Udlændinge-, Integrations- og Boligudvalget 2014-15 (2. samling)
L 2 Bilag 8
Offentligt
UfR ONLINE
U.2012.1761H
U.2012.1761H
mod
Egedal Kommune
og
Beskæftigelsesministeriet (tidl. Ministeriet for Indvandrere, Flygtninge
og Integration) (Km.adv. K. Hagel-Sørensen, Kbh., for begge).
Østre Landsrets dom 24. april 2009 (20. afd.), B-1022-08
(Ulla Staal, Jan Uffe Rasmussen, Suzanne Holst (kst.)).
Under denne sag, der er anlagt den 18. januar 2008 ved Retten i
Hillerød og i medfør af retsplejelovens § 226, stk. 1, henvist til behand-
ling ved landsretten, har sagsøgeren, A, nedlagt endelig påstand om,
at de sagsøgte, Egedal Kommune og Ministeriet for Indvandrere,
Flygtninge og Integration, skal anerkende,
principalt
at Egedal Kom-
munes afgørelse af 2. juni 2003 er ugyldig, og at sagen hjemvises til
fornyet behandling,
subsidiært
at de sagsøgeren tildelte ydelser i peri-
oden 1. juni 2003-1. december 2007 er i strid med Danmarks interna-
tionale menneskerettighedsforpligtelser, og at de sagsøgte derfor skal
betale en kompensation på foreløbig 100.000 kr. med renter fra sagens
anlæg, og
mere
1763
subsidiært
at de sagsøgte skal betale et beløb svarende til forskellen
mellem de af sagsøgeren modtagne introduktionsydelser fra 1. juni
2003 og det beløb, som han ville have modtaget, såfremt han havde
fået tildelt kontanthjælp i perioden 1. juni 2003-1. december 2007.
De sagsøgte, Egedal Kommune og Ministeriet for Indvandrere,
Flygtninge og Integration, har påstået frifindelse over for A's principale
påstand, subsidiære påstand, 2. led, og mere subsidiære påstand og
påstået principalt afvisning, subsidiært frifindelse, over for A's subsi-
diære påstand, 1. led.
Denne sag drejer sig om, hvorvidt Egedal Kommunes afgørelse om
at tildele A introduktionsydelse efter integrationsloven svarende til
starthjælp og ikke kontanthjælp er i strid med grundlovens § 75, stk.
2, Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 14, jf. artikel
8, eller artikel 14, jf. artikel 1 i den første tillægsprotokol, eller i strid
med andre konventionsbestemmelser.
A har haft fri proces.
Sagsfremstilling
Ved Flygtningenævnets beslutning af 15. april 2003 blev A meddelt
opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.
I brev af 6. maj 2003 meddelte Udlændingestyrelsen A de nærmere
vilkår for opholdstilladelsen og herunder blandt andet:
»Visiteringsafgørelsen
Udlændingestyrelsen har besluttet, at du skal bo i Ølstykke Kommu-
ne, jf. integrationslovens § 11.
Konsekvenser
Denne afgørelse betyder, at kommunen
fra den 1. juni 2003
har an-
svaret for din integration, jf. integrationslovens § 4, stk. 2.
Integration
Kommunen vil hjælpe med integrationen i det danske samfund og
vil over de næste 3 år tilbyde et introduktionsprogram, som du skal
deltage i. Du vil derfor blive kontaktet af en medarbejder fra kommu-
nen, som vil informere nærmere om, hvad dette betyder for dig.
...
Begrundelse
...
Du har i Flygtningenævnet oplyst, at du har en særlig tilknytning til
Ølstykke Kommune, som ligger i Frederiksborg Amt, fordi din datter
og hendes familie bor i kommunen. Styrelsen har derfor besluttet, at
du skal bo i Ølstykke Kommune.«
Ved brev af 2. juni 2003 meddelte Egedal Kommune [daværende
Ølstykke Kommune] A, at han var berettiget til introduktionsydelse.
