ministeren, inden udvalget afgav tillægsbetænkning

den 29.

maj 2007.

BUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 215: Rapport om de første ti år med STU’en, fra Landsforeningen LEV

Bilag 2 til denne tillægsbetænkning er et skema fra undervisningsministeren over forsørgelses-

grundlaget og dets betydning for finansiering af ungdomsuddannelse for unge med særlige behov,

der gennemføres på i øvrigt statsligt finansierede uddannelsesinstitutioner: efterskoler, hushold-

ningsskoler, håndarbejdsskoler, folkehøjskoler, produktionsskoler og institutioner for erhvervsret-

tet uddannelse.

2.1.3 Høringssvar fra udvalgte brugerorganisationer og centrale aktører

Et udkast til lovforslaget blev den 16. marts 2007 sendt i høring. Der indkom efterfølgende 33 hø-

ringssvar

fra myndigheder, organisationer og private personer. Enkelte af svarene omtales ne-

denfor.

•

En række organisationer, deriblandt flere der repræsenterede de kommende brugere af

den foreslåede uddannelse, fandt, at uddannelsen

”… burde finansieres på samme måde

som de øvrige ungdomsuddannelser gennem statsligt taxametertilskud …”.

Hertil kommenterede Undervisningsministeriet: ”…

Ved en statslig model vil ungdomsud-

dannelsen skulle gives af institutioner, der modtager aktivitetsbetingede tilskud fra staten,

således som det kendes fra fx erhvervsuddannelsesområdet.

Modellen forudsætter nogenlunde ensartede tilbud, der kan prisfastsættes og afgrænses i

tid, således at der kan registreres en årselevaktivitet som grundlag for tilskudsbetalingerne

til institutionerne. Det er vurderet, at en sådan ordning ikke vil kunne sikre de unge et indi-

viduelt uddannelsesforløb, idet de unges behov for støtte er meget forskelligartet.

De tidligere amtskommunale ungdomsuddannelsesforløb, der er blevet drevet efter lov om

specialundervisning for voksne, drives efter kommunalreformens ikrafttræden pr. 1. januar

2007 af kommunerne på de tidligere amtskommunale uddannelsesinstitutioner. Det er så-

ledes kommunerne, der i dag har ansvaret for ungdomsuddannelsesforløbene.

I modsætning til taxametermodellen er der ved en kommunal model en sammenhæng mel-

lem finansieringen og ansvaret for uddannelsestilbuddet ...”.

Høringssvaret gav med ovennævnte begrundelse ikke anledning til ændring i lovforslaget.

•

Det Centrale Handicapråd samt enkelte andre - dog ingen brugerorganisationer - fremsatte

et ønske om at gøre uddannelsen SU-berettiget.

Ministeriets bemærkninger hertil var

”… Det har været forudsat, at unge, der deltager i

ungdomsuddannelsen, bevarer deres hidtidige forsørgelsesgrundlag. Uddannelserne kan

blandt andet gives til førtidspensionister og i nogle tilfælde vil den kunne gives som led i re-

validering, såfremt betingelserne for revalidering i øvrigt er opfyldt. Det vil blive foreslået,

at der indsættes en bemærkning herom i betænkningen til lovforslaget …”.

•

Lovforslagets § 3, stk. 1 om kommunalbestyrelsens afgørelse om den unges optagelse på

ungdomsuddannelsen gav anledning til høringssvar fra bl.a. Børne- og Kulturcheffore-

ningen, Danmarks Lærerforening, De Samvirkende Invalideorganisationer, Kommunernes

Landsforeningen (KL) og Landsforeningen Ligeværd.

BUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 215: Rapport om de første ti år med STU’en, fra Landsforeningen LEV

Svarene pegede alle på,

”... at § 3, stk. 1, er uklart formuleret. Det fremgår blandt andet af

KL’s høringssvar, at der et skisma mellem § 2 og § 3. I § 2 fremgår det, at den unge har et

retskrav på en ungdomsuddannelse. Af § 3 fremgår det, at de unge skal have forudsætnin-

ger for at følge uddannelsen med udbytte. Børne- og Kulturchefforeningen foreslår, at der i

stedet kommer til at fremgå af § 3, stk.1, at ungdomsuddannelsen bør tilbydes alle unge,

hvor det giver mening ...”.

Det fremgår af Undervisningsministeriets bemærkninger til høringssvaret om dette forhold,

”… De indkomne bemærkninger til § 3, stk. 1, giver anledning til at overveje, om der kan

findes en tydeligere formulering af § 3, stk. 1, således at det klart fremgår, at alle udvik-

lingshæmmede unge og andre unge med særlige behov har mulighed for at deltage i en

ungdomsuddannelse”.

2.2 Lov som vedtaget 2007

Ved Folketingets 3. behandling blev loven den 1. juni 2007 enstemmigt vedtaget med 106 stem-

mer for og 0 imod (73 medlemmer var fraværende).

Loven, der blev udstedt som L 564

af 6. juni 2007, blev en væsentlig markør for dansk handicap-

og uddannelsespolitik.

3. Gældende lov

Som følge af en revisionsklausul vedrørende ovennævnte L 564 fremsatte daværende Børne- og

undervisningsminister Christine Antorini den 25. april 2013 forslag til Lov om ændring af lov om

ungdomsuddannelse for unge med særlige behov, L 213

I forbindelse med forslagets fremsættelse redegjorde ministeren kort for såvel baggrund som ind-

hold:”…

Som grundlag for revisionen af lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov

ligger en evaluering af ungdomsuddannelsen, hvor Epinion bl.a. har undersøgt, om ungdomsud-

dannelsen lever op til lovens formål, om målgruppen er rigtigt afgrænset, om midlerne anvendes

hensigtsmæssigt i forhold til at sikre, at målgruppen kommer i uddannelse eller beskæftigelse, og

om der er uhensigtsmæssige bindinger i lovgrundlaget i forhold til rammer og indhold m.v.

Allerede tilvejebragt erfaringsgrundlag fra den løbende evaluering af ungdomsuddannelsen, her-

under undervisningsministerens årlige redegørelser til Folketingets Uddannelsesudvalg, og løbende

dialog med interessenter på området samt justeringsforslag på baggrund af erfaringer fra den

daglige administration af loven har tillige indgået i overvejelserne.

Evalueringen viser, at ungdomsuddannelsen generelt fungerer tilfredsstillende. Uddannelsen er et

vigtigt og relevant tilbud for unge udviklingshæmmede og andre unge med særlige behov, som

fortsat skal være individuelt tilrettelagt, men der er potentiale for at løfte kvalitet og udbytte for

den enkelte unge. Endelig viser evalueringen, at kommunerne har begrænsede muligheder for at

styre og prioritere uddannelsen hensigtsmæssigt, og at den med få, enkle midler kan blive bedre.

BUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 215: Rapport om de første ti år med STU’en, fra Landsforeningen LEV

Lovforslaget ændrer ikke grundlæggende på ungdomsuddannelsens indhold, men rammerne for

uddannelsen justeres med en række nødvendige præciseringer og ændringer for at sikre kommu-

nerne bedre muligheder for en mere hensigtsmæssig styring og tilrettelæggelse af dette uddannel-

sestilbud samt bedre muligheder for at tilpasse uddannelsen til den enkelte unge, så kommunerne

kan tilbyde de unge uddannelsesforløb med kvalitet og udbytte.

Unge i målgruppen vil fortsat have retskrav på en tre-årig individuelt tilrettelagt ungdomsuddan-

nelse.

For at give kommunerne et forbedret grundlag for styringen og tilrettelæggelsen af ungdomsud-

dannelsen samt for at give bedre grundlag for at tilpasse ungdomsuddannelsen til den enkelte un-

ge foreslås det, at kommunerne kan indføre halvårlige/årlige optag i stedet for løbende optag, at

kommunerne fremover skal godkende elevers midlertidige pauser, samt at kommunerne kan af-

bryde et uddannelsesforløb, hvis den unge ikke - uanset justering af uddannelsesplan m.v. - møder

op til de planlagte aktiviteter. Det foreslås samtidig, at de unge kan klage over afgørelser om mid-

lertidige pauser og om at afbryde uddannelsen.

Visitationsrækkefølgen foreslås ændret, så der først foretages en målgruppevurdering af den unge,

førend den konkrete uddannelsesplanlægning påbegyndes. Det obligatoriske afklaringsforløb fore-

slås gjort frivilligt, og det foreslås, at vejledningsopgavernes organisatoriske placering kommer til

at følge lov om vejledning om uddannelse og erhverv samt pligt til uddannelse, beskæftigelse m.v.

Det foreslås at ophæve grænsen på 280 timer årligt for praktik, så forholdet mellem uddannelse og

praktik i højere grad kan tilpasses den enkelte behov med mulighed for beskæftigelse til flere end i

dag.

Lovforslaget indebærer endvidere, at der skabes større sammenhæng mellem visitationskompe-

tence og finansieringsansvar, og muligheden for statslig refusion af elever i forbindelse med ung-

domsuddannelsesforløb iværksat efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats afskaffes.

Det skønnes, at dele af lovforslaget vil medføre et frigørelsespotentiale i kommunerne, der kan

indgå i moderniseringsaftalen mellem regeringen og KL. Dertil kommer, at lovforslaget skønnes at

medføre lavere statslige udgifter til refusioner til kommunerne i henhold til lov om en aktiv beskæf-

tigelsesindsats (LAB-loven). Dele af lovforslaget skønnes at medføre administrative lettelser og

bedre kapacitetsstyringsmuligheder for kommunerne …”.

3.1 Udpluk af høringssvar til gældende lov

Inden lovforslagets fremsættelse blev det i marts måned 2013 sendt i høring hos 35 foreninger,

organisationer m.v.

Af de 35 hørte myndigheder og organisationer m.v. afgav 19 høringssvar. Otte foreninger m.v.

uden for høringslisten gav høringssvar

Det er bemærkelsesværdigt, at bl.a. Danske Handicaporganisationer (DH), Landsforeningen Lige-

BUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 215: Rapport om de første ti år med STU’en, fra Landsforeningen LEV

værd og Landsforeningen LEV i deres høringssvar påpegede, at lovforslaget ikke sikrede højere

kvalitet i og større udbytte af tilbuddene til de unge. Herudover mente disse organisationer, at

lovforslaget ikke forholdt sig til kvalitative og indholdsmæssige aspekter af uddannelsen.

Selvom disse bemærkninger ikke umiddelbart gav ministeren anledning til at ændre lovforslaget,

ville Ministeriet for Børn og Undervisning”…

for at sikre kvaliteten i uddannelsesplanen og i STU

som sådan tage spørgsmålet op om, hvordan den enkelte unges uddannelsesplan kan styrkes bl.a. i

forhold til at sikre progression i uddannelsen, og hvordan kvaliteten i og udbyttet af STU kan højnes

…”

Det er ligeledes bemærkelsesværdigt, at Landsforening LEV, der som organisation repræsenterer

en meget væsentlig del af uddannelsens målgruppe, indleder deres høringssvar med ordene:”

Det

er Landsforeningen LEVs opfattelse, at den gennemførte lovrevision har haft et helt igennem uhen-

sigtsmæssigt forløb, hvor Børne- og Undervisningsministeriet har isoleret sig uden at søge en frem-

adrettet dialog med nøgleinteressenter på området. Landsforeningen LEV mener, at lovrevisionen

er overfladisk, uden at tage stilling til de velkendte problemstillinger, som den nuværende lovgiv-

ning frembyder …”

Herudover havde en lang række organisationer kommentarer til spørgsmålet om afgrænsning af

målgruppen for STU.

Således bl.a. KL, der fandt, at:

”… der udestår en opblødning af retskravet, da nogle unge ikke er i

stand til at opnå personlige, sociale og faglige kompetencer gennem et STU-forløb”, hvorimod

Danske Handicaporganisationer (DH) og Landsforeningen LEV samstemmende fandt, at

” der hver-

ken kan eller skal fastsættes en nedre grænse, da alle mennesker kan lære og udvikle sig …”.

Sidstnævnte holdning deltes helt af Institut for Menneskerettigheder, der fandt, at

”… det bør

fremgå udtrykkeligt af loven, at der ikke er en nedre grænse i forbindelse med målgruppevurderin-

gen.”

I forhold til en eventuel afgrænsning ”opad” udtalte KL, DH, Consentio (Foreningen for særligt til-

rettelagte ungdomsuddannelser), Institut for Menneskerettigheder og Spastikerforeningen i enig-

hed, at ”alle

unge, der med den relevante støtte overhovedet kan gennemføre en ordinær ung-

domsuddannelse, hører hjemme i det ordinære ungdomsuddannelsessystem og ikke på et STU-

forløb. Der er derfor behov for at arbejde yderligere med inklusion i de ordinære ungdomsud-

dannelser.”

M.h.t. afgrænsningen bemærker Børne- og Undervisningsministeriet, at

”… det i bemærkningerne

til lovforslagets afsnit 1.2.2. præciseret, at alle unge, der med den rette støtte overhovedet kan

gennemføre en ordinær ungdomsuddannelse, skal uanset deres fysiske eller psykiske handicap in-

kluderes i det ordinære ungdomsuddannelsessystem og ikke visiteres til et uddannelsesforløb efter

lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov…”

Om problemerne vedrørende forsørgelsesgrundlaget for deltagere i STU-uddannelsen opfordrede

en meget lang række af brugerorganisationer, ledersammenslutninger, vejlederforeninger og ud-

BUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 215: Rapport om de første ti år med STU’en, fra Landsforeningen LEV

bydere i deres høringssvar ministeren til, at

”… der i forbindelse med lovrevisionen etableres en

forsørgelsesordning for unge på STU, herunder at man fjerner forskelsbehandlingen af unge med

kontanthjælp som forsørgelsesgrundlag, der er tvunget til at bruge en eventuel børneopsparing/

formue for at få kontanthjælp.”

Hertil bemærkede Børne- og Undervisningsministeriet, at Regeringen ikke havde:

” aktuelle planer

om at foreslå fælles regler om forsørgelse for unge i ungdomsuddannelse for unge med særlige

behov”.

4. Centrale bestemmelser i gældende STU-lovgivning – seneste version juni 2015

Efter den vedtagne lov (ovennævnte L 213) om STU´en er der gennemført ganske få tilpasninger,

således at den seneste version af gældende lov er Bekendtgørelse af lov om ungdomsuddannelse

for unge med særlige behov (LBK nr. 783 af 15. juni 2015)

Nedenfor findes et udpluk af væsentlige ændringer i gældende lov i forhold til den oprindelige lov

fra 2007.

•

§ 2,

stk. 5.

Kommunalbestyrelsen kan træffe beslutning om at oprette halvårlige eller helår-

lige optag af unge på en ungdomsuddannelse. Træffer kommunalbestyrelsen beslutning

herom, skal beslutningen offentliggøres.

§ 3,

stk.4.

Kommunalbestyrelsen skal godkende den endelige individuelle uddannelsesplan

§ 3a. Kommunalbestyrelsen kan bemyndige en offentlig institution eller efter udbud en

selvejende institution eller en privat virksomhed til at varetage en eller flere opgaver, der

efter loven varetages af Ungdommens Uddannelsesvejledning. Bemyndigelse til at træffe

forvaltningsafgørelser i enkeltsager kan dog ikke gives til en selvejende institution eller en

privat virksomhed.

§ 4,

stk. 3.

I det tilfælde, hvor man ikke har et afklaringsforløb, udarbejder Ungdommens

Uddannelsesvejledning i samarbejde med den unge og forældrene efter kommunalbesty-

relsens afgørelse efter § 3, stk. 1 den endelige uddannelsesplan, som godkendes af kom-

munalbestyrelsen.

§ 5a. Afholder kommunalbestyrelsen udgifter til undervisning og befordring af unge, der

bor i en anden kommune, kan kommunalbestyrelsen kræve udgifterne refunderet fra

kommunalbestyrelsen i den kommune, hvori den unge har bopæl.

Stk. 2.

Flytter den unge fra den kommune, der har tilbudt ungdomsuddannelsen, og afbry-

der den unge i den forbindelse uddannelsen, kan den unge anmode om at fortsætte ung-

domsuddannelsen i tilflytterkommunen. I forbindelse med anmodning om fortsættelse af

ungdomsuddannelsen kan kommunalbestyrelsen i tilflytterkommunen beslutte, at der skal

træffes ny afgørelse efter § 3, stk. 1-4.

•

BUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 215: Rapport om de første ti år med STU’en, fra Landsforeningen LEV

Stk. 3.

Visiteres en ung til et botilbud efter § 9, stk. 7 i lov om retssikkerhed og administra-

tion på det sociale område, eller anbringes den unge uden for hjemmet, og visiteres den

unge til en 3-årig ungdomsuddannelse, finder reglerne i kapitel 3 i lov om retssikkerhed og

administration på det sociale område anvendelse.

Stk. 4.

Krav om refusion for udgifter til undervisning m.v. skal være fremsat senest 12 må-

neder efter, at undervisningen er afholdt.

•

§ 5b. Kommunalbestyrelsens udgifter til ungdomsuddannelsen for unge med særlige be-

hov, der gives som et tilbud efter § 32, stk. 1, nr. 2 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats,

er ikke omfattet af statslig refusion efter reglerne om en aktiv beskæftigelsesindsats

§ 7,

stk.2.

Kommunalbestyrelsen træffer efter indstilling fra Ungdommens Uddannelsesvej-

ledning afgørelse om, hvor stor en andel af det årlige timetal efter stk. 1 der for den enkel-

te unge skal anvendes til praktiske aktiviteter, herunder praktik. Ungdommens Uddannel-

sesvejledning giver sin indstilling efter samråd med den unge og forældrene.

§ 8. Kommunalbestyrelsen kan godkende den unges anmodning om at afbryde ungdoms-

uddannelsen midlertidigt på grund af sygdom eller af andre grunde.

Stk. 2. Den unge kan anmode om at genoptage uddannelsen efter midlertidigt at have af-

brudt uddannelsen på grund af sygdom m.v. Anmodning om genoptagelse af uddannelsen

skal ske, inden den unge fylder 25 år. I forbindelse med anmodningen om genoptagelse af

uddannelsen kan kommunalbestyrelsen beslutte, at der skal træffes en ny afgørelse efter §

3, stk. 1-4.

Stk. 3.

Kommunalbestyrelsen kan i særlige tilfælde fravige alderskravet i stk. 2, 2. pkt.

Stk. 4.

Kommunalbestyrelsen kan efter indstilling fra Ungdommens Uddannelsesvejledning

afbryde den unges ungdomsuddannelse, hvis den unge ikke deltager aktivt i uddannelses-

forløbet.

De praktiske konsekvenser af disse lovændringer fremgår tydeligt af de interviews, der er foreta-

get, hvoraf et udvalg af de mest markante svar findes i redegørelsens kapitel 10. Som et kuriosum

vil jeg dog ikke undlade allerede her at citere KL´s erfaringer med implementeringen af lovrevisio-

nen i 2013:

”… Det er herudover min opfattelse, at en del kommuner ikke har været opmærksom-

me på lovrevisionen og dens nye bestemmelser, hvorfor vi har iværksat nogle informationsinitiati-

ver

…”

•

5. Fem interviews om 2007-forventninger og 2016-status

Som nævnt markerede STU-lovens vedtagelse i 2007 en stærk og hidtil uset præcisering af retten

til samt indhold og varighed af uddannelse for unge med særlige behov uanset sværhedsgraden af

det handicap, de måtte have. Forventningerne blandt brugerorganisationerne var selvsagt store,

men samtidig var der også betænkeligheder i kommunerne, som skulle sørge for lovens praktiske

udmøntning. Også i de dengang forholdsvist nyoprettede (2004) Ungdommens Uddannelsesvej-

ledning (UU), der med den nye lov fik en central placering, var interessen stor.

BUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 215: Rapport om de første ti år med STU’en, fra Landsforeningen LEV

På anmodning har en række centrale personer indvilget i at lade sig interviewe for at illustrere de

forskellige interessenters vurdering af loven. Interviewene er alle gennemført i perioden januar/

februar 2016. De interviewede personer er:

•

Sytter Kristensen, fmd. Landsforeningen LEV

Thorkild Olesen, fmd. Danske Handicaporganisationer

Carsten Bøtker, centerchef UU- Vestegnen og tidligere kurator

Jan Bauditz, chefkonsulent KL

Rinze van der Goot, pæd. konsulent Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling

Henriette Nielsen, fuldmægtig Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling

De interviewede har alle fået stillet de samme ti spørgsmål, som findes i redegørelsens bilag 2.

5.1 Interview med

Sytter Kristensen,

fmd. Landsforeningen LEV

1. Hvilke forventninger havde du til igangsættelsen af den 3-årige ungdomsuddannelse?

Store forventninger til, at STU´en ville give et løft til alle psykisk udviklingshæmmede. I min tid som

amtskredsformand i Vestsjælland havde vi et projekt med elever fra voksenspecialskolen i Slagelse

og erhvervsskolen i Slagelse. For ansøgte midler kørte vi i perioden 2000-2004 et treårigt projekt,

hvor elever fra specialskolen indgik i undervisningen på erhvervsskolen. Der var meget gode resul-

tater. Men forsøget fortsatte ikke herefter p.gr. af manglende bevillinger. Ikke alle amter havde

som bekendt et treårigt tilbud, men det havde vi i Vestsjællands Amt.

Det var væsentligt for mig, at alle, som man tidligere ofte kaldte uunderviselige, også fik en garanti

for et treårigt ungdomsuddannelsesforløb. Det har altid været vigtigt for mig - også som formand –

at holde fokus på denne gruppe, for ellers vil de blive tabt.

2. Hvorledes så situationen for uddannelsens målgruppe efter din mening ud før indførelsen af

STU´en?

Billedet var som sagt dengang meget broget, og LEV gjorde rigtig meget for at få en sådan uddan-

nelse på bedding. Men der var faktisk dengang kræfter i vores egen organisation, der mente, at

der var tale om en særlovgivning, som vi – alene af den grund - skulle holde os fra. Min holdning

var langt mere pragmatisk: Vi skal ikke tabe disse mennesker, blot fordi vi har en ideologi. For mig

var det derfor vigtigt at sige ja til loven. Det ville være et stort ansvar at sige nej.

3. Hvordan vurderer du, det er gået med STU’en? Her tænkes især på stigningen i antallet af

deltagere, den øgede spredning af deltagernes kompetencer og potentialer (flere typer

handicap) samt de enkeltes udbytte af STU’en?

Det er jo ikke gået, helt som jeg havde håbet på. Når jeg ser ud over landkortet, er der alt for man-

ge tilbud, hvor det er svært at få øje på det individuelle. Rigtig mange målretter det til videre ud-

dannelse, altså hvor man kan komme videre i uddannelsessystemet. Der bliver vores målgruppe

tabere, da de uden afgangsbevis ikke har mulighed for at komme videre i uddannelsessystemet.

De kan ikke gennemføre en egentlig kompetencegivende uddannelse. Derfor bliver de tabere i et

BUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 215: Rapport om de første ti år med STU’en, fra Landsforeningen LEV

system, hvor vi alene arbejder på, at folk skal komme ud og forsørge sig selv. Det kan kun en me-

get stærkt begrænset del af vores unge. Til gengæld kan de på andre måder få en indholdsfyldt

tilværelse.

Det er vigtigt for mig, at vi i LEV ikke snakker om handicappede, men om udviklingshæmmede,

fordi det ellers let bliver for upræcist formuleret, og fordi vores målgruppe som sagt ikke er i stand

til at forsørge sig selv.

For os at se, er det uklart, hvad man vil gøre for dem med allerstørst hjælpebehov. STU´en bliver

efterhånden mere og mere rettet mod en anden målgruppe end disse, der ikke er så ”interessan-

te”, og derfor udvikles der kun meget få STU- tilbud til gruppen.

4. Hvor vidt mener du, at lovens intention om individuelt tilrettelagte uddannelser er opfyldt?

Når STU´en er færdig, er der for vores målgruppe meget lidt efterfølgende uddannelse, og derfor

er det vigtigt, at den skræddersys til hver enkelt. For mig at se er en individuelt tilrettelagt uddan-

nelse faktisk den eneste uddannelsesmulighed for vores målgruppe. Det, synes jeg, ikke sker, og

det er bl.a. som følge af presset fra andre af uddannelsens målgruppe. De gamle voksenspecialsko-

ler, som jo havde erfaringen med de mest udviklingshæmmede, bliver ofte pressede, da de jo skal

tage mange med forskellige handicaps ind på samme STU-tilbud.

Kommunerne presser ofte unge ind på et STU-tilbud – uagtet at uddannelsesstedet vurderer sig

selv som inkompetent til at undervise udviklingshæmmede. Kommunerne overhører ofte medde-

lelsen om, at ”det rummer vi ikke”. Mange kommuner undersøger heller ikke undervejs, om de

faktisk får den vare, som de mener at have bestilt.

5. Hvilke barrierer vurderer du som de væsentligste for uddannelsens praktiske implemente-

ring?

Jeg tror, at barrieren ligger i økonomi, og i at man ikke tør gå ind og afgrænse målgrupper, og at

man har det brede billede af handicap og hele tiden fokuserer optaget på mulighed for efterføl-

gende selvforsørgelse. Man har glemt gruppen af borgere uden erhvervskompetencer. Gruppen af

udviklingshæmmede har lovgivningsmæssigt hele tiden været ment som STU’ens kerne-

målgruppe. Jeg tror, det er politisk, man fortsat skal vægte denne gruppe. De er ikke en gruppe,

der tages egentlig højde for.

Mht. økonomien er det ofte således, at kommunerne er så pressede, at de helst sender nogle bor-

gere ind i systemet, hvor forventningen er, at de efterfølgende kan klare sig. I den sammenhæng

er ”vores gruppe” uinteressant for kommunerne. Derfor er det stadig et politisk mål for mig og for

LEV, at uddannelsen finansieres at statslige midler. Ganske som vi ved vores høringssvar gav ud-

tryk for ved uddannelsens start. Nuværende praksis har vist, at vi så rigtigt.

6. Er der andre vigtige pointer, som du vil fremhæve i forhold til STU’en? Her tænkes bl.a. på

Overgangsproblemer før og efter STU

STU-udbydernes profiler

Forsørgelsesgrundlag

Uddannelsesplaner, kompetencebeviser, etc.

BUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 215: Rapport om de første ti år med STU’en, fra Landsforeningen LEV

Det er vigtigt, at vi nu har en uddannelse, hvor vi kan måle, hvad man får, og at man

skal

tilbydes

uddannelsen. Det er et stort skridt, det er jeg faktisk ret glad for. Det er – i hvert tilfælde endnu

ikke – sådan at kommunerne kan fravælge det.

Udbydernes profiler er ikke altid tilpasset behovet. F.eks. får en produktionsskole større tilskud

ved etablering af en STU end ved almindelig produktionsskoleundervisning, uagtet at de ikke har

den nødvendige erfaring på området vedr. den svageste målgruppe. Alligevel anvender mange

kommuner f. eks. produktionsskoler også for disse unge.

Det er vigtigt, at uddannelsen for denne målgruppe ikke målrettes et bestemt erhverv, men gen-

nemføres så der kan udvikles interesser og dermed øget livsindhold uden forventning om efterføl-

gende selvforsørgelse. Der må naturligvis gerne indgå faglige elementer, men ikke som væsentlig-

ste indhold.

Det er vigtigt at understrege, at målgruppen er præciseret i lovgivningen, og derfor er det også

vigtigt at fokusere på de unge, der har det største behov.

Jeg har ikke set ret mange nye tilbud til målgruppen. Det er ikke sikkert, at man på alle de gamle

voksenskoler sidder med ekspertisen til nyudvikling, så derfor kunne det være rigtig spændende

med sådanne tiltag over for gruppen med de største behov. LEV deltager gerne i denne udvikling,

men på den måde, at vi beskriver behovene og tankerne bag, samt at vi ikke tror, at vi selv kan

udvikle sådanne uddannelser, men kan finde de personer, der kan. Det vil vi meget gerne. Vi har

ikke selv i vores organisation kompetencen til at udvikle sådanne uddannelsestilbud. Det må vi

erkende.

Jeg synes ikke, man skal afvente afklaring om et forsørgelsesgrundlag til efter STU- uddannelsen,

da vi jo som sagt har nogle unge, der aldrig kommer til at forsørge sig selv. Men sådan er praksis

desværre mange steder. Dilemmaet er jo, at vi ikke tør sige, at der er nogle, der ikke udvikler sig

med synlige resultater for andre end de fagfolk, som er omkring dem. Men det må vi jo erkende,

at der er. Ingen tør sige det klart, men det bliver vi altså nødt til at erkende. Mange forbinder en

sådan erkendelse med, at samfundet så ikke tør investere så meget i den enkeltes uddannelse.

Det er min erfaring, at mange kommuner anvender STU´en til at fastsætte det fremtidige forsør-

gelsesgrundlag. Det er helt, helt tydeligt og meget forkert. Man vil afvente den unges udvikling, og

der er jo tale om en vis udvikling, men ikke til selvforsørgelse, så jeg efterlyser kommunernes mod

til at træffe en sådan afgørelse tidligere. Mange forveksler arbejdsevne med forsørgelsesevne,

hvilket er uheldigt, da man naturligvis ikke kan argumentere imod, at arbejdsevnen udvikles over

tid, men at det for mange af vores unge aldrig bliver muligt at forsørge sig selv.

Mht. uddannelsesplaner og kompetencebeviser er det klart, at der er tale om nye og mere præcise

beskrivelser af, hvad der skal ske, og hvad der er sket.

7. Hvilke er efter din mening de vigtigste landvindinger ved etableringen af uddannelsen i for-

hold til tidligere (før 2007)?

Som tidligere sagt, er det, at der er sat rammer for uddannelsen samt allervigtigst, at det er et

BUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 215: Rapport om de første ti år med STU’en, fra Landsforeningen LEV

retskrav. Herudover også at der i det hele taget er sat større fokus på uddannelse for denne grup-

pe. Det har været en svær fødsel, men overordnet set en rigtig god ting.

8. Hvordan vil den nye kombinerede ungdomsuddannelse efter din mening påvirke elevoptag,

indhold samt kvalitet af STU ´en?

Jeg vil håbe, at det bliver tydeligere, hvem der er STU´er, og at der derfor bliver øget mulighed for

at fokusere på den gruppe, der er vores.

Endnu er det for tidligt at vurdere indvirkningen, men man kunne nok forestille sig, at vi tog initia-

tiv til at undersøge evt. ændringer i elevoptaget på f.eks. produktionsskoler.

9. Hvorledes vurderer du effekten af lovrevisionen i 2013? Her tænkes bl.a. på:

Kommunernes mulighed for mere hensigtsmæssig styring og tilrettelæggelse.

Bedre mulighed for at tilpasse uddannelsen til den enkelte unge.

Mulighed for halvårligt/årligt optag.

Kommunernes mulighed for at afbryde uddannelsen.

Ophævelse af grænsen på 280 timers praktik

Jeg synes stadig ikke, det er tydeligt, at uddannelsen tilpasses den enkelte unge. Og så længe ud-

dannelsen ligger i kommunerne, vil sparehensyn altid gennemsyre alle drøftelser på alle ledder og

kanter og på alle niveauer.

Vi vil derfor stadig slås for en statslig model, men jeg tror, det bliver meget svært. Kommunerne vil

ikke give uddannelsen fra sig.

Hvis man skal have en smidig sagsbehandling, skal man også have en smidig optagelse. Man kan

frygte unødig, passiv ventetid i forbindelse med fastlagte optagelsestidspunkter, men vi har endnu

ingen tal herfor.

Jeg har endnu ikke et billede af, hvad ophævelsen af grænsen på 280 timers praktik vil komme til

at betyde, men vi følger naturligvis også dette nye tiltag.

10. Hvilke konkrete, fremadrettede initiativer vil du mene er nødvendige for at gøre uddannel-

sen bedre?

Som tidligere sagt skal uddannelsen efter vores mening flyttes fra kommunerne til staten, og så

mener jeg også, det er meget vigtigt, at man får lavet nogle uddannelsestiltag til de allersvageste

unge.

Vi må holde meget fast i lovteksten om, at der ikke er nogen nedre afgrænsning af målgruppen, og

derfor må vi udvikle STU-uddannelser, der modsvarer udviklingshæmmede med allerstørst hjæl-

pebehov.

BUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 215: Rapport om de første ti år med STU’en, fra Landsforeningen LEV

5.2 Interview med

Thorkild Olesen,

fmd. Danske Handicaporganisationer (DH)

1. Hvilke forventninger havde du til igangsættelsen af den 3-årige ungdomsuddannelse?

For ti år siden havde vi i handicaporganisationerne forventningen om, at det var et af skridtene på

vejen til, at man nu kunne opnå det, man så længe havde talt om, nemlig uddannelse for alle. At

den gruppe, som var uden for det normale system og ikke kunne få en ungdomsuddannelse, nu

kunne få en sådan. Jeg tror, man kan sige, at vi var ret positive over for, at der nu kom den mulig-

hed.

2. Hvorledes så situationen for uddannelsens målgruppe efter din mening ud før indførelsen af

STU´en?

Efter vores opfattelse var der et kæmpestort gab mellem dem, som fik en ungdomsuddannelse, og

dem, som ikke fik en ungdomsuddannelse. Det var jo nærmest sådan, at når man var færdig med

skolen, og andre skulle have en ungdomsuddannelse, blev restgruppen glemt, så der var et stort

spild af ressourcer mht. alle de mennesker, der ikke fik en ungdomsuddannelse. Alle var enige om,

at alle skulle have en uddannelse, så man kunne klare sig så godt, som man nu kunne, men der var

ikke rigtigt nogen muligheder. Det var bare ord.

3. Hvordan vurderer du, det er gået med STU’en? Her tænkes især på stigningen i antallet af

deltagere, den øgede spredning af deltagernes kompetencer og potentialer (flere typer

handicap) samt de enkeltes udbytte af STU’en?

Noget af det, der var bekymringen fra starten, og som stadig er bekymringen, er, at man med ind-

førelsen af STU vil få lettere ved at flytte nogle af de unge, som godt ville kunne klare en ordinær

ungdomsuddannelse, over på STU´en. Undskyldningen fra det ordinære uddannelsessystem over

for den unge er, at man ikke rigtig synes, at man kan finde ud af at undervise vedkommende eller

har de rigtige redskaber hertil.

Der var nogle, der allerede dengang kunne se, at det var en risiko, men på den anden side kunne vi

se i både beslutningsforslaget, det lovforberedende arbejde og i den endelige lovgivning, at hen-

sigten med STU var og er at garantere uddannelse til den svageste gruppe unge, nemlig den van-

skeligste gruppe af de fire procent, som man regner med ikke kan klare en ordinær ungdomsud-

dannelse.

Jeg har hørt f.sv. angår de udviklingshæmmede, at en stor del af den svageste gruppe af disse ikke

får en ungdomsuddannelse. Det ser ud til, at man primært giver den bedste del af målgruppen en

ungdomsuddannelse, så man må sige, at der stadig er nogle problemer vedrørende målgruppeaf-

grænsningen til STU.

Det med målgruppeafgrænsningen er komplekst, og jeg har sådan set principielt ikke noget imod,

at man udvider målgruppen, men jeg kan også godt se, at det giver et pres på den oprindelige

målgruppe. Resultatet må naturligvis ikke blive, at man undlader at give den svageste gruppe en

STU.

Jeg tror i for sig ikke, at de unge, der nu er kommet ind på ungdomsuddannelsen, ville kunne have

BUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 215: Rapport om de første ti år med STU’en, fra Landsforeningen LEV

fået en ordinær uddannelse, så jeg tror ikke, der er sket en afskalning, men nærmere at man har

været for snæver, da man designede STU´en.

Man skal først og fremmest være opmærksom på, at STU´en er lavet for udviklingshæmmede og

andre med lignende kognitive vanskeligheder, og man må huske på, at STU´en jo ikke er lavet for,

at det ordinære ungdomsuddannelsessystem skal opgive tanken om inklusion.

4. Hvor vidt mener du, at lovens intention om individuelt tilrettelagte uddannelser er opfyldt?

Det er vel noget af det, der halter en smule. Det skyldes nok, at der er kommet flere ind på uddan-

nelsen, end man regnede med, men det er vel også et spørgsmål om, at det jo er vanskeligt at

praktisere, når man nu har lavet nogle uddannelsestilbud, der er blevet for store. Man vil gerne

have, at det skal være rentabelt. Det skal ikke være for dyrt, og man vil gerne have nogle større

enheder, hvilket medfører større vanskeligheder med at tilgodese intentionen om en individuelt

tilrettelagt uddannelse.

Det er mit indtryk, at uddannelsen ikke er så individuelt tilrettelagt, som det var intentionen.

5. Hvilke barrierer vurderer du som de væsentligste for uddannelsens praktiske implemente-

ring?

Noget af det væsentligste er pengene i systemet. Når man har lavet et takstfinansieret system,

kommer det meget ofte til at dreje sig om, hvor mange penge uddannelsestilbuddet koster frem

for uddannelsens indhold.

Det er ikke noget specielt for STU´en. Det forekommer alle steder, men det betyder ofte, at man

ikke får givet de rigtige tilbud til det enkelte menneske.

En anden barriere er spørgsmålet, om man faktisk har personer, der er tilstrækkeligt kvalificerede

til at lave disse individuelle uddannelsestilbud.

6. Er der andre vigtige pointer, som du vil fremhæve i forhold til STU’en? Her tænkes bl.a. på:

Overgangsproblemer før og efter STU

STU-udbydernes profiler

Forsørgelsesgrundlag

Uddannelsesplaner, kompetencebeviser, etc.

Noget af det, der er væsentligt her, er, at forsørgelsesgrundlaget stadig ikke er på plads. Det bliver

et endnu større problem nu, hvor man vedtager kontanthjælpsreformer, det moderne kontant-

hjælpsloft og andre ting. Jeg mener, at unge, der deltager i en STU, skal have en uddannelsesydel-

se på nøjagtig lige fod med andre, der går på en ungdomsuddannelse. Forsørgelsen for en STU-

elev skal ikke baseres på kontanthjælp eller noget lignende. Kontanthjælp er tænkt som en midler-

tidig ydelse og ikke en ydelse, man skal være på, når man er i et uddannelsesforløb.

Jeg tror ikke på, at en uddannelsesydelse for en STU-elev kan passe ind i det almindelige SU-

system, som jo er en stangvare, men jeg tror, at man er nødt til at lave en ydelse, der er tilpasset

STU- uddannelsens særlige målgruppe.

BUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 215: Rapport om de første ti år med STU’en, fra Landsforeningen LEV

En anden barriere er problemerne vedr. overgange. Hvis det ikke bare skal være noget, der glæder

os i statistiske sammenhænge, så vi kan sige, at vi nu har en endnu højere andel af unge, der får en

ungdomsuddannelse, så skal STU-uddannelsen også føre til noget. Jeg synes, at der mangler nogle

tilbud til de unge menneske, der har gennemført uddannelsen. Det er fint nok, at de unge får en

uddannelse, men hvis det bare ender med, at de unge kommer til at ende på kontanthjælp eller i

bedste fald får et varigt forsørgelsesgrundlag på et lidt højere niveau end før uddannelsen, hjælper

det ikke meget for den enkelte. Derfor mener jeg, at det er vigtigt at tænke på, hvad uddannelsen

kan føre til efterfølgende.

7. Hvilke er efter din mening de vigtigste landvindinger ved etableringen af uddannelsen i for-

hold til tidligere (før 2007)?

Det, at der overhovedet er kommet et uddannelsestilbud og grobund for, at der i det hele taget er

etableret en faglig udvikling og øget fokus på uddannelse, er en landvinding i sig selv, som jeg sy-

nes er vigtig.

Det er jo også en landvinding, at målgruppens unge ikke bliver opgivet. Nu mangler vi så bare, at

de heller ikke bliver opgivet, efter at de har gennemført ungdomsuddannelsen. Også det, at vi er

begyndt at tænke mere på, hvilke individuelle uddannelsestilbud unge med særlige behov skal

have, er bestemt en landvinding.

Det med at have retten til en uddannelse er ret unikt, og de kan sådan set tage den, når de vil, hvis

blot de påbegynder den inden deres fyldte 25. år.

8. Hvordan vil den nye kombinerede ungdomsuddannelse efter din mening påvirke elevoptag,

indhold samt kvalitet af STU ´en?

Det er ikke mit indtryk, at den vil komme til at påvirke optaget på STU.

9. Hvorledes vurderer du effekten af lovrevisionen i 2013? Her tænkes bl.a. på:

Kommunernes mulighed for mere hensigtsmæssig styring og tilrettelæggelse.

Bedre mulighed for at tilpasse uddannelsen til den enkelte unge.

Mulighed for halvårligt/årligt optag.

Kommunernes mulighed for at afbryde uddannelsen.

Ophævelse af grænsen på 280 timers praktik

Når kommunerne kommer til at styre, betyder det altid økonomisk styring og ikke indholdsmæssig

styring. Det er også det, vi hører, når vi nu skal til at revidere serviceloven. Det, jeg hører fra de

institutioner, jeg kender, er, at de synes, det er blevet vanskeligere at have med at gøre.

Det har derfor ikke været idelig lykke at få den lovrevision, men på den anden side er der også

kommet mere fokus på det individuelle aspekt i STU-uddannelsen.

Der er en modsigelse mellem på den ene side større økonomisk styring og på den anden side stør-

re individualitet i uddannelsen. STU-loven er som alle andre love et udtryk for de bedste intentio-

ner, men i dette tilfælde har man ikke taget tilstrækkelig højde for denne modsigelse

BUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 215: Rapport om de første ti år med STU’en, fra Landsforeningen LEV

Noget af det, der er problemet, er vel i det hele taget at finde noget praktik for disse unge, så en

udvidelse ser jeg ikke som en forringelse. På den anden side skal der naturligvis ikke være så me-

get praktik, at det går ud over uddannelsens målsætning. Jeg har ingen faktuel viden om, i hvor høj

grad der forekommer en øget praktik.

