Udenrigsudvalget 2014-15 (2. samling)
URU Alm.del
Offentligt
1549186_0001.png
UDENRIGSMINISTERIET
Dato: 25. september 2015
Spørgsmål 51 fra Udenrigsudvalget til
udenrigsministeren af 31. august 2015
URU alm.del – spørgsmål 30 stillet af ikke-
medlem af udvalget Nikolaj Villumsen (EL)
URU spørgsmål 51:
”Hvad vil ministeren gøre for at sikre, at der kan komme humanitær hjælp ind over
den tyrkiske grænse til de kurdiske områder i Syrien?”
Svar:
12,2 mio. syrere er afhængige af humanitær hjælp fra udlandet. En betydelig del befinder sig i
områder uden for den syriske regerings kontrol, herunder især i de nordlige dele af landet, som
kun kan nås med humanitær bistand over grænsen fra Tyrkiet. FN oplyser, at
Verdensfødevareprogrammet sammen med NGO-partnere for øjeblikket leverer fødevarer til
1,9 mio. mennesker ad denne kanal. En del af disse mennesker befinder sig i kurdiske områder,
som forsynes gennem en månedlig FN-konvoj, der krydser grænsen i den østlige by Kamisli.
Udenrigsministeriet har løbende kontakt til FN’s koordinationskontor i det sydlige Tyrkiet, som
har ansvaret herfor.