Medier – fag og fremtid
Mediefag får med Venstres gymnasiereformudspil ringere betingelser. Dermed kvæster man en faglig
succes, flår overskuddet ud af et innovativt læringsrum og sparker en fremtidig demokratifaktor over
benet - det er hul i hovedet.
Her gik man og troede, at en gymnasiereform selvklart måtte barsle med et mediefag på A-niveau.
Mediefags genstandsfelt er levende billeder i bred forstand, og elevene trænes bl.a. i at gennemskue de
strukturer og virkemidler, der får medieprodukter til at hænge sammen - og os til at blive hængende. Den,
der har haft mediefag i gymnasiet, har med andre ord lidt sværere ved at blive taget mediemanipulatorisk
ved næsen – en egenskab som bliver stadig vigtigere i et mediebåret demokrati. Her gik man og troede, at
en reform ville gøre det muligt at grave endnu dybere i mediernes muligheder. Troede, at eleverne fik lov at
se endnu længere. At den store søgning, faget har oplevet, skulle veksles til mere og bedre. Men
tværtimod. Reformudspillet reducerer muligheden for, at de unge kan vælge mediefag på B-niveau, fordi
det ikke længere kan indgå som studieretningsfag. B-niveau som valgfag er fortsat muligt, men med de
gevaldige besparelser, gymnasierne navigerer i, vil ledelser landet over vægre sig ved at oprette små (og
derfor dyre) valghold. Så med mindre rentabelt mange ønsker det, bliver B-niveau ikke oprettet.
Hjælp, hjælp – ulven er her
Og det er ikke bare en omgang obligatorisk piv på kanten af forandringen. Rektorerne
har
læst mellem
linjerne og set, at reformdiskursen ikke hegemonerer for de kunstneriske fag. Når den økonomiske mildt
sagt vanskelige kabale skal gå op uden
for
store klasser, uden
for
mange fyringer og uden
for
lidt udvikling
af undervisningen, ja, så bliver det nemt de kunstneriske fag – også på c-niveau, der må holde for: Færre,
men større hold uden tilsvarende tilføring af ressourcer. Eller uændret holdstørrelse, men for reducerede
ressourcer.
Grib og begrib
Men kan faget dansk ikke bare stå for den digitale dannelse af de unge? Jo, et stykke hen ad vejen. Dansk
henter omtrent en sjettedel af sit gods i det mediemæssige stofområde. Men for det første forslår det som
en rosin i en lækkersult, for det andet opererer dansk ud fra helt andre didaktiske principper: Hvor dansk
omgås mediestoffet på en teoretisk og analytisk måde, tilfører mediefag altid en praktisk dimension.
Mediefag arbejder ud fra den præmis, at stoffet skal ind gennem øjne og øre og ud gennem hænderne for
at sætte sig på rygsøjlen. Teori omsættes til praksis som i næste runde får teorien til at give mening på et
højere niveau. Vekselvirkningen mellem at gribe skabende ind i verden og begribe teorien er særlig for de
kunstneriske fag. Det er en læringspraksis, som er tidskrævende, frustrerende og bøvlet (og svær at bedrive
på store hold), men altid udbytterig for de involverede. Og bare for at gendrive den fordom, som kunne
ulme mellem disse linjer, så er mediefag altså ikke særligt henvendt til ”de praktisk begavede”. Det er
rigtigt, at mediefag tit har held til at engagere også gymnasiefremmede unge, men fagets didaktik
udfordrer måske i særlig grad de bogligt stærke, som med kamera og redigeringsudstyr opererer på kanten
af deres komfortzone – og dermed flytter sig!
En Lomborg på skaberkraften
Nu vil nogen måske indvende, at det jo alt sammen lyder meget godt, og i den bedste af alle verdner var
der råd til det hele. Men enhver må jo indse, at rugbrødsmatematik og -dansk er vigtiger end
flødeskumskunst. Når riget fattes penge, har vi ikke råd til at prioritere de kunstneriske fag. Man kunne nu
ligeså godt spørge, om vi har råd til at lade være? Her er et fag, som helt af sig selv uddanner i den
innovationskompetence, som med vold og magt forsøges implementeret i hele den gymnasiale fagrække.
Et fag, hvor eleverne er afhængige af den samarbejdskompetence, som ellers ofte frister et pseudoliv i