10. Hvilke konkrete, fremadrettede initiativer vil du mene er nødvendige for at gøre uddannel-

sen bedre?

Som jeg nævnte ovenfor, er noget af det vigtigste, at man får løst overgangsproblematikken, så

man får fundet ud af, hvilke muligheder der kan tilbydes de unge efter afsluttet STU-uddannelse.

Det er blevet sværere at få en førtidspension, og det er blevet sværere at få et fleksjob. I det hele

taget er det blevet sværere at komme ud af kontanthjælpssystemet, så vi skal have fundet ud af,

hvordan disse unge skal hjælpes til at få den efterfølgende beskæftigelse eller det efterfølgende

uddannelsesniveau, de kan klare.

Det er noget af det, som jeg vil foreslå, at vi sammen med de forskellige handicaporganisationer

skal forsøge at påvirke lovgiverne til.

Og så skal vi have fundet ud af, hvordan vi hele tiden kan forbedre uddannelsen, men det er jo en

ongoing proces.

5.3 Interview med

Carsten Bøtker,

centerchef UU-Vestegnen og tidligere kurator

1. Hvilke forventninger havde du til igangsættelsen af den 3-årige ungdomsuddannelse?

Jeg har jo været kurator i mange år, så forventningerne havde længe været høje. Jeg havde længe

en mening om, at Undervisningsministeriet burde præsenterer noget formelt vedr. uddannelse for

unge med særlige behov, så jeg var faktisk meget glad og i og for sig også meget stolt, da denne

mulighed kom. Det har jeg faktisk også ofte fortalt, når jeg har været ude at snakke med politikere

og forældre om STU-uddannelsen.

Forventningerne specifikt til denne uddannelse var, at kommunerne fik et lovmæssigt krav om at

etablere denne uddannelse og dermed etablere nogle rammer, der betød, at man kunne skabe et

kvalificeret forløb over tre år for unge med særlige behov og dermed give dem mulighed for at ud-

vikle deres kompetencer både på det faglige, det sociale og det personlige område.

Forventningerne var også, at det i relation til både de unge og deres forældre måtte give en tryg-

hed, at de nu allerede på et tidligt tidspunkt i skoleforløbet vidste, at der efter endt skolegang i en

specialklasse nu var blevet mulighed for en treårig individuelt tilrettelagt uddannelse, der tog ud-

gangspunkt i de enkeltes kompetencer og potentialer. Et uddannelsestilbud der ikke var afhængig

af forældrenes gennemslagskraft eller økonomi eller de lærere, vejledere eller øvrige professionel-

le, der var omkring barnet.

BUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 215: Rapport om de første ti år med STU’en, fra Landsforeningen LEV

2. Hvorledes så situationen for uddannelsens målgruppe efter din mening ud før indførelsen

af STU´en?

Det var en meget uligeværdig situation forstået på den måde, at der ikke var et formelt uddannel-

sesforløb eller et vejledningsmæssigt beredskab, der trådte i karakter, med mindre man var kate-

goriseret som værende et barn eller en ung med vidtgående specialundervisningsmæssige behov. I

disse tilfælde var man kendt af kommunen lige fra sundhedsplejerskens tidlige besøg, til man fik

sin pension.

De elever, der i øvrigt havde specialundervisningsmæssige behov, var alene afhængige af kurato-

rerne og de lærere, der var omkring dem, og disse personers professionelle gennemslagskraft.

Mange blev behandlet meget tilfældigt, hvilket jo var helt uretfærdigt.

3. Hvordan vurderer du, det er gået med STU’en? Her tænkes især på stigningen i antallet af

deltagere, den øgede spredning af deltagernes kompetencer og potentialer (flere typer

handicap) samt de enkeltes udbytte af STU’en?

Jeg ved ikke helt, hvor du vil hen med det spørgsmål, for her på Vestegnen visiterer kommunen i

dag nøjagtig de samme elevprofiler til STU-uddannelsen, som da uddannelsen blev introduceret.

De, der har de mest vidtgående funktionsnedsættelser, får tilbudt denne uddannelse, og det har

ikke udviklet sig synderligt.

Hvis man har et forholdsvist højt læringsniveau og et lavt funktionsniveau skal man ofte have prø-

vet rigtig mange ting i det ordinære uddannelsessystem, før man får tilbudt en STU-uddannelse.

Det er jo i øvrigt også i overensstemmelse med gældende lovgivning, at det ordinære uddannel-

sessystem skal have været afprøvet eller i det mindste vurderet mht. relevans, inden det ekstraor-

dinære sættes i værk

Det vil aldrig nogensinde her i UU-Vestegnen være en mulighed at blive tilmeldt f. eks. enkeltfags

HF i forbindelse med gennemførelse af STU-uddannelsen. Dertil er vi alt for professionelle og skar-

pe i vores vurdering af den enkelte unges uddannelsesmuligheder. Dette er i øvrigt også vore poli-

tikeres yderst rimelige forventning.

På den anden side mener jeg jo også, at det kan tendere overgreb mod den unge, at man af for-

skellige grunde – måske især økonomiske eller inklusionsmæssige – lader den unge med særlige

behov påbegynde en ordinær uddannelse, velvidende at dette ikke er en reel mulighed.

4. Hvor vidt mener du, at lovens intention om individuelt tilrettelagte uddannelser er opfyldt?

Det har vi lagt meget vægt på her på Vestegnen, og jeg synes, at vi holder fanen særdeles højt

vedr. individuelt udfyldte uddannelsesplaner, som der bliver fulgt op på meget seriøst og meget

professionelt. Det har været op ad bakke, og det har været en lang rejse, fordi uddannelsesaktø-

rerne ikke altid har været indstillede på den professionalisme, der ligger i, at man laver en uddan-

nelsesplan, hvor man sætter nogle mål, der siden kan evalueres. Det er vi først kommet til inden

for de sidste par år eller senere.

Jeg har både set papirer fra uddannelsesaktører og fra andre UU´er, som er så tynde og så fyldte

BUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 215: Rapport om de første ti år med STU’en, fra Landsforeningen LEV

med ”copy-paste” og tomme skriverier om hist og pist, at det intet har med hverken en uddannel-

sesplan eller en evaluering at gøre. Når vi f.eks. får uddannelsesplaner fra andre UU´er, tager jeg

mig ofte til hovedet og tænker: ”Hvordan kan de overhovedet slippe afsted med at lave så tyndt et

stykke arbejde og ovenikøbet tage sig betalt for det? ”

Jeg har også af og til meddelt nogle af de helt store uddannelsesaktører i mit eget område, at hvis

det virkelig er, hvad de kan levere i forhold til en evaluering og en beskrivelse af undervisningsmål

for en kostpris på ca. 25.000 kr. pr. måned pr. elev, kan jeg ikke bruge dem og må derfor finde en

anden aktør at arbejde sammen med. Jeg skal jo som UU-chef på én gang forvalte skatteborgernes

penge og sikre, at de unge får et uddannelsestilbud på højt kvalitativt niveau. Det skal ikke være

den pølsefabrik, hvor det først hedder botræning 1 efterfulgt af botræning 2 og afsluttet med

botræning 3.

Selvfølgelig kan der også ryge en finke af panden her på UU-Vestegnen, men på det punkt tror jeg

nok, at vi har været med til – i hvert fald her i regionen - at opstille nogle kvalitetsstandarder, som

både kommunerne, eleverne og uddannelsesaktørerne kan læne sig lidt op ad.

5. Hvilke barrierer vurderer du som de væsentligste for uddannelsens praktiske implemente-

ring?

Jeg synes efterhånden, at vi har fået uddannelsen rigtig godt på plads, så barriererne er nu væ-

sentligst af økonomisk art forstået på den måde, at der er tendenser til, at kommunerne i stigende

grad tager de unge hjem til egen kommune eller endog selv etablerer uddannelser, som så ofte er

med mere begrænsede muligheder set i relation til kravet om individualitet i uddannelsen. Min be-

kymring er, at det kan medføre en art STU-skole, hvor alle skal gå ind ad den samme dør.

Mange UU’er sidder i visitationsudvalget, hvor de efter min mening intet har at gøre. Vi skal lave

en indstilling, og så må udvalget tage en beslutning på det grundlag, som også derfor skal være på

et højt fagligt niveau, som vi fagligt kan stå inde for.

Vi samarbejder med den enkelte sagsbehandler, og vi laver i fællesskab en indstilling til visitations-

udvalget. Det er så pågældende sagsbehandler, der forelægger sagen for udvalget.

6. Er der andre vigtige pointer, som du vil fremhæve i forhold til STU’en? Her tænkes bl.a. på:

Overgangsproblemer før og efter STU

STU-udbydernes profiler

Forsørgelsesgrundlag

Uddannelsesplaner, kompetencebeviser, etc.

Jeg tror, at vi skal gøre kommunernes sagsbehandlere og jobcentre mere klar på, at den treårige

STU-uddannelse ikke fører til, at den unge efterfølgende kan komme i ordinær uddannelse eller

beskæftigelse. Der er jo stadig tale om borgere med massive funktionsnedsættelser.

Vi skal gøre kommunerne klar over, at der her er tale om en uddannelse, der giver de unge mere

livskvalitet og selvforståelse og et netværk, men at de ikke opnår fagspecifikke kompetencer, der

kan føre til selvforsørgelse. På den anden side fortsætter enkelte selvfølgelig med en EGU.

BUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 215: Rapport om de første ti år med STU’en, fra Landsforeningen LEV

Vi har uddannelsesudbydere, der kan tilgodese alle specifikke uddannelsesmæssige behov tilpas-

set de forskellige elevprofiler.

De enkeltes forsørgelsesgrundlag under STU-uddannelsen blander vi os ikke i. Det er muligt, at de

enkelte vejledere har viden herom, men overordnet set blander vi os ikke i det, hvilket også er for

at holde tingene adskilt forvaltningsmæssigt. Det hører ikke ind under vores opgave som uddan-

nelsesvejledere.

Mht. kompetencebeviset synes jeg godt, at man kunne højne niveauet og gøre det lidt mere uni-

formt. Jeg synes, det er en skam, at man, når man nu har beskrevet uddannelsen grundigt i lov,

bekendtgørelse og vejledning, så ikke også fuldender arbejdet med udfærdigelse af mere præcise

krav til kompetencebevisets form og indhold. Kort sagt mere standardiseret og på et højere fagligt

niveau og dermed mere brugbart.

7. Hvilke er efter din mening de vigtigste landvindinger ved etableringen af uddannelsen i

forhold til tidligere (før 2007)?

Så absolut den formalitet, at nu kan man sige til forældrene, at der er en garanti for en treårig ud-

dannelse for alle unge med særlige behov, og dette uanset et endog meget lavt funktionsniveau.

Også det, at vi kan sige til forældrene, at de kan regne med, at vi hjælper med tilrettelæggelsen af

uddannelsen, og at de altid har os i baghånden, er en kæmpe landvinding. Desuden, at der jo er

tale om en uddannelse, som bliver tilrettelagt individuelt og løbende evalueret.

8. Hvordan vil den nye kombinerede ungdomsuddannelse efter din mening påvirke elevoptag,

indhold samt kvalitet af STU ´en?

Den er endnu så ny, at vi intet kan sige, men jeg tror, det er marginalt, hvor meget den vil påvirke

elevoptaget her i området, da vi jo kun tilbyder uddannelsen til unge med de mest vidtgående

funktionsnedsættelser – jf. mit svar til spørgsmål 3.

Generelt set vil det, at man har valgt at henlægge den kombinerede ungdomsuddannelse til pro-

duktionsskolerne, være noget, der gør, at de bedst fungerende unge vil kunne profitere af denne

uddannelse i stedet for en STU.

9. Hvorledes vurderer du effekten af lovrevisionen i 2013? Her tænkes bl.a. på:

Kommunernes mulighed for mere hensigtsmæssig styring og tilrettelæggelse.

Bedre mulighed for at tilpasse uddannelsen til den enkelte unge.

Mulighed for halvårligt/årligt optag.

Kommunernes mulighed for at afbryde uddannelsen.

Ophævelse af grænsen på 280 timers praktik

Jeg har forståelse for, at kommunerne skal have øget mulighed for styringen af uddannelsen. Det

er jo – set med kommunens briller – besynderligt, at en institution uden for kommunen (altså UU)

kan generere udgifter for kommunen. Sådan har det været italesat af enkelte kommuner.

På den anden side er resultatet ofte, at STU’en i mange mindre kommuner nu ligger i kommuner-

BUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 215: Rapport om de første ti år med STU’en, fra Landsforeningen LEV

nes jobcentre, hvilket ikke altid sikrer, at uddannelsens almendannende del tilgodeses i en grad,

som det jo er foreskrevet i lovgivningen.

Man må desuden huske på, at det allerførst i vejledningslovgivningen fremgår, at UU skal yde en

sektoruafhængig vejledning. Det vil ikke kunne lade sig gøre, når vejledningen lægges ind i de kom-

munale jobcentre. Ved denne model skal UU naturligvis stadig lave målgruppevurderingen, men

alt andet arbejde udføres af kommunen. En sådan model vil kunne gennemføres med baggrund i

gældende STU-lovgivning, men efter min bedste vurdering ikke være en kvalitativ forbedring til

gavn for den unge.

Jeg er tilhænger af så meget praktik som overhovedet muligt, så derfor er det helt OK, at man har

sløjfet grænsen på de 280 timer.

Vi vil gerne have løbende optag, men for min skyld må kommunerne gøre, hvad de vil på dette

område.

Overordnet set er det ikke min vurdering, at lovrevisionen har haft nogen betydning mht. ændrin-

ger i vores hverdag.

10. Hvilke konkrete, fremadrettede initiativer vil du mene er nødvendige for at gøre uddannel-

sen bedre?

Vi kan ikke for nuværende pege på forslag til konkrete initiativer men kun nævne problemstillinger

af mere strukturel karakter:

STU-vejlederne i en organisation som vores - med 5 kommuner - peger på udfordrin-

gen ved, at der er forskellige procedurer for samarbejde og kommunikationslinjer fra

den ene kommune til den anden.

At de er bekymrede for, om der i fremtiden vil blive flere kommuner, som laver deres

egne tilbud (der kan/skal rumme alle).

5.4 Interview med

Jan Bauditz,

chefkonsulent KL

1. Hvilke forventninger havde du til igangsættelsen af den 3-årige ungdomsuddannelse?

KL var meget utilfredse med, at vi ikke blev medinddraget i det lovforberedende arbejde tilbage i

2007. Det var en dårlig start, da uddannelsen jo landede i kommunerne, uden at vi som part blev

hørt.

Der var nogle forskellige problemstillinger, som bekymrede os, ikke mindst spørgsmålet om øko-

nomi, idet vi mente, at loven var underfinansieret i forhold til opgavens omfang. Der var også nog-

le forudsætninger om, at der skulle ligge meget praktik i uddannelsen, hvor vi mente, at det var

urealistisk og usikkert, om der i det hele taget var nogle virksomheder, som ville stille sig til rådig-

hed herfor. Vi var også meget i tvivl om beskæftigelseseffekten af uddannelsen, altså i hvor høj

grad den ville medvirke til øget selvforsørgelse for målgruppen.

BUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 215: Rapport om de første ti år med STU’en, fra Landsforeningen LEV

Jeg kan huske, at vi efter anmodning fik foretræde for uddannelsesudvalget for at redegøre for

vores overvejelser, men det fik vi ikke så meget ud af.

2. Hvorledes så situationen for uddannelsens målgruppe efter din mening ud før indførelsen

af STU´en?

Der må man nok sige, at der for målgruppen var ret stor variation i de uddannelsestilbud, der blev

givet rundt omkring i landet. Og det var jo også det politiske afsæt for loven, at man nok med rette

kunne stille spørgsmål ved, om det nu også var helt i orden, at det afhang af, hvor man boede, om

man kunne få en uddannelse, der varede to - tre år, eller om man kun fik et tilbud på to - tre må-

neder.

Dette problem havde KL´s forståelse, og derfor bakkede vi også overordnet op om den nye uddan-

nelse.

3. Hvordan vurderer du, det er gået med STU’en? Her tænkes især på stigningen i antallet af

deltagere, den øgede spredning af deltagernes kompetencer og potentialer (flere typer

handicap) samt de enkeltes udbytte af STU’en?

I begyndelsen gik det lidt langsomt med at få uddannelsen implementeret, men så er der kommet

en meget kraftig stigning, og nu er aktiviteten betydeligt højere, end Folketinget havde forestillet

sig, at den skulle være. Det havde vi forudset og meddelt, og nu ser vi, at finansieringen ikke rigtigt

er fulgt med.

Det er mit indtryk, og det er også det, de forskellige undersøgelser og evalueringen fra 2012 viser,

at det jo er en meget forskelligartet målgruppe, lige fra unge med de allersværeste funktionsned-

sættelser til unge, der ligge i gråzonen og måske vil kunne klare en ordinær ungdomsuddannelse.

Det er vores holdning, at man nok vil kunne arbejde lidt med denne problemstilling og blive lidt

skarpere på, hvem der får STU-uddannelsen, så den i højere grad relaterer til dem, der har det

største behov, og som også får mest udbytte.

Det er nok vores holdning, at man fremover i højere grad skal fokusere på det, der står allerførst i

loven, altså at den enkelte unge får mulighed for udvikling af personlige og sociale og faglige kom-

petencer til en så selvstændig deltagelse i voksenlivet som muligt. Det er ambitiøst, men der er jo

nogle, der er i STU i dag, for hvem dette simpelthen ikke er en realistisk mulighed. Som det er nu,

er det faktisk sådan, at man efter vores opfattelse er på kant med lovgivningen, da en del af de

unge simpelthen ikke er i stand til at leve op til lovgivningens målsætning. Det er også, hvad vi hø-

rer fra mange kommuner gennem deres erfaring fra visitationerne til STU-uddannelsen.

Det er vigtigt at pointere, at det naturligvis ikke er KL´s opfattelse, at der ikke skal være et tilbud til

unge med de allersværeste handicaps, men at de måske skal have et andet tilbud end STU. Måske

kunne det være bedre med et mere omsorgspræget tilbud.

Selvfølgelig er der også nogle på STU-uddannelsen, der nok vil kunne gennemføre en ordinær ung-

domsuddannelse med en del støtte.

BUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 215: Rapport om de første ti år med STU’en, fra Landsforeningen LEV

Det er også præciseret i lovgivningen, at unge med psykosociale lidelser ikke er en del af målgrup-

pen.

Alt i alt en problemstilling, det er nødvendigt at kigge nærmere på.

Det er også vores opfattelse, at STU er en uddannelse, hvor man skaber stor aktivitet, der kan føre

til mindre inklusion i de ordinære uddannelser. Vi mener, at man skal fastholde det ordinære ud-

dannelsessystems pligt til at optage så mange som muligt gennem anvendelse af de specialpæda-

gogiske støtteforanstaltninger, som lovgivningen tillader. Her bør ministeriet træde i karakter.

4. Hvor vidt mener du, at lovens intention om individuelt tilrettelagte uddannelser er opfyldt?

Det er mit indtryk, at det efterhånden går rigtig godt. Der er naturligvis altid plads til forbedringer,

men vi følger det og har for nylig f.eks. haft fokus på uddannelsesplanerne.

5. Hvilke barrierer vurderer du som de væsentligste for uddannelsens praktiske implemente-

ring?

Nogle af de praktiske barrierer, der har været, er samspillet mellem de forskellige lovgivninger.

Især har samspillet med beskæftigelsesloven og spørgsmålet om forsørgelsesgrundlaget givet en

masse besværligheder, hvor ministerierne i begyndelsen ikke kørte parallelt.

Det er min fornemmelse, at det er ved at være på plads, selvom der stadig er nogle vanskeligheder

mht. forsørgelsesgrundlaget. Derfor har vi sagt mange gange, at der bør være en selvstændig for-

sørgelsesordning tilknyttet STU-uddannelsen.

6. Er der andre vigtige pointer, som du vil fremhæve i forhold til STU’en? Her tænkes bl.a. på:

Overgangsproblemer før og efter STU

STU-udbydernes profiler

Forsørgelsesgrundlag

Uddannelsesplaner, kompetencebeviser, etc.

Vores holdning er, at retskravet skal opblødes, og vi vil også gerne have en opblødning af de 840

årlige undervisningstimer, som er lovens minimumskrav.

Vi vil også gerne have en opblødning af den treårige grænse, forstået på den måde, at vi gerne vil

have en større fleksibilitet, velvidende at vi skal være meget opmærksomme på ikke at vende til-

bage til den store forskel fra kommune til kommune, som fandtes før STU-lovens vedtagelse i

2007.

Ovenstående er ud fra en tænkning om, at der er en del unge i målgruppen, som simpelthen ikke

kan leve op til den gældende lovgivnings krav. Dette er også opfattelsen rundt omkring i de STU-

faglige miljøer i kommunerne.

Alt i alt er det en lidt for rigid ordning.

BUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 215: Rapport om de første ti år med STU’en, fra Landsforeningen LEV

7. Hvilke er efter din mening de vigtigste landvindinger ved etableringen af uddannelsen i for-

hold til tidligere (før 2007)?

Helt afgjort at der er kommet mere fokus på uddannelse for denne målgruppe fra Folketingets

side. Man kan nu inddrage indhøstede erfaringer til at fortage forskellige justeringer.

8. Hvordan vil den nye kombinerede ungdomsuddannelse efter din mening påvirke elevoptag,

indhold samt kvalitet af STU ´en?

Jeg håber, at den kombinerede ungdomsuddannelse vil påvirke elevoptaget, for jeg tror, at nogle

af de unge normaltbegavede med specielle diagnoser vil kunne drage fordel af dette nye tiltag.

STU’en er jo ikke tænkt som et afsæt til en anden uddannelse, men som en selvstændig uddannel-

se, så igen vil en skarpere visitation være en mulighed for at give de unge i gråzonen et mere rele-

vant uddannelsestilbud. Den kombinerede ungdomsuddannelse er jo netop tænkt som et muligt

springbræt til en egentlig faglig uddannelse.

9. Hvorledes vurderer du effekten af lovrevisionen i 2013? Her tænkes bl.a. på:

Kommunernes mulighed for mere hensigtsmæssig styring og tilrettelæggelse.

Bedre mulighed for at tilpasse uddannelsen til den enkelte unge.

Mulighed for halvårligt/årligt optag.

Kommunernes mulighed for at afbryde uddannelsen.

Ophævelse af grænsen på 280 timers praktik

KL har kvitteret for lovændringerne, som jo i nogen udstrækning er nogle, som vi har påpeget nød-

vendigheden af, men jeg må nok også være ærlig og sige, at tilbagemeldingerne fra kommunerne

går på, at der nok ikke er tale om den helt store effekt. Det er herudover min opfattelse, at en del

kommuner ikke har været opmærksomme på lovrevisionen og dens nye bestemmelser, hvorfor vi

har iværksat nogle informationsinitiativer. Jeg har i øvrigt ikke nogen egentlig dokumentation for

at sige noget om effekten.

10. Hvilke konkrete, fremadrettede initiativer vil du mene er nødvendige for at gøre uddannel-

sen bedre?

Ingen ud over hvad jeg har nævnt ovenfor.

5.5 Fællesinterview med

Rinze van der Goot,

pæd. konsulent og

Henriette Niel-

sen,

fuldmægtig, begge Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling

1. Hvilke forventninger havde du til igangsættelsen af den 3-årige ungdomsuddannelse?

Besvarelsen af dette spørgsmål dækker også spørgsmål 2.

De unge, som indtil 2007 ikke havde mulighed for at tage en ungdomsuddannelse, fik nu et rets-

krav på en treårig uddannelse. Det der med retskravet er vigtigt og noget unikt. I virkeligheden var

uddannelsen groet ud af specialundervisning for voksne. Det var derfra, man havde set, at der

rundt omkring i amterne var tilbud med sådanne uddannelsesforløb af forskellig varighed, og det

var ligesom dem, man ville gøre til lov indeholdende et retskrav på 3-årige forløb. Det var så såle-

BUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 215: Rapport om de første ti år med STU’en, fra Landsforeningen LEV

des - som parentes bemærket - at denne paragraf ikke forsvandt ud af lovgivningen om specialun-

dervisning for voksne. Disse bestemmelser er stadig gældende og kan stadig anvendes.

I teorien betød det, at der nu var en ungdomsuddannelse til alle unge – altså 100 %. Det var jo

formuleret således, at der nu ikke længere var en ”nederste” grænse. Ligegyldigt hvor svær ens

funktionsnedsættelse er, har man krav på at få en treårig ungdomsuddannelse, hvis man ikke kan

tage en anden ungdomsuddannelse, uanset hvor meget støtte man vil kunne få på en sådan ordi-

nær uddannelse. Sigtet var, at også målgruppens unge kunne få så meningsfuld en voksentilvæ-

relse som muligt.

Det er således, at berettigelsen til denne uddannelse ikke tager udgangspunkt i bestemte diagno-

ser eller funktionsnedsættelser. Og den 3-årige ungdomsuddannelsesplan skal tage udgangspunkt

i den enkelte unges behov og ønsker og således skræddersyes til den enkelte unge.

2. Hvorledes så situationen for uddannelsens målgruppe efter din mening ud før indførelsen af

STU´en?

Se besvarelse af spørgsmål 1. Vi har ikke mere at tilføje.

3. Hvordan vurderer du, det er gået med STU’en? Her tænkes især på stigningen i antallet af

deltagere, den øgede spredning af deltagernes kompetencer og potentialer (flere typer

handicap) samt de enkeltes udbytte af STU’en?

Man opererede ved uddannelsens igangsættelse i 2007 med ca. 4.000 unge, og det ser ud til, at

det nu er lidt over. I de fleste tilfælde vil påbegyndelse af en STU være forberedt gennem et læn-

gerevarende tilhørsforhold til specialundervisningen – specialklasse eller lignende, men det er og-

så sket, at det efter påbegyndelse af en STU viser sig, at den unge faktisk godt kan gennemføre en

anden uddannelse. I disse tilfælde er det naturligt at ophøre på STU´en. Det skete af og til tidlige-

re, men vi aner ikke, hvor ofte det sker i dag.

Vi kan se, at den tidligere ret kraftige stigning i deltagerantallet, efterhånden er ved at flade lidt

ud, hvilket jo er forventeligt, når det er en uddannelse, der har været ved at blive implementeret,

men nu formentlig er ved at finde sit leje.

I forbindelse med lovrevisionen i 2013 blev der lavet en såkaldt stemmeaftale, der fastsatte, at der

dels skulle ses nærmere på den såkaldte gråzoneproblematik (spredningen i deltagernes profiler)

og dels på kvalitet og udbytte af uddannelsen. Det er noget, der er fokus på.

4. Hvor vidt mener du, at lovens intention om individuelt tilrettelagte uddannelser er opfyldt?

Det ser ud til, at det er OK, forstået på den måde, at der jo ikke er nogen, der havde forestillet sig,

at de unge skulle gennemføre uddannelsen på syv forskellige uddannelsessteder.

Men det er jo selvfølgelig en individuelt tilrettelagt uddannelse, der tager udgangspunkt i den en-

kelte elevs kompetencer og potentialer.

BUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 215: Rapport om de første ti år med STU’en, fra Landsforeningen LEV

Tidligere var der for få planlagte treårige forløb. Alt for ofte planlagde man kun for et år ad gan-

gen, og så stod der i uddannelsesplanerne noget om, hvad der evt. kunne ske i år to og år tre. Det

betød jo, at det var svært at se det som en treårig uddannelse. Helheden i uddannelsen, herunder

sammenhæng mellem uddannelsesmål og indhold i de enkelte uddannelseselementer er et fortsat

opmærksomhedspunkt i forhold til udvikling af kvaliteten i STU’en.

I forbindelse med arbejdet omkring kvalitet og udbytte af STU´en har vi haft en skabelon til ud-

dannelsesplan i høring, og vi har også en eksempelsamling om visitation og uddannelsesplaner på

bedding. Der kommer altså noget mere samlet om uddannelsesplaner i en struktur, der forhåbent-

lig kan være med til at øge kvaliteten og dermed brugbarheden for den enkelte.

5. Hvilke barrierer vurderer du som de væsentligste for uddannelsens praktiske implemente-

ring?

Det er ikke noget, vi har dyrket så meget, men i forbindelse med den kommende evaluering, der

skal være færdig i august 2017, vil det da bestemt være noget, der kunne være interessant at kigge

på.

Forholdet mellem kommunen og UU kan give anledning til overvejelser, fordi kommunen betaler,

og UU laver uddannelsesplanerne. Kommunen kan jf. loven sige nej til UU’s forslag, og så skal der

laves en ny plan. Det er indtrykket, at UU samarbejder og afstemmer meget med kommunen i

STU-sager.

6. Er der andre vigtige pointer, som du vil fremhæve i forhold til STU’en? Her tænkes bl.a. på:

Overgangsproblemer før og efter STU

STU-udbydernes profiler

Forsørgelsesgrundlag

Uddannelsesplaner, kompetencebeviser, etc.

Både daværende undervisningsminister og beskæftigelsesminister var jo i samråd sidste år om

problematikken vedr. unge menneskers muligheder efter afsluttet STU. Efterfølgende har vi haft et

tæt samarbejde med Beskæftigelsesministeriet om udvikling af et kompetencepapir, som også kan

give jobcentret nogle anvendelige oplysninger til brug for det videre arbejde med den unge.

Vi ser også på, om man skal fremskynde de samtaler, der afholdes i forbindelse med uddannelsens

afslutning. Der står nu i regelsættet, at kompetencepapiret senest skal foreligge fjorten dage efter

uddannelsens afslutning. Det overvejer vi at fremrykke, så arbejdet går i gang, senest tre måneder

inden uddannelsen afsluttes, så vi dermed sikrer en bedre overgang. Vi hører jo bl.a. fra brugeror-

ganisationerne, at der kan ske en opbremsning og dermed et færdighedsdyk, hvis ikke udslus-

ningsplanlægningen foregår tidligere, end de nuværende krav betinger.

7. Hvilke er efter din mening de vigtigste landvindinger ved etableringen af uddannelsen i for-

hold til tidligere (før 2007)?

Helt afgjort bestemmelserne om retsgaranti for uddannelse for målgruppen, som nævnt i besva-

relsen af spørgsmål 1.

BUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 215: Rapport om de første ti år med STU’en, fra Landsforeningen LEV

8. Hvordan vil den nye kombinerede ungdomsuddannelse efter din mening påvirke elevoptag,

indhold samt kvalitet af STU ´en?

Det kan godt have en påvirkning, fordi målgruppen for den kombinerede ungdomsuddannelse

(KUU) jo netop typisk er unge, der ikke kan komme ind på en erhvervsuddannelse, fordi de mang-

ler nogle færdigheder eller ikke har det karakterniveau, der kræves for optagelse. For at komme

ind på den kombinerede ungdomsuddannelse er der ingen karakterkrav, men den unge skal visite-

res til uddannelsen. I KUU indgår to fag på D-niveau, hvoraf det ene skal være dansk.

Det var ikke en del af hensigten med den kombinerede ungdomsuddannelse, at den skulle ændre

elevoptaget på STU’en, men er jo altså en mulig sidegevinst.

9. Hvorledes vurderer du effekten af lovrevisionen i 2013? Her tænkes bl.a. på:

Kommunernes mulighed for mere hensigtsmæssig styring og tilrettelæggelse.

Bedre mulighed for at tilpasse uddannelsen til den enkelte unge.

Mulighed for halvårligt/årligt optag.

Kommunernes mulighed for at afbryde uddannelsen.

Ophævelse af grænsen på 280 timers praktik

Vi har ikke fulgt op på det, men det kan sagtens tænkes, at evalueringen i 2017 vil medinddrage en

undersøgelse af, hvorledes loven fungerer - også efter lovrevisionen. Vi er imidlertid endnu ikke

kommet så langt med formuleringen af udbuddet af evalueringen, at vi kan sige noget nærmere

om indholdet heraf.

10. Hvilke konkrete, fremadrettede initiativer vil du mene er nødvendige for at gøre uddannel-

sen bedre?

Det er vores forventning, at resultaterne af de igangsatte analyser som nævnt i spørgsmål 3 vil

føre til en øget kvalitet af STU-uddannelsen.

Der blev som opfølgning på stemmeaftalen også gennemført en analyse af gråzoneproblematik-

ken, hvor KL, Finansministeriet og Ankestyrelsen deltog. Arbejdsgruppen gav nedenstående anbe-

falinger for at mindske den problemstilling, at enkelte unge måske bliver visiteret til en STU, selv

om de kan gennemføre en anden uddannelse:

Arbejdsgruppen foreslår, at der fra Undervisningsministeriet udsendes et hyrdebrev, i

hvilket det understreges, at ungdomsuddannelsesinstitutionerne er forpligtede til at være

opmærksomme på inklusion i de ordinære ungdomsuddannelser og anvendelse af de mu-

ligheder for at yde specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand eller fleksibel

og individuel tilrettelæggelse af undervisningen, der allerede findes i den gældende lov-

givning. Brevet oplyser desuden særligt om muligheden for at søge ministeriet om tilskud

til specialpædagogisk bistand. Desuden omfatter brevet en gennemgang af andre inklude-

rende tiltag, herunder fx erhvervsuddannelseslovens § 30 om social, personlig eller psyko-

logisk rådgivning til elever, der har behov herfor, så det står helt klart, hvem der har an-

svaret for at tilbyde denne rådgivning.

BUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 215: Rapport om de første ti år med STU’en, fra Landsforeningen LEV

Arbejdsgruppen foreslår, at kommunerne, herunder især UU, opfordres til i forbindelse

med vejledningen af de unge om valg af ungdomsuddannelse og erhverv samt i forbindel-

se med vurderingen af, i hvilket omfang de unge har de faglige, personlige og sociale for-

udsætninger, der er nødvendige for at påbegynde og gennemføre en ungdomsuddannel-

se (uddannelsesparathed), i højere grad er opmærksomme på de muligheder for at yde

specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand, der allerede findes i den gæl-

dende lovgivning, og gå i dialog med uddannelsesinstitutionerne om udnyttelse af disse

muligheder.

De to arbejdsgruppeforslag forventes at blive behandlet i kommende hyrdebreve til kommuner,

UU’er og ungdomsuddannelsesinstitutioner. Efter redaktionens afslutning har ministeriet sendt en

ny vejledning samt skabeloner til udarbejdelse af henholdsvis uddannelsesplan og kompetencepa-

pir for unge, der deltager i STU, i høring. Læs mere herom i kap. 10.

6. Elevstatistik

Grundlaget for lovrevisionen var som tidligere nævnt bl.a. en evaluering, som Epinion i foråret

2012 udførte for Ministerieriet for Børn og Undervisningen. Det bemærkes, at der er fastsat en ny

evaluering berammet til offentliggørelse i august 2017.

Ifølge ministeriets hjemmeside

viste evalueringen bl.a.:

•

”Få STU-elever kommer i videre uddannelse eller beskæftigelse.

18 pct. af de unge, som gennemfører en STU, kommer efterfølgende i ordinær uddannelse

eller beskæftigelse på særlige vilkår. 82 pct. fortsætter i samme aktivitets- og samværs-

tilbud, plejetilbud mv., som de var i, før de påbegyndte STU. Frafaldet på STU er ca. 40

pct., heraf skifter 14,5 pct. til en anden uddannelse. Praktikere vurderer, at uddannelsen

kan give beskæftigelse til flere end i dag, hvis mikset mellem uddannelse og praktik i høje-

re grad end i dag kan tilpasses den enkeltes behov.

Styringsmulighederne af STU er begrænsede.

STU består af individuelt tilrettelagte forløb med løbende optag, hvor eleverne selv kan

bestemme uddannelsespauser mv. Dette vanskeliggør kommunernes mulighed for at prio-

ritere og sikre en hensigtsmæssig tilrettelæggelse og ressourceanvendelse. Samtidig er

reglerne ift. visitation, afklaringsforløb og praktik mv. ufleksible.

Udgifterne til STU er højere end forudsat og steget markant

Fra 2008 til 2012 er udgifterne til STU steget med ca. 200 mio. kr. til ca. 1.050 mio. kr. STU

var forudsat at koste ca. 960 mio. kr. årligt.

•

6.1 Efterfølgende beskæftigelse

Læser man lidt nærmere i evalueringen fra 2012, fremkommer nedenstående tal om beskæftigel-

sen efter afsluttet STU:

” … Efter STU kommer 25 % af de afsluttede STU-elever i beskyttet beskæftigelse, mens 16 % kom-

BUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 215: Rapport om de første ti år med STU’en, fra Landsforeningen LEV

mer i dagtilbud efter Serviceloven (særligt aktivitets- og samværstilbud efter § 104), og 12 % kom-

mer i ordinær beskæftigelse på særlige vilkår. 8 % er ikke i aktivitet, 4 % kommer i specialundervis-

ning for voksne og 6 % kommer i ordinære uddannelser. Resten – knapt en tredjedel af eleverne –

er i anden aktivitet, som bl.a. dækker over 10. klasse, AOF, EGU-forberedende forløb, pensionsaf-

klaring, revalideringsforløb samt at UU ikke ved, hvilken aktivitet eleven er i …”.

Fig.1.

Afsluttede STU-elevers efterfølgende aktivitet, kilde: Epinions evaluering 2012

6.2 Udgifter

Af samme evaluering fremgår det vedrørende udgifterne, at:

”… STU-aktiviteten i stikprøven steg kraftigt fra i gennemsnit 2,3 helårselever pr. kommune i 2007

over 17,5 i 2009 til 36,2 helårselever i 2011. Kommunernes faktisk afholdte udgifter til STU (uddan-

nelsesdel og transport) er som følge heraf steget kraftigt fra 2007 til 2011. Udviklingen i gennem-

snitlig udgift til STU pr. helårselev steg fra 244.949 kr. i opstartsåret 2007 til 262.123 kr. i 2008 men

har siden været støt faldende til 239.050 kr. i 2011. Stigningen i det samlede udgiftsniveau skal

således begrundes med en stigende tilgang til STU og afspejler ikke en stigning i udgift pr. helårs-

elev.

Udviklingen i den ’rene uddannelsesudgift’ er gået fra 239.613 kr. i 2007 til 232.608 i 2011. I løbet

af perioden ses dog et bemærkelsesværdigt fald til 226.735 kr. i 2008 efterfulgt af en endnu højere

stigning til 246.559 kr. i 2009. Udgiften til transport har været svingende over årene, hvilket sand-

synligvis kan skyldes, at der er tale om en mindre andel af eleverne, som modtager transport, og at

udgifterne hertil kan variere meget afhængig af, hvilken transportform, der er tale om. Den gen-

nemsnitlige udgift for transport pr. helårselev, der modtager transport ligger mellem 35.634 kr. i

2011 og 61.764 kr. i 2008. Den generelle tendens er dog, at udgiften til transport har været falden-

de over årene.

Spændvidden i de gennemsnitlige udgifter pr. helårselev er markant. Den højeste udgift for ét STU-

forløb forekom i 2009, hvor udgiften var 2.141.638 kr. I 2011 var den højeste udgift 1.608.433 kr.

BUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 215: Rapport om de første ti år med STU’en, fra Landsforeningen LEV

Ved at kigge på 75 %- og 90 %-fraktilerne kan vi se, at de i 2009 var på henholdsvis 327.922 kr. og

449.907 kr., og i 2011 på henholdsvis 288.620 kr. og 359.062 kr. Til sammen giver dette indtryk af,

at de meget høje beløb er relativt sjældne (enkeltstående) tilfælde. Med udgangspunkt i 90 %-

fraktilen kan vi i runde tal konstatere, at 90 % af årseleverne i 2011 kostede under 360.000 kr.,

mens de tilsvarende i 2007 kostede under 536.000 kr. Altså relativt set en væsentlig reduktion i den

’dyre ende’.

Fordeles kommunernes udgift pr. helårselev med deres STU-volumen – målt på antal helårselever –

er der en klar tendens til, at jo flere helårselever en kommune har, jo lavere gennemsnitsudgift vil

kommunen også have. Med udgangspunkt i år 2011 konstateres, at den gennemsnitlige udgift til

uddannelse pr. helårselev ved under 10 elever er 318.575 kr., mens den gennemsnitlige udgift for

en kommune med 60 elever eller flere er 184.179 kr. Altså en ret markant forskel. Den samme ten-

dens gør sig gældende for de øvrige år, selvom udgiftsniveauet her er mere svingende over årene

…”.

Af Epinions evaluering fremgår det, at den gennemsnitlige faktuelt afholdte udgift til STU i 2011

var 239.000 kr. pr. helårselev. Af ministeriets opgørelse fremgår det, at det samlede antal deltage-

re på STU i 2011 udgjorde 3.987, hvilket giver en samlet udgift på 953 mio.kr.

Til sammenligning med evalueringens resultater er det interessant at læse i bemærkningerne til

det fremsatte STU-lovforslag fra 2007 (se henvisningsnote nr. 6, bagest i redegørelsen):

” … Vurderingen af lovforslagets økonomiske konsekvenser er baseret på en nettoopgørelse, der

forudsætter, at udgifterne til de amtslige tilbud medgår til finansieringen. De samlede amtslige

udgifter til målgruppen er opgjort til 587 mio. kr. årligt, og den årlige tilgang til de amtslige ud-

dannelsesforløb er skønsmæssigt opgjort til 1.364 personer, hvilket svarer til 2,3 procent af en år-

gang. Da målgruppen ikke i sig selv forøges som følge af forslaget, anses det for sandsynligt, at der

med et 3-årigt forløb vil opnås en aktivitet på 4.092 årselever.

