S 1 - 2014-15 (2. samling) - Endeligt svar på S 1: Hvad er ministerens holdning til, at en børnepornodømt journalist frit kan tage billeder af børn, f.eks. til kommunale arrangementer i svømmehallen, jf. artiklen »Kommunen har opgivet at stoppe børnepornodømt journalist« fra Gribskov Lokalavis den 17. juni 2015, og hvilke initiativer agter ministeren at tage på området?

Retsudvalget 2014-15 (2. samling)
S 1
Offentligt

Folketinget

Lovsekretariatet

Christiansborg

1240 København K

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

9. juli 2015

Forvaltningsretskontoret

Sofie Nordskov Nielsen

2015-0033-0718

1662934

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. S 1, som medlem af Folketin-

get Marlene Harpsøe (DF) har stillet til justitsministeren den 3. juli 2015.

Søren Pind

Inge Birgitte Møberg

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

Telefon 7226 8400

Telefax 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

S 1 - 2014-15 (2. samling) - Endeligt svar på S 1: Hvad er ministerens holdning til, at en børnepornodømt journalist frit kan tage billeder af børn, f.eks. til kommunale arrangementer i svømmehallen, jf. artiklen »Kommunen har opgivet at stoppe børnepornodømt journalist« fra Gribskov Lokalavis den 17. juni 2015, og hvilke initiativer agter ministeren at tage på området?

Spørgsmål nr. S 1 fra medlem af Folketinget Marlene Harpsøe (DF):

”Hvad er ministerens holdning til, at en børnepornodømt jour-

nalist frit kan tage billeder af børn, f.eks. til kommunale arran-

gementer i svømmehallen, jf. artiklen »Kommunen har opgivet

at stoppe børnepornodømt journalist« fra Gribskov Lokalavis

den 17. juni 2015, og hvilke initiativer agter ministeren at tage

på området?”

Svar:

Justitsministeriet skal indledningsvis bemærke, at ministeriet ikke – ud-

over omtalen i artiklen, der er henvist til i spørgsmålet – har nærmere

kendskab til den konkrete sag og derfor heller ikke finder at burde udtale

sig herom.

Justitsministeriet kan imidlertid generelt oplyse, at straffeloven indehol-

der forskellige bestemmelser om beskyttelse af privatlivets fred. Det følger

således af straffelovens § 264 a, at den, som uberettiget fotograferer perso-

ner, der befinder sig på et ikke frit tilgængeligt sted, straffes med bøde el-

ler fængsel indtil 6 måneder.

Justitsministeriet kan endvidere oplyse, at det er almindeligt antaget, at

ledelsen af en offentlig anstalt, sygehuse, plejehjem, skoler og højere lære-

anstalter mv. – herunder en svømmehal – kan fastsætte generelle forskrif-

ter, herunder ordensforskrifter, og træffe konkrete beslutninger til regule-

ring af forholdet mellem institutionen og institutionens brugere. Justitsmi-

nisteriet kan i den forbindelse henvise til en udtalelse fra Folketingets Om-

budsmand, der handlede om en elev, der var blevet bortvist fra et uddan-

nelsesforløb og tilhørende kostafdeling, fordi hf-eleven under en bytur i en

weekend havde røget hash (FOU 2013-24).

I udtalelsen anfører Folketingets Ombudsmand bl.a. følgende:

”Ifølge legalitetsprincippet skal forvaltningsmyndigheders

virksomhed – herunder afgørelsesvirksomhed – være legitime-

ret i en lov eller i en anden anerkendt retskilde, f.eks. en rets-

grundsætning. Det er antaget, at jo dybere en afgørelse eller

anden beslutning griber ind i borgernes forhold, des mere sik-

ker må den retskildemæssige hjemmel være.

Det er almindeligt antaget, at en institution kan fastsætte al-

mindelige forskrifter for institutionens brugere, herunder or-

densforskrifter, der skal være gældende ved institutionen, og

som har til formål at sikre institutionens overordnede funktion.

Man siger her, at forskrifterne fastsættes med hjemmel i an-

staltsforholdet, som altså giver hjemmel til at fastsætte generel-

le regler og træffe konkrete beslutninger til regulering af for-

holdet mellem institutionen og institutionens brugere. Syns-

punktet er, at når institutionens eksistens er fastsat eller forud-

sat i lovgivningen, må der heri også ligge en tilstrækkelig

hjemmel til at fastsætte de generelle regler og træffe de kon-

krete beslutninger, som er nødvendige for at få institutionen til

at fungere.

Vedrørende anstaltsforholdet kan jeg bl.a. henvise til artiklen

’Anstaltsforholdet – en vanskelig hjemmel’, Bente Mundt og

Karsten Loiborg, Folketingets Ombudsmands beretning for

2010, side 29 ff. Heraf fremgår bl.a. følgende:

’Det vanskelige er imidlertid hvad anstaltsforholdet giver

hjemmel til. For det første skal reguleringen være båret af sag-

lige hensyn, og den må ikke gå videre end nødvendigt af hen-

syn til institutionens formål og virksomhed. For det andet gæl-

der også her almindelige forvaltningsretlige grundsætninger,

herunder om proportionalitet og om at forskelsbehandling skal

være sagligt begrundet. For det tredje kan borgernes friheds-

og menneskerettigheder, først og fremmest i Grundloven og

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK),

medføre nogle væsentlige begrænsninger i hvordan man ud fra

anstaltsforholdet kan regulere borgernes forhold.’

Som følge af legalitetsprincippet er det – uanset om hjemlen

følger af en lovbestemmelse eller en anden retskilde, f.eks. an-

staltsforholdet – en forudsætning, at myndigheden, inden der

fastsættes generelle regler eller træffes konkrete afgørelser,

sikrer sig, at der foreligger den fornødne hjemmel hertil.”