Risskov, den 7. oktober, 2015
Åbent brev til:
Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen
Indenrigs- og Socialminister Karen Ellemann
Folketingets Beskæftigelsesudvalg
Folketingets Social- og indenrigsudvalg
Kontanthjælpsudspil bringer unge i yderligere armod
Kontanthjælpsloft, lavere ydelse til unge under 30 år, 225 timers arbejdskrav og ingen ret til ferie.
Regeringens begrundelsen er, at en større forskel på kontanthjælp og lønindkomst vil få flere i arbejde. Det
vil ikke bringe unge med særlige behov nærmere arbejdsmarkedet. Det vil blot bringe dem i permanent
fattigdom.
Det er med stor bekymring på vegne af unge med særlige behov, at Ligeværd har noteret sig regeringens
kontanthjælpsudspil. Det er vores opfattelse, at udspillet ikke vil bringe de unge nærmere arbejdsmarkedet.
Det vil blot forarme og marginalisere dem yderligere – gøre dem endnu mere udsatte end de allerede er.
Ligeværd har meget svært ved at se det moderne i at forarme en gruppe unge, der i forvejen har en urimeligt
hård kamp og dagligdag for at finde deres plads i uddannelsessystemet, på arbejdsmarkedet, på boligmarkedet
og i tilværelsen generelt.
Det er vores opfattelse, at udspillet hviler på en helt forkert præmis gennem påstanden om, at blandt andre
disse unge, og sådan må det nødvendigvis forstås for at give mening i udspillet, ikke ønsker at arbejde, fordi
forskellen mellem kontanthjælp og lønindkomst er for lille.
Vi der arbejder tæt med unge med særlige behov ved, at forskellen mellem kontanthjælp og lønindkomst vil
gøre en verden til forskel i deres økonomi og dagligdag. Vi ved også, at de unges store drøm er netop at få et
arbejde som alle andre og blive en ligeværdig del af fællesskabet. Problemet er, at de ikke kan få lov. Vi
konstaterer igen og igen, at de unge i den grad står til rådighed for arbejdsmarkedet, men at arbejdsmarkedet
ikke står til rådighed for dem. Vi opfatter det som en upassende arrogance, at omtale blandt andre disse som
en gruppe, der ikke ønsker et arbejde, og derved bruge dem som en del af argumentationen for
kontanthjælpsudspillets indhold.
De forringelser af økonomien, som unge med særlige behov også vil blive ramt af, vil yderligere vanskeliggøre
det for dem at få en værdig bolig de kan betale. Det vil gøre det vanskeligere for dem at få skabt en base, et
hjem, for at finde deres plads i fællesskabet – herunder arbejdsmarkedet.
Et moderne kontanthjælpsudspil ville have haft et helt andet fokus på at hjælpe disse unge i stedet for at
lægge flere sten på deres vej og presse dem yderligere økonomisk. Vi der arbejder med de unge, på Ligeværds
skoler og uddannelsessteder og i Ligeværds foreninger, ved at det der hjælper er en helhedsorienteret indsats
med fokus på den rette uddannelsesmæssige indsats, en målrettet beskæftigelsesindsats, en helhjertet støtte
til at fremskaffe boliger og fritidsmuligheder for de unge.
Ligeværd:
Vejlbjergvej 8 A
8240 Risskov
Tlf. 86 20 85 70
www.ligevaerd.dk
LL - Landsforeningen Ligeværd
UFL - Unge for Ligeværd
FUS - Foreningen af Uddannelsessteder
DHI - Netværket Den Helhedsorienterede Indsats
BUS - Bo- og Udviklingsfonden for borgere med særlige behov
SL - Skolesammenslutningen Ligeværd