Tilsynet i henhold til grundlovens § 71
Sagsnr.
2016-5194
Doknr.
372767
Dato
11-08-2016
Tilsynet i henhold til grundlovens § 71 har d. 29. juni 2016 stillet følgende spørgsmål
nr. 20 (alm. del) til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet
er stillet efter ønske fra udvalget.
Spørgsmål nr. 20:
”Hvordan adskiller vilkårene for anbringelse på sikrede afdelinger sig for henholdsvis
danske unge og unge uden opholdstilladelse i Danmark, og hvordan bruges de sikre-
afdelinger i forbindelse med behandling af unges ansøgning om opholdstilladelse,
herunder i tilfælde hvor de unge får afvisning på deres ansøgning?”
Svar:
Børn og unge under 18 år kan få ophold på sikrede afdelinger af både strafferetlige og
socialpædagogiske årsager, jf. § 30 i bekendtgørelse nr. 186 af 20. februar 2015 om
magtanvendelse over for børn og unge anbragt uden for hjemmet (magtanvendelses-
bekendtgørelsen).
I det strafferetlige system kan en anbringelse på en sikret afdeling træde i stedet for
varetægtsfængsel (varetægtssurrogat), som led i afsoning af en dom og som led i en
idømt ungdomssanktion. Dette gælder uanset om vedkommende har opholdstilladelse
i Danmark eller ej.
I forhold til ungdomssanktionen er det alderen på gerningstidspunktet, der er afgøren-
de. Afviklingen af ungdomssanktionen kan således strække sig ud over det fyldte 18.
år, ligesom den kan idømmes efter det fyldte 18. år, såfremt dette er formålstjenligt.
I det sociale system kan en anbringelse på en sikret afdeling ske i tilfælde, hvor det er
absolut påkrævet for at afværge, at barnet eller den unge skader sig selv eller andre
eller hvor det i en indledende iagttagelsesperiode er absolut påkrævet for at tilveje-
bringe et grundlag for den videre socialpædagogiske behandling. Det kan også ske i
tilfælde, hvor det på baggrund af den indledende iagttagelsesperiode fastslås, at det
er absolut påkrævet, at der iværksættes et længerevarende behandlingsforløb på en
sikret afdeling.
Endelig gælder, at udlændinge under 15 år uden lovligt ophold landet kan få ophold i
sikret afdeling på baggrund af politiets afgørelse om frihedsberøvelse efter udlændin-
gelovens §§ 35-37.
Der er således alene adgang til at placere unge på sikrede afdelinger på ovenstående
grundlag.
Hvis en ung er placeret på en sikret afdeling efter ovenstående regler er der i øvrigt
ikke forskel på vilkårene under anbringelsen begrundet i opholdsgrundlaget for den
unge.
Med venlig hilsen
Karen Ellemann