I brevet hed det blandt andet:
side 1
Introduktionsydelse/starthjælp til en flygtning var ikke i strid
med Grundlovens § 75, stk. 2, Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention eller andre konventioner.
Forvaltningsret 2511.1 og 296.9 - Menneskerettigheder 1.7 og 2 -
Statsforfatningsret 3.2.
Efter en ændring i 2002 af lov om aktiv socialpolitik var man ikke
berettiget til kontanthjælp, men alene den lavere starthjælp, hvis man
ikke havde opholdt sig her i landet i sammenlagt 7 år inden for de
seneste 8 år. Udlændinge modtog efter integrationsloven i op til tre
år introduktionsydelse, der efter lovændringen svarede til starthjælp,
derefter modtog de starthjælp. Efter begge regelsæt kunne der endvi-
dere gives bl.a. hjælp til rimeligt begrundede enkeltudgifter. A fik i
2003 opholdstilladelse som flygtning og modtog en månedlig intro-
duktionsydelse på 5.266 kr. før skat. Senere samme år fik A's ægte-
fælle, H, og parrets fire yngste børn opholdstilladelse i Danmark.
Senere fik
1762
også deres ældste barn opholdstilladelse. Hele familien boede i en
kommunalt anvist lejlighed. Efter skat udgjorde de samlede offentlige
ydelser til A og H i årene 2004-07 mellem 209.000 kr. og 265.000
kr. årligt. Efter A's opfattelse var det i strid med Grundlovens § 75,
stk. 2, samt forbuddet mod diskrimination i Den Europæiske Menne-
skerettighedskonventions artikel 14 sammenholdt med forskellige
andre internationale konventioner, herunder Flygtningekonventionen,
at han som flygtning skulle opfylde opholdskravet for at modtage
kontanthjælp. A anlagde sag herom mod Egedal Kommune, K, og
Beskæftigelsesministeriet (tidligere Integrationsministeriet), B. Hø-
jesteret udtalte, at det efter Grundlovens § 75, stk. 2, påhviler det of-
fentlige at sikre et eksistensminimum for personer, som er omfattet
af bestemmelsen, og at de ved domstolene kan få prøvet, om kravet
er opfyldt. Efter størrelsen af den introduktionsydelse/starthjælp og
de andre ydelser, som A og H modtog fra det offentlige, var der ikke
grundlag for at fastslå, at A ikke havde modtaget hjælp i overensstem-
melse med Grundlovens § 75, stk. 2.
[1]
Højesteret fandt heller ikke
grundlag for at fastslå, at reglerne om introduktionsydelse og start-
hjælp, som bl.a. havde til formål at få flere i arbejde og færre på of-
fentlig forsørgelse - og for udlændinges vedkommende - at styrke
deres samlede integration i det danske samfund, i forhold til A indebar
en indirekte forskelsbehandling på grund af nationalitet i strid med
artikel 14 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention sammen-
holdt med artikel 1 i Tillægsprotokol 1. Højesteret fandt det sagligt
at anvende et indtjeningsprincip, hvorefter en person, hvad enten
denne er dansk statsborger eller udlænding, skal have opholdt sig i
Danmark i en vis periode, inden den pågældende kan modtage den
højeste bistandsydelse fra det offentlige. Starthjælpen var ikke den
eneste ydelse, som en udlænding havde mulighed for at få. Herudover
var der mulighed for enkeltydelser og boligsikring mv., således som
dette illustreredes af de offentlige ydelser, som A og H modtog. Der
var derfor ikke grundlag for at fastslå, at lovændringen havde konse-
kvenser, der kunne karakteriseres som uproportionale.
[2]
De andre
konventioner, herunder Flygtningekonventionen, som A havde på-
beråbt, kunne ikke føre til et andet resultat.
[3]
Højesteret frifandt
herefter K og B.
H.D. 15. februar 2012 i sag 159/2009 (2. afd.)
A (adv. Steen Petersen, Kbh., besk.)
Copyright © 2012 Karnov Group Denmark A/S