BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 151: Grund- og nærhedsnotat vedr. EU-Kommissionens forslag til ændring af direktiv 96/71/EF af 16. december 1996 om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser, fra beskæftigelsesministeren

Beskæftigelsesudvalget 2015-16
BEU Alm.del Bilag 151
Offentligt

NOTAT

29. marts 2016

Grund- og nærhedsnotat til Folketingets Europaud-

valg om forslag til ændring af direktiv 96/71/EF af

16. december 1996 om udstationering af arbejdsta-

gere som led i udveksling af tjenesteydelser.

KOM(2016) 128 endelig

1. Resumé

EU-Kommissionen har den 8. marts 2016 fremsat forslag til Europa-Parlamentets

og Rådets ændring af direktiv 96/71/EF af 16. december 1996 om udstationering af

arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser. KOM(2016) 128 endelig.

Formålet med forslaget er at sikre lige konkurrencevilkår mellem udstationerende

og lokale virksomheder i værtslandet blandt andet ved at indføre et princip om, at

samme arbejde på samme sted bør aflønnes på samme måde.

Den væsentligste ændring i forhold til de gældende regler er forslaget om at fjerne

henvisningen til ”mindsteløn” og i stedet indsætte en bestemmelse om, at den ud-

stationerede skal sikres ”aflønning”, som omfatter alle lønelementer, som er gjort

obligatoriske i henhold til lov, administrative bestemmelser eller alment gældende

overenskomster. Hvis der ikke findes en ordning til konstatering af, at kollektive af-

taler finder generel anvendelse, kan overenskomster indgået efter art. 3, stk. 8 i di-

rektivet lægges til grund.

Derudover indeholder forslaget en 24 måneders overgrænse for udstationering, før

værtslandets regler finder anvendelse, samt mulighed for at stille forpligtelser over

for underleverandører i forhold til hvilket niveau af forpligtelser, de kan blive un-

derlagt for at sikre deres ansatte. Endelig indeholder forslaget et krav om, at nati-

onale bestemmelser om vikararbejde finder anvendelse, når udenlandske vikarbu-

reauer udstationerer vikarer, samt en forpligtelse til at offentliggøre obligatoriske

lønelementer på det nationale websted, som medlemsstaterne allerede er forpligtet

til at oprette i medfør af håndhævelsesdirektivet.

2. Baggrund

EU-Kommissionen har ved KOM(2016) 128 endelig af 8. marts 2016 fremsat for-

slag til Europa-Parlamentets og Rådets ændring af direktiv 96/71/EF af 16. decem-

ber 1996 om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydel-

ser.

Det fremgår af Kommissionens arbejdsprogram for 2016, at Kommissionen vil fo-

reslå en ”målrettet” revision af udstationeringsdirektivet. Kommissionen ønsker

med revisionen at modvirke social dumping og at modvirke ”brain drain” ved, at

det slås fast i direktivet, at udstationerede lønmodtagere skal sikres ”lige løn for

samme arbejde på samme arbejdsplads”.

Udstationering af arbejdstagere forekommer, når tjenesteydelser udbydes på tværs

af grænserne i det indre marked. En udstationeret arbejdstager er ansat i én EU-

J.nr. 2016-1862

CAL/CAIJ

BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 151: Grund- og nærhedsnotat vedr. EU-Kommissionens forslag til ændring af direktiv 96/71/EF af 16. december 1996 om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser, fra beskæftigelsesministeren

medlemsstat, men sendes af sin arbejdsgiver midlertidigt ud for at arbejde i en an-

den medlemsstat.

Udstationering af arbejdstagere anvendes især i bygge- og anlægssektoren, i frem-

stillingsindustrien og i servicesektoren i forbindelse med personlige tjenesteydelser

(uddannelse, sundhed og sociale foranstaltninger) og forretningsservice (admini-

strative, liberale og finansielle tjenesteydelser).

Mellem 2010 og 2014 steg antallet af udstationeringer med næsten 45 pct. I 2014

var der ca. 1,9 mio. udstationerede arbejdstagere i andre EU-lande.

