Sundheds- og Ældreudvalget 2014-15 (2. samling)
SUU Alm.del
Offentligt
1568961_0001.png
Holbergsgade 6
DK-1057 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
M [email protected]
W sum.dk
Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg
Dato: 26. oktober 2015
Enhed: Sundhedsøkonomi
Sagsbeh.: SUMMHA
Sagsnr.: 1505050
Dok. nr.: 1806607
Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg har den 21. august stillet følgende spørgsmål
nr. 29 (Alm. del) til sundheds- og ældreministeren, som hermed besvares endeligt.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Flemming Møller (S).
Spørgsmål nr. 29:
”Vil ministeren redegøre for, om man i Norge har skilt udgifterne til henholdsvis me-
dicin og drift/personale ad i budgetterne, således at stigende medicinudgifter ikke ri-
sikerer at føre til nedskæringer eller fyringer?”
Svar:
Til brug for besvarelsen er der anmodet om bidrag fra det norske helse- og omsorgs-
departement. Til brug for besvarelse er derfor anvendt ”Meld.
St 28, melding til Stor-
tinget”., Legemiddelmeldingen, Riktig bruk – bedre helse, kap. 19”.
Heraf fremgår
bl.a. følgende
Finansieringen af lægemidler er i Norge er tredelt, på følgende enheder.
De regionale sundhedsregioner, de såkaldte
”helseforetak”
afholder udgifter
til lægemidler, som anvendes under sygehusindlæggelser og ved ambulant
behandling på sygehusene.
Kommunerne har finansieringsansvaret for lægemidler som udleveres ved
kommunale institutioner.
”Folketygden”
yder tilskud til lægemidler som ikke er omfattet af de to
ovenstående, det vil først og fremmest betyde medicin som udleveres ved
apotekerne.
”Helseforetakene” er den norske stats regionale sundhedsorganisationer, som har
ansvaret for at levere specialiserede sundhedstjenester til befolkningen bosiddende i
regionen.
De driver først og fremmest de offentlige sygehuse og kan købe sygehustjenester hos
andre statslige sundhedsregioner eller i den private sygehussektor. De statslige sund-
hedsregioner har således først og fremmest en
sørge-for- forpligtelse
i forhold til be-
folkningen. De statslige sundhedsregioner er finansieret ved et generelt fast tilskud
samt et aktivitetsbestemt bidrag udmøntet via et DRG-takstsystem. Det generelle til-
skud udgør ca. 75 pct. af den samlede finansiering, mens de resterende 25 pct. kom-
mer via afregningstaksten for den aktivitetsbestemte finansiering. De 25 pct. af den
samlede finansiering fremkommer ved en gennemsnitlig afregningsprocent af DRG
taksten på 50 pct. for alt aktivitet udført ved sygehusene. Denne del af finansieringen
er uden et samlet udgiftsloft. Konstruktionen indebærer, at sundhedsregionernes
merudgifter, som kan henføres til behandling af flere patienter, delvist bliver kom-
penseret ved øget bevilling fra staten via den aktivitetsbestemte finansiering, herun-
der også merudgifter til øget medicinforbrug som følge af øge behandlingsaktivitet.
 SUU, Alm.del - 2014-15 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 29: Spm. om, hvorvidt man i Norge har skilt udgifterne til henholdsvis medicin og drift/personale ad i budgetterne, således at stigende medicinudgifter ikke risikerer at føre til nedskæringer eller fyringer, til sundheds- og ældreministeren
Side 2
I forbindelse med den statslige budgetproces indgår forventede (mer)udgifter til me-
dicin i fastlæggelsen af de statslige sundhedsregioners samlede budgetter. De statsli-
ge sundhedsregioner har herefter det samlede budgetansvar for samtlige udgifter
forbundet med sygehusbehandlingen, herunder også udgifterne til personale og sy-
gehusmedicin.
Ansvaret for at overholde budgettet samlet set påhviler derfor alene de statslige
sundhedsregioner. Omprioriteringer kan derfor forekomme som følge af udviklingen
på medicinområdet, herunder også i form af omprioriteringer på personaleområdet.
I Norge finansieres tilskudsmedicinen af
”Folketyngden”,
som er en generel velfærds-
konstruktion, der omfatter en lang række offentligt finansierede velfærdsgoder i form
af overførelser eller tilskud til velfærdsydelser.
”Folketyngden”
finansieres dels af bi-
drag fra borgere og virksomheder samt af staten.
De statslige sundhedsregioner har dermed hverken budget- og opgaveansvaret for
denne opgave. Inden for det enkelte budgetår er der således ikke nogen form for
sammenhæng fra udgiftsudvikling på tilskudsmedicinen til sygehusenes økonomi,
men det må forventes at der ved den samlede offentlige budgetlægning sker en sam-
let prioritering.
På baggrund af ovenstående beskrivelse kan der overordnet anføres følgende:
Det kan derfor ikke bekræftes, at udgifterne i Norge til sygehusmedicin er udskilt i en
selvstændig budgetpost på en måde, hvormed stigende medicinudgifter ikke risikerer
at påvirke personaleressourcerne. Der er således store ligheder mellem fordeling af
budgetansvar i de norske statslige sundhedsregioner og for regionerne i Danmark i
forhold til sygehusmedicinen.
Der er derimod en væsentlig anderledes indretning af budgetansvaret i forhold til til-
skuddet af receptpligtig medicin i Norge sammenlignet med Danmark. Det er således
korrekt, at stigende udgifter inden for tilskudsmedicinen har en meget svag påvirk-
ning på den generelle sygehusøkonomi og i forhold til fx personaleressourcer.
Set i forhold til indretning af sundhedsvæsenet i Danmark, er der dermed en større
uafhængighed i Norge mellem medicinudgifterne på tilskudsområdet og sygehusøko-
nomien end i Danmark. I Danmark indgår såvel tilskudsmedicin og sygehusøkonomi i
den samlede regionale opgaveportefølje.
Helt overordnet set er der inden for rammerne af den samlede offentlige norske
økonomi en vis grad af sammenhæng mellem sygehusøkonomi og udvikling på til-
skudsmedicinen, idet at den norske stat har det marginale finansieringsansvar for
”Folketyngden”,
og dermed vil udgiftsudviklingen på tilskudsmedicinområdet ikke
fuldstændig være uden sammenhæng til sygehusbudgetterne.
Med venlig hilsen
Sophie Løhde
/
Mads Hansen