Udlændinge-, Integrations- og Boligudvalget 2014-15 (2. samling)
UUI Alm.del
Offentligt
1559451_0001.png
UDENRIGSMINISTERIET
Dato: 24. oktober 2015
Spørgsmål 55 fra Udlændinge-,
Integrations- og Boligudvalget alm. del
af 30. september 2015 stillet af Martin
Henriksen (DF) til udenrigsministeren
UUI alm. del spørgsmål 55:
”Vil ministeren redegøre for regeringens og EU's indsats i forhold til at bremse
flygtningestrømmen, inden flygtninge når ind i Europa, og vil ministeren fremadrettet indlede
forhandlinger med den tyrkiske regering med det formål, at få de tyrkiske myndigheder til at
stoppe strømmen af illegale indvandrere og flygtninge, inden de når ind i Europa?”
Svar:
Såvel regeringen som EU arbejder aktivt på at håndtere og reducere den aktuelle
flygtningestrøm ind i Europa, dels ved styrket kontrol langs EU’s ydre grænse, dels ved at
adressere de grundlæggende årsager til, at folk søger væk fra deres hjemlande.
EU’s stats- og regeringschefer vedtog på det ekstraordinære møde i Det Europæiske Råd den
23. september 2015 en erklæring med en række tiltag, herunder:
Umiddelbar ekstra finansiel støtte til UNHCR, WFP og andre agenturer på en mia. euro
for at afhjælpe umiddelbare behov for flygtninge i nærområderne.
Ekstra bistand til Libanon, Jordan og Tyrkiet til at håndtere flygtningesituationen.
Styrket dialog og samarbejde med Tyrkiet og landene på Det Vestlige Balkan om at
håndtere og dæmme op for flygtningestrømmene.
Øget støtte til en ”Emergency Trust Fund”, der skal adressere de grundlæggende årsager
til tvungen og irregulær migration fra Afrika, samt grundig forberedelse af Valletta-
topmødet i november mellem EU og de afrikanske lande.
Styrket kontrol med de eksterne grænser gennem øget støtte til EU’s grænseagentur,
FRONTEX, og EU’s asylstøttekontor, EASO, samt Europol.
Øget bistand til frontlinjestater i forhold til etablering af ”hot spots”, hvor der skal ske
registrering af flygtning og migranter og sikres omfordeling og tilbagesendelse.
På Det Europæiske Råd den 15. oktober blev øget samarbejde med Tyrkiet drøftet på baggrund
af den ’EU-Tyrkiet handlingsplan’, som Kommissionen og den tyrkiske regering har forhandlet
om. Handlingsplanens del 1 vedrører støtte til syriske flygtninge under midlertidig beskyttelse
og værtssamfundene i Tyrkiet. Del 2 handler om at styrke samarbejdet om at forhindre
irregulær migration.
UUI, Alm.del - 2014-15 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 55: Spm. om regeringens og EU's indsats i forhold til at bremse flygtningestrømmen, inden flygtninge når ind i Europa, til udenrigsministeren
Under de to hovedoverskrifter er der en lang række initiativer, som Kommissionen og Tyrkiet
er blevet enige om på det generelle plan, og som Danmark i forbindelse med drøftelsen i Det
Europæiske Råd den 15. oktober – også på det generelle plan – har tilsluttet sig.
Regeringen besluttede den 17. september at ville anvende 100 mio. euro (ca. 750 mio. kr.) til
støtte for håndteringen af flygtningesituationen i Europa. Ud af dette beløb har Finansudvalget
den 30. september godkendt et aktstykke på 250 mio. kr. til en styrkelse af nærområdeindsatsen
i og omkring Syrien. Af de resterende 500 mio. kr. meldte regeringen forud for Det Europæiske
Råd den 15. oktober ud, at man fra dansk side ønskede at støtte: 1) EU’s regionale trust fond
for syriske flygtninge i nærområderne (Madad fonden) med 75 mio. kr.; 2) støtte til
frontlinjestaterne Italien og Grækenland på 37 mio. kr. til bl.a. registreringscentre (hotspots)
samt; 3) Humanitær støtte til UNHCR’s indsats i relation til somaliske flygtninge og internt
fordrevne på Afrikas Horn på 28 mio. kr.
Danmark deltager også aktivt i Schengen-samarbejdet, herunder i EU’s grænseagentur, Frontex.
På anmodning fra Frontex stiller Danmark løbende ekspertbistand og udstyr til rådighed for
agenturet i forbindelse med dets operationer, herunder Poseidon-operationen i det Ægæiske
Hav, Triton-operationen i Middelhavet og grænseforvaltningsmissioner i f.eks. Bulgarien.