I EU-retten er der fastsat en række obligatoriske regler vedrørende arbejds- og an-

sættelsesvilkår, der skal anvendes på udstationerede arbejdstagere. Disse regler er

fastsat ved direktiv 96/71/EF, der blev vedtaget i 1996, og udgør rammen for den

frie udveksling af tjenesteydelser og beskyttelse af udstationerede arbejdstagere og

dermed at sikre lige konkurrencevilkår mellem udenlandske og lokale virksomhe-

der.

Ved direktivet fra 1996 er det fastsat, at selv om arbejdstagere, der er udstationeret

i en anden medlemsstat, stadig er ansat af den udsendende virksomhed og derfor

omfattet af den pågældende medlemsstats lovgivning (Rom-konventionen), har ar-

bejdstagerne en lovfæstet ret til et sæt af minimumsrettigheder i den medlemsstat,

hvor opgaven udføres.

De beskyttede minimumsrettigheder omfatter:



mindsteløn, herunder overtidsbetaling



maksimal arbejdstid og minimal hviletid



mindste antal betalte feriedage pr. år



betingelser for at stille arbejdstagere til rådighed, herunder via vikarbu-

reauer



sikkerhed, sundhed og hygiejne på arbejdspladsen



beskyttelsesforanstaltninger for gravide og børn og unge



ligebehandling samt andre regler om ikke-forskelsbehandling

Direktivet omfatter ikke regler om social sikring. Bestemmelserne om social sik-

ring findes i forordning (EF) nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikrings-

ordninger.

I 2014 blev direktiv 2014/67/EU (det såkaldte håndhævelsesdirektiv) vedtaget.

Formålet med direktivet er at styrke den praktiske anvendelse af bestemmelserne

om udstationering af arbejdstagere ved at behandle problemer i forbindelse med

svig og omgåelse af regler samt forbedre udvekslingen af oplysninger mellem med-

lemsstaterne. Således supplerer de to direktiver hinanden.

Håndhævelsesdirektivet giver ikke nye rettigheder for udstationerede, men giver de

nationale myndigheder værktøjer til at sondre mellem reel udstationering og mis-

brug og omgåelse. Myndighederne i en modtagende medlemsstat kan f.eks. anmo-

de myndighederne i den udsendende medlemsstat om at kontrollere, om den udsta-

tionerende virksomhed reelt udøver væsentlige aktiviteter ud over udelukkende

administrative aktiviteter i det pågældende land. Om udstationerede arbejdstagere

er ansat i det pågældende land, er et af de relevante kriterier, som kan indgå i myn-

dighedernes vurdering af, om en virksomhed er reelt etableret.

Medlemsstaterne skal have gennemført håndhævelsesdirektivet inden den 18. juni

2016. Beskæftigelsesministeriet har sendt et lovforslag i høring, og det forventes

fremsat og vedtaget i indeværende samling.

Hjemmelsgrundlag

Forslaget er fremsat med hjemmel i TEUF artikel 53 (1) og artikel 62 og omfattet

af den almindelige lovgivningsprocedure.

3. Formål og indhold

Kommissionen har blandt andet begrundet forslaget med, at arbejdsmarkedssituati-

onen i EU i høj grad har ændret sig siden 1996. Dels er det indre marked vokset de

sidste to årtier, dels er lønforskellene blevet større, hvilket giver incitamenter til at

bruge udstationering til at udnytte disse forskelle. Ifølge Kommissionen er de lov-

rammer, der blev indført med direktivet fra 1996, ikke længere egnede til de nye

realiteter. Eftersom udsendende virksomheder kun skal leve op til mindstelønsni-

veauet i værtslandet, giver dette ifølge Kommissionen ofte markante lønforskelle

mellem udstationerede og lokale arbejdstagere, især i medlemsstater med relativt

høje lønninger. Udstationerede arbejdstagere tjener op til 50 % mindre end lokale

arbejdstagere i nogle sektorer og medlemsstater.

Kommissionen har endvidere begrundet forslaget med, at store lønforskelle giver

ulige konkurrencevilkår for virksomhederne og på den måde underminerer det in-

dre marked. Det er derfor nødvendigt at opdatere reglerne om udstationering af ar-

bejdstagere, så de svarer til de aktuelle økonomiske og sociale forhold.