Praktik og værkstedsaktiviteter m.m. samt individuel rådgivning og vejledning indgår i den samlede

timetalsramme på 2.520 undervisningstimer for hele forløbet. Det samlede udgiftsniveau er op-

gjort til 175.000 kr. pr. årselev. Heri indgår udgifter til befordring, undervisningsmaterialer og ud-

styr samt særlige hjælpemidler og støtteforanstaltninger m.v. Endvidere er anvendt en budgette-

ringsforudsætning om i gennemsnit 6 elever pr. hold, og at der sker løbende udslusning fra uddan-

nelsestilbuddet i et omfang, der svarer til en samlet aktivitetsreduktion på 8 procent. Med denne

forudsætning indregnet i enhedsudgiften, reduceres udgiftsniveauet til 160.900 kr. pr. årselev.

Forventede nettoudgifter ved fuld indfasning (2006 prisniveau):

Bruttoudgift (det foreslåede 3-årige tilbud)

Mindreudgift (de nuværende amtslige tilbud)

Mindreudgift ved aktivitetsreduktion svarende til 8 procent

Nettoudgift (2006 prisniveau)

716 mio. kr.

-587 mio. kr.

-57 mio. kr.

72 mio. kr.

Der er forudsat en glidende overgang mellem de mindreudgifter, der frigøres ved udfasning af eksi-

sterende tilbud, og de merudgifter der opstår ved indfasning af de nye tilbud. Personer, der aktuelt

er i uddannelsestilbud, kan herved få det hidtidige forløb indregnet i et samlet 3-årsforløb.

BUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 215: Rapport om de første ti år med STU’en, fra Landsforeningen LEV

Nettoudgiftsprofilen forventes herefter at være følgende (2007 prisniveau):

(mio. kr.)

2007

2008

2009

2010

2007 prisniveau

I forbindelse med kommunalreformen overføres den hidtidige amtslige forpligtelse til at give ud-

dannelsestilbud til målgruppen til kommunerne, dvs. at amternes aktuelle udgifter er indeholdt i

den bloktilskudsregulering, der som følge af kommunalreformen overføres fra det amtslige til det

kommunale bloktilskud fra 2007. Kommunerne kompenseres derfor som følge af forslaget for

ovenfor nævnte nettoudgifter. Der vil snarest blive indledt forhandlinger med de kommunale par-

ter om forslagets reguleringsmæssige følger.

Ved aftale af 23. oktober 2006 om udmøntning af satspuljen for 2007-10 på det sociale område er

der afsat bevilling til finansiering af det foreslåede tilbud …”.

6.3 Seneste tal fra Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling

Ud over Epinions evaluering fra 2012 opsamler Ministeriet naturligvis løbende tal vedrørende

STUen. Disse tal, hvoraf de seneste omhandler 2014, fremgår af ministeriets databank

, og et

udpluk heraf findes sidst i denne redegørelse som bilag 1.

6.4 Forsørgelsesgrundlag under uddannelsen

For så vidt angår forsørgelsesgrundlaget for unge STU-deltagere, har jeg for Landsforeningen LEV i

foråret 2015 foretaget en undersøgelse blandt 20 kommuner repræsenterende et bredt spektrum

af kommunestrukturer, både hvad angår størrelse og beliggenhed.

Undersøgelsens oplysninger er indhentet fra ledere af Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU-

centre). I de fleste tilfælde har UU-centrene været i besiddelse af de ønskede oplysninger, men i

nogle tilfælde har det været nødvendigt, at UU-centrene fremskaffede talmaterialet ved henven-

delse til andre administrative afdelinger i de respektive kommuner

I undersøgelsen er der ikke skelnet mellem de enkelte deltageres handicap, men alene spurgt om

det samlede antal deltageres forsørgelsesgrundlag fordelt over de aktuelt igangværende tre år-

gange fordelt på kvinder og mænd over 18 år.

BUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 215: Rapport om de første ti år med STU’en, fra Landsforeningen LEV

Undersøgelsens resultat fremgår af nedenstående figur 2.

Total, alle 20 kommuner

Mænd

1. årgang

Uddannelseshjælp

Kontanthjælp

Forrevalidering

Revalidering

Pension

149

192

17,7%

2. årgang

157

211

20,9%

3. årgang

110

185

Ialt

416

141

588

1. årgang

23,2%

Kvinder

2. årgang

102

136

19,1%

3. årgang

Ialt

224

332

1. årgang

220

291

19,6%

Mænd og kvinder

2. årgang

259

347

20,2%

3. årgang

161

101

282

Ialt

640

228

920

Total

% på pension

34,1% 24,0%

39,2% 26,2%

35,8% 24,8%

Fig. 2.

Forsørgelsesgrundlag for deltagere over 18 år på STU, 2015

v./ Preben Siersbæk for Landsforeningen LEV

Bemærk at det samlede antal personer på pension omtrent er halveret fra igangværende 3. årgang

til igangværende 1. årgang (35,8 % mod 19,6 %). Årsagen hertil er ikke klarlagt i denne undersøg-

else, men umiddelbart kan det dreje sig om et eller flere af tre nedenstående forhold:

Gennemsnitlig højere alder på 3. årgang i forhold til 1. årgang

Ændring af målgruppen for deltagelse i STU-uddannelsen

En væsentlig ændring i kommunernes villighed til at bevilge pension

Bemærk også en generel svag overvægt af kvinder på pension i forhold til mænd på pension.

I de hidtidige – og aktuelt gældende – regler om tildeling af førtidspension skal alle pensionssager

behandles i kommunernes rehabiliteringsteams. Det gælder også sager, hvor kommunen på for-

hånd har vurderet, at det er helt åbenlyst, at der skal tildeles en førtidspension, fordi borgeren

ikke har nogen udsigt til at udvikle arbejdsevne hen imod selvforsørgelse på arbejdsmarkedet.

Med et helt nyt lovforslag

fremsat den 2. marts 2016 af beskæftigelsesministeren lægges der

imidlertid op til, at kommunerne kan vælge, at helt åbenlyse førtidspensionssager ikke behøver at

blive behandlet i rehabiliteringsteamet. Kommunen skal i sådanne sager fremover kunne vælge at

tildele førtidspension efter en langt mere enkel fremgangsmåde.

Således hedder det i lovforslaget, at der i § 18 stk.2, indsættes et nyt 2. pkt. lydende således:

”Kommunen kan dog træffe afgørelse om, at en sag overgår til behandling efter reglerne om før-

tidspension uden forudgående forelæggelse for rehabiliteringsteamet, når kommunen vurderer, at

det er helt åbenbart, at personens arbejdsevne ikke kan forbedres, og sundhedskoordinatoren har

udtalt sig i sagen, eller personen er terminalt syg”.

Og videre i lovforslagets bemærkninger til de enkelte bestemmelser bl.a.:

”Kommunen skal foretage en konkret vurdering i hver enkelt sag. Sager, hvor det er helt åbenbart

at personens arbejdsevne ikke kan forbedres, kan fx vedrøre personer med en betydelig nedsat

funktionsevne som følge af udviklingshæmning, personer med en alvorlig hjerneskade eller en per-

son med alvorlige lidelser, hvor de medicinske behandlingsmuligheder er udtømte eller udsigtsløse,

og hvor prognosen er kort levetid, eller sygdommen er hastigt accelererende”.

BUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 215: Rapport om de første ti år med STU’en, fra Landsforeningen LEV

7. Åbent samråd i Folketingets Børne- og Undervisningsudvalg marts 2015

Den 24. marts 2015 var daværende undervisningsminister Christine Antorini og beskæftigelsesmi-

nister Henrik Dam Christensen kaldt i åbent samråd om overgangen fra STU til arbejdsmarkedet

m.m. Mødet var indkaldt på foranledning af to spørgsmål rejst af MF Anni Matthiesen(V).

De to

spørgsmål, som blev rejst til besvarelse fra begge ministre, lød således:

”Ministrene bedes redegøre for overgangen fra et STU-forløb til arbejdsmarkedet, og hvad

bliver der gjort for at sikre den enkelte STU-elev bedst muligt efter endt uddannelse”

”Ministrene bedes redegøre for ministrenes overvejelser i forhold til mulighederne for at

styrke samarbejdet mellem STU- elevers bopælskommune og hjemmekommune i de til-

fælde, hvor disse ikke er den samme, så et optimalt samarbejde på tværs af kommune-

grænser sikres i forbindelse med elevens overgang fra STU til arbejdsmarkedet”.

Se hele samrådet på video via dette link

i slutnoterne.

Undervisningsministeren redegjorde i sit indlæg bl.a. for resultatet af ministeriets drøftelser med

KL, der udmundede i disse opfølgningsinitiativer:

Der sendes et hyrdebrev til kommunerne om proceduren i forbindelse med visitation, om

alternative muligheder for uddannelse i stedet for STU og om mulighederne for, at flere

elementer kan indgå i en STU.

Der udsendes et hyrdebrev til ungdomsuddannelser og Ungdommens Uddannelsesvejled-

ning om anvendelse af specialpædagogisk bistand med henblik på at fremme inklusion i

ungdomsuddannelserne.

Der udarbejdes en eksempelsamling om visitationsforløb og uddannelsesplaner.

Der igangsættes et analysearbejde om udvikling af uddannelsesplanen og kompetence-

beviset, perspektiver for digitalisering af uddannelsesplan og kompetencebevis m.v. og

oprettelse af en STU-portal, som herudover kan rumme materiale om den unges situation

og færdigheder, herunder PPR-vurdering.

Der igangsættes et arbejde med informationsmateriale til de unge og deres forældre. I

forbindelse med udsendelse af materialet præciseres god skik i forbindelse med forældre-

inddragelse.

Anvendelsen af kompetencebeviset og afklaringsværktøjer drøftes mellem Undervisnings-

ministeriet og de berørte parter

Undervisningsministeren annoncerede også, at der i forbindelse med stemmeaftalen mellem par-

tierne bag lovændringen i 2013 var lavet aftale om, at STU skal evalueres efter en fireårig periode,

og at der derfor vil foreligge en ny evalueringsrapport den 1. august 2017. Se i øvrigt redegørel-

sens interview med de to repræsentanter fra Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling.

Beskæftigelsesministeren kom i sin besvarelse af de stillede spørgsmål først ind på regeringens

overordnede politik, hvor han bl.a. sagde:

” … Det er et klart mål for regeringen, at så mange unge

som muligt skal have en kompetencegivende uddannelse, så de i fremtiden kan få en stærk tilknyt-

BUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 215: Rapport om de første ti år med STU’en, fra Landsforeningen LEV

ning til arbejdsmarkedet.

Vi ved dog også, at nogle unge har særlige behov, som kræver en helhedsorienteret tilgang, hvor

man ser på alle aspekter af den enkelte unge, for på den måde at klarlægge ressourcer og udfor-

dringer. Og det er netop en sådan målgruppe, vi snakker om, når det gælder STU.

Dermed er det direkte mål for denne gruppe af unge ikke nødvendigvis beskæftigelse eller at påbe-

gynde en uddannelse men at uddanne unge med f.eks. udviklingshæmning til et godt liv.

Det er derfor heller ikke overraskende, at evalueringen af STU fra 2012 viser, at kun meget få af de

unge kommer i gang med en ordinær uddannelse eller job direkte i forlængelse af uddannelsesfor-

løbet.

For udviklingshæmmede unge og andre unge med helt særlige behov kan STU være vejen til at op-

nå personlige, sociale og faglige kompetencer, der måske på længere sigt kan hjælpe dem videre…”

Med hensyn til det andet spørgsmål vedr. muligheder for at styrke samarbejdet mellem STU-

elevers bopælskommune og hjemkommune i de tilfælde, hvor disse ikke er den samme, nøjedes

ministeren i sin tale med at gennemgå hovedtrækkene i gældende lovgivning, da der efter hans

mening gælder nogle særligt komplicerede regler, som involverer lovgivning på flere ministerom-

råder.

Beskæftigelsesministeren lovede på samrådet efterfølgende at fremsende et fakta-ark om de sær-

lige regler om handle- og betalingskommune, når den unge bor på botilbud/ er anbragt i anden

kommune. Læs hele fakta-arket via dette link

i slutnoterne

7.1 Spørgsmål til skriftlig besvarelse i forbindelse med samrådet

I forbindelse med samrådet stillede en række medlemmer af Folketinget skriftlige spørgsmål til

både undervisnings- og beskæftigelsesministeren om aktuelle problemstillinger i relation til STU-

uddannelsen. Alle spørgsmålene og de tilhørende skriftlige svar findes via dette link

i slutnoter-

ne, (NB!! vælg side 4 når linket er aktiveret).

Flere af svarene henviser til andre i samme forbindelse afgivne svar, så derfor følger nedenfor kun

et udpluk af de mange spørgsmål og overvejende kun korte uddrag af de to ministres svar.

Spørgsmål 209:

”Vil ministrene gøre rede for mulighederne for at sikre gode overgange fra STU og til arbejdsmar-

kedet samt oplyse ministrenes vurdering af den aktuelle status på området og ministrenes vurde-

ring af behovet for tiltag, herunder hvilke tiltag ministeren vil tage på området? ”

Hertil svarede undervisningsministeren bl.a.:

”…

Beskæftigelsesministeren og jeg har aftalt, at vore to ministerier nu skal i gang med at drøfte,

både indbyrdes og med Kommunernes Landsforening, hvorledes det sikres, at der sker en god vi-

densoverlevering fra et STU-forløb til jobcenteret, således at viden om den unges erfaringer fra

STU-forløbet videregives i en form, der kan anvendes i jobcenteret til at vurdere den unges samlede

BUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 215: Rapport om de første ti år med STU’en, fra Landsforeningen LEV

situation ...”

Spørgsmål nr. 210:

”Vil ministrene oplyse mulighederne for at sikre en flydende overgang mellem STU og et ressource-

forløb i jobcentret med henblik på at sikre en sømløs overgang til arbejdsmarkedet for de unge,

som er i stand hertil?

Hertil svarede beskæftigelsesministeren bl.a.:

”… Hvis kommunen vurderer, at den unge er målgruppe for et fleksjob, førtidspension eller ressour-

ceforløb, fordi den unge har meget komplekse problemer eller arbejdsevnen anses for varigt og

væsentligt begrænset, skal den unges sag behandles i et tværfagligt rehabiliteringsteam.

Kommunen skal forud for behandlingen i rehabiliteringsteamet indsamle de relevante oplysninger

om den unges ressourcer og udfordringer i forhold til at kunne arbejde eller uddanne sig. Det vil her

være naturligt at inddrage relevante erfaringer fra STU-forløbet. Kommunen skal fortsat give den

unge aktive tilbud og følge op, mens sagen forberedes til rehabiliteringsteamet …”

Som nævnt i ovenstående kapitel 6.4, har beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen netop

fremsat et lovforslag, hvoraf det fremgår, at helt åbenlyse førtidspensionssager ikke længere be-

høver at blive behandlet i rehabiliteringsteamet. Kommunen skal i sådanne sager fremover kunne

vælge at tildele førtidspension efter en langt mere enkel fremgangsmåde.

Spørgsmål 211:

”Vil ministrene oplyse, hvordan det sikres, at alle relevante parter (UU-vejledere, jobcenter og STU-

udbyder m.fl.) deltager i arbejdet med og den løbende opfølgning på den individuelle handlings-

plan for den enkelte unge? ”

Hertil svarede undervisningsministeren bl.a.:

”… Unge, der går på STU, har en uddannelsesplan, der er udarbejdet før uddannelsen påbegyndes,

og som løbende justeres under uddannelsen, hvis der er behov for det. Denne plan udarbejdes af

Ungdommens Uddannelsesvejledning og beskriver, hvilke elementer der kan indgå i en STU. Hvis

der er tale om en ung, som gerne vil ud på arbejdsmarkedet, vil der typisk indgå praktikperioder i

uddannelsesplanen. Da STU er individuelt tilpasset den enkelte unge, vil der altid fra uddannelses-

stedets side blive holdt øje med, om forløbet passer til den unge, og hvis ikke, vil uddannelsespla-

nen med bistand fra UU blive rettet til …”

Spørgsmål nr. 213:

”Mener ministeren, at det er rimeligt, at praktikker afviklet under STU ikke kan bruges i forhold til

at dokumentere den enkelte borgers arbejdsevne i forhold til et flexjob? ”

Hertil svarede beskæftigelsesministeren bl.a.:

”… Det vil således være naturligt, at praktikforløb eller andre relevante aktiviteter, som borgeren

har deltaget i som led i et STU-forløb, indgår i vurderingen af om borgerens arbejdsevne er varigt

og væsentligt nedsat. Det er dermed ikke korrekt, at praktikker afviklet under STU, ikke kan bruges

i vurderingen af, om borgeren skal i fleksjob ….”

BUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 215: Rapport om de første ti år med STU’en, fra Landsforeningen LEV

Spørgsmål 221:

”Mener ministeren, at STU-uddannelsesforløbene tilrettelægges og afsluttes efter STU-lovens hen-

sigt i henhold til de udfordringer, der i flere tilfælde opstår efter endt STU i forhold til overgangen

til arbejdsmarkedet?”

Undervisningsministerens svar herpå lød i sin fulde ordlyd således:

”Efter STU-loven er formålet med uddannelsen, at unge udviklingshæmmede og andre unge med

særlige behov opnår personlige, sociale og faglige kompetencer til en så selvstændig og aktiv del-

tagelse i voksenlivet som muligt og eventuelt til videre uddannelse og beskæftigelse.

STU-lovens hovedformål er ikke at uddanne de unge til at komme ud på arbejdsmarkedet. Hoved-

formålet er at uddanne dem til et selvstændigt og aktivt voksenliv, og hvis de kan og vil eventuelt

til videre uddannelse og beskæftigelse. Og det lykkes ganske godt i de fleste tilfælde.”

8. Kommunale vejledningsmæssige begrænsninger og udfordringer

Som tidligere nævnt skal kommunalbestyrelsen sikre, at unge udviklingshæmmede og andre unge

med særlige behov orienteres om uddannelsestilbuddet efter bestemmelserne i STU-loven.

Af loven fremgår det bl.a., at:

”Tilbuddet gives i forbindelsen med undervisningspligtens ophør.

Hvis den unge fortsætter undervisningen i folkeskolen, en fri grundskole eller en efterskole m.v.,

efter undervisningspligtens ophør, gives tilbuddet dog først i forbindelse med denne undervisnings

ophør”.

Samt at:

”Den unge kan modtage kommunalbestyrelsens tilbud indtil det fyldte 25. år.”

Den praktiske udmøntning af disse bestemmelser samt bestemmelserne om vejledning af den un-

ge i forbindelse med evt. påbegyndelse af STU-uddannelse varetages som hovedregel af Ungdom-

mens Uddannelsesvejledning (UU).

Det fremgår dog af § 3a i gældende STU-lov at:

”Kommunalbestyrelsen kan bemyndige en offentlig

institution eller efter udbud en selvejende institution eller en privat virksomhed til at varetage en

eller flere opgaver, der efter loven varetages af Ungdommens Uddannelsesvejledning. Bemyndigel-

se til at træffe forvaltningsafgørelser i enkeltsager kan dog ikke gives til en selvejende institution

eller en privat virksomhed.”

De vejledningsmæssige bestemmelser i forbindelse med STU-uddannelsen er fastsat i Bekendtgø-

relse om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov (BEK nr. 1425 af 12. dec. 2013)

Af bekendtgørelsens kapitel 2 fremgår det:

”§ 3. Den unge retter henvendelse til kommunalbestyrelsen med anmodning om et uddannelses-

tilbud efter lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov.

Stk. 2. Ungdommens Uddannelsesvejledning giver den unge vejledning og afgiver indstilling om

uddannelsestilbud til kommunalbestyrelsen,

[ved ændringsbekendtgørelse af 30. 6. 2014 udgik af

stk. 2: ”jf.

reglerne i bekendtgørelse om vejledning om valg af ungdomsuddannelse og erhverv”

§ 4. Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om, hvorvidt den unges ønske om et uddannelses-

BUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 215: Rapport om de første ti år med STU’en, fra Landsforeningen LEV

tilbud skal imødekommes eller afslås.

Stk. 2. Hvis den unges ønske imødekommes, udarbejder Ungdommens Uddannelsesvejledning et

udkast til en individuel 3-årig uddannelsesplan, der skal indeholde en beskrivelse af den unges ud-

dannelsesforløb, herunder en plan for undervisningen, jf. dog § 7, stk. 1. Den unges uddannelses-

plan på 9. og 10. klassetrin, jf. lov om vejledning om uddannelse og erhverv samt pligt til uddan-

nelse, beskæftigelse m.v., indgår ved udarbejdelsen af den endelige uddannelsesplan, som udar-

bejdes sammen med den unge og forældrene eller værgen. Der skal ved udarbejdelsen af uddan-

nelsesplanen lægges betydelig vægt på den unges og forældrenes eller værgens ønsker med hen-

syn til tilrettelæggelsen af ungdomsuddannelsen.

