Sundheds- og Ældreudvalget 2014-15 (2. samling)
SUU Alm.del
Offentligt
1557121_0001.png
Holbergsgade 6
DK-1057 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
M [email protected]
W sum.dk
Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg
Dato: 20. oktober 2015
Enhed: Ældreenheden
Sagsbeh.: DEPCHS
Sagsnr.: 1505082
Dok. nr.: 1773962
Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg har den 20. august 2015 stillet følgende
spørgsmål nr. 25 (Alm. del) til sundheds- og ældreministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Flemming Møller Mortensen (S).
Spørgsmål nr. 25:
”Ministeren bedes redegøre for, hvilke erfaringer der findes fra andre europæiske
lande med sikring af demente borgere.”
Svar:
I besvarelsen af spørgsmålet er det forudsat, at spørgsmålet vedrører andre europæi-
ske landes erfaringer med lovgivning om magtanvendelse i forbindelse med pleje,
omsorg og sundhedsfaglig behandling af personer med demens i enten egen bolig el-
ler på plejehjem/plejecenter.
Det er Social- og Indenrigsministeriet, der har ansvaret for lovgivningen om magtan-
vendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten overfor voksne på det sociale
område. Social- og Indenrigsministeriet har til brug for nærværende besvarelse oplyst
følgende:
”Social- og Indenrigsministeriet er ikke i besiddelse af oplysninger, der kan give et
fuldstændigt bidrag til svar på spørgsmålet. Et sådan bidrag til svar vil forudsætte, at
ministeriet tilvejebringer oplysninger om sikring af demente fra de lande, som der
ønskes oplysninger fra, fx via de danske ambassader i de pågældende lande. Hertil
kommer, at der vil være behov for en afgrænsning af, hvad der nærmere menes med
sikring af demente borgere, herunder om det alene omfatter mulighederne for at
kunne udøve magt og andre indgreb i selvbestemmelsesretten i forhold til de pågæl-
dende.
På baggrund af oplysninger fra Socialstyrelsen kan Social- og Indenrigsministeriet op-
lyse, at Danmark både i international og europæisk sammenhæng er et af de lande,
der i længst tid har haft regler om brug af magt over for brugere af tilbud under ser-
viceloven. Dette skyldes ikke mindst, at man tidligt havde etableret regler på handi-
capområdet. I nordisk sammenhæng har især Norge og til dels Sverige udviklet og
implementeret regler, der er stærkt inspireret af de danske. Det kan endvidere oply-
ses, at der hverken i europæisk eller bredere international sammenhæng er samme
tradition for at have et specifikt regelsæt. I en del lande, som eksempelvis de angel-
saksiske, er det imidlertid typisk fuldt lovligt at låse yderdøre for at holde demente
beboere i plejeboliger indenfor”.
SUU, Alm.del - 2014-15 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 25: Spm. om, hvilke erfaringer der findes fra andre europæiske lande med sikring af demente borgere, til sundheds- og ældreministeren
Side 2
Det kan hertil tilføjes, at der i den norske lov om pasient- og brukerrettigheter er ind-
ført regler, hvorefter det med magtanvendelse er tilladt at gennemføre behandling af
patienter, udstyre patienten med personlige pejle- og alarmsystemer og tilbageholde
patienten på behandlingsstedet for at gennemføre behandlingen.
Som nævnt i svarene på SUU alm. del spørgsmål 22, 23 og 24 foreslår regeringen at
igangsætte et arbejde med udarbejdelse af en national handlingsplan for demens.
Handlingsplanen skal udarbejdes med inddragelse af og i dialog med de centrale ak-
tører på demensområdet samt de demente selv og deres pårørende. Der vil endvide-
re blive indhentet viden og inspiration fra andre lande, som har arbejdet med at for-
bedre forholdene for demente og deres pårørende.
Med venlig hilsen
Sophie Løhde
/ Charlotte Søderlund