Revisionen vil desuden give mulighed for at skabe bedre sammenhæng med anden

EU-lovgivning, der er vedtaget efter direktivet fra 1996. Der er et vist misforhold

mellem det eksisterende direktiv og andre EU-retsakter såsom forordning (EF) nr.

883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger og direktivet om vikar-

arbejde. Hvis relevante bestemmelser tilpasses hinanden, bliver reglerne meget kla-

rere for virksomhederne, håndhævelsesorganerne og arbejdstagerne.

Med initiativet ønsker Kommissionen at skabe en stærkere ramme for udstatione-

ring i EU og på den måde fremme et mere fair og dybere indre marked.

Forslaget indeholder følgende elementer:

Udvidet anvendelsesområde

Forslaget indeholder en bestemmelse om at udvide direktivets anvendelsesområde

til alle økonomiske sektorer udover de aktiviteter, som er angivet i bilaget til direk-

tivet og som i dag alene omfatter bygge- og anlægssektoren.

Udstationering udover 24 måneder

Forslaget indeholder en ny bestemmelse om, at udstationeringer, som forventes el-

ler faktisk varer udover 24 måneder, bliver omfattet af værtslandets regler. Vært-

landets regler kommer som udgangspunkt til at gælde, medmindre der er foretaget

et andet lovvalg af arbejdsgiver og arbejdstager. Dog kan et lovvalg ikke medfore,

at værtslandets beskyttelsesregler fraviges til ugunst for arbejdstageren.

Aflønning af udstationerede arbejdstagere

Forslaget indeholder en ændret bestemmelse om sikring af ”mindsteløn” til den ud-

stationerede. Det foreslås i stedet, at udstationerede arbejdstagere skal have ret til

en ”aflønning”, som omfatter alle de bestanddele af aflønning, som er gjort obliga-

toriske i henhold til national lov eller administrative bestemmelser, kollektive afta-

ler eller voldgiftskendelser, der finder generel anvendelse. Hvis der ikke findes en

ordning til konstatering af, at kollektive aftaler eller voldgiftskendelser finder gene-

rel anvendelse, kan overenskomster indgået efter artikel 3, stk. 8, i det gældende di-

rektiv lægges til grund.

Således vil aflønningen ikke kun omfatte mindstelønnen, men også andre lønele-

menter, som er gjort obligatoriske.

Medlemsstaterne forpligtes til at offentliggøre obligatoriske lønelementer på det

nationale websted, som medlemsstaterne allerede er forpligtet til at oprette i medfør

af håndhævelsesdirektivet.

Den gældende bestemmelse i direktivets artikel 3, stk. 1, sidste sætning, hvoraf det

fremgår, at løn defineres i overensstemmelse med national praksis i den medlems-

stat på hvis område arbejdstageren er udstationeret, er ikke bibeholdt i forslaget,

men er i stedet erstattet med en betragtning om, at det henhører under medlemssta-

tens kompetence at fastsætte bestemmelser om aflønning i overensstemmelse med

national lovgivning og praksis. Det fremgår dog samtidig af betragtningen, at

”imidlertid skal nationale bestemmelser om aflønning af udstationerede arbejdsta-

gere være begrundet i behovet for at beskytte udstationerede arbejdstagere, og de

må ikke uforholdsmæssigt begrænse den grænseoverskridende levering af tjeneste-

ydelser”.

Forslaget indeholder ikke ændringer i bestemmelsen i udstationeringsdirektivet (ar-

tikel 3 (8)), som giver lande uden erga omnes eller lovfastsat mindsteløn mulighed

for at bruge en anden mekanisme for fastsættelse af løn.

Underleverandører

Forslaget giver medlemsstaterne mulighed for at fastsætte, at en virksomhed (ho-

vedkontrahenten) kun kan indgå aftale med en underleverandør, der garanterer sine

ansatte den samme løn, som hovedentreprenøren giver sine ansatte. En medlems-

stat kan kun indføre et sådant krav, hvis det gøres på en ikke-diskriminerende må-

de, dvs. den samme regel skal gælde for både indenlandske og grænseoverskriden-

de underkontrahenter. En medlemsstat vil kunne vælge at anvende de samme be-

stemmelser om aflønning, som gælder for hovedkontrahenten i forhold til udstatio-

nerede arbejdstagere, også selv om bestemmelserne stammer fra kollektive over-

enskomster, der ikke finder generel anvendelse.

