Det Udenrigspolitiske Nævn 2014-15 (2. samling)
S 119
Offentligt
UDENRIGSMINISTERIET
11. september 2015
§ 20 spørgsmål til udenrigsministeren af
7. september 2015. Spørgsmål nr. S 119.
Spørgsmålet er stillet af
Mette Gjerskov (S).
Spørgsmål nr. S 119:
Mener udenrigsministeren i lyset af regeringens planlagte besparelser på hjælpen til verdens
fattigste, at Danmark står svagere eller stærkere, når ministeren sammen med internationale
kollegaer skal træffe beslutninger vedrørende verdens største flygtningekrise siden anden
verdenskrig?
Svar:
Danmark vil fortsat være et af kun fem lande i verden, som lever op til den internationale
forpligtigelse i FN om at give 0,7 pct. af BNI til udviklingssamarbejdet. Det placerer Danmark i
en eksklusiv liga og er et stærkt fundament for Danmark som global aktør. Med et bidrag på 0,7
pct. af BNI står Danmark stærkt placeret i det internationale samarbejde om at løse presserende
udfordringer, herunder den aktuelle flygtninge- og migrationskrise. Som led heri vil regeringen
samtidigt arbejde for, at øvrige donorlande og nye donorer også lever op til 0,7 pct.
målsætningen, herunder ikke mindst de øvrige EU medlemslande.