Børne- og Undervisningsudvalget 2015-16
BUU Alm.del Bilag 205
Offentligt
Sådan styrker vi almendannelse i gymnasiet
(Kronik bragt i Politiken d. 9. maj 2016)
Man efterspørger styrket almendannelse i gymnasiet. Vi er en gruppe
filosoffer, der foreslår, at man indfører et nyt obligatorisk c-niveau-fag: ’Etik,
erkendelse og medborgerskab’.
Det er stort set gået upåagtet hen i debatten om regeringens udspil til reform af gymnasierne at Almen
Studieforberedelse (AT), 2005-reformens flagskib par excellence, står til at forsvinde ud af gymnasiet. I lyset af
hvor højlydte politiske fanfarer der lød, hvor massivt ministerielt pres der udøvedes, hvor floromvundet
pædagogiske forskere talte faget på vej, og ikke mindst hvor mange kræfter lærere og elever gennem de sidste
ti år har brugt på at få denne nyskabelse til at fungere, kan det synes overraskende at ingen råber op. Men AT
er
en svær størrelse, og i rigtig mange fagfolks og elevers øjne var AT ikke en nyskabelse, men en vanskabning.
Nok derfor grædes der tørre tårer ved udsigten til, at det forsvinder.
Alligevel er der måske netop i disse afgørende dage, hvor dannelsens plads i et nyt gymnasium diskuteres,
grund til at betænke hvorfor AT blev skabt, og sikre sig at de gode elementer som AT var tænkt til at bære ikke
forsvinder endegyldigt ud af gymnasiet sammen med faget. Formålene med AT har nemlig noget på sig.
Under forarbejdet skrev en af fagets ophavsmænd Hans Fink fra Aarhus Universitet i 2004: ”Almen dannelse
ligger snarere i at udøve sit fag i åbenhed og respekt over for andre fag og over for det samfund og den
virkelighed, som fagene er til for. (…) Mangel på almen dannelse viser sig i fagligt snæversyn og
fagchauvinisme, og de kan kun modvirkes effektivt i den måde, fagene selv læres på – og helst fra begyndelsen.
I en tid hvor specialisering er et uomgængeligt vilkår, er det vigtigt, at specialiseringen ledsages af en forståelse
for, hvad det er, specialiseringen ser bort fra.”
Et væsentligt mål med AT var at give eleverne en helhedsforståelse for den faglige begribelse af verden som
det samlede sæt af videnskabelige discipliner er udtryk for. I stedet for at synke ned i fagidioti skulle eleverne
løftes op til en indsigt i hvad der er særkendet ved de forskellige fag set i relation til hinanden: Hvad bidrager
de enkelte fag med? Hvad er videnskabelighed overhovedet for en størrelse? Hvilken rolle spiller den
menneskelige viden i menneskets historie? Hvordan kan fagenes viden bruges til at løse problemer vi står over
for?
Dertil skulle der arbejdes med ”betydningsfulde natur- og kulturfænomener, almenmenneskelige spørgsmål,
vigtige problemstillinger og centrale forestillinger fra fortid og nutid” som der står i læreplanen. Vi havde altså
at gøre med en ambition om under én hat at vise alt det væsentligste frem som mennesket gennem sin
systematiske udforskning af verden har været ophav til. Disse smukke ambitioner skulle indløses i tværfaglige
forløb om emner som er eller har været vigtige for kulturen, videnskaben og samfundet.
Når undervisning i AT er lykkedes efter hensigten, har eleverne faktisk opnået forbløffende dybe indsigter. Et
eksempel kunne være et AT-nyklassisk emne om overgangen fra det geocentriske til det heliocentriske
 BUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 205: Henvendelse af 17/5-16 fra Mads Rangvid om præsentation af forslag om nyt fag i gymnasiet (anmodning om foretræde for udvalget)
verdensbillede i renæssancen, Tycho Brahe, Kepler og Galileis “opdagelse” af vores univers. Det handler om
kampen mellem den gryende moderne naturvidenskab og den dogmatiske, katolske kirke der med vold står
fast på sin overbevisning om at Jorden er i centrum af universet. Her kan eleverne i et tværfagligt samarbejde
mellem fx fagene fysik og historie få indsigt i hvad der udmærker den naturvidenskabelige,
lovmæssighedssøgende arbejdsmåde over for humanvidenskabernes muligheder for at undersøge menneskets
bevæggrunde i form af hensigter, værdier og mål. Eleverne er med dette emne nede ved en af de historiske
kilder til udspaltningen af tro og viden i to selvgyldige områder som de fleste ikke længere mener bør indvirke
på hinanden. De opdager helt fundamentale forhold vedrørende den europæiske kulturs måde at forholde sig
til tro, viden, erkendelse og sandhed. Alt sammen forhold som udgør forudsætningerne for den måde vi – og
eleverne – tænker i dag. Dét er dannelse!
Men nu forsvinder AT.
Og det er der mange gode grunde til: AT er bureaukratisk tungt fordi de tværfaglige forløb opbryder og
afbryder kontinuiteten i den almindelige undervisning, og fordi rigtig mange lærere er involveret i de forskellige
tværfaglige forløb; for hvert nyt emne møderne eleverne et nyt sæt lærere med nye fag. For eleverne er det
forvirrende fordi der ikke er én faglærer der samler trådene, og fordi faget ikke har en klar faglig identitet.
Identitet gives fagrækkens øvrige fag af deres lange og velfunderede akademiske tradition hvoraf de
udspringer. AT udspringer af en undervisningsministeriel arbejdsgruppe uden nogen lang tradition. Elevernes
retsstilling til eksamen er usikker fordi de faglige krav er notorisk uklare, igen fordi faget ikke har en
veletableret faglig tradition. Af bl.a. disse grunde må man alt i alt sige at den store indsats der er lagt i AT ikke
står mål med udbyttet. Det tværfaglige totalteater er nok ikke realiserbart i gymnasieskolen.
Men forsvinder AT, skal de meget honnette formål så også forsvinde ud af gymnasiet? Skal det blive som visse
skingre kritikere forudsiger, at dannelse i gymnasiet kun bliver at gøre eleverne innovative, digitalt kompetente
og karrierebevidste?
Det mener vi ikke. Vi mener man bør holde fast i den almendannelse der trods alt var i AT.
Vi foreslår derfor at man etablerer et nyt obligatorisk fag i gymnasiet. Faget skal være verdensvendt, men med
filosofiens faglige midler skal det myndiggøre eleverne og sætte dem i stand til forholde sig til påtrængende
grænseoverskridende problemer, grænseoverskridende i videst mulig betydning, fx fagligt, socialt, globalt.
Faget skal være på C-niveau og have én lærer. Det bør ligge i 2.g eller helst 3.g hvor eleverne har kendskab til
uddannelsens fagrække, og hvor grundlagsspørgsmål og behovet for et samlende overblik melder sig hos dem.
Det skal ikke udgøres af tværfaglige samarbejder, men dog beskæftige sig med problemstillinger som er
fagoverskridende. Dets grundlæggende, teoretiske faglighed skal ”lånes” fra filosofifaget.
Det lille valgfag filosofi med dets hovedfokus på læsning af klassiske filosofiske tekster bør ikke blandes
sammen med det nye fag, men for at give indtryk af hvilken faglig fundering filosofi kan bidrage med til et nyt
fag, er det værd at kigge lidt på den nuværende læreplan. Filosofi som fag er i sit væsen tværfagligt. Som det
hedder i fagets læreplan beskæftiger man sig med ”bærende forestillinger og metoder i de menneskelige og
videnskabelige tilgange til verden”. Dette gøres ”på tværs af de faglige og videnskabelige grænser” på en måde
så eleverne ”sættes i stand til at analysere og forholde sig til forskellige former for viden og værdier i det
globale vidensamfund.” Alt sammen gøres det i den almendannende hensigt at skærpe ”den enkelte elevs
evner til selvstændig kritisk argumentation som et tænkende, oplyst og myndigt menneske.” Præcis sådanne
mål som man indhøster i vellykkede AT-forløb som det ovenfor beskrevne.
 BUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 205: Henvendelse af 17/5-16 fra Mads Rangvid om præsentation af forslag om nyt fag i gymnasiet (anmodning om foretræde for udvalget)
Det nye fag skal have to hovedområder: etik og erkendelse. Ved hjælp af begreber og teorier fra disse områder,
skal eleverne danne sig i mødet med aktuelle nøgleproblemer. Var det ikke fordi det på grund af længden ville
passe så dårligt ind i skemaerne, burde det hedde ’Etik, erkendelse og medborgerskab’.
Blandt gymnasiets obligatoriske fag er der for nuværende kun krav om etiske overvejelser i fagene biologi,
naturvidenskabeligt grundforløb samt religion. De naturvidenskabelige fag har ikke etik i deres faglighed
hvorfor det etiske arbejde her må blive lægmandsarbejde. Hvad religion angår, så er der kun krav om at man
beskæftiger sig med religiøs etik. En fagligt velfunderet behandling af sekulær etik, som forventeligt er det
flertallet af eleverne grunder deres etiske værdier på, findes altså ikke i det moderne gymnasium. Inden for det
etiske område kunne ledespørgsmål være: Hvad er rigtige og forkerte handlinger? Hvordan ved man hvad der
er det gode at gøre? Her ville man arbejde med dominerende etiske positioner: fx regeletik, nytteetik, dydsetik
og nærhedsetik, ligesom man ville lære hvad der er karakteristisk for etiske argumenter.
Fagets erkendelsesmæssige aspekt skal handle om hvilke vilkår og metoder mennesket har for at opnå viden.
Dette område er splittet i to: ‘erkendelsesmåder’ og ‘videns- og erkendelsesområder’.
Ledespørgsmål for arbejdet med ‘erkendelsesmåder’ kunne være følgende: Hvordan får vi viden om verden, og
hvad er fordele og ulemper ved hver af erkendelsesmåderne? Sansning, fornuft, følelse og sprog ville være
erkendemåder man skulle undersøge, men også tro, fantasi og intuition. I hvert fald de sidste to er som
bekendt ganske vigtige for det for tiden brændende ord ’innovation’.
Ledespørgsmål for arbejdet med ‘videns- og erkendelsesområder’ kunne være følgende: Hvilke vidensformer
og erkendelsesområder findes der? Og hvilke erkendelsesmåder er typisk knyttet til områderne? Her ville man
beskæftige sig med forskellen på teoretisk og praktisk viden, privat og offentlig viden, særtræk såvel som
ligheder mellem de forskellige hovedområder: matematik og logik, naturvidenskab, humanvidenskab og
samfundsvidenskab. Men man ville også undersøge det særlige ved tværfaglig videnskab, og se på historie,
kunst og etik som vidensområder.
På grænsen mellem det erkendelsesmæssige og det etiske bør man også arbejde med normer for god
videnskabelig skik: Hvad er god videnskabelig praksis? Hvorfor er god videnskabelig praksis væsentlig for
forskningsprocessen? Emner som plagiat, fagfællebedømmelse, offentlighed og gentagelighed ville være her
være oplagte. God videnskabelig skik er afgørende i et videnssamfund, men langtfra nogen selvfølgelighed,
som flere spektakulære sager de seneste år har vist.
Formuleret så kortfattet kan det alt sammen synes meget abstrakt. Men det er vores erfaring som
filosofilærere at de abstrakte og vanskelige begreber og kategorier faktisk er effektive tænkeredskaber, som
hjælper eleverne med at overskue og begribe en kompleks verden og til at forstå forskelle og ligheder mellem
de øvrige fag.
For det andet bør arbejdet med de to områder, erkendelse og etik, forankres i konkrete, aktuelle
problemstillinger, det som kaldes “epokale nøgleproblemer” af den tyske pædagogiske tænker Wolfgang Klafki.