Vikarer

Forslaget indeholder en bestemmelse om, at udstationerede vikarer skal sikres de

samme rettigheder, som gælder værtsstatens vikarer i henhold til artikel 5 i vikardi-

rektivet. Som en konsekvens foreslås det samtidig, at art. 3, stk. 9, i udstatione-

ringsdirektivet ophæves, hvorefter en medlemsstat kan fastsætte bestemmelser,

som skal sikre, at udstationerede vikarer får de samme vilkår, som nationale vika-

rer.

4. Europarlamentets udtalelser

Europa-Parlamentet skal i henhold til TEUF art. 294 høres. Der foreligger endnu

ikke en udtalelse og tidspunktet for Europa-Parlamentets behandling kendes endnu

ikke.

5. Nærhedsprincippet

Kommissionen har anført, at en ændring af det eksisterende direktiv kun kan ske gen-

nem vedtagelsen af et nyt direktiv.

Regeringen finder, at der er behov for at få afklaret, hvorvidt medlemsstaternes kom-

petence til at definere aflønning og vilkår for vikarer berøres eller begrænses af for-

slaget. Det er derfor afgørende at få bibeholdt en eksplicit passus i direktivet om, at

løn defineres i overensstemmelse med national praksis, således at det nationale råde-

rum ikke begrænses.

6. Gældende dansk ret

Udstationeringsdirektivet (direktiv 96/71/EF af 16. december 1996) er implementeret

ved lov om udstationering af lønmodtagere m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 342 af 3.

april 2014 med senere ændring.

Bortset fra tilrådighedsstillelse af arbejdstagere og løn er de øvrige kerneområder, der

er opregnet i direktivet, reguleret i arbejdsmiljølovgivningen, lov om gennemførelse

af dele af arbejdstidsdirektivet, ferieloven, ligebehandlingsloven, ligelønsloven, for-

skelsbehandlingsloven og funktionærloven.

Derimod er løn i Danmark reguleret via de kollektive overenskomster. I Danmark

gælder overenskomsterne kun for de parter, som har indgået dem, eller som har til-

trådt dem. I forhold til løn og arbejdsvilkår i forbindelse med udstationeret arbejds-

kraft er udstationeringsdirektivets mindstelønsbestemmelse ikke udnyttet i forbindelse

med implementeringen af udstationeringsdirektivet. Udstationeringslovens § 6 a fast-

sætter rammerne for anvendelse af kollektive kampskridt til støtte for indgåelse af kol-

lektive overenskomster med udenlandske tjenesteydere, der udstationerer lønmodtage-

re til Danmark. Det er dermed overladt til arbejdsmarkedets parter at regulere lønvil-

kår via kollektiv overenskomst også for udstationerede lønmodtagere.

Der er som udgangspunkt ikke nogen fast øvre grænser for, hvor længe en virksom-

hed kan udstationere en lønmodtager, og dermed hvor længe lønmodtageren alene er

omfattet af minimumsrettigheder i værtslandet, som der er henvist til i udstatione-

ringsdirektivet.

7. Konsekvenser

Der kan blive behov for at foretage visse ændringer i lov om udstationering af løn-

modtagere mv.

På det foreliggende grundlag, vurderes meget foreløbigt at forslaget medfører ad-

ministrative konsekvenser under 4 mio. kr. årligt. Konsekvenserne kan ikke kvali-

ficeres yderligere på nuværende tidspunkt.

Forslaget vil eventuelt kunne få betydning for danske virksomheder, som udstatione-

rer ansatte til øvrige EU-lande, idet forslaget blandt andet kan medføre, at virksomhe-

der får yderligere forpligtelser, herunder lønelementer, som er gjort obligatoriske i an-

dre medlemslande.

8. Høring

Forslaget har været sendt i høring i EU Specialudvalget vedrørende Arbejdsmarkedet

og Sociale Forhold med frist den 18. marts 2016. Der er modtaget svar fra Dansk Ar-

bejdsgiverforening (DA), et fællesbrev fra Landsorganisationen i Danmark (LO), FTF

og Akademikerne, samt svar fra Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) og KL.

