Beskæftigelsesudvalget 2015-16
BEU Alm.del Bilag 47
Offentligt
1567841_0001.png
Vi repræsenterer til sammen 545.000 medlemmer
Fakta om atypisk beskæftigede
Atypisk beskæftigede øger fleksibilitet og vækst
Danmark har et fleksibelt arbejdsmarked – blandt andet takket være de atypisk
beskæftigede, defineret som alle andre end tidsubegrænsede fuldtidsansatte.
Arbejdsgiverne kan hyre den arbejdskraft/kompetence, der er behov for, i det antal
timer og på det tidspunkt, der er behov for den, og dermed bidrager de atypisk
beskæftigede til yderligere innovation og vækst i danske virksomheder. Samtidig
kan flere sammensætte en meningsfuld beskæftigelse ved at levere arbejdskraft
til flere forskellige virksomheder frem for kun at tænke i en 37-timers fastansættelse.
Der bliver flere atypisk beskæftigede
Ifølge FAOS er andelen af atypisk ansatte i Danmark øget. Vi ser flere deltids-
ansættelser og mere tidsbegrænset arbejde, og andelen af ATP-pligtige
honorarmodtagere er ifølge Danmark Statistik i voldsom vækst. Endvidere
viser tal fra Beskæftigelsesministeriet, at der i 2013 var 62.000 i Danmark
med indkomst både som lønmodtager og selvstændig – såkaldte kombinatører.
Atypisk beskæftigede udgør i dag ifølge Forskningscenter for Arbejdsmarkeds-
og organisationsstudier (FAOS) op mod 25% af arbejdsstyrken.
(Kilde: Beskæftigelsesudvalget 2012-13 BEU Alm.del Bilag 86)
Barrierer for atypisk beskæftigelse i dagpengesystemet
De atypisk beskæftigede oplever i stigende grad begrænsninger og uforudsete
problemer i forhold til dagpengesystemet. Der resulterer bl.a. i en lavere
forsikringsgrad. De mange særregler og individuelle skøn er administrativt dyrt
for a-kasserne, og for den enkelte begrænser de usikre rettigheder incitamentet
til fortsat at påtage sig enhver beskæftigelse – også når den er atypisk. Barriererne
får dermed direkte indflydelse på muligheden for at opretholde og udbygge en
høj fleksibilitet med optimale jobmatch på arbejdsmarkedet.
Hvorfor er en høj forsikringsgrad vigtig?
En stærk arbejdsløshedsforsikring med en høj forsikringsgrad er med til at sikre
til et fleksibelt arbejdsmarked med høj mobilitet. Hvis dagpengesystemet som
sikkerhedsnet skal understøtte mobilitet og fleksibilitet, er det vigtigt, at forsikringen
opfattes som attraktiv på tværs af fag, alder og beskæftigelsesform.