Sundheds- og Ældreudvalget 2014-15 (2. samling)
SUU Alm.del
Offentligt
Holbergsgade 6
DK-1057 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
W sum.dk
Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg
Dato: 6. oktober 2015
Enhed: Sundhedsjura og lægemid-
delpolitik
Sagsbeh.: SUMMSB
Sagsnr.: 1505544
Dok. nr.: 1777369
Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg har den 14. september 2015 stillet følgende
spørgsmål nr. 178 (alm. del) til sundheds- og ældreministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Liselott Blixt (DF).
Spørgsmål nr. 178:
”Af en artikel i BT den 12. august 2015 fremgår det, at mere end 400 kvinder, der har
fået konstateret brystkræft, i juni 2015 har modtaget et brev fra Region Hovedsta-
den, der oplyser kvinderne om, at de er indkaldt for sent til mammografiscreening. Af
brevet fremgår det også, at kvinderne ikke har mulighed for at få tilkendt erstatning,
da forsinkelsen skyldes manglende ressourcer i regionen. Vil ministeren tage initiativ
til at sikre, at patienter, der oplever forsinket behandling i sundhedsvæsenet ikke skal
rammes dobbelt, først af forsinkelsen og dernæst af juridiske spidsfindigheder?”
Svar:
Som anført i mit svar af dags dato på SUU alm. del – spørgsmål 175, hvortil jeg kan
henvise, er der i hver enkelt sag tale om en konkret vurdering, som Patienterstatnin-
gen skal foretage, og eftersom Patienterstatningen er uafhængig, har jeg ingen ind-
flydelse på de afgørelser, Patienterstatningen træffer.
Hvis en patient er utilfreds med den afgørelse, som Patienterstatningen træffer, har
patienten mulighed for at anke afgørelsen til Ankenævnet for Patienterstatningen.
Den mulighed har ingen af kvinderne mig bekendt endnu benyttet sig af. Derfor vides
det ikke, om ankenævnet er enig i Patienterstatningens fortolkning af reglerne.
Jeg vil afvente udviklingen på området og følge med i, hvad ankenævnet når frem til, i
de sager som eventuelt indbringes.
På baggrund heraf vil jeg tage stilling til, om jeg sammen med Folketingets partier
skal se nærmere på lovgivningen på området.
Med venlig hilsen
Sophie Løhde
/
Mie Saabye