SUU, Alm.del - 2014-15 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 76: Spm. om, hvilke decentrale muligheder for rehabilitering man har som rygmarvsskadet i Danmark, til sundheds- og ældreministeren

Sundheds- og Ældreudvalget 2014-15 (2. samling)
SUU Alm.del
Offentligt

Holbergsgade 6

DK-1057 København K

T +45 7226 9000

F +45 7226 9001

M [email protected]

W sum.dk

Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg

Dato: 12. oktober

Enhed: Sundhedsjura og lægemid-

delpolitik

Sagsbeh.: DEPJBJ

Sagsnr.: 1505250

Dok. nr.: 1787077

Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg har den 31. august 2015 stillet følgende

spørgsmål nr. 76 (Alm. del) til sundheds- og ældreministeren, som hermed besvares.

Spørgsmål nr. 76:

”Vil ministeren oplyse, hvilke decentrale muligheder for rehabilitering man har

som rygmarvsskadet i Danmark?”

Svar:

Jeg har til besvarelsen af spørgsmålet indhentet bidrag fra Sundhedsstyrelsen, der har

oplyst følgende:

”Sundhedsstyrelsen skal indledningsvis bemærke, at der ikke er en entydig forståelse

af begrebet ’decentrale muligheder for rehabilitering’. Vi har i vores besvarelse derfor

valgt at tage udgangspunkt i rehabiliteringstilbud på tværs af sygehuse, kommuner og

praksissektor.

Sundhedsstyrelsen anvender følgende definition af rehabilitering:

’Rehabilitering er en række indsatser, der støtter det enkelte menneske, som har eller

er i risiko for at få nedsat funktionsevne, i at opnå og vedligeholde bedst mulig funkti-

onsevne, herunder at fungere i samspil med det omgivende samfund’ World Health

Organization, World Bank. World report on disability. Geneva; World Health Organi-

zation, 2011, Sundhedsstyrelsens oversættelse

Rehabilitering til personer med rygmarvsskade

Rehabilitering til personer med rygmarvsskade omfatter indsatser varetaget af mange

forskellige faggrupper og efter forskellige lovgivninger. Eksempler på indsatser er:



Genoptræning af funktioner og færdigheder i det omfang, det er muligt og

med henblik på størst mulig selvstændighed. Der kan også være behov for at

indlære nye færdigheder og kompenserende strategier, altså nye måder at

løse opgaver på inkl. træning i disse med kompenserende hjælpemidler.

Hjælpemidler, som fx kørestole (manuelle såvel som el-kørestole), ståstøtte-

borde til vedligeholdelse af standfunktion, hjælpemidler til understøttelse af

udførelse af daglige færdigheder samt i forhold til undervisning, uddannelse

og arbejde.

(Hjemme)sygepleje som fx sårskift ved decubitus samt forsyning af hjælpe-

midler som fx kathetre til selvkaterisation, stomihjælpemidler, bleer mv.

Patientuddannelse, herunder oplæring i at tage vare på egen sundhedstil-

stand.

Opfølgende medicinsk behandling, fx herunder håndtering af andre hel-

bredsproblemer med eller uden relation til rygmarvsskaden.

Tilpasning af bolig, herunder ombygning eller boligskift.



SUU, Alm.del - 2014-15 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 76: Spm. om, hvilke decentrale muligheder for rehabilitering man har som rygmarvsskadet i Danmark, til sundheds- og ældreministeren

Side 2



Personlig assistance, herunder borgerstyret personlig assistance (BPA).

Transport i form af kørselsordninger og/eller bil med særlig indretning, køre-

kortvurdering af egnethed mv.

Forsørgelsesgrundlag med overvejelser om tilbagevenden til tidligere arbej-

de, revalidering til ny beskæftigelse / opkvalificering mhp. selvforsørgelse el-

ler støttet beskæftigelse herunder flex-job og førtidspension

Organisering af rehabiliteringsindsatsen

Personer med rygmarvsskade har behov for en langvarig specialiseret rehabiliterings-

indsats, for at de kan opnå den bedst mulige funktionsevne og dermed vil kunne leve

et så normalt et liv som muligt. Den initiale rehabiliteringsindsats varetages under

indlæggelse på højt specialiserede enheder på sygehusene - og efter udskrivelsen

primært af kommunen. Patienterne går i livslange kontrolforløb hvert andet år i de

højt specialiserede enheder. Der er herudover behov for livslangt samarbejde mellem

sygehus, kommune og praksissektor.

I Sundhedsstyrelsens rapport

’Para- og tetraplegi – organisation af behandling og

kontrol’

fremgår der en række anbefalinger til organisering af området. Sundhedssty-

relsen anbefaler i rapporten, at rehabilitering og kontrol af patienter med para- og te-

traplegi varetages på to specialiserede centre i Danmark.