Stk. 3. Udkastet til uddannelsesplan godkendes af kommunalbestyrelsen, og den unge og foræl-

drene eller værgen orienteres skriftligt om godkendelsen. Hvis kommunalbestyrelsen har truffet

beslutning om, at der er halvårligt eller helårligt optag på ungdomsuddannelsen, jf. § 2, stk. 5, i lov

om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov, orienteres den unge og forældrene eller

værgen samtidigt om, hvornår optagelse kan ske”.

Ved ændringsbekendtgørelse af 30. 6. 2014 blev der i § 4 tilføjet et meget væsentligt stk. 4:

”

Kan der ikke opnås enighed med den unge og forældrene, jf. § 3, stk. 2, § 4, stk. 2, og § 6, stk. 2,

skal der i indstillingerne og udkastet redegøres herfor.”

I erkendelse af, at STU er en vanskelig styrbar opgave for kommunerne og som en direkte følge af

aftalerne i forbindelse med lovændringen af STU, gennemførte Undervisningsministeriet og KL i

2014 drøftelser om kvalitet og udbytte af den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse. Udgangs-

punktet var, at eventuelle ændringer på baggrund af disse drøftelser skulle foregå inden for de

eksisterende økonomiske og lovgivningsmæssige rammer.

Medinddraget i arbejdet var UU Danmark (sammenslutning af Ungdommens Uddannelsesvejled-

ningscentre), Socialstyrelsen (VISO) og interesseorganisationerne Danske Handicaporganisationer

(DH), Landsforeningen LEV og Landsforeningen Ligeværd.

Som nævnt ovenfor i kapitel 7, var det resultatet af disse drøftelser, der dannede baggrund for de

seks initiativer, som daværende undervisningsminister Christine Antorini fremlagde ved samrådet i

marts 2015.

Med gruppens sammensætning var der taget højde for deltagelse af repræsentanter fra ”begge

sider af bordet”. Da deltagerne herudover alle havde indgående og aktuelt kendskab til den kom-

munale vejledningsfaglige praksis, er nedenfor medtaget gruppens beskrivelser af den aktuelle

(2014) situation vedrørende en række centrale emner i relation til den praktiske gennemførelse af

STU’en.

Et af de områder, som drøftelserne centrerede sig om, var udarbejdelse af uddannelses-

planer, hvor arbejdet efter gruppens opfattelse fungerede godt i de fleste kommuner. Det

var dog samtidig gruppens opfattelse at:”….

I de tilfælde hvor uddannelsesplanen kan væ-

re mangelfuld kan det fx skyldes, at en STU-institution leverer pakkeforløb, som benyttes

som uddannelsesplan. Derved kan UU-vejlederen være mindre tilbøjelig til at udfylde pla-

nen. Den unge inddrages ofte ikke i arbejdet med uddannelsesplanen, og der tages i pla-

nerne ikke stilling til tiden efter uddannelsen, hvad man dog heller ikke skal efter reglerne.

BUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 215: Rapport om de første ti år med STU’en, fra Landsforeningen LEV

Der er ingen evalueringskultur i STU-undervisningen på specialuddannelsesinstitutionerne,

og det er svært at vurdere de enkelte emner/forløb i en uddannelsesplan”.

Også det såkaldte kompetencepapir, der efter reglerne udstedes af kommunalbestyrelsen

ved ungdomsuddannelsens afslutning, blev drøftet i gruppen, der imidlertid mente, at

papiret reelt ikke blev anvendt.

For så vidt angår kommunernes visitation til uddannelsen beskrev gruppen den nuværen-

de situation således:”

Mange kommuner har oprettet visitationsudvalg, der blandt andet

behandler anmodning om STU-forløb. Visitationsudvalg er ikke obligatoriske og er forskel-

ligt sammensat, hvor de findes. Forskellig kommunal organisering og praksis kan spille ind

på visitationsprocessen og valget af forløb, og nogle kommuner visiterer måske til STU på

et mindre afklaret grundlag end andre gør, fordi det er nemmere end at iværksætte særli-

ge foranstaltninger, der kan gøre den unge i stand til at gennemføre en ordinær ung-

domsuddannelse. Samtidig er der tvivl om i hvilket omfang erhvervsskoler og gymnasier er

parat til at inkludere elever med særlige behov”.

Også spørgsmålet om brugerindflydelse og dermed forventningsafstemning var genstand

for drøftelser i gruppen, som beskrev den nuværende situation således:”

Nogle forældres

fastholden af, at deres barn skal på STU, kan skyldes angst for, at kommunen ikke vil føl-

ge/støtte den unge ellers. Nogle forældre har svært ved at se deres barn f.eks. på en pro-

duktionsskole eller ordinær uddannelse efter et mere skærmet og skræddersyet grundsko-

leforløb på specialskole, men det kan lykkes.

Tilbud på grundskoleniveau kan blive for diagnosespecifikke, så den unges kontakt-

flade bliver for lille. Interesseorganisationerne oplever, at specialskoler ofte ikke

bruger UU, så de unge på disse skoler får ikke vejledning om uddannelsesmulighe-

der. Ifølge lovgivningen skal UU dog inddrages i vejledningen på specialskolerne.

Der er ofte manglende inddragelse af den unge i ønsket om fremtiden”.

Om kommunernes valg af udbydere vurderer gruppen den nuværende situation ganske

kort: ”Nogle

STU-udbydere tilbyder meget standardiserede forløb, og disse vælges måske i

for høj grad som kommunens STU-tilbud til en ung, bl.a. under indflydelse af samme STU-

udbydere og forældre”.

Endelig vurderer gruppen i.f.t. kommunernes arbejde med, hvad der sker, når den unge

har afsluttet den treårige ungdomsuddannelse:”

Der er ikke en kontinuert forbindelse mel-

lem et STU-forløb og tiden efter forløbets afslutning for den enkelte unge. Jobcentre an-

vender f.eks. ikke oplysninger fra STU-forløbet i planlægningen af den unges videre færd”.

De initiativer, som daværende undervisningsminister Christine Antorini på baggrund af gruppens

drøftelser fremlagde i samrådet den 24. marts 2015, må i relation til ovenstående absolut anses

som værende nødvendige. Om de er tilstrækkelige er imidlertid et stort spørgsmål, ikke mindst når

det tages i betragtning, at grundlaget for drøftelserne var et forsøg på at højne kvalitet og udbytte

inden for de eksisterende rammer.

BUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 215: Rapport om de første ti år med STU’en, fra Landsforeningen LEV

9. Interviews med to STU-udbydere

En redegørelse om STU´en vil ikke være fyldestgørende, hvis den ikke også kigger lidt nærmere på

den praktiske udmøntning af en så skelsættende lovgivning, der for første gang i historien udste-

der en garanti for en treårig, individuelt tilrettelagt ungdomsuddannelse for unge med særlige be-

hov. Vel at mærke en uddannelse, hvor ingen kommune kan undslå sig med en begrundelse om, at

en ung har for ringe forudsætninger.

Siden lovens ikrafttræden er der rundt omkring i landet etableret mange uddannelsestilbud, hvor-

af nogle er private, og nogle er kommunalt forankrede.

Nedenfor er gengivet interviews med sådanne to STU-udbydere, der hver for sig repræsenterer

stor erfaring m.h.t. undervisning af personer med særlige behov.

Det første interview er foretaget ved et besøg på det private uddannelsessted PMU-

Sindal

, som blandt sine mange aktiviteter også udbyder STU-uddannelsen. PMU er

uddannelsesstedets forkortelse for Praktisk Medhjælper Udvikling.

Det andet interview er gennemført ved et besøg på den kommunale uddannelsesinsti-

tution CSV

i Vejle. CSV er Vejle Kommunes Center for Specialundervisning for Unge

og Voksne, der bl.a. udbyder STU-uddannelsen.

Interviewene er gennemført i februar 2016, og de interviewede har alle fået stillet de samme 11

spørgsmål, der findes i redegørelsens bilag 3.

9.1 Fællesinterview med

Conrad Andresen

Solveig Vejen,

hhv. forstander

og viceforstander på PMU, Sindal.

PMU-Sindal tilbyder blandt sine mange aktiviteter også STU-uddannelsen.

1. Hvordan vurderer du, det er gået med STU ’en? Her tænkes især på stigningen i antallet af

deltagere, den øgede spredning af deltagernes kompetencer og potentialer (flere typer

handicap) samt de enkeltes udbytte af STU ’en?

Da vi startede i 2007, havde vi 5-6 elever på STU´en, hvor vi i dag har over 60 unge, der er kommet

ind med meget forskellige baggrunde. Nogle tilhører absolut målgruppen, i andre tilfælde synes vi

måske, at de kunne have haft bedre af at få et andet tilbud. Vi ser ikke nødvendigvis en sammen-

hæng med det, der var lovens intention og udgangspunkt, og så der, hvor man er strandet nu.

Tværtimod ser vi og hører fra kommunernes embedsmænd, at det er blevet et kæmpestort øko-

nomisk problem, at der kommer så mange ind på STU’en, og det betyder jo, at de forsøger at få

færre igennem STU’en. Det har også den konsekvens, at flere og flere kommuner vælger at køre

det selv, idet de tror, at de kan gøre det billigere selv. Det har også som konsekvens, at mange,

som kunne drage nytte af vores botilbud, ikke får det. Med andre ord et rent dagtilbud.

Vi ser mange med vidt forskellige kompetencer og potentialer, og da vi jo skal tage udgangspunkt i

hver enkelt ung, giver det selvsagt nogle vanskeligheder. Det er problematisk, at UU’s målgruppe-

BUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 215: Rapport om de første ti år med STU’en, fra Landsforeningen LEV

vurderinger generelt ikke er mere konkrete. Det har bl.a. som konsekvens, at det kan være be-

grænset, hvad den enkelte unge får ud af uddannelsen. F.eks. er nogle unge således ikke ordentligt

forberedte til at påbegynde netop STU-uddannelsen. Man har på fornemmelsen, at det lige så

godt kunne være en anden uddannelse eller for den sags skyld beskæftigelse.

Vi har mange eksempler på, at eleverne visiteres til kommunens jobcenter, som så ofte næsten pr.

automatik igangsætter en STU. Ofte har man på fornemmelsen, at der er tale om ren kassetænk-

ning. Mange unge får tilsyneladende også tilbudt et STU-forløb, fordi man ikke ved, hvad man el-

lers skal sætte i værk.

2. Hvorledes mener du, at I opfylder lovens intention om individuelt tilrettelagte uddannelser?

Omfanget af klasseundervisning og holddannelse i forhold til individuelle forløb.

Det er vores opfattelse, at det gør vi til fulde, men vi er nødt til at sige, at det gør vi ikke på bag-

grund af de uddannelsesplaner, som vi modtager. De er i mange sammenhænge så mangelfulde,

at vi er i tvivl om, hvad vi skal lave. Vi har af den grund lavet en praksis, hvor vi tager fat i UU-

vejlederen og siger ”hvad gør vi nu her?” i det konkrete tilfælde. Kort sagt: Der skal være mere

substans i den uddannelsesplan, vi modtager.

Vi har kun meget begrænset klasseundervisning. Hvis de unge er samlet på et hold, sker undervis-

ningen på baggrund af den undervisningsplan, som vi har udarbejdet for hver enkelt deltager.

Herudover har vi rent fysisk masser af små lokaler, hvor vi kan praktisere individuel undervisning.

Undervisningen foregår med udgangspunkt på vores STU-uddannelsessted, som er på en anden

matrikel end PMU. Undervisningen tager udgangspunkt i praksis og i den enkelte elev og foregår

dels på STU-uddannelsesstedet, dels på PMU’s værksteder og dels i praktik i områdets virksomhe-

der, som vi har et yderst velfungerende samarbejde med.

Vi mener, vi adskiller os meget fra andre steder, hvor vi hører om traditionel gammeldags klasse-

undervisning.

Selvom vi er baseret på 1-årige kontrakter med kommunerne, gennemfører de fleste af de unge

hele uddannelsen i vores regi. Vi har dog på det sidste stillet os til rådighed for at tilbyde dele af

den 3-årige uddannelse. Dette vil så ofte ske i et samarbejde med andre institutioner, der – som os

– er tilknyttet brugerorganisationen Ligeværd.

Vi får også unge, som har påbegyndt deres ungdomsuddannelse på en eksamensfri efterskole eller

på et andet uddannelsessted. Vi har også unge, som tager et halvt år på f.eks. højskole. Det kan

dog være problematisk, for hvis det er dyrere end det igangværende tilbud, skal sagen revurderes i

kommunernes visitationsudvalg. Hvis ikke, kan det enkelte UU selv tage stilling til ændringen i ud-

dannelsen.

Vi mener, at kun med stor fleksibilitet kan vi tilbyde en egentlig individuel uddannelse. Men vi me-

ner slet ikke, kommunerne lever op til lovens intentioner om fleksibilitet i uddannelsen. Vi synes

generelt ikke, at kommunerne udnytter de muligheder for individualitet, der ligger i lovgivningen.

Endelig skal det også bemærkes, at det med denne gruppe af unge kan være vanskeligt at fastlæg-

ge et 3-årigt forløb for f.eks. en 16-årig, hvilket jo også må være grunden til lovens krav om uddan-

BUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 215: Rapport om de første ti år med STU’en, fra Landsforeningen LEV

nelsesplanens justering mindst én gang årligt.

3. Hvilke barrierer vurderer du som de væsentligste for uddannelsens praktiske implemente-

ring?

En af de vigtigste barrierer er, at man mere og mere forlader lovens oprindelige intentioner om, at

der er tale om en ungdomsuddannelse, og at der skal komme noget efter. Flere og flere kommu-

ner anvender STU-uddannelsen som en ren erhvervsafklaring, og der tror vi faktisk, at de bliver

hjulpet godt på vej af KL. Vi kan se fra en af vores store samarbejdspartnere, at man har lagt STU-

uddannelsen over i arbejdsmarkedsafdelingen – over i jobcentret, og vi ved, at noget lignende sker

i mange kommuner.

En anden barriere er, set fra vores synspunkt, at man rundt omkring i stigende grad lader de gamle

specialskoler være hovedentreprenører på uddannelsen. I så fald må vi sige, at der bliver tale om

et helt andet tilbud end vores.

Også uddannelsesplanernes ofte manglende præcision er en stor barriere. Der er tale om meget

stor forskelighed i detaljeringsgraden, så større grundighed fra UU´s side vil være særdeles vel-

kommen.

4. Hvorledes er jeres praksis mht. ”aflevering” efter afsluttet STU?

Vi har i god tid afleveringsmøder, hvor vi indkalder en lang række relevante personer. Det sidste

halve år bruges på en egentlig afklaring af, hvad der skal ske efterfølgende. Vi har tidligere tilbudt

en opfølgning i en kortere periode efter endt STU, men det vil kommunerne ikke længere betale

for.

Vi har en statistik på, hvad vi udsluser de enkelte til, men vi følger ikke yderligere op f. eks. efter et

halvt eller et helt år. De fleste af vores elever går videre i en eller anden speciel foranstaltning som

beskyttet beskæftigelse, fleksjob eller lignende. Nogle går også videre i EGU eller en ordinær ud-

dannelse eller beskæftigelse.

For så vidt angår de 18-25 årige er vi løbende i tæt dialog med handicapforvaltning og jobcenter

for at sikre en smidig overgang. Vi udarbejder løbende statusbeskrivelser (hver 3. måned) for at

sikre et ordentligt beslutningsgrundlag.

Meget af det, vi gør mht. udslusning, gør vi ikke som følge af lovgivningens krav, men fordi vi fin-

der det nødvendigt og i overensstemmelse med godt og professionelt arbejde.

5. Er der vigtige pointer, som du vil fremhæve i forhold til STU ’en? Her tænkes bl.a. på:

Overgangsproblemer før og efter STU

Forsørgelsesgrundlag for deltagere

Anvendeligheden af uddannelsesplaner, elvvurderinger, kompetencebeviser, etc.

Omfanget og effekten af kommunernes tilsyn med STU-udbydere

Der er ikke overensstemmelse mellem STU-loven og Aktivloven, og det er et stort problem, når vi

taler om forsørgelse, hvilket vi rent faktisk har orienteret ministerierne om.

BUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 215: Rapport om de første ti år med STU’en, fra Landsforeningen LEV

Det er en skandale, at man i ligeværdighedens navn siger til den unge STU-elev, som jo har en be-

grænset erhvervsevne, at han har mulighed for efter 21 timers ugentlig undervisning at tage et

fritidsjob og så tjene 24.000 kr. om året uden at blive trukket i sin ydelse. Det kan de jo simpelthen

ikke klare, da det jo bl.a. er derfor, at de er tilkendt en STU-uddannelse og ikke en ordinær ung-

domsuddannelse.

Det er vigtigt, at der foreligger skabeloner for hhv. uddannelsesplaner, elevvurderinger og kompe-

tencebeviser, og der skal være en rød tråd mellem dem, så vi sikrer større ensartethed og dermed

brugbarhed til gavn for den unge.

Vi har eksempler på, at der først udarbejdes uddannelsesplaner, efter at vi har udarbejdet indivi-

duelle undervisningsplaner og med baggrund i disse undervisningsplaner.

Bl.a. med baggrund i mange unges lave alder ved påbegyndelse af STU, mener vi, at der er brug for

en overbygning på STU-uddannelsen. Dette vil efter vores mening kunne etableres som et ressour-

ceforløb.

6. Hvilke er efter din mening de vigtigste landvindinger ved etableringen af uddannelsen i

forhold til tidligere (før 2007)?

Først og fremmest at den svageste gruppe unge har fået ret til en treårig ungdomsuddannelse.

Tidligere beroede sådanne tilbud på stor tilfældighed og store forskelle rundt om i landet. Der er

ingen professionelle, der herefter kan fralægge sig sit ansvar over for disse unge.

Det er også positivt, at man rundt omkring og på forskellige niveauer med større seriøsitet er be-

gyndt at drøfte, hvad der skal til, for at den unge også på længere sigt får nogle muligheder for en

god tilværelse.

7. Hvordan vil den nye kombinerede ungdomsuddannelse efter din mening påvirke elevoptag,

indhold og kvalitet af STU ´en?

Det kan vi endnu ikke sige noget om, da loven er så ny.

8. Hvorledes vurderer du effekten af lovrevisionen i 2013? Her tænkes bl.a. på:

Kommunernes mulighed for mere hensigtsmæssig styring og tilrettelæggelse.

Bedre mulighed for at tilpasse uddannelsen til den enkelte unge.

Mulighed for halvårligt/årligt optag.

Kommunernes mulighed for at afbryde uddannelsen.

Ophævelse af grænsen på 280 timers praktik

Selvfølgelig skal kommunerne have lov til at styre STU´ en, men hvis de styrer det derhen, som vi

efterhånden ser ofte, at det kun er kommunens egne tilbud, der skal anvendes, er det ikke rime-

ligt.

Det er ikke i orden, at det i så høj grad, som det efterhånden er tilfældet, udelukkende er økono-

miske hensyn, der bestemmer uddannelsens indhold. Man tager ikke i tilstrækkelig grad hensyn til

BUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 215: Rapport om de første ti år med STU’en, fra Landsforeningen LEV

lovens intention om at tage udgangspunkt i den unges situation.

Det er i orden at anvende halvårligt eller årligt optag, men det er så nødvendigt at tage hensyn til,

at den unge i perioden indtil optagelse på STU får et andet relevant tilbud.

Som udgangspunkt er det OK, at kommunerne har mulighed for at afbryde uddannelsen for den

enkelte, men vi har oplevet flere kommuner praktisere denne mulighed meget restriktivt og kun

acceptere meget lidt fravær, og det er ikke i orden, når man tager målgruppen i betragtning.

Ophævelse af grænsen på de 280 timers praktik er i og for sig OK, men det er bekymrende, hvis

resultatet er en placering af den unge i kommunernes beskæftigelsesafdeling med ønske om er-

hvervsafklaring, så man dermed ikke tilgodeser hensigten om en egentlig ungdomsuddannelse.

9. Hvorledes vurderer du udviklingen i kommunernes økonomiske ramme for uddannelsen?

F.eks.:

Er der sket kvalitative eller kvantitative ændringer siden 2007 vedr. de tilbudte for-

løb? Hvis ja, hvilke er de væsentligste?

Er der sket ændringer i det geografiske optageområde?

Her henviser vi til vores svar på de tidligere spørgsmål.

10. Hvordan oplever du kommunernes tilsyn med jeres STU-uddannelse.

De fleste tilsyn foregår desværre sporadisk og på distancen. Vi vil rigtig gerne ”ses i kortene” og

vurderes på det, vi gør, men også på det punkt mangler vi nogle overordnede retningslinjer, der

kan sikre, at for ringe tilbud sies fra. Det fortjener både de unge og vi, som er seriøse udbydere.

Det betyder meget for os, at der er indhold og kvalitet i uddannelsen, så den ikke opfattes som en

skraldespand.

Et effektivt tilsyn vil utvivlsomt bidrage til at højne standarden på STU-uddannelsen generelt.

11. Hvilke konkrete, fremadrettede lovgivningsmæssige initiativer, vil du mene, er nødvendige

for at gøre uddannelsen bedre?

Vi mangler en generel præcisering af uddannelsens indhold, ligesom en mere præcis formulering

af uddannelsens målgruppe vil være ønskelig.

