Holbergsgade 6
DK-1057 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
W sum.dk
Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg
Dato: 6. oktober 2015
Enhed: Sundhedsjura og lægemid-
delpolitik
Sagsbeh.: SUMMSB
Sagsnr.: 1505544
Dok. nr.: 1777352
Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg har den 14. september 2015 stillet følgende
spørgsmål nr. 177 (Alm. del) til sundheds- og ældreministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Liselott Blixt (DF).
Spørgsmål nr. 177:
”Vil ministeren redegøre for, i hvilke tilfælde ressourcemangel fritager en region for
erstatningspligt? ”
Svar:
Som anført i mit svar af dags dato på SUU alm. del – spørgsmål 175 indfortolkes i spe-
cialistreglen i § 20, stk. 1, nr. 1, i lov om klage og erstatningsadgang inden for sund-
hedsvæsenet, en ressourcebegrænsning.
Det er ikke muligt for mig udtømmende at redegøre for, i hvilke tilfælde ressource-
mangel fritager en region for erstatningspligt. Der er tale om en konkret vurdering i
hver enkelt sag.
Som eksempel kan jeg oplyse, at det ikke berettiger til erstatning, at der ikke forefin-
des det optimale udstyr på det pågældende sygehus. Det indgår dog i vurderingen,
om den erfarne specialist, afