Gl. Holte 7. maj 2016
Til medlemmerne af Folketingets Børne- og Undervisningsudvalg.
Ang. den nye fællesfaglige naturfagsprøve.
For over en måned siden, sendte jeg vedhæftede brev til børne- , undervisnings- og ligestillings-
minister Ellen Trane Nørby angående udsættelse af den obligatoriske nye fællesfaglige
naturfagsprøve. Da jeg endnu ikke har hørt noget fra ministeren , tillader jeg mig hermed, at
videresende selv samme brev til jer, da I måske alligevel på et eller andet tidspunkt vil "komme ind
over".
I brevet til ministeren har jeg bl.a. angivet 5 grunde til, at give indførelsen af den nye obligatoriske
fælles naturfagsprøve længere tid til implementering. For at være lidt provokerende kan jeg jo
spørge: Kan I give mig bare ET vægtigt argument for, IKKE at give længere tid?
I øvrigt kan jeg heller ikke forstå, at man fra politisk side totalt har overhørt DLF' indsigelser
angående selv samme emne (se høringssvar af 3. marts 2015 Jour.nr: 201575300/0001 ):
Slutteligt ønsker foreningen at gøre opmærksom på, at det for en succesfuld overgang til nye
prøveformer under alle omstændigheder er helt centralt, at der i god tid stilles den rette viden,
information, materialer og tid til forberedelse til rådighed for de involverede lærere.
Hvorfor er det så vigtigt at gøre prøven obligatorisk allerede fra næste skoleår? Hvorfor må jeg
ikke få lov til at gøre tingene ordentligt i et passende tempo og dermed genfinde entusiasmen?
Med venlig hilsen
TOM STEENBERG
Blovstrød skole, 3450 Allerød