Vi mangler en afklaring af, om der egentlig er tale om en ungdomsuddannelse, eller om det måske

efterhånden snarere er en erhvervsuddannelse.

BUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 215: Rapport om de første ti år med STU’en, fra Landsforeningen LEV

9.2 Interview med souschef

Ulla Laursen,

CSV-Vejle

CSV-Vejle udbyder blandt sine mange aktiviteter også STU-uddannelsen, hvortil Ulla Laursen også

er tilknyttet som afdelingsleder.

1. Hvordan vurderer du, det er gået med STU ’en? Her tænkes især på stigningen i antallet af

deltagere, den øgede spredning af deltagernes kompetencer og potentialer (flere typer

handicap) samt de enkeltes udbytte af STU ’en?

Jeg vurderer, at STU-uddannelsen er et meget målrettet og dermed relevant tilbud til de unge, der

ikke har mulighed for at gennemføre en anden ungdomsuddannelse. I Vejle Kommune har mål-

gruppen ændret sig fra næsten kun at være et tilbud for unge udviklingshæmmede til nu at ramme

en meget bredere målgruppe. Vi har således nu også en del unge inden for autismespektret og

unge med ADHD.

For vores organisations vedkommende her i Vejle har det betydet, at vi nu afvikler uddannelsen på

fire forskellige matrikler. En for elever med multihandicaps, en for udviklingshæmmede og sent

udviklede, en for unge med autismespektrum diagnoser og endelig en erhvervsafdeling for unge,

der bare ikke orker flere skolefag, men som lærer gennem hænderne med manuelle aktiviteter …

sådan lidt produktionsskoleagtigt, uden at vi jo på nogen måde er en produktionsskole.

Jeg vurderer, at alle vores elever får udbytte af STU-uddannelsen. Det være sig både inden for det

fagspecifikke, kommunikative, personlige og sociale område.

P.t. har vi 54 unge på STU, men det varierer naturligvis lidt op og ned. Vi er jo det kommunale til-

bud, og derudover er der 7-8 private udbydere, som Vejle Kommune anvender.

Cirka ¾ af eleverne kommer direkte fra en grundskole, hvilket oftest er fra andre specialtilbud i

kommunen.

De nye elevgrupper har medført en del omorganisering i vores organisation. Dels de flere matrik-

ler, som jeg nævnte, men også på undervisernes faglige profiler. Vi har således gjort meget ud at

af have en personalestab, der kan matche alle typer handicaps.

2. Hvorledes mener du, at I opfylder lovens intention om individuelt tilrettelagte uddannelser?

Omfanget af klasseundervisning og holddannelse i forhold til individuelle forløb.

Jeg mener, at vi til fulde lever op til lovens intentioner om individuelt tilrettelagt uddannelse. De

individuelle uddannelsesplaner revideres og opstilles sammen med de unge, forældrene og ud-

dannelsesvejlederne mindst én gang om året. Vi arbejder udelukkende med individuelle forløb, og

det er ingen hindring, at man sidder på et hold med 2-3 andre og dermed er en del af et fælles-

skab.

Det er klart, at hvis man har f.eks. idræt, laver mad eller spiller i et band, så foregår undervisnin-

gen på et hold.

BUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 215: Rapport om de første ti år med STU’en, fra Landsforeningen LEV

Vi er meget opmærksomme på, at det er selve ungdomsmiljøet, der er drivkraften i de unges læ-

ring og personlige udvikling. De spejler sig i hinanden, og de udvikler sig i samværet med hinanden.

Vi arbejder målrettet på, at de venskaber og personlige relationer, de opnår under uddannelsen,

er langtidsholdbare, så man også mødes og har et liv sammen efter et STU-forløb. De unge forbli-

ver ofte i lokalområdet efter endt uddannelse.

De gode intentioner om ungdomsmiljøet var beskrevet i ministeriets gamle STU-vejledning, og det

er vores håb, at de også kommer til at indgå i den nye. Det er af stor betydning at pointere vigtig-

heden af at skabe et ungdomsmiljø i forbindelse med uddannelsen.

3. Hvilke barrierer vurderer du som de væsentligste for uddannelsens praktiske implemente-

ring?

Jeg synes, det er en væsentlig barriere, hvis de unges gennemførelse af STU får for meget fokus på

at skulle ”klargøres” til et jobcenter. Jeg synes, at STU-uddannelsen skal være en almen uddannel-

se, så man får mulighed for at udvikle sig på alle parametre. Det er meget forskelligt fra kommune

til kommune, men gennem vores netværk ved jeg, at mange udbydere oplever en stigende ten-

dens til, at man nærmest kan opfatte STU-uddannelsen som en ”forskole” til jobcentret.

Det er rigtig fint, at man nu har mulighed for mere end 280 timers praktik, men vi skal passe meget

på tendensen til at gøre uddannelsen alt for jobfokuseret.

Vores økonomiske udfordring er, at vi jo også tager imod alle de unge, der er så handicappede, at

de skal mandsopdækkes. Disse unge kan de private udbydere måske i højere grad sige nej til. Det

kan og vil vi ikke, men det giver meget stor spredning i de økonomiske udgifter for et STU-uddan-

nelsesforløb. Vi får en gennemsnitspris pr. elev, hvoraf nogle jo altså er meget omkostningstunge

bl.a. personalemæssigt, eksempelvis i vores afdeling for multihandicappede.

4. Hvorledes er jeres praksis mht. ”aflevering” efter afsluttet STU?

Efter afsluttet STU er der en direkte overlevering til en kommunal sagsbehandler enten i jobcen-

tret eller i myndighedsafdelingen. Jobcentret er for de unge, der ikke har eller regner med at få

pension. Myndighedsafdelingen er for de personer, der enten har en pension, eller som man reg-

ner med får en pension.

Rent praktisk sker det ved et revideringsmøde mellem de implicerede parter et halvt år inden af-

slutningen, hvor man planlægger, hvad der skal ske efter STU-uddannelsens afslutning. Der er in-

gen elever, der stopper hos os, uden at der foreligger en plan for fremtiden.

Vi har et særdeles tæt samarbejde med UU her i Vejle, og de har helt styr på, hvad der sker efter-

følgende med hver enkelt ung.

UU er også repræsenteret i det kommunale rehabiliterende team, hvis den unge efterfølgende

skal have et ressourceforløb. Her tager man også altid kontakt til den afleverende UU-vejleder.

BUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 215: Rapport om de første ti år med STU’en, fra Landsforeningen LEV

5. Er der vigtige pointer, som du vil fremhæve i forhold til STU ’en? Her tænkes bl.a. på:

Overgangsproblemer før og efter STU

Forsørgelsesgrundlag for deltagere

Anvendeligheden af uddannelsesplaner, elvvurderinger, kompetencebeviser, etc.

Omfanget og effekten af kommunernes tilsyn med STU-udbydere

Generelt er alle overgange jo svære for de unge, men det kan nævnes, at vi arbejder med en udvi-

det praktikordning i 2-4 uger, inden de skal begynde her på uddannelsen, så de unge bliver mere

afklarede mht., om de virkelig ønsker at påbegynde STU-uddannelsen. Det er noget, vi på CSV ar-

rangerer, men som UU naturligvis kender til, og som indgår i UU´s forudgående vejledning.

Forsørgelsesgrundlaget er uddannelsesstøtte med aktivitetstillæg for unge over 18 år. Nogle få får

tilkendt pension under deres STU forløb, men måske er der en lempelse undervejs. Der har været

nogle år med meget begrænset tilkendelse af pension. For unge under 18 år varetages forsørgel-

sen som hovedregel af forældrene.

Så er der nogle unge, som gerne vil have et højskoleophold som en del af STU-forløbet. Hvis det er

tilfældet, skal de unge selv betale udgifter til kost og logi under opholdet, med mindre der er fore-

taget en anbringelse af myndighedsafdelingen. Også evt. ekstraudgifter til f. eks. udlandsophold

under højskoleforløbet skal betales af den unge selv eller familien. Priserne for et sådant højskole-

ophold er meget ugennemskuelige, og det vil lette den unge og UU meget, hvis større gennemsig-

tighed med priserne kunne opnås. Vi vurderer, at rigtig mange af vores unge vil have godt af et

sådant ophold som en del af deres STU-uddannelse.

Vi skriver kompetencebeviset til eleverne i et sprog, som de kan forstå, da det jo er deres bevis.

Jeg ved, at man i nogle kommuner skriver det mere til jobcentrene eller til sagsbehandlerne. Vi

modtager sommetider indvendinger over, at kompetencebeviset ikke er udformet i termer, som

efterfølgende sagsbehandlere kan anvende. Vi beskriver, hvilke kompetencer der er opnået i rela-

tion til de læringsmål, der er opsat. Vi er meget opmærksomme på at præcisere den unges evt.

støttebehov fremadrettet – som skabelonen til i kompetencebeviset også fordrer det. Såfremt den

unges sagsbehandler efterspørger yderligere vurderinger f. eks. i forbindelse med en pensionssag,

udarbejder vi dette særskilt.

Kompetencebeviset til den unge vedlægges alle revideringer af uddannelsesplanen samt praktik-

udtalelser. Altså et ret digert værk, som giver et udmærket billede af den unges kompetencer og

potentialer.

Uddannelsesplanen, der er lavet af UU, giver et godt overblik over, hvad den unge har været igen-

nem. Uddannelsesplanen laves i første omgang af UU, men vi har så tæt et samarbejde med UU, at

den bliver lavet i fællesskab og sammen med den unge, forældrene og sagsbehandleren i løbet af

den første tid af STU-uddannelsen. Herefter udarbejder vi en egentlig undervisningsplan.

Vores tilbud har UU´s bevågenhed, forstået på den måde, at vi hele tiden retter til i forhold til æn-

dringer i målgruppen. Vi har daglig kontakt til UU og tilpasser os gerne. Vores tilbud har i høj grad

også bevågenhed fra både politikere og embedsfolk. De følger tæt op på vores tilbud, fx i forhold

til praktikmuligheder og omkostninger. Vi værdsætter at være i tæt dialog med politikerne og em-

BUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 215: Rapport om de første ti år med STU’en, fra Landsforeningen LEV

bedsfolkene.

6. Hvilke er efter din mening de vigtigste landvindinger ved etableringen af uddannelsen i

forhold til tidligere (før 2007)?

Den største landvinding er så absolut, at unge med særlige behov har fået et retskrav på en ung-

domsuddannelse, samt at der etableres ungdomsmiljøer, hvor de unge kan opleve fællesskaber.

Også praktikdelen er af stor betydning, for ofte etableres der i praktikforløbet en kontakt til en

arbejdsgiver, således at den unge efter endt STU-uddannelse kan fortsætte i virksomheden, i en

eller anden form for beskæftigelse.

Der er nogle få unge, der undervejs i STU-forløbet modnes og udvikler sig så meget, at de efterføl-

gende kan fortsætte på en anden uddannelse – typisk EGU.

7. Hvordan vil den nye kombinerede ungdomsuddannelse efter din mening påvirke elevoptag,

indhold og kvalitet af STU’en?

Muligheden er endnu så ny, at vi ikke har nogen klar opfattelse heraf, men det er min opfattelse,

at det ikke alene er den kombinerede ungdomsuddannelse, men derimod hele erhvervsuddannel-

sesreformen (EUD) der vil kunne skubbe til ændringer i målgruppen. Problemet er imidlertid, at de

jo skal afslutte med et D-niveau på den kombinerede ungdomsuddannelse.

8. Hvorledes vurderer du effekten af lovrevisionen i 2013? Her tænkes bl.a. på:

Kommunernes mulighed for mere hensigtsmæssig styring og tilrettelæggelse.

Bedre mulighed for at tilpasse uddannelsen til den enkelte unge.

Mulighed for halvårligt/årligt optag.

Kommunernes mulighed for at afbryde uddannelsen.

Ophævelse af grænsen på 280 timers praktik.

Det er fint nok, at man har givet mulighed for øget praktik, men jf. mine tidligere svar er det vigtigt

at fastholde, at STU’en skal være en almen uddannelse og ikke blot en forberedelse til jobcentrets

videre arbejde med henblik på en placering på arbejdsmarkedet.

Kommunerne ser måske en besparelsesmulighed ved øget anvendelse af praktik, men vi har efter

henvendelse til Undervisningsministeriet for ca. et halvt år siden fået en vurdering lydende på, at

ikke over 50 % af STU-uddannelsen bør gennemføres som praktik.

Vi har løbende optag, men har også forståelse for kommuners behov for halv- eller helårlige elev-

optag. Det må blot ikke betyde ”lediggang” for den unge i perioden op til påbegyndelse af STU-

uddannelsen.

Også kommunernes mulighed for at afbryde uddannelsen er OK. Det skal selvfølgelig give mening

at gå på STU. Man skal møde op, og den unge skal have udbytte af forløbet.

UU har gode erfaringer med og stor ekspertise i at målgruppevurdere og udarbejde uddannelses-

planer i en og samme omgang. Vi oplever UU som fagligt meget skarpe i deres vurderinger.

BUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 215: Rapport om de første ti år med STU’en, fra Landsforeningen LEV

9. Hvorledes vurderer du udviklingen i kommunernes økonomiske ramme for uddannelsen?

F.eks.:

Er der sket kvalitative eller kvantitative ændringer siden 2007 vedr. de tilbudte for-

løb? Hvis ja, hvilke er de væsentligste?

Er der sket ændringer i det geografiske optageområde?

Efter afvikling af den opsparede ”pukkel” af unge ved STU-lovens ikrafttræden har vi efterhånden

fundet et fast leje, men vi er - som alle andre - under et konstant økonomisk pres, og det er jo et

vilkår.

10. Hvordan oplever du kommunernes tilsyn med jeres STU-uddannelse.

UU har ikke tilsyn i traditionel forstand, men da vi jo har et særdeles tæt samarbejde, føler vi, at

der er et rimeligt tilsyn med vores STU-uddannelse.

11. Hvilke konkrete, fremadrettede lovgivningsmæssige initiativer, vil du mene, er nødvendige

for at gøre uddannelsen bedre?

Jeg ved, at UU siger, at den nuværende vejledningslov og brobygningslov ikke umiddelbart giver

mulighed for brobygning til STU, og det synes jeg – også i ligeværdighedens navn – bør ændres, så

STU fremover bliver én mulighed blandt flere.

Som en kommentar til Ulla Laursens besvarelse af spørgsmål 11 kan det oplyses, at efter de gæl-

dende regler kan der for elever i 9. og 10. klasse kun brobygges til

Erhvervsuddannelsernes grundforløb,

De indledende dele af uddannelsen til højere teknisk eksamen (htx),

De indledende dele af uddannelsen til højere handelseksamen (hhx),

De indledende dele af uddannelsen til studentereksamen (stx) og

De indledende dele af uddannelsen til højere forberedelseseksamen (hf).

10. Status og perspektiv

Som det fremgår af denne redegørelse, er det den generelle vurdering, at den særligt tilrettelagte

ungdomsuddannelse for unge med særlige behov efter en række begyndelsesvanskeligheder ef-

terhånden er ved at have fundet en form, der overordnet set må vurderes som tilfredsstillende.

Alligevel fremgår det dels af det omtalte samråd i Folketinget i marts 2015 og dels af de gennem-

førte interviews med repræsentanter for brugerorganisationer, Kommunernes Landsforening (KL),

Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU), STU-udbydere og Ministeriet for Børn, Undervisning

og Ligestilling, at der er behov for fortsatte drøftelser med henblik på at foretage en række tilpas-

ninger.

De væsentligste problemstillinger og forslag til forbedringer, som nævnes, er i ikke-prioriteret

rækkefølge:

BUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 215: Rapport om de første ti år med STU’en, fra Landsforeningen LEV

•

LEV:

Som tidligere sagt skal uddannelsen efter vores mening flyttes fra kommunerne til

staten, og så mener vi også, det er meget vigtigt, at man får lavet nogle uddannelsestil-

tag til de allersvageste unge.

LEV:

Vi må holde meget fast i lovteksten om, at der ikke er nogen nedre afgrænsning af

målgruppen, og derfor må vi udvikle STU-uddannelser, der modsvarer udviklingshæm-

mede med allerstørst hjælpebehov.

CSV-Vejle:

Vi ved, at UU siger, at den nuværende vejledningslov og brobygningslov ikke

umiddelbart giver mulighed for brobygning til STU, og det synes vi – også i ligeværdighe-

dens navn – bør ændres, så STU fremover bliver én mulighed blandt flere.

PMU-Sindal:

Vi mangler en generel præcisering af uddannelsens indhold, ligesom en me-

re præcis formulering af uddannelsens målgruppe vil være ønskelig.

PMU-Sindal:

Vi mangler en afklaring af, om der egentlig er tale om en ungdomsuddan-

nelse, eller om det måske efterhånden snarere er en erhvervsuddannelse.

UU- Vestegnen:

STU-vejlederne i en organisation som vores - med 5 kommuner - peger

på udfordringen ved, at der er forskellige procedurer for samarbejde og kommunikati-

onslinjer fra den en kommune til den anden.

UU-Vestegnen:

Vi er bekymrede for, om der i fremtiden vil blive flere kommuner, som la-

ver deres egne tilbud (der kan/skal rumme alle).

KL:

Vores holdning er, at retskravet skal opblødes, og vi vil også gerne have en opblød-

ning at de 840 årlige undervisningstimer, som er lovens minimumskrav.

KL:

Vi vil også gerne have en opblødning af den treårige grænse, forstået på den måde,

at vi gerne vil have en større fleksibilitet, velvidende at vi skal være meget opmærksom-

me på ikke at vende tilbage til den store forskel fra kommune til kommune, som fandtes

før STU-lovens vedtagelse i 2007.

•

Med en høringsfrist fastsat til den 25. april 2016 har Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestil-

ling den 18.marts 2016 udsendt udkast til ny bekendtgørelse om STU med tilhørende vejledning.

Af ministeriets høringsbrev, fremgår:

”… Ændringerne i bekendtgørelsen går dels ud på, at en tidli-

gere ændringsbekendtgørelse fra sommeren 2014 er indarbejdet, dels på, at det fremover vil være

obligatorisk at anvende de af ministeriet godkendte skabeloner til udarbejdelse af henholdsvis ud-

dannelsesplan og kompetencepapir for unge, der deltager i STU.

Vejledningen er opdateret i forhold til de ændringer, der er sket på området efter lovændringen i

sommeren 2013 og den efterfølgende bekendtgørelsesændring”.

I forbindelse med udarbejdelsen af redegørelsen udkrystalliseres en række mere overordnede pro-

blemstillinger, som nedenfor er præsenteret som seks temaer:

BUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 215: Rapport om de første ti år med STU’en, fra Landsforeningen LEV

Tema 1: Målgrupper

KL:

Det er nok vores holdning, at man fremover i højere grad skal fokusere på det, der står

allerførst i loven, altså at den enkelte unge får mulighed for udvikling af personlige og so-

ciale og faglige kompetencer til en så selvstændig deltagelse i voksenlivet som muligt. Det

er ambitiøst, men der er jo nogle, der er i STU i dag, for hvem dette simpelthen ikke er en

realistisk mulighed. Som det er nu, er det faktisk sådan, at man efter vores opfattelse er

på kant med lovgivningen, da en del af de unge simpelthen ikke er i stand til at leve op til

lovgivningens målsætning. Det er også, hvad vi hører fra mange kommuner gennem deres

erfaring fra visitationerne til STU-uddannelsen.

KL:

Det er vigtigt at pointere, at det naturligvis ikke er KL´s opfattelse, at der ikke skal væ-

re et tilbud til unge med de allersværeste handicaps, men at de måske skal have et andet

tilbud end STU. Måske kunne det være bedre med et mere omsorgspræget tilbud.

UU-Vestegnen:

Jeg tror, vi skal gøre kommunernes sagsbehandlere og jobcentre mere klar

på, at den treårige STU-uddannelse ikke fører til, at den unge efterfølgende kan komme i

ordinær uddannelse eller beskæftigelse. Der er jo stadig tale om borgere med massive

funktionsnedsættelser.

LEV:

Et flertal af vores unge kan ikke gennemføre en egentlig kompetencegivende uddan-

nelse. Derfor bliver de tabere i et system, hvor vi alene arbejder på, at folk skal komme ud

og forsørge sig selv. Det kan kun en meget stærkt begrænset del af vores unge. Til gen-

gæld kan de på andre måder få en indholdsfyldt tilværelse.

DH:

Man skal først og fremmest være opmærksom på, at STU´en er lavet for udviklings-

hæmmede og andre med lignende kognitive vanskeligheder, og man må huske på, at

STU´en jo ikke er lavet for, at det ordinære ungdomsuddannelsessystem skal opgive tan-

ken om inklusion.

Hertil kan føjes, at Klagenævnet for Specialundervisning i 2015 behandlede 38 klager, hvor

kommunen havde vurderet, at den unge ikke var omfattet af målgruppen for en STU. Klage-

nævnet ændrede afgørelsen i 37 procent af sagerne, fordi nævnet vurderede, at den unge

havde så massive vanskeligheder, at han eller hun ikke kunne gennemføre en ordinær ung-

domsuddannelse. Det fremgår af nævnets årsrapport for 2015, som fremhæver, at klagerne

om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov hovedsageligt handlede om målgrup-

pevurdering, unge med psykiske vanskeligheder og mangelfulde uddannelsesplaner.

I 2014 drejede over halvdelen af klagerne på ungeområdet sig om, at klageren havde fået af-

slag på en STU. Dengang fremhævede klagenævnet det som et af de helt store problemer, at

kommunerne ikke lyttede til de fagpersoner, som kender de unge:

”I

nogle af de sager, hvor klagenævnet har ændret kommunens målgruppevurdering,

har kommunen begrundet afslaget med, at den unge ikke var tilstrækkeligt afprøvet på

trods af, at den unge har været igennem et eller flere forløb på en produktionsskole.

Klagenævnet har i disse sager lagt særlig vægt på, at fagpersoner, som har kendt den

unge og fulgt den unge gennem et eller flere forløb, har beskrevet, at den unge ikke vil

kunne gennemføre en ordinær ungdomsuddannelse, da den unges behov for et lille og

trygt miljø samt tæt støtte og guidning i uddannelsesforløbet ikke vil kunne imøde-

BUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 215: Rapport om de første ti år med STU’en, fra Landsforeningen LEV

kommes i tilstrækkelig grad",

lød klagenævnets uddybning i årsrapporten for 2014.

Tema 2: Uddannelsesperspektivet versus jobperspektivet

LEV:

Det er vigtigt, at uddannelsen for denne målgruppe ikke målrettes et bestemt er-

hverv, men gennemføres så der kan udvikles interesser og dermed øget livsindhold uden

forventning om efterfølgende selvforsørgelse. Der må naturligvis gerne indgå faglige ele-

menter, men ikke som væsentligste indhold.

PMU-Sindal:

Vi mener, at kun med stor fleksibilitet kan vi tilbyde en egentlig individuel ud-

dannelse. Men vi mener slet ikke, kommunerne lever op til lovens intentioner om fleksibili-

tet i uddannelsen. Vi synes generelt ikke, at kommunerne udnytter de muligheder for indi-

vidualitet, der ligger i lovgivningen

LEV:

Det er vores erfaring, at mange kommuner anvender STU´en til at fastsætte det frem-

tidige forsørgelsesgrundlag. Det er helt, helt tydeligt og meget forkert. Man vil afvente

den unges udvikling, og der er jo tale om en vis udvikling, men ikke til selvforsørgelse, så vi

efterlyser kommunernes mod til at træffe en sådan afgørelse tidligere.

PMU-Sindal:

Flere og flere kommuner anvender STU-uddannelsen som en ren erhvervsaf-

klaring, og der tror vi faktisk, at de bliver hjulpet godt på vej af KL. Vi kan se fra en af vores

store samarbejdspartnere, at man har lagt STU-uddannelsen over i arbejdsmarkedsafde-

lingen – over i jobcentret, og vi ved, at noget lignende sker i mange kommuner.

CSV-Vejle:

Det er en væsentlig barriere, hvis de unges gennemførelse af STU får for meget

fokus på at skulle ”klargøres” til et jobcenter. STU-uddannelsen bør være en almen ud-

dannelse, så man får mulighed for at udvikle sig på alle parametre.

Tema 3: Ligeværdighed/inklusion

KL:

Det er også vores opfattelse, at STU er en uddannelse, hvor man skaber stor aktivitet,

der kan føre til mindre inklusion i de ordinære uddannelser. Vi mener, at man skal fasthol-

de det ordinære uddannelsessystems forpligtelse til at optage så mange som muligt gen-

nem anvendelse af de specialpædagogiske støtteforanstaltninger, som lovgivningen tilla-

der. Her bør ministeriet træde i karakter.

LEV:

Kommunerne presser ofte unge ind på et STU-tilbud – uagtet at uddannelsesstedet

vurderer sig selv som inkompetent til at undervise udviklingshæmmede. Kommunerne

overhører ofte meddelelsen om, at ”det rummer vi ikke”. Mange kommuner undersøger

heller ikke undervejs, om de faktisk får den vare, som de mener at have bestilt.

UU-Vestegnen:

Jeg synes efterhånden, at vi har fået uddannelsen rigtig godt på plads, så

barriererne er nu væsentligst af økonomisk art forstået på den måde, at der er tendenser

til, at kommunerne i stigende grad tager de unge hjem til egen kommune eller endog selv

etablerer uddannelser, som så ofte er med mere begrænsede muligheder set i relation til

kravet om individualitet i uddannelsen. Min bekymring er, at det kan medføre en art STU-

skole, hvor alle skal gå ind ad den samme dør.

BUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 215: Rapport om de første ti år med STU’en, fra Landsforeningen LEV

Tema 4: Kommunernes styring

UU-Vestegnen:

Vi har forståelse for, at kommunerne skal have øget mulighed for styrin-

gen af uddannelsen. Det er jo -set med kommunens briller - besynderligt, at en institution

uden for kommunen (altså UU) kan generere udgifter for kommunen. Sådan har det været

italesat for enkelte kommuner. På den anden side er resultatet ofte, at STU’en i mange

mindre kommuner nu ligger i kommunernes jobcentre, hvilket ikke altid sikrer, at uddan-

nelsens almendannende del tilgodeses i en grad, som det jo er foreskrevet i lovgivningen.

PMU-Sindal:

Det er ikke i orden, at det i så høj grad, som det efterhånden er tilfældet, ude-

lukkende er økonomiske hensyn, der bestemmer uddannelsens indhold. Man tager ikke i

tilstrækkelig grad hensyn til lovens intention om at tage udgangspunkt i den unges situa-

tion.

Tema 5: Kommunernes tilsyn

PMU-Sindal:

De fleste tilsyn foregår desværre sporadisk og på distancen. Vi vil rigtig gerne

”ses i kortene” og vurderes på det, vi gør, men også på det punkt mangler vi nogle over-

ordnede retningslinjer, der kan sikre, at for ringe tilbud sies fra. Det fortjener både de un-

ge og vi, som er seriøse udbydere.

CSV-Vejle:

UU har ikke tilsyn i traditionel forstand, men da vi jo har et særdeles tæt sam-

arbejde, føler vi, at der er et rimeligt tilsyn med vores STU-uddannelse.

Tema 6: Forsørgelse

Med det helt nye lovforslag (omtalt i kap. 6.4 og tidligere henvisning til note 17) fremsat den

2. marts 2016 af beskæftigelsesministeren lægges der op til, at kommunerne kan vælge, at

helt åbenlyse førtidspensionssager ikke behøver at blive behandlet i rehabiliteringsteamet.

Kommunen skal i sådanne sager fremover kunne vælge at tildele førtidspension efter en

langt mere enkel fremgangsmåde.

LEV:

Jeg synes ikke, man skal afvente afklaring om et forsørgelsesgrundlag til efter STU-

uddannelsen, da vi jo som sagt har nogle unge, der aldrig kommer til at forsørge sig selv.

Men sådan er praksis desværre mange steder. Dilemmaet er jo, at vi ikke tør sige, at der

er nogle, der ikke udvikler sig med synlige resultater for andre end de fagfolk, som er om-

kring dem. Men det må vi jo erkende, at der er. Ingen tør sige det klart, men det bliver vi

altså nødt til at erkende. Mange forbinder en sådan erkendelse med, at samfundet så ikke

tør investere så meget i den enkeltes uddannelse.

LEV:

Mange forveksler arbejdsevne med forsørgelsesevne, hvilket er uheldigt, da man na-

turligvis ikke kan argumentere imod, at arbejdsevnen udvikles over tid, men at det for

mange af vores unge aldrig bliver muligt at forsørge sig selv.

DH:

Noget af det, der er væsentligt her, er, at forsørgelsesgrundlaget stadig ikke er på

plads. Det bliver et endnu større problem nu, hvor man vedtager kontanthjælpsreformer,

det moderne kontanthjælpsloft og andre ting. Jeg mener, at unge, der deltager i en STU,

skal have en uddannelsesydelse på nøjagtig lige fod med andre, der går på en ungdoms-

uddannelse. Forsørgelsen for en STU-elev skal ikke baseres på kontanthjælp eller noget

lignende. Kontanthjælp er tænkt som en midlertidig ydelse og ikke en ydelse, man skal væ-

BUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 215: Rapport om de første ti år med STU’en, fra Landsforeningen LEV

re på, når man er i et uddannelsesforløb.

Sammen med den kommende STU-evaluering, der er berammet til offentliggørelse i august 2017,

vil en række af ovennævnte problemstillinger utvivlsomt indgå som væsentlige bidrag til og forud-

sætninger for kommende lovændringer.

Afslutningsvis vil jeg ikke undlade at gøre opmærksom på et problem – et Tema 7 – som jeg anser

for væsentligt i forhold til det langsigtede perspektiv for hver enkelt af målgruppens unge efter

endt folkeskolegang. Min erfaring fra de seneste år med rådgivning af forældre til unge i målgrup-

pen efterlader som tidligere nævnt et indtryk af, at lovens mulighed for at udskyde påbegyndelsen

af STU-uddannelsen indtil umiddelbart inden det fyldte 25. år ofte ikke indgår som en del af den

vejledning, som UU formidler.

Meget få af de unge eller deres forældre, som jeg har talt med, har fået oplysning om, at såfremt

man vurderes at tilhøre målgruppen, påhviler forpligtelsen til en STU-uddannelse alene kommu-

nen, og at der for den unge i henhold til loven er tale om et tilbud, der kan vælges nu, fravælges

eller udsættes.

Det er efter min mening stærkt problematisk, hvis det er en landsdækkende tendens, at UU på

denne måde tilsidesætter en så væsentlig bestemmelse for den gruppe af unge og deres forældre,

som har det allerstørste vejledningsmæssige behov.

En eventuel beslutning hos den unge og forældrene om gerne at ville udskyde effektueringen af

kommunens garanti om en treårig ungdomsuddannelse friholder jo ikke pågældende kommune

for umiddelbart efter folkeskolen at bringe andre foranstaltninger i værk for unge med de aller-

sværeste vanskeligheder.

Af gældende lov om vejledning

fremgår det af § 2, stk. 1 at:

”Vejledningen efter denne lov skal

være uafhængig af sektor- og institutionsinteresser”.

Med reference til disse bestemmelser om uafhængig vejledning er det nærliggende at antage, at

årsagen til den ensidige vejledning muligvis kan tilskrives vejledernes mangelfulde viden om andre

relevante muligheder efter endt skolegang end en straks-påbegyndelse på STU-uddannelsen.

På trods af målgruppens store vanskeligheder blotlægges der med denne praksis en forventning

om, at det er rimeligt at antage, at disse unge meget tidligt i livet er i stand til at træffe et uddan-

nelsesvalg.

BUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 215: Rapport om de første ti år med STU’en, fra Landsforeningen LEV

BILAG 1.

Aktuel statistik fra databanken i Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling

Fig. A.

Tilgang STU

2005 2006 2007

Uoplyst/ukendt

Nordjylland

Midtjylland

Syddanmark

Hovedstaden

Sjælland

Total

124

134

352

2008

102

199

251

227

111

900

2009

160

273

382

284

220

1.325

2010

165

336

405

357

293

1.572

2011

199

323

401

331

303

1.562

2012

217

352

494

459

391

1.914

2013

221

433

465

421

446

1.992

2014

208

423

432

443

371

1.919

Total

1.317

2.425

3.029

2.653

2.196

11.711

Kilde: Databanken, UVM

Fig. B.

Gennemsnitlig alder ved påbegyndelse af STU

2005

Uoplyst/ukendt

Nordjylland

Midtjylland

Syddanmark

Hovedstaden

Sjælland

Total

2006

17,4

18,2

18,6

17,6

17,8

18,0

2007

18,1

18,5

18,9

17,8

18,5

2008

18,1

18,6

18,7

18,5

19,0

18,6

2009

18,5

18,8

18,7

18,9

19,2

18,8

2010

18,5

18,7

18,8

19,1

18,8

2011

18,7

19,0

18,7

18,5

19,1

18,8

2012

18,6

18,9

18,6

19,0

18,7

2013

18,6

18,7

18,4

18,5

19,0

18,7

2014

35,4

18,5

18,8

18,4

18,5

18,8

18,6

Total

26,2

18,5

18,8

18,6

19,0

18,7

17,3

18,3

17,5

18,0

Kilde: Databanken, UVM

Fig. C.

Gennemsnitlig alder ved afslutning af STU

2005

2006

2007

2008

Nordjylland

Midtjylland

Syddanmark

Hovedstaden

Sjælland

Total

20,2

21,1

20,2

21,1

20,8

Kilde: Databanken, UVM

2009

20,1

21,1

21,6

20,4

20,8

21,0

2010

20,7

21,3

21,6

20,9

21,1

21,2

2011

21,0

21,4

21,3

21,7

21,4

2012

21,5

21,6

21,9

22,0

21,7

2013

21,6

21,7

21,6

21,5

21,9

21,7

2014

21,7

21,9

21,6

21,3

21,8

21,6

Total

21,4

21,6

21,4

21,8

21,6

Fig. D.

Afbrudte STU-forløb opgjort efter gennemsnitlig uddannelsestid i måneder

2005

Nordjylland

Midtjylland

Syddanmark

Hovedstaden

Sjælland

Total

Kilde: Databanken, UVM

2006

2007

2008

2009

10,8

14,1

12,2

11,0

11,9

2010

12,3

15,3

14,1

13,8

14,8

14,2

2011

16,5

13,9

14,5

16,5

12,9

14,8

2012

13,3

17,2

17,7

18,4

15,1

16,5

2013

15,6

17,8

16,1

16,9

15,7

16,5

2014

23,1

16,0

16,7

19,0

20,2

18,2

Total

15,9

15,8

15,7

16,7

16,2

16,0

11,4

13,9

11,4

13,6

BUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 215: Rapport om de første ti år med STU’en, fra Landsforeningen LEV

BILAG 2.

Spørgsmål anvendt ved interview med fem udvalgte centrale personer

1. Hvilke forventninger havde du til igangsættelsen af den 3-årige ungdomsuddannelse?

2. Hvorledes så situationen for uddannelsens målgruppe efter din mening ud før indførelsen af

STU´en?

3. Hvordan vurderer du, det er gået med STU’en? Her tænkes især på stigningen i antallet af del-

tagere, den øgede spredning af deltagernes kompetencer og potentialer (flere typer handicap)

samt de enkeltes udbytte af STU’en?

4. Hvor vidt mener du, at lovens intention om individuelt tilrettelagte uddannelser er opfyldt?

5. Hvilke barrierer vurderer du som de væsentligste for uddannelsens praktiske implementering?

6. Er der andre vigtige pointer, som du vil fremhæve i forhold til STU’en? Her tænkes bl.a. på:

- Overgangsproblemer før og efter STU

- STU-udbydernes profiler

- Forsørgelsesgrundlag

- Uddannelsesplaner, kompetencebeviser, etc.

7. Hvilke er efter din mening de vigtigste landvindinger ved etableringen af uddannelsen i for-

hold til tidligere (før 2007)?

8. Hvordan vil den nye kombinerede ungdomsuddannelse efter din mening påvirke elevoptag,

indhold samt kvalitet af STU ´en?

9. Hvorledes vurderer du effekten af lovrevisionen i 2013? Her tænkes bl.a. på:

- Kommunernes mulighed for mere hensigtsmæssig styring og tilrettelæggelse

- Bedre mulighed for at tilpasse uddannelsen til den enkelte unge

- Mulighed for halvårligt/årligt optag

- Kommunernes mulighed for at afbryde uddannelsen

- Ophævelse af grænsen på 280 timers praktik

10. Hvilke konkrete, fremadrettede initiativer vil du mene er nødvendige for at gøre uddannelsen

bedre?

BUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 215: Rapport om de første ti år med STU’en, fra Landsforeningen LEV

BILAG 3.

Spørgsmål anvendt ved interview med to udvalgte STU-udbydere

1. Hvordan vurderer du, det er gået med STU ’en? Her tænkes især på stigningen i antallet af

deltagere, den øgede spredning af deltagernes kompetencer og potentialer (flere typer)

2. Hvorledes mener du, at I opfylder lovens intention om individuelt tilrettelagte uddannelser?

- Omfanget af klasseundervisning og holddannelse i forhold til individuelle forløb.

3. Hvilke barrierer vurderer du som de væsentligste for uddannelsens praktiske implementering?

4. Hvorledes er jeres praksis mht. ”aflevering” efter afsluttet STU?

5. Er der vigtige pointer, som du vil fremhæve i forhold til STU ’en? Her tænkes bl.a. på:

- Overgangsproblemer før og efter STU

- Forsørgelsesgrundlag for deltagere

- Anvendeligheden af uddannelsesplaner, elvvurderinger, kompetencebeviser, etc.

- Omfanget og effekten af kommunernes tilsyn med STU-udbydere

6. Hvilke er efter din mening de vigtigste landvindinger ved etableringen af uddannelsen i for-

hold til tidligere (før 2007)?

7. Hvordan vil den nye kombinerede ungdomsuddannelse efter din mening påvirke elevoptag,

indhold og kvalitet af STU ´en?

8. Hvorledes vurderer du effekten af lovrevisionen i 2013? Her tænkes bl.a. på:

- Kommunernes mulighed for mere hensigtsmæssig styring og tilrettelæggelse.

- Bedre mulighed for at tilpasse uddannelsen til den enkelte unge.

- Mulighed for halvårligt/årligt optag.

- Kommunernes mulighed for at afbryde uddannelsen.

- Ophævelse af grænsen på 280 timers praktik

9. Hvorledes vurderer du udviklingen i kommunernes økonomiske ramme for uddannelsen?

F.eks.:

- Er der sket kvalitative eller kvantitative ændringer siden 2007 vedr. de tilbudte forløb?

Hvis ja, hvilke er de væsentligste?

- Er der sket ændringer i det geografiske optageområde?

10. Hvordan oplever du kommunernes tilsyn med jeres STU-uddannelse.

11. Hvilke konkrete, fremadrettede lovgivningsmæssige initiativer, vil du mene, er nødvendige for

at gøre uddannelsen bedre?

BUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 215: Rapport om de første ti år med STU’en, fra Landsforeningen LEV

BILAG 4.

Henvisninger:

Hvis du oplever problemer med links, så kopier dem og sæt dem ind i adressefeltet i din browser.

1 Undervisningsministerens redegørelse til Folketinget, november 1993, ”Uddannelse til Alle”

2 Salamanca Erklæringen og handlingsprogrammet for specialundervisning, Undervisningsministeriet 1997

3 https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=25361

4 http://www.ft.dk/samling/20051/beslutningsforslag/B51/som_fremsat.htm#dok

5 http://www.ft.dk/samling/20051/beslutningsforslag/b51/bilag/19/270097/index.htm

6 http://www.ft.dk/samling/20061/lovforslag/L196/index.htm

7 http://www.ft.dk/samling/20061/lovforslag/L196/spm.htm#dok

8 http://www.ft.dk/samling/20061/lovforslag/l196/bilag/15/374235/index.htm

9 http://www.ft.dk/samling/20061/lovforslag/l196/bilag/28/381548/index.htm

10 http://www.ft.dk/samling/20061/lovforslag/l196/bilag/2/366120.pdf

11 https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=25361

12 http://www.ft.dk/RIpdf/samling/20121/lovforslag/L213/20121_L213_som_fremsat.pdf

13 http://www.ft.dk/samling/20121/lovforslag/l213/bilag/1/1241299/index.htm

14 https://www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=172900

15 https://www.uvm.dk/Uddannelser/Anden-uddannelse-og-undervisning/Ungdomsuddannelse-for-unge-med-saerlige-

behov/Evaluering-af-STU

16 http://statweb.uni-c.dk/databanken/uvmDataWeb/ShowReport.aspx?report=EAK-bestand-usb

17 http://www.ft.dk/samling/20151/lovforslag/l145/som_fremsat.htm?param1=abb

18 http://www.ft.dk/Folketinget/udvalg_delegationer_kommissioner/Udvalg/Uddannelsesudvalget/

Kalender/Vis.aspx?session=20141&meetingNumber=1230969&abbreviation=buu&se=1

19 http://www.ft.dk/Folketinget/udvalg_delegationer_kommissioner/Udvalg/Uddannelsesudvalget/

Video.aspx?s=20141&m=td.1230969&as=1#player

20 http://www.ft.dk/samling/20141/almdel/buu/spm/208/svar/1241844/1515589/index.htm

21 http://www.ft.dk/dokumenter/vis_efter_type/spoergsmaal/spoergsmaal.aspx?questionSearchtype=4&start-

Date=&endDate=&session=20141&minister=-1&inquirer=-1&committee=BUU&statusAnswer=-

1&sortColumn=&sortOrder=&startRecord=76&numberOfRecords=25&totalNumberOfRecords=

22 https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=160798

23 http://pmu.dk/

24 http://csv-vejle.skoleporten.dk/sp

25 https://www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=164530