DA finder generelt, at forslaget giver EU-medlemslandene muligheder for at fastsæt-

ter regler, der vil kunne begrænse virksomhedernes muligheder for at udstationere an-

satte til andre EU-lande, og at forslaget derfor kan medvirke til at begrænse mobilite-

ten i Europa til skade for EU’s konkurrenceevne.

DA finder derudover, at der er behov for at sikre, at forslaget ikke kommer til at be-

grænse medlemsstaternes kompetence til at fastlægge aflønning, og DA stiller dermed

spørgsmål ved, om forslaget overholder nærhedsprincippet. DA henviser til, at forsla-

get ikke indeholder formuleringen fra det gældende direktiv om, at ”I forbindelse med

dette direktiv defineres begrebet mindsteløn, jf. stk. 1, litra c), i overensstemmelse

med national lovgivning og/eller praksis i den medlemsstat, på hvis område arbejdsta-

geren er udstationeret”. Formuleringen af erstattet af en mere uklar bestemmelse om

forståelsen af ”aflønning”.

DA henviser til, at formuleringen i det gældende direktiv ligger til grund for be-

stemmelsen i udstationeringslovens § 6 a, som blev udarbejdet efter drøftelser med

arbejdsmarkedets parter som opfølgning på EU-Domstolens afgørelse i Laval-

sagen. Bestemmelsen fastlægger, hvilke lønkrav en organisation kan stille på

grundlag af en overenskomst, som klart specificerer, hvad en udenlandsk tjeneste-

yder skal betale, og fastslår desuden, hvilket lønkrav en fagforening kan konflikte

for. Bestemmelsen i § 6 a, berører grundlæggende elementer i den danske aftale-

model, nemlig den aftalebaserede løndannelse og rammerne for at udøve konflikt-

retten til støtte for overenskomstkrav. Det er derfor afgørende for DA, at det sikres,

at forslaget ikke berører medlemsstaternes kompetence til at fastsætte indholdet af

lønbegrebet og ikke medfører ændringer i udstationeringslovens § 6 a.

DA opfordrer derfor til, at den hidtidige bestemmelse om medlemsstaternes kom-

petence i forhold til definition af lønbegrebet opretholdes. Hvis ikke bestemmelsen

opretholdes, mener DA ikke at nærhedsprincippet er overholdt. Hvis ikke det er

muligt at få bindende tilsagn fra Kommissionen om at opretholde den gældende

formulering om national kompetence i forhold til definition af løn, opfordrer DA

regeringen til at samle et tilstrækkeligt antal medlemsstater til at gøre indsigelse

overfor Kommissionen efter proceduren i protokollen om nærheds- og proportiona-

litetsprincippet.

LO, FTF og Akademikerne

LO, FTF og Akademikerne har i et fælles brev overordnet anført, at når EU-

Kommissionen vælger at åbne direktivet, havde organisationerne gerne set, at

Kommissionens forslag fuldt ud ville gennemføre princippet om ”lige løn for lige

arbejde på det samme sted”. Organisationerne henviser til, at princippet fremgik af

DA og LO’s aftale om udstationering fra 1992, der havde følgende formål at: ”ud-

stationerede arbejdstagere, hvad angår løn- og arbejdsforhold, kan få samme ret-

tigheder som danske kolleger beskæftiget med tilsvarende arbejde.”

Organisationerne ser Kommissionens udspil som et kompromis i forhold til den eu-

ropæiske diskussion om udstationeredes rettigheder, som er opstået i kølvandet på

en række afgørelser fra EU-Domstolen, blandt andet Laval-afgørelsen. Som op-

følgning på Laval-afgørelsen foretog man i Danmark - på baggrund af et udred-

ningsarbejde med deltagelse af arbejdsmarkedets parter - en tilpasning af udstatio-

neringsloven med hensyn til konfliktgrundlaget overfor udenlandske tjenesteydere.

Organisationerne støtter fortsat denne løsning, og det er derfor afgørende, at ad-

gangen til at definere lønbegrebet i overensstemmelse med national lovgivning og

praksis opretholdes.

