UUI, Alm.del - 2014-15 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 31: Spm. om kommentar til artiklen Arbejdsløs muslimsk tandlæge: Kræver job uden kvinder og svinekød, til udlændinge-, integrations- og boligministeren

Udlændinge-, Integrations- og Boligudvalget 2014-15 (2. samling)
UUI Alm.del
Offentligt

Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik 2014-15

UUI Alm.del endeligt svar på spørgsmål 501

Offentligt

Udlændingeafdelingen

Folketinget

Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik

Christiansborg

1240 København K

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

29. april 2015

Udlændingekontoret

ASP

2015-0032/27-0247

1557153

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 501 (Alm. del), som Folketin-

gets Udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik har stillet til justitsmi-

nisteren den 30. marts 2015. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Martin

Henriksen (DF).

Mette Frederiksen

Anders Herping Nielsen

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

Telefon 7226 8400

Telefax 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

UUI, Alm.del - 2014-15 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 31: Spm. om kommentar til artiklen Arbejdsløs muslimsk tandlæge: Kræver job uden kvinder og svinekød, til udlændinge-, integrations- og boligministeren

Spørgsmål nr. 501 (Alm. del) fra Folketingets Udvalg for Udlændinge-

og Integrationspolitik:

”Ministeren bedes som opfølgning på samråd 24. marts 2015

om udenlandske kriminelle familier på offentlig forsørgelse, jf.

samrådsspm. O og P, uddybende redegøre for, hvorvidt det i

forhold til internationale konventioner, EU-regler og andre be-

stemmelser er muligt i Danmark at indføre regler, der vil gøre

det nemmere at udsende udlændinge, der ligger det danske

samfund til last?”

Svar:

Justitsministeriet har forstået spørgsmålet således, at der spørges til, om

det er muligt at indføre regler således, at en opholdstilladelse inddrages el-

ler en opholdsret ophører, hvis der modtages sociale ydelser som f.eks.

kontanthjælp.

EU-borgere og deres familiemedlemmers ret til ophold på medlemssta-

ternes område er reguleret i opholdsdirektivet (2004/38/EF). Danmark er

bundet af direktivet, som er implementeret i dansk ret ved EU-

opholdsbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 474 af 12. maj 2011, som æn-

dret ved bekendtgørelse nr. 305 af 28. marts 2014). EØS-statsborgere og

schweiziske statsborgere er i EU-opholdsbekendtgørelsen sidestillet med

EU-borgere.

Efter opholdsdirektivet er medlemsstaterne ikke forpligtet til at indrømme

en ret til sociale ydelser til EU-borgere, som indrejser kortvarigt (op til tre

måneder), og som ikke er arbejdstagere eller selvstændig erhvervsdrivende

eller personer, der har bevaret deres arbejdstagerstatus. Det samme gælder

EU-borgere, som indrejser for at søge beskæftigelse, og som har ret til op-

hold i indtil seks måneder og herefter så længe, de kan dokumentere, at de

søger arbejde og har reelle muligheder for ansættelse.

EU-borgere, som har længerevarende ophold, men som ikke er erhvervs-

aktive, har endvidere som udgangspunkt ikke ret til sociale ydelser i tilfæl-

de, hvor de ikke har tilstrækkelige midler til at opfylde betingelserne for

lovligt ophold i henhold til opholdsdirektivet, idet de ikke må udgøre en

urimelig byrde for værtsmedlemsstatens sociale system.

Hvis en EU-borger, der har en opholdsretlig status som ikke-økonomisk

aktiv, ansøger om f.eks. kontanthjælp, skal det således konkret vurderes,

om den pågældende udgør en urimelig byrde for det sociale system. Der

kan ved en sådan vurdering bl.a. lægges vægt på, om der er tale om mid-

lertidige vanskeligheder, opholdets varighed her i landet, personlige for-

hold og størrelsen af den ydede støtte.

Hvis det må lægges til grund, at en EU-borger udgør en urimelig byrde for

værtsmedlemsstatens sociale system har det den følge, at den pågældende

herved fortaber sin opholdsret og kan udsendes.