Epokale nøgleproblemer er emner som berører os alle i en global verden: klima- og miljøspørgsmålet, kunstig
intelligens, digital offentlighed, demokratispørgsmålet og idealer som ytringsfrihed, frihed og retfærdighed. Det
gælder også fænomener som terrorisme, krig og fred, flygtninge- og migrationsspørgsmålet, overvågning, magt
og kontrol, samt modsætningerne mellem tro og viden.
Ganske kort kunne man eksemplificere med et emne som digital offentlighed. Det kunne man behandle både
inden for det erkendelsesmæssige og det etiske område. Hvad angår erkendelse, kunne man fx undersøge de
diskussioner af HPV-vaccinen som florerer på nettet. Ledespørgsmål kunne være: Hvad er forskellen på privat
 BUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 205: Henvendelse af 17/5-16 fra Mads Rangvid om præsentation af forslag om nyt fag i gymnasiet (anmodning om foretræde for udvalget)
og offentlig viden? Hvordan kan vi have tillid til offentlig viden? Hvor velbegrundet er den viden vi finder på
nettet? På det etiske område kunne man undersøge nogle af de mange sager der har været om hævnporno.
Ledespørgsmål kunne være: Hvilke bevæggrunde har de forskellige implicerede haft? Hvad er det etisk forkerte
i sagerne? Hvorfor sker det? Hvordan kan vi etisk vurdere de handlinger vi bevidner? Hvordan bør man
generelt opføre sig på nettet? Beskæftigelse med sådanne emner ville lære eleverne om centrale
erkendelsesmæssige og etiske grundbegreber, og det ville give dem digital dannelse.
Arbejdet med de epokale nøgleproblemer bør så vidt muligt tilrettelægges, så eleverne anspores til at søge at
formulere innovative løsninger. Undervisningen skal give mulighed for at erkende verden med dens lokale og
globale problemer, men netop også være handlings- og løsningsorienteret, så eleverne trænes i at tænke nyt
og sætte almene forbedringer på dagsordenen. Det er ikke mindst dette verdensvendte aspekt som gør at
faget i sin betegnelse kunne have ordet ’medborgerskab’. For
et fag som det her skitserede vil i høj grad
bidrage til elevernes udvikling af en reflekteret og nuanceret forståelse af og indstilling til dem selv og deres
omverden.
Til almendannelsen hører selvsagt også arbejde med litteratur, sprog og kreativitet, samt indsigt i religion og
solide historiske fag, men vi mener at et fag som det her foreslåede vil bidrage væsentligt til det
dannelsesarbejde der handler om frigørelse og myndiggørelse gennem overblik, oplysning og selvstændig
tænkning - eller som der står i Den store danske: "udvikling af borgernes evne til at reflektere over den
enkeltes eget forhold til medmennesker, natur og samfund." Vi opfatter sådan en karakterdannelse som en
nødvendig (ikke tilstrækkelig!) betingelse for individets livsduelighed, frihed og evne til at omgås andre
mennesker, træffe gode valg og indgå i et samfund og et demokrati.
Skal vi lære eleverne at tænke ud af boksen, som mange med god grund gerne vil, skal vi først lære dem at
tænke. Det er en daglig erfaring i filosofifaget at når eleverne enten løfter sig generaliserende og tværfagligt
reflekterende over givne problemstillinger eller søger i dybden til problemernes rødder, så skabes der netop
den slags tankemæssigt overblik og overskud som er nøglen til fantasi, kreativitet og originale løsningsforslag
på udfordringer vi står over for. Når man som elev kan det, oplever man også at besidde en myndig modenhed
som giver overskud til at blande sig i ting og være noget for andre. Sådan et overskud ville det være dejligt at
give eleverne inden for rammerne af et nyt fag der forholder sig til de allermest centrale problemer der møder
os som nation i en global menneskehed. Dét ville være dannelse.
Mads Rangvid, lektor på Gladsaxe gymnasium
Jan Maintz Hansen, lektor, Virum gymnasium
Mikkel Guldhammer Sparsø, lektor, Virum gymnasium
Anders Ølsgaard Larsen, pædagogisk leder, Aarhus akademi
Finn Collin, professor, KU
Søren Harnow Klausen, professor, SDU