Organisationerne finder, at forslaget på enkelte punkter er i strid med nærheds- og

proportionalitetsprincippet. Det gælder i forhold til medlemsstaternes adgang til at

definere, hvad der nationalt forstås ved ”aflønning”, og adgangen til at fastsætte, at

udstationerede vikarer skal sikres de samme vilkår, der gælder for vikarer i værts-

landet, (jf. bestemmelsen i art. 3, stk. 9, som Kommissionen foreslår afskaffet).

Organisationerne finder det problematisk, at forslaget ikke opretholder den nuvæ-

rende formulering i direktivet om, at løn defineres i overensstemmelse med natio-

nal lovgivning og/eller praksis. Udeladelsen af denne formulering kan indikere, at

der introduceres et nyt EU-retligt lønbegreb, hvis nærmere indhold vil skulle fast-

lægges af EU-domstolen, hvis der opstår tvivl om fortolkningen. Organisationerne

hæfter sig blandt andet ved, at der i betragtning 12 i forslaget er henvist til, at nati-

onale bestemmelser om aflønning af udstationerede arbejdstagere skal være be-

grundet i behovet for at beskytte disse, og at de ikke uforholdsmæssigt må begræn-

se grænseoverskridende levering af tjenesteydelser. Samlet set bevirker det, at der

sker en forskydning af kompetence fra medlemsstaterne over til EU-Domstolen i

relation til at fastlægge betydning af direktivets ”lønbegreb”. Organisationerne fin-

der, at en sådan forskydning af kompetence ikke er nødvendig for at opnå formålet

med forslaget, samt at lønforhold er national kompetence, jf. TEUF art. 153, stk. 5.

Organisationerne finder det afgørende, at forslaget kommer til at indeholde den

gældende formulering om at: ”I forbindelse med dette direktiv defineres begrebet

mindsteløn, jf. stk. 1, litra c), i overensstemmelse med national lovgivning og/eller

praksis i den medlemsstat, på hvis område arbejdstageren er udstationeret”.

Det er ligeledes afgørende at få afklaret, om der er forskel på det lønbegreb, der

følger af § 6 a, i den danske udstationeringslov, og forslagets bestemmelse om af-

lønning.

Organisationerne finder det positivt, at udstationerende vikarer efter forslaget

fremover skal sikres de samme rettigheder, som gælder værtsstatens vikarer i hen-

hold til art. 5 i vikardirektivet. Men organisationerne finder det problematisk, hvis

art. 3, stk. 9, i udstationeringsdirektivet ophæves, hvis det betyder, at medlemssta-

terne ikke længere har mulighed for at ligestille udstationerede vikarer med natio-

nale vikarer for så vidt angår afskedigelsesregler, løn i opsigelsesperioden, regler

om akkumulering af anciennitet, samt regler om information og høring, informati-

on om ledige stillinger og adgang til kollektive faciliteter. Det skal nærmere afkla-

res, hvilke konsekvenser en ophævelse af art. 3, stk. 9, har i forhold til overens-

komsternes vikarbestemmelser.

Organisationerne finder ikke, at forslaget om en udstationerings tidsmæssige ud-

strækning er tilstrækkelig og giver fortsat ikke svar på, hvor længe man kan være

udstationeret, og hvad der ligger i begrebet ”udstationering”. Der er tale om en

lovvalgsbestemmelse, som kun vil få begrænset omfang i forhold til at kunne sikre

ufravigelige danske ansættelsesretlige regler.

I forhold til forslagets bestemmelse, som giver medlemsstaterne mulighed for at

kræve, at en virksomhed kun indgår aftaler med underleverandører, der garanterer

overholdelse af de samme lønvilkår, som førstnævnte virksomhed skal overholde,

bemærker organisationerne, at bestemmelsen synes at være en blåstempling af bru-

gen af arbejdsklausuler i offentlige udbudskontrakter.

KL har som generel bemærkning, at direktivet rejser en række spørgsmål som er

centrale i forhold til den danske arbejdsmarkedsregulering, forhold som i sidste en-

de påvirker prisen på de tjenesteydelser, som kommunerne køber af udenlandske

tjenesteydere. KL mener, at elementer i forslaget skal afklares nærmere. Det gælder

blandt andet de økonomiske konsekvenser af forslaget, når det foreslås udbredt til

alle sektorer og ikke kun bygge- og anlæg. KL har en række spørgsmålet til forstå-

else af EU-Kommissionens forslag om aflønningsbegreb med hensyn til, hvilke

elementer, som omfattes, og hvordan de skal være gjort obligatoriske.