Det tilføjes, at det følger af EU-Domstolens seneste praksis (se sag C-

333/13, Dano), at en medlemsstat kan afslå at give sociale ydelser til ikke-

økonomisk aktive EU-borgere, der udøver deres ret til fri bevægelighed

alene med det formål at opnå sociale ydelser i en anden medlemsstat.

Derimod har EU-borgere, som har ophold her i landet som arbejdstagere

eller selvstændige erhvervsdrivende, krav på samme sociale ydelser, som

danske statsborgere. Det samme gælder EU-borgere, der ophører med at

være arbejdstagere eller selvstændige erhvervsdrivende, men som bevarer

deres status som arbejdstagere eller selvstændige erhvervsdrivende i EU-

retlig forstand.

I forhold til EU-borgere og deres familiemedlemmer med ret til tidsube-

grænset ophold følger det af opholdsdirektivets artikel 16, stk. 1, at det ik-

ke vil være muligt at betinge retten til tidsubegrænset ophold af, at der ikke

modtages f.eks. kontanthjælp, jf. den samtidige besvarelse af spørgsmål nr.

500 (Alm. del) fra Folketingets Udvalg for Udlændinge- og Integrations-

politik.

For så vidt angår tredjelandsstatsborgere kan inddragelse af en opholds-

tilladelse efter omstændighederne indebære indgreb, som strider mod

Danmarks internationale forpligtigelser, herunder Den Europæiske Men-

neskerettighedskonvention og FN’s flygtningekonvention.

Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at

enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv. Retten til et familie-

liv omfatter efter Menneskerettighedsdomstolens praksis retten til at opret-

holde et eksisterende familieliv, f.eks. ved at staten undlader at udvise et

familiemedlem. Retten til respekt for privatlivet er ikke begrænset til en

”indre sfære”, men omfatter også i et vist omfang retten til at etablere og

udvikle relationer til andre mennesker, jf. bl.a. Menneskerettighedsdom-

stolens afgørelse i Niemetz mod Tyskland, dom af 16. december 1992.

Beskyttelsen efter disse bestemmelser er imidlertid ikke absolut. Der kan

gøres indgreb i de nævnte rettigheder, hvis indgrebet er foreskrevet ved lov

og er nødvendigt i et demokratisk samfund (dvs. opfylder kravet om pro-

portionalitet) til varetagelse af nærmere bestemte anerkendelsesværdige

formål, herunder den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed, landets

økonomiske velfærd og forebyggelse af forbrydelser, jf. Den Europæiske

Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 2.

FN’s flygtningekonvention indeholder i art. 1 en bestemmelse af begrebet

»flygtning«, og i de følgende artikler en række bestemmelser, der fastslår

den minimumsbeskyttelse, som medlemsstaterne skal yde flygtninge inden

for deres område. Af betydning i relation til udlændingelovgivningen er

navnlig art. 32, der begrænser adgangen til udvisning, og art. 33, der for-

byder afvisning eller udvisning af flygtninge til områder, hvor den pågæl-

dendes liv eller frihed vil være truet af nærmere angivne grunde.

Vedrørende tredjelandsstatsborgere stilles der som oplyst under samrå-

det den 24. marts 2015 i en række tilfælde krav om, at der ikke modtages

f.eks. kontanthjælp som betingelse for en tidsbegrænset opholdstilladelse.

Hvis en opholdstilladelse således er betinget af selvforsørgelse, vil op-

holdstilladelsen efter omstændighederne kunne inddrages, hvis der modta-

ges f.eks. kontanthjælp. Justitsministeriet kan om disse regler oplyse føl-

gende:

Der stilles som udgangspunkt selvforsørgelseskrav i forhold til ægtefælle-

sammenførte, indtil den udenlandske ægtefælle måtte opnå tidsubegrænset

opholdstilladelse efter tidligst 5 års lovligt ophold i Danmark. Der stilles

dog ikke krav om selvforsørgelse i forbindelse med ægtefællesammenfø-

ring, hvis ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, ta-

ler derimod. Det kan eksempelvis være tilfældet, hvis den herboende ægte-

fælle fortsat risikerer asylrelevant forfølgelse i sit hjemland, og parret hel-

ler ikke kan bo sammen i f.eks. den udenlandske ægtefælles hjemland.

