Udenrigsudvalget 2014-15 (2. samling)
URU Alm.del
Offentligt
UDENRIGSMINISTERIET
Dato: 20. oktober 2015
Spørgsmål fra Udenrigsudvalget til
udenrigsministeren af 25. september 2015.
URU alm. del spm. nr. 84.
URU alm. del spørgsmål 84:
”Har ministeren modtaget en henvendelse fra Østrig ift. nedrustning og ikkespredning af
atomvåben, og hvilket svar har ministeren givet?”
Svar:
Forud for det årlige møde i FN’s Generalforsamlings første udvalg har Østrig henvendt sig til
FN-missionerne i Geneve for en kreds af lande, herunder Danmark, for at søge støtte til at
fremsætte en ny resolution i forbindelse med Østrigs ønske om at forbyde og eliminere
atomvåben.
Danmark og de øvrige NATO-lande er helt enige i målet om en verden uden atomvåben, men
det er regeringens opfattelse, at dette mål alene vil kunne realiseres, hvis atommagterne bakker
op om bestræbelserne, herunder er med til at sikre den nødvendige verifikation. Eftersom dette
ikke er tilfældet mener jeg ikke, at Østrigs forslag er fremmende for målet om en verden uden
atomvåben. Derfor ønsker regeringen ikke, at Danmark skal være medforslagsstiller til den
nævnte resolution.