Det er KL’s vurdering, at hvis forslaget skal forstås sådan, at udstationerede skal

kunne påberåbe sig danske overenskomster, uanset at disse ikke er almengjorte, vil

det udgøre en særlig udfordring for Danmark og for mobiliteten i EU.

KL er bekymret for, om forslaget får betydning for EU-Domstolens kompetence i

forhold til at regulere løn og KL henviser til, at EU-traktaten ikke giver domstolen

kompetence hertil. KL stiller desuden spørgsmål ved, om der med implementerin-

gen af håndhævelsesdirektivet i dansk ret vil opfylde den del af forslaget, som for-

pligter medlemslandene til at offentliggøre bestanddele af aflønningen.

Endelig bemærker KL, at KL er imod lovgivning om kædeansvar og henviser til, at

kommuner frit skal kunne vælge, i hvilket omfang, der fastsættes kædeansvar i

kontraktsforhold.

FA er generelt betænkelig ved forslaget og anbefaler, at forslaget afventer imple-

menteringen og evalueringen af håndhævelsesdirektivet, samt at der foretages en

grundig analyse af forslagets konsekvenser i forhold almengørelse af overenskom-

ster og hjemmelsgrundlaget i traktaten. FA finder, at rækkevidden af forslaget – og

særligt bestemmelsen om løn – er uklar, fx med hensyn til, om forslaget forpligter

til at almengøre overenskomster. I givet fald vil det gribe ind i den danske model.

FA finder, at forslaget begrænser den frie bevægelighed og stiller spørgsmål ved,

om forslaget er afbalanceret og proportionalt.

9. Generelle forventninger til andre landes holdninger

Der må forventes uenighed mellem medlemslandene om behovet og hensigtsmæs-

sigheden i en genåbning af direktivet og formålet hermed. På den ene side er der en

række lande, som støtter EU-Kommissionens forslag til en revision af udstatione-

ringsdirektivet, og som ønsker at få fremmet princippet om, at samme arbejde på

samme sted skal aflønnes på samme måde. På den anden side er der er en gruppe

lande – først og fremmest de øst-europæiske lande, som er imod primært fordi, det

begrænser landenes mulighed for lønkonkurrence og kan medføre øget protektio-

nisme.

10. Regeringens foreløbige generelle holdning

Regeringen vurderer, at der med forslagets centrale bestemmelse om vilkår under ud-

stationeringen, fortsat tages højde for, at ikke alle medlemslande har lovregulering af

løn eller almengjorte overenskomster.

Regeringen finder det afgørende, at det nationale råderum for regulering af vilkår,

herunder lønvilkår, ikke begrænses, og at der ikke sker en forskydning af kompe-

tence fra medlemsstaterne til EU-domstolen. Det gælder blandt andet i forhold til at

definere løn. Derfor bør det i lighed med det gældende direktiv fremgå af selve di-

rektivteksten, at løn defineres i overensstemmelse med national praksis i den med-

lemsstat, på hvis område arbejdstageren er udstationeret.

Regeringen finder, at forslaget indeholder en række elementer, som skal afklares yder-

ligere forud for endelig stillingtagen. Det angår blandt bestemmelsen om anvendelse

af værtslandets regler ved udstationering udover 24 måneder og sammenhængen med

reglerne i forordning 883 om social sikring, samt betydningen af at ophæve udstatio-

neringsdirektivets art. 3, stk. 9, om at fastsætte nationale regler som ligestiller udstati-

onerede vikarer med nationale vikarer.

I forhold til forslagets bestemmelse om underleverandører noterer regeringen sig, at

det overlades medlemslandene at tage stilling til, om man vil anvende bestemmelsen.

Endelig er det vigtigt for regeringen, at forslaget ikke medfører øget protektionisme,

der kan bremse vækst og beskæftigelse i EU, herunder i forhold til danske virksomhe-

ders levering af tjenesteydelser på tværs af grænserne.

11. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Sagen har ikke tidligere været forelagt for Folketingets Europaudvalg.