SUU, Alm.del - 2014-15 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 187: Spm. om det er ministerens holdning, at der er et behov for at skabe lovgivningsmæssige ændringer for at sikre højere patientsikkerhed og opnå samme form for hurtighed og justits i Danmark som i de andre nordiske lande, til sundheds- og ældreministeren

Sundheds- og Ældreudvalget 2014-15 (2. samling)
SUU Alm.del
Offentligt

Holbergsgade 6

DK-1057 København K

T +45 7226 9000

F +45 7226 9001

M [email protected]

W sum.dk

Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg

Dato: 2. november 2015

Enhed: Sundhedsjura og lægemid-

delpolitik

Sagsbeh.: DEPMAKI

Sagsnr.: 1505618

Dok. nr.: 1779614

Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg har den 15. september 2015 stillet følgende

spørgsmål nr. 186 (Alm. del) til sundheds- og ældreministeren, som hermed besvares.

Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Flemming Møller Mortensen (S).

Spørgsmål nr. 186:

”Vil ministeren redegøre for, hvilken lovhjemmel Sundhedsstyrelsen handler

efter i håndteringen af sager, hvor en sundhedsperson har fået frataget autorisatio-

nen i et andet nordisk land og efterfølgende søger ansættelse i det danske sundheds-

væsen?”

Svar:

Til brug for besvarelsen af spørgsmålet har jeg indhentet bidrag fra Sundhedsstyrel-

sen, der har oplyst følgende:

”Sundhedsstyrelsen kan oplyse, at styrelsen udveksler oplysninger med de andre nor-

diske lande om sundhedspersoner, der har mistet eller fået indskrænket deres autori-

sation, jf. art. 18 i overenskomsten af 14. juni 1993 om fælles nordisk arbejdsmarked

for visse personalegrupper inden for sundhedsvæsenet og veterinærvæsenet.

Af overenskomstens art. 18 fremgår det, at såfremt en godkendelse er blevet tilbage-

kaldt af den stat, som oprindeligt meddelte den, skal den af en anden kontraherende

stat senere meddelte godkendelse tilbagekaldes.

Det fremgår endvidere af bestemmelsen, at hvis en behørig myndighed tilbagekalder

en godkendelse vedrørende en erhvervsudøver, som har opnået godkendelse i flere af

de kontraherende stater, skal den berørte centrale myndighed i den eller de andre sta-

ter underrettes om foranstaltningen eller tilbagekaldelsen samt om grundlaget herfor.

En sådan underretning skal også ske ved afgørelser om ordinationsindskrænkning og

virksomhedsindskrænkning og frivillige indskrænkninger af samme type.

Af autorisationslovens § 12 fremgår, at såfremt en sundhedsperson mister eller får

indskrænket sin primærautorisation i et andet land, har Sundhedsstyrelsen mulighed

for at fratage sundhedspersonen sin autorisation eller indskrænke personens virksom-

hedsområde.

På baggrund af ovenfor omtalte regelgrundlag bortfalder en dansk autorisation, hvis

denne er givet på baggrund af fx en norsk autorisation, som de norske tilsynsmyndig-

heder senere har frataget. Sundhedspersonen vil herefter ikke have autorisation og

kan ikke arbejde i Danmark.

Hvis derimod de norske tilsynsmyndigheder tilbagekalder en norsk autorisation, som

er udstedt på baggrund af en dansk, vil den danske autorisation ikke automatisk blive

frataget. De danske tilsynsmyndigheder vil forholde sig konkret til den udenlandske

SUU, Alm.del - 2014-15 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 187: Spm. om det er ministerens holdning, at der er et behov for at skabe lovgivningsmæssige ændringer for at sikre højere patientsikkerhed og opnå samme form for hurtighed og justits i Danmark som i de andre nordiske lande, til sundheds- og ældreministeren

Side 2

sag, og vil afgøre hvilke konsekvenser de udenlandske hændelser skal have for sund-

hedspersonen her i landet. Lovhjemlen for denne virksomhed er Sundhedslovens §

215, samt autorisationslovens § 26.”

Jeg kan henholde mig til det af Sundhedsstyrelsen oplyste.

Jeg kan supplerende oplyse, at det følger af sundhedslovens § 215, at Sundhedssty-

relsen fører tilsyn med den sundhedsfaglige virksomhed, der udføres af personer in-

den for sundhedsvæsenet. Af autorisationslovens § 26 følger det, at sundhedsperso-

ner er undergivet tilsyn af Sundhedsstyrelsen efter sundhedslovens § 215.

Kerneområdet for tilsynet er derfor at sikre, at den sundhedsfaglige virksomhed i det

danske sundhedsvæsen og den sundhedsfaglige virksomhed, der i øvrigt måtte blive

udøvet af sundhedspersoner i Danmark, lever op til de til enhver tid gældende dan-

ske regler, herunder f.eks. kravet i autorisationslovens § 17 om omhu og samvittig-

hedsfyldhed, journalføring, information og samtykke m.v.

Formålet med tilsynet er således at varetage hensynet patientsikkerheden i Danmark

i tilknytning til sundhedsfaglig virksomhed i Danmark. Som led i varetagelsen af tilsy-

net råder Sundhedsstyrelsen med hjemmel i sundhedsloven og autorisationsloven

over en række tilsynsforanstaltninger, der efter nærmere kriterier, herunder bl.a. fare

for patientsikkerheden, kan bringes i anvendelse overfor sundhedspersoner, på grund

af faglige mangler eller manglende egnethed. Det mest indgribende skridt er mulig-

heden for at indbringe en sag om autorisationsfratagelse for domstolene.

Det forhold, at en dansk autoriseret sundhedsperson får sin autorisation indskrænket

eller mister sin autorisation i f.eks. et andet nordisk land, kan efter en konkret vurde-

ring give anledning til mistanke om, at den pågældende grundet faglige mangler eller

manglende egnethed vil kunne være til fare for danske patienter, hvis den pågælden-

de udfører sundhedsfaglig virksomhed i Danmark.

Derfor er det vigtigt, at de relevante myndigheder på sundhedsområdet er opmærk-

somme på danske sundhedspersoner, herunder læger, der mister deres autorisation

eller får deres autorisation indskrænket i et andet land på grund af faglige mangler el-

ler manglende egnethed.

Regionerne skal således være opmærksomme på at indhente fornødne referencer i

forbindelse med ansættelse af bl.a. læger.

Endvidere er det helt centralt, at Sundhedsstyrelsen reagerer på de informationer, de

modtager som tilsynsmyndighed og dermed sikre danske patienter mod sundheds-

personer, der kan være til fare.

Afslutningsvist skal jeg henvise til mit svar på spørgsmål 147, 167 og 187 (SUU alm.

del), hvoraf det bl.a. følger, at jeg vil gøre op med, at læger og andre sundhedsperso-

ner, der kan være til fare for patientsikkerheden, rejser til Danmark og fortsætter

med at arbejde med patienter i sundhedsvæsnet, selvom de ikke har lov til at arbejde

som sundhedsperson i andre lande.

Jeg har derfor bedt mit ministerie undersøge, hvordan man kan ændre autorisations-

loven, så sundhedspersoner får inddraget deres danske autorisation, hvis de har fået

Side 3

den frataget i udlandet, fordi de har faglige mangler eller ikke er egnede til at vareta-

ge deres arbejde.

Med venlig hilsen

Sophie Løhde

Mads Kirkegaard