Udenrigsudvalget 2014-15 (2. samling)
URU Alm.del
Offentligt
1555895_0001.png
UDENRIGSMINISTERIET
Dato 14. oktober 2015
Spørgsmål 72 fra
Udenrigsudvalget til
udenrigsministeren af 18.
september 2015, stillet af
Christian Juhl (EL).
Spørgsmål 72
Med henvisning til, at Polisario den 23. juni 2015 ensidigt tilsluttede sig Geneve
konventionerne, bedes ministeren oplyse:
A) Hvilke konsekvenser mener ministeren, at det kan have for konflikten mellem
Vestsahara og Marokko?
B) Hvilke konsekvenser mener ministeren, at det kan have, at en befrielsesbevægelse
for første gang tilslutter sig Geneve konventionerne?
C) Hvad mener ministeren om Marokkos reaktion på Polisarios tilslutning til
konventionerne?
Svar
Schweiz har som depositar for Genève-konventionerne og tillægsprotokollerne
hertil orienteret alle statsparter til konventionerne, herunder Danmark, om, at
Polisario har deponeret en unilateral erklæring, hvori Polisario forpligter sig til at
anvende Genève-konventionerne og tillægsprotokol I i konflikten med Marokko.
Schweiz har efterfølgende orienteret statsparterne om, at Marokko har gjort
indsigelse mod den unilaterale erklæring.
Det kan kun bifaldes, at parter i væbnede konflikter overholder den humanitære
folkeret, herunder Genève-konventionerne. Jeg skal dog bemærke, at afgivelsen af
en sådan unilateral erklæring alene indebærer, at der vil ske anvendelse af
konventionerne. Der er derimod ikke tale om opnåelse af status som statspart til
konventionerne. Jeg noterer mig også Marokkos indsigelse til Schweiz som
depositar.
Regeringen er som tidligere regeringer af den holdning, at der ikke vil kunne opnås
en varig løsning på konflikten mellem Marokko og Vestsahara uden en aftale om
Vestsaharas fremtid, som begge parter kan tilslutte sig. Regeringen støtter fortsat
FN’s og FN’s Sikkerhedsråds bestræbelser på at opnå en fredelig forhandlet løsning
mellem Marokko og Polisario.