I henhold til Sundhedsloven har Sundhedsstyrelsen ansvar for at placere godkendel-

ser til varetagelse af specialiserede funktioner, såkaldte regions- og højt specialisere-

de funktioner. Den højt specialiserede funktion for rehabilitering af para- og tetraplgi

patienter hedder:

Rygmarvsskader:

Rehabilitering af para- og tetraplegipatienter. Varetages i henhold til Sundhedsstyrel-

sens vejledning ’Para- og tetraplegi – organisation af behandling og kontrol’ fra 1994.

Funktionen er placeret til varetagelse på henholdsvis Rigshospitalet og på Viborg Sy-

gehus i regi af neurologi og intern medicin: reumatologi.

Patienter med rygmarvsskade er typisk indlagt i 4-9 måneder på de højt specialisere-

de rehabiliteringsenheder.

Sygehuset leverer behandling, herunder genoptræning under indlæggelsen. Som en

del af sygehusydelsen leveres også andre indsatser, som kan indgå i et rehabilite-

ringsforløb (Vejledning nr. 9759 af 8/10/2014 om genoptræning og vedligeholdelses-

træning i regioner og kommuner).

Kommunen inddrages hurtigt under indlæggelsen med henblik på samarbejde om

iværksættelse af støttende og kompenserende indsatser, som er nødvendige i forbin-

delse med patientens udskrivelse og i et livsperspektiv fx i form af hjælpemidler,

hjemmesygepleje, BPA ordning, boligforhold, uddannelse- og beskæftigelse.

Hvis der ved udskrivelsen er et lægefagligt begrundet behov for genoptræning, som

kan løses af kommunen, udarbejdes genoptræningsplan. Vedrørende genoptræ-

ningsplaner, se nedenfor.

Patienterne følges livslangt i de ambulante funktioner, som er tilknyttet de højt spe-

cialiserede sygehusenheder. Patienterne kan også senere i livsforløbet indlægges på

de højt specialiserede rehabiliteringsenheder, hvis de har behov for et intensivt reha-

Side 3

biliteringsforløb med fokus på specifikke problemstillinger, som ikke kan løses i andet

regi.

Efter udskrivelsen er det kommunens forpligtelse at sikre de fornødne indsatser i et

samlet rehabiliteringsforløb. Indsatserne leveres i et fortsat samarbejde med de be-

handlingsansvarlige læger på sygehus og i praksissektor. De højt specialiserede enhe-

der tilbyder rådgivning vedrørende udskrevne patienter.

Kommunen har efter gældende lovgivning mulighed for at iværksætte ydelser og til-

bud inden for sundheds-, social-, beskæftigelses- og undervisningsområdet, der alle

kan indgå som elementer i et samlet rehabiliteringsforløb. Kommunerne har således

rammerne til at tilrettelægge rehabiliteringsforløb, så der er sammenhæng og koor-

dination i indsatserne fra de forskellige kommunale områder.

Personer med genoptræningsplan tilbydes genoptræning i henhold til denne (se ne-

denfor). Personer med behov for vedligeholdelsestræning kan henvises til vederlags-

fri fysioterapi hos fysioterapeut i praksissektoren eller i kommunen.

Henvisning sker typisk fra almen praksis. Der foreligger ikke præcise tal for, hvor

mange patienter med rygmarvsskade, som modtager vederlagsfri fysioterapi.

Personer med behov for hjemmesygepleje modtager dette efter henvisning fra læge

på sygehus eller i praksissektor.

Øvrige rehabiliteringsindsatser ydes af kommunen med baggrund i en individuel vur-

dering af borgerens behov og efter relevant lovgivning.

Genoptræningsplaner til personer med rygmarvsskade

Tal fra Statens Serum Institut viser, at der i 2014 blev udarbejdet 239 genoptrænings-

planer til patienter, som blev udskrevet med aktionsdiagnosen Para-Tetraplegi

(DG82). Heraf var 15 til specialiseret genoptræning. Derudover blev der udarbejdet

67 genoptræningsplaner til patienter, som blev udskrevet med Para-Tetraplegi

(DG82) som bidiagnose, heraf 2 til genoptræning på specialiseret niveau.

Der blev således primært udarbejdet genoptræningsplaner til almen genoptræning,

som varetages af kommunen. Det lille antal genoptræningsplaner til specialiseret

ambulant genoptræning skal formentlig ses i lyset af de langvarige indlæggelser, hvor

patienterne modtager genoptræning under indlæggelsen.

Genoptræningsplanerne blev primært udarbejdet på de to højt specialiserede enhe-

der, men der blev også udarbejdet genoptræningsplaner ved udskrivning fra andre

sygehuse.”

Jeg henholder mig til det af Sundhedsstyrelsen oplyste. I forhold til opfølgende kon-

troller af rygmarvsskadede henviser jeg til svaret på spørgsmål 77.

Med venlig hilsen

Sophie Løhde

Jens Bjerg Johansen