Jeg vil gerne starte med at sige, at ligesom ved de andre lovforslag, vi behandler på flygtningeområdet i dag, synes jeg, det er ualmindelig dårlig stil, at man gennemfører en første behandling, før man har haft forslagene i høring.
Så vil jeg også gerne sige til Venstres ordfører, som lige har været heroppe:
Tænk, at man bruger som argument for, at børn af flygtninge, som bor her i Danmark ganske lovligt, som bor her, fordi Danmark har sagt, at de her mennesker er i fare, og som har krav på beskyttelse og har lovligt ophold her i landet, skal fratages børnepengene, at de jo har det bedre end der, hvor de kommer fra.
Undskyld mig, ordføreren bekræftede det oven i købet.
Prisen på mad, prisen på bleer og prisen på flyverdragter, huslejen og prisen på el og vand og alt det andet, man skal bruge for at leve, er præcis den samme for mennesker, som lever her i Danmark, der har flygtningebaggrund, som for mennesker, der lever her i Danmark, og som har boet her hele deres liv.
Tænk, at man laver en lov, som målrettet handler om at tage penge fra børn af flygtninge.
Jeg synes godt nok, det er vildt.
I Enhedslisten er vi meget uenige i forslaget, og vi er voldsomt bekymrede for de konsekvenser, som det vil få, ikke mindst for børnene.
Der er for os at se absolut ingen tvivl om, at konsekvensen vil være, at flere børn i Danmark kommer til at vokse op i fattigdom.
Ikke mindst i de familier, hvor der er mange børn, ikke mindst i de familier, hvor der er en enlig forsørger, vil konsekvenserne være voldsomme.
Som sagt er prisen på mad, huslejen og prisen på bleer, prisen på alle de ting, der skal til for at leve, præcis den samme for flygtninge som for os, der er født her i landet.
Højrefløjens argument, Venstres argument for det her forslag og de andre forslag, vi har behandlet i dag, er for det første, at hvis man nu gør livet sværere i Danmark for flygtninge, kommer der nok færre.
Det er altså sådan en slags afskrækningskampagne.
For det andet er det, at hvis man gør dem fattigere, kommer de i arbejde.
Lad mig tage det der med, at man forsøger at skræmme folk væk først.
Man har jo før forsøgt sig med det.
Man forsøgte sig med starthjælpen.
Den havde ikke effekt i forhold til at skræmme mennesker væk.
Antallet af flygtninge, der kom til Danmark, fulgte antallet af flygtninge, som kom til Europa i det hele taget.
Nogle gange er det sådan i verden, at der er mange mennesker på flugt.
Det er der lige nu på grund af en meget voldsom krise, på grund af en voldsom krig, på grund af Islamisk Stats myrderier og voldtægt og tortur i Syrien.
Jeg synes faktisk, at det er pinligt ud over alle grænser, at den måde, højrefløjen i Danmark, den måde Venstre vælger at reagere, er ved at sige:
Hvordan kan vi på alle mulige tænkelige måder forsøge at sørge for, at flygtningene ikke kommer til Danmark?
Hvad er dog det for en måde at svare på det faktum, at vi ikke siden anden verdenskrig har set så mange mennesker på flugt?
Det andet argument, som regeringen bruger, for de her lavere ydelser, for at fratage børn af flygtninge børnepengene, er, at man siger, at så skal de her forældre nok komme i arbejde.
Jeg kan forstå, at Venstres ordfører mener, at erfaringerne med starthjælpen viser, at der var en massiv fremgang i beskæftigelsen.
Det er godt nok en særlig måde at læse de rapporter, der blev lavet, på.
Rockwool Fonden undersøgte det her i 2009.
9 pct.
flere kommer i arbejde.
Resten blev bare fattige.
Hvad sker der, når mennesker bliver så fattige, at de har problemer med at få mad på bordet, at de har problemer med at betale husleje, at det der med at deltage i fritidsaktiviteter for børnene ikke længere er en mulighed?
Der sker det, at mennesker bliver isolerede.
Der sker det, at de sociale problemer vokser.
Der sker altså alt det modsatte af, hvad vi har behov for, hvis det, vi gerne vil, er god integration.
Med andre ord har de to argumenter, man har, nemlig 1) at man ønsker at skræmme folk væk, og 2) at man tror, at folk kommer i arbejde, absolut intet hold i virkeligheden.
Der er ingen dokumentation for, at det der virker.
Tværtimod er der masser af dokumentation for det modsatte, nemlig at fattigdommen vokser, hvilket modvirker integration.
Jeg vil gerne citere Rockwool Fondens rapport for 2009.
»Konklusionen er, at der er udtalte sociale problemer blandt de berørte personer, hvis levevilkår præges af relativ og for nogles vedkommende absolut fattigdom.
Når skat og husleje er betalt, står modtagere af starthjælp, uanset deres familiemæssige situation, således tilbage med et beløb, som gør det helt umuligt at
betale udgifterne i et dansk standardbudget, også selvom budgettet som i notatet tager udgangspunkt i priser i discountbutikker.«
Med andre ord ved vi, at det her ikke har nogen betydning for, hvor mange flygtninge der kommer til Danmark.
Vi ved, at det har minimal betydning for, hvor mange der kommer i arbejde, og vi ved, at det skaber massive fattigdomsproblemer.
Selv hvis man er fløjtende ligeglad med de her mennesker og har det sådan, at det da er lige meget med børn af flygtninge, og at de da godt kan vokse op i fattigdom og vissevasse, selv hvis man har det sådan, må jeg bare sige:
Hvorfor søren laver man en lov, der ikke virker?
Hvorfor søren laver man en lov, som betyder, at der kommer fattigdom og sociale problemer, vel vidende at det står i vejen for en god integration?
Jeg synes, at det her er en pinlig omgang, og jeg synes da, at pinligheden blev understreget af Venstres ordførers argumentation om, at det da godt kan være, at børn af flygtninge bliver fattigere her i Danmark end børn af danskere, men at det jo er mange penge, hvis man sammenligner med, hvor de kommer fra.
Som sagt er udgifterne for en familie, som har flygtningebaggrund, og som lever her i Danmark, præcis de samme, som udgifterne er for os, der er født og opvokset her i landet.