Der kan endvidere, hvis væsentlige hensyn taler derfor, stilles selvforsør-

gelseskrav til den herboende forælder ved familiesammenføring med børn.

Der kan foreligge væsentlige hensyn, hvis den herboende forælder efter

eget valg ikke har haft kontakt med barnet i en lang periode. Der stilles ik-

ke krav om selvforsørgelse i forhold til det mindreårige barn som familie-

sammenføres.

For så vidt angår tredjelandsstatsborgere, der kommer her til landet for at

arbejde eller studere, og deres medfølgende familie, stilles der også krav

om selvforsørgelse som betingelse for en tidsbegrænset opholdstilladelse.

Hvis en udlænding i strid med et stillet selvforsørgelseskrav har modtaget

f.eks. kontanthjælp, skal det konkret vurderes, om bl.a. udlændingens til-

knytning til Danmark taler imod at inddrage opholdstilladelsen. Hvis

Danmarks internationale forpligtelser medfører, at udlændingen har krav

på fortsat ophold i Danmark, respekteres dette naturligvis.

Der stilles ikke selvforsørgelseskrav over for flygtninge. Flygtninges ret til

ophold i Danmark følger af Danmarks internationale forpligtelser, og det

vil ikke være i overensstemmelse med disse forpligtelser at udsende de på-

gældende udelukkende på grund af modtagelse af f.eks. kontanthjælp.

Om mulighederne for at stille krav om selvforsørgelse som betingelse for

fortsat ret til ophold over for tredjelandsstatsborgere, der har opnået tids-

ubegrænset opholdsopholdstilladelse, kan Justitsministeriet oplyse følgen-

de:

Det vil i alle sager konkret skulle vurderes, om en inddragelse af en op-

holdstilladelse på grund af modtagelse af f.eks. kontanthjælp vil være pro-

portional, jf. det ovenfor anførte om Den Europæiske Menneskerettigheds-

konventions artikel 8. Det vil ofte ikke være tilfældet, idet en udlænding,

som har opnået tidsubegrænset opholdstilladelse, som udgangspunkt bl.a.

har opfyldt kravet om mindst 5 års lovligt ophold i Danmark og kravet om

at have været i beskæftigelse eller under uddannelse i mindst 3 af de sene-

ste 5 år forud for meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse.

Sammenfattende vil det således ikke inden for Danmarks internationale

forpligtelser i forhold til EU-borgere mv. og deres familiemedlemmer samt

flygtninge være muligt generelt at betinge retten til fortsat ophold i Dan-

mark af, at der ikke modtages f.eks. kontanthjælp.

Endvidere vil Danmarks internationale forpligtelser i en række andre til-

fælde medføre, at der ikke kan stilles et sådan krav, hvilket bl.a. kan gælde

i forhold til familiesammenførte til herboende flygtninge.

I forhold til andre tredjelandsstatsborgere stilles der som nævnt i vidt om-

fang allerede i dag krav om selvforsørgelse som betingelse for en tidsbe-

grænset opholdstilladelse.

Den største gruppe, hvor en tidsbegrænset opholdstilladelse i dag som ud-

gangspunkt ikke betinges af, at der ikke modtages f.eks. kontanthjælp, er

mindreårige børn, som familiesammenføres med en herboende forælder.

Det bemærkes dog, at Danmarks internationale forpligtelser også i disse si-

tuationer vil kunne medføre, at der konkret ikke vil kunne stilles krav om

selvforsørgelse i forhold til den herboende forælder, hvilket eksempelvis

kan være tilfældet, hvis den herboende forælder har samvær med andre

mindreårige børn i Danmark.

I forhold til tredjelandsstatsborgere, der har opnået tidsubegrænset op-

holdstilladelse vil det konkret skulle vurderes, hvorvidt en inddragelse

grundet modtagelse af sociale ydelser som f.eks. kontanthjælp, er proporti-

onal, hvilket ofte ikke vil være tilfældet.