SUU, Alm.del - 2014-15 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 233: Spm. om ministerens kommentar til fortrolig henvendelse af 25/9-2015, til sundheds- og ældreministeren

Sundheds- og Ældreudvalget 2014-15 (2. samling)
SUU Alm.del
Offentligt

Holbergsgade 6

DK-1057 København K

T +45 7226 9000

F +45 7226 9001

M [email protected]

W sum.dk

Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg

Dato: 27. oktober 2015

Enhed: Psykiatri og Lægemiddel-

politik

Sagsbeh.: SUMBGB

Sagsnr.: 1506090

Dok. nr.: 1799863

Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg har den 30. september 2015 stillet følgende

spørgsmål nr. 233 (Alm. del) til sundheds- og ældreministeren, som hermed besvares.

Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Liselott Blixt (DF).

Spørgsmål nr. 233:

”Ministeren bedes kommentere fortrolig henvendelse af 25. september 2015, jf. SUU

alm. del – bilag 79.”

Svar:

Jeg skal indledningsvis bemærke, at jeg ikke kan gå ind i den konkrete sag, der beror

på en sundhedsfaglig vurdering.

Når det er sagt, er jeg helt på det rene med, at det kan være vanskeligt og frustreren-

de som pårørende at være vidne til, at ens nærmeste er meget syg og ikke vil modta-

ge behandling.

I dansk lovgivning er det hovedreglen, at indlæggelse, ophold og behandling på syge-

husene er frivillig. Det betyder, at en borger som udgangspunkt skal give informeret

samtykke til at blive indlagt og til at modtage behandling.

Anvendelse af tvang er et voldsomt indgreb i den enkelte patients frihedsrettigheder

og selvbestemmelsesret. Derfor er tvangsindgreb også en undtagelse til hovedreglen

om, at indlæggelse og behandling alene må ske med patientens samtykke.

Psykiatriloven er en særlov, som giver hjemmel til at anvende tvang i særligt afgræn-

sede tilfælde over for borgere, der ikke vurderes at kunne varetage egne interesser

på grund af sindssyge. Det er således kun muligt at anvende tvang over for en patient

med fx spiseforstyrrelse, hvis patienten er indlagt på en psykiatrisk afdeling, og i øv-

rigt opfylder betingelserne for anvendelse af tvang. Det er endvidere en overlæge i

psykiatri, der træffer beslutning om tvangsbehandling.

Når der anvendes tvang over for en patient, der har en psykisk lidelse, er der flere

hensyn, der skal afvejes. På den ene side skal patientens selvbestemmelsesret re-

spekteres, men på den anden side skal der også drages omsorg for de patienter, der

på den ene eller den anden måde ikke kan varetage egne interesser. Såvel sundheds-

loven som psykiatriloven lægger op til, at den enkelte borger skal have en høj grad af

selvbestemmelse, og tvangs- og magtanvendelse må derfor kun anvendes i særligt

afgrænsede tilfælde.

Der er i psykiatriloven opstillet nogle overordnede principper, der skal sikre, at der ik-

ke anvendes tvang, før alle muligheder for at opnå patientens samtykke er udtømt.

Det følger også af reglerne, at patienter, som er uden for en akut situation, skal have

en passende betænkningstid til at tage stilling indlæggelse eller behandling. I be-

SUU, Alm.del - 2014-15 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 233: Spm. om ministerens kommentar til fortrolig henvendelse af 25/9-2015, til sundheds- og ældreministeren

Side 2

tænkningstiden har læge/sundhedspersonen pligt til at motivere patienten til f.eks. at

lade sig indlægge frivilligt eller frivilligt undergive sig behandling. Det følger endvidere

af principperne, at der ved tvangsanvendelsen altid skal vælges det mindst indgri-

bende tvangsmiddel.

Hvis patienten beslutter sig for at klage over en beslutning om tvangsbehandling,

herunder tvangsernæring, efter psykiatrilovens § 12 til Det Psykiatriske Patientklage-

nævn, har klagen som udgangspunkt opsættende virkning, det vil sige, at behandlin-

gen ikke kan gennemføres, før patientklagenævnet har taget stilling til klagen. Dette

gælder dog ikke, hvis omgående gennemførelse af behandlingen er nødvendig for ik-

ke at udsætte patienters liv eller helbred for væsentlig fare eller for at afværge, at pa-

tienten udsætter andre for nærliggende for at lide skade på legeme eller helbred.

Tvangsernæring kan kun gennemføres over for patienter, der er indlagt og opfylder

betingelserne for tvangstilbageholdelse, dvs. at patienten er sindssyg eller i en til-

stand, der må ligestilles hermed, og hvor udsigten til helbredelse vil blive væsentlig

forringet (behandlingsindikationen), eller patienten frembyder en nærliggende og

væsentlig fare for sig selv eller andre (farlighedsindikationen).

Tvangsernæring med sonde vil f.eks. kunne komme på tale ved behandling af patien-

ter, som er svært afkræftede på grund af blandt andet nervøs spisevægring. Jeg skal i

den forbindelse bemærke, at en læge eller andet autoriseret sundhedspersonale er

forpligtet til under udøvelsen af sin virksomhed til at udvise omhu og samvittigheds-

fuldhed ved udredning og behandling af patienten.

Med venlig hilsen

Sophie Løhde

Birgitte Gram Blenstrup