Miljø- og Fødevareudvalget 2014-15 (2. samling)
S 107
Offentligt
Folketingets Lovsekretariat
Christiansborg
1240 København K
J.nr. NST-201-00305
den 9. september 2015
Folketingsmedlem Maria Reumert Gjerding (EL) har den 1. september stillet
følgende spørgsmål nr. S 107, som hermed besvares.
Spørgsmål nr. S 107
Mener ministeren, det er acceptabelt, at ansatte i Naturstyrelsen pendler rundt i
landet i arbejdstiden, for at deltage i jagter i hinandens distrikter?
Svar
Naturstyrelsen er myndighed for jagt- og vildtforvaltning, hvilket indebærer at
styrelsen er ansvarlig for administrationen af jagttegn, afholdelse af jagtprøve,
rådgivning om jagt- og vildtforvaltning mm. Samtidig er styrelsen ansvarlig for
den daglige jagt- og vildtforvaltning på ca. 200.000 ha af statens skov- og
naturarealer. Endelig er Naturstyrelsen ansvarlig for at bistå Kongehuset ved dens
afholdelse af jagter. Dette arbejde koordineres af den Kongelige Jægermester som
er en skovrider i Naturstyrelsen, der er udpeget af miljøministeren til opgaven.
For at kunne løse opgaverne er det afgørende, at en del af styrelsens medarbejdere
besidder viden om jagt i teori og praksis.
På de arealer hvor Naturstyrelsen forestår jagtafholdelsen, sker den planlagte
afskydning ved afholdelse af en række fællesjagter, hvor det (jf. den nye jagtpolitik)
bl.a. tilsigtes at flest muligt kan deltage på jagt på Naturstyrelsens arealer. I
indeværende jagtsæson er der planlagt afholdelse af følgende fællesjagter:
80 nyjægerjagter med op til 2000 deltagere.
Ca. 80 invitationsjagter med op til 1500 deltagere fra lokale
jagtforeninger, partnerskaber, lodsejere, naboer, medlemmer af
brugerråd, jægerfora og andre frivillige.
Hertil afholdes der typisk i alt ca. 15 – 20 såkaldte reguleringsjagter årligt.
Normalt afholdes disse jagter sidst på jagtsæsonen, hvis den ønskede årlige
afskydning ikke er nået i forbindelse med afholdelsen af årets planlagte
fællesjagter. Reguleringsjagter kan også dække over afskydning af dyr i områder,
hvor Naturstyrelsen af sikkerhedsmæssige grunde skal være ekstra omhyggelig
med jægernes kompetencer i f.eks. meget bynære arealer, eller når afskydning af
dyr skal være ekstra effektiv, fordi man ikke vil risikere at skulle afholde endnu en
jagt.
Miljø- og Fødevareministeriet • Børsgade 4 • 1215 København K
Tlf. 72 54 60 00 • Fax 33 32 22 27 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk