Referat af Spansklærerforeningens foretræde for Børne- og Undervisningsudvalget
Tirsdag den 26. april 2016
Præsentation af delegationen, Astrid Olander, Mikkel Hollænder, Aase Kledal og Irma Kobæk.
Her følger delegationens indlæg:
Begyndersprog sidestilles med fortsættersprog
Foreningens overordnede anke mod reformudspillet kan formuleres i tre pointer:
1. at spansk i stx kan indgår i kunstneriske studieretninger med fx musik, i studieretninger med
samfundsfag, og i hhx kan indgå i studieretninger med international økonomi og afsætning, på
linje med fortsættersprog.
2. at eleverne får retskrav på at kunne få et spansk og andre begyndersprog uden for
studieretning, også som femte A-niveaufag.
3. at spansk ikke udelukkende indgår i supersproglige studieretninger, da det ikke nødvendigvis er
her elevernes interesse ligger.
Studieretninger
Det er uhensigtsmæssigt at fjerne begyndersprog fra fx studieretninger med samfundsfag. Vi har
gode erfaringer med spansk i samfundsvidenskabelige studieretninger, hvor eleverne tilegner sig
et andet udsyn og kan udnytte den viden om helt andre kulturområder, som de kan få igennem
studiet af begyndersprog som spansk - og også kinesisk.
Det er med til at give vores elever en særlig "kant", så de kan differentiere sig i forhold til andre,
der mestendels fokuserer på euro-centriske problemstillinger. Denne kulturforståelse ift andre
verdensdele og sprogområder er væsentlig.
Vores elever i mødet med de spansktalende kulturer, får rig mulighed for at få egen kultur,
samfund, samfundsformer og skikke sat i perspektiv.
Almen dannelse
Spansk og andre fremmedsprog er led i en moderne dannelsesrejse, og man bliver både dannet og
uddannet af at lære fremmedsprog. Sprogstudier giver både kulturel indsigt og en nuanceret
menneskeforståelse, og man bliver opmærksom og lærer at afkode andre menneskers
kommunikation. Fremmedsprog bliver dermed også en berigelse.
Vi er med på, at gymnasieeleverne skal blive bedre til at kommunikere både mundtligt og skriftligt,
men det er stadig vigtigt at have den kulturelle, samfundsmæssige og litterære side med.
Erhvervslivet
En fjerdedel al af landets virksomheder, siger, at de har oplevet store vanskeligheder i
forhandlingssituationer pga. manglende fremmedsproglige kompetencer, som har direkte
økonomiske konsekvenser, det er ikke holdbart. Vi henviser i den forbindelse til, at
Udenrigsministeriet d. 12.4.2016 anbefaler større åbenhed over for de øgede
samhandelsperspektiver de såkaldte 2. bølge-økonomier, der bl.a. omfatter de latinamerikanske
lande fx Mexico, som har stor økonomisk fremgang. Potentialet for øget dansk eksport til Mexico
skønnes fx at udgøre mindst 1. milliard frem til 2020 – en eksportfremgang på 18 %!