Børne- og Undervisningsudvalget 2015-16
BUU Alm.del Bilag 169
Offentligt
Udtalelse fra Gymnasieskolernes Musiklærerforening
Gymnasieskolernes Musiklærerforening mener, at Regeringens Gymnasieudspil er fornuftigt for STX, men
man har overset nogle uhensigtsmæssigheder i HF-udspillet.
Gymnasieskolernes Musiklærerforening glæder sig over, at musik har en fremtrædende rolle i regeringens
udspil til en ny gymnasiereform. Det er dog uheldigt, at fagrækken er så indsnævret i studieretningerne, at
der reelt kun er ét ledigt valgfag tilbage. Udbuddet af valgfag er med til at fastholde og sikre en højere grad
af almen dannelse.
Gymnasieskolernes Musiklærerforening glæder sig over, at den nye uddannelseslov tillader at læse fag på
tværs af uddannelser, og at faget ”musik og lydproduktion” permanentgøres på HTX. Musiklærerforeningen
så gerne at man gør faget tilgængeligt på både HTX og HHX.
Gymnasieskolernes Musiklærerforening mener, at det er
uhensigtsmæssigt at droppe det praktisk/musiske
fag som obligatorisk fag på HF i forhold til aftagerinstitutionerne, fastholdelse og ønsket om mere innovation
i uddannelsen.
Mere dansk, matematik, et ekstra naturvidenskabeligt fag og et voldsomt stort timetal til
praktik/projektforløb (115 timer!) på bekostning af det praktisk/musiske fag og idræt, vil øge fraværet og
dette vil i sidste ende føre til større frafald på HF.
De praktisk/musiske fag giver eleverne faglige kompetencer såsom forståelse for kreative processer, overblik
over kulturhistorien og kritisk stillingtagen til kunst, der gør dem i stand til at navigere i et stadig mere
komplekst kultursamfund. Ligeledes dyrkes personlige kompetencer som performativitet, refleksion over
egen praksis, koncentration og selviscenesættelse. Fagene er innovative og spreder liv, glæde, fantasi og
kreativitet på skolen og igennem bidrag til morgensamlinger, koncerter, musicals, orienteringsaftener, åbent
hus, dramacaféer, dimissioner, kunstudstillinger m.v. skabes skolekultur og sammenhold, hvilket i høj grad
bidrager til at reducere frafaldet.
Regeringens HF reformudspil indsnævrer 2.årigt HF til studieretninger, hvilket vil kræve større mobilitet fra
de studerende og reelt betyde, at færre vil vælge en HF uddannelse. HF studerende vil falde ud af
uddannelsessystemet i stedet for at tage en alternativ uddannelse. Indsnævringen vil også betyde, at mange
mindre gymnasier i provinsen ikke kan oprette B-niveau i praktisk/musiske fag m.fl.
En meget populær fagkombination for skolelærere er at vælge musik og idræt som linjefag. Det kan
imidlertid ikke længere lade sig gøre med regeringens HF-udspil, da det ikke er muligt at løfte begge fag fra
0- til B-niveau. Det er en strukturel blindgyde.
HF reformudspillet overser, at den 2 årige HF-uddannelse, mere end nogle andre ungdomsuddannelser, har
brug for at forme og danne mennesker. I Udspillet ligner 2.årigt HF mere et adgangskursus end en egentlig
uddannelse, hvilket er en forfejlet strategi. De praktisk/musiske fag er med til at gøre folk kreative og
indlevende, og samtidig er de med til at humanisere og skabe mennesker og dygtiggøre folks
kommunikative kompetencer. Egenskaber man specielt har brug for, hvis man vil være politibetjent,
sygeplejerske, terapeut, lærer, pædagog m.v.