Børne- og Undervisningsudvalget 2015-16
BUU Alm.del Bilag 164
Offentligt
N O T AT
7. april 2016
Analyser vedr. rekruttering og fastholdelse af lærere i folkeskolen
Mange analyser peger på, at der er problemer med både fastholdelse og rekruttering
af lærere i folkeskolen. KL’s egen spørgeskemaundersøgelse blandt de kommunale
skoleforvaltninger viser, at 79 af 98 kommuner oplever rekrutteringsproblemer.
Dette understøttes af Danmarks Lærerforenings undersøgelser og de tilbagemeldin-
ger, foreningen får. Derudover viser en analyse fra AE-rådet, at der er 17.000 ud-
dannede folkeskolelærere, der ikke arbejder i folkeskolen. Mange uddannede lærere
vælger folkeskolen fra og søger job i andre brancher eller på private friskoler. Lige-
ledes er optaget og gennemførselsprocenten på læreruddannelsen for lav.
Der har været et stærkt mediemæssigt og politisk fokus på problematikken om læ-
rermanglen og rekrutterings- og fastholdelsesproblematikkerne i folkeskolen gen-
nem det seneste halve år.
Danmarks Lærerforening har udgivet Pjecen ”Folkeskolens rekrutteringsproble-
mer”, som samler op på den omfattende dokumentation på lærermangel og kompe-
tenceflugt og peger på, at der er brug for en national indsats.
Læreren er den vigtigste faktor for kvaliteten af elevernes undervisning og dermed
også deres skolegang. Det er derfor afgørende at sørge for, at lærerne forbliver i
folkeskolen samt at sikre, at der fortsat vil blive uddannet nye dygtige lærere, der har
lyst til at arbejde i folkeskolen.
Den nuværende situation, hvor der er lærermangel og rekrutteringsproblemer i hele
landet, har affødt en række problematikker. Bl.a. øget brug af ikke-læreruddannede
vikarer i folkeskolen.
Problematikken kræver andre løsninger end de, der bliver foreslået af KL – f.eks.
’bare’ at uddanne flere lærere. Der er sandsynligvis brug for en bred vifte af initiati-
ver. Som et led i arbejdet med at afhjælpe rekrutterings- og fastholdelsesproblemer-
ne i folkeskolen og finde løsningsforslag er der derfor brug for ny og systematiseret
viden.
Nedenfor skitseres en række mulige analyser og undersøgelser, som kan bidrage
med viden om, hvilke bevæggrunde og årsagssammenhænge der er for kompetence-
flugten fra folkeskolen, og hvordan vi bedre afhjælper denne.
Side 1 af 2
BUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 164: Henvendelse af 13/4-16 fra Danmarks Lærerforening om analyser vedr. rekruttering og fastholdelse af lærere i folkeskolen
1620905_0002.png
Tilbagerekruttering til folkeskolen
Der er i dag 17.000 læreruddannede, som af den ene eller anden grund har valgt
folkeskolen fra og arbejder i andre brancher. Der er brug for viden om, hvorfor de
har valgt at forlade folkeskolen, og hvad der skal til for, at de pågældende personer
vil vende tilbage til folkeskolen.
Spørgeskemaundersøgelse blandt lærere, der har forladt folkeskolen
Undersøgelsen har til formål at afdække:
- Hvad er de primære årsager til, at lærere vælger at forlade folkeskolen?
- Hvor vælger lærerne at søge hen?
- Hvad der skal til, for at de pågældende lærere vil vende tilbage til folkesko-
len?
Opfølgende kvalitativ analyse på baggrund af spørgeskemaundersøgelsen
Den viden, som spørgeskema undersøgelsen bidrager med, kan kvalificeres gennem
opfølgende fokusgruppeinterview, hvor der fokuseres på, hvordan en tilbagerekrut-
tering til folkeskolen kunne finde sted, og hvilke initiativer der evt. kunne afhjælpe
overgangen til folkeskolen.
Med undersøgelsen vil alle parter kunne opnå viden om, hvad der skal til for at få
allerede uddannede lærere til at vende tilbage til folkeskolen og reducere afgangen.
Fastholdelse af lærere i folkeskolen
Der ses en tendens til, at lærere forlader folkeskolen. Folkeskolen har ikke råd til at
undvære den ressource. Hvis det skal undgås, er det afgørende, at (erfarne og ambi-
tiøse) lærere bliver fastholdt i folkeskolen.
Kvalitativ analyse af hvordan lærere bedre fastholdes i folkeskolen
Denne undersøgelse vil kunne afsøge, hvad der gør, at lærere bliver i folkeskolen.
- Hvad kendetegner et godt arbejdsliv som lærer?
- Hvad gør det at være lærer til et job, man har lyst til at blive ved med at ha-
ve?
- Hvad fastholder og tiltrækker?
Analysen skal samtidig belyse hvad der frustrerer og frastøder, i arbejdslivet som
lærer.
- Hvor er der barrierer og frustrationer, der kan forhindre, at man har lyst til
at blive ved med at være lærer?
- Hvad skal der til for at afhjælpe barriererne?
Kort sagt: Hvad skal bevares og styrkes i arbejdslivet som lærer, hvilke barrierer skal
nedbrydes, og hvilke nye tiltag skal der til, for at lærerne i folkeskolen fortsat vil
være lærere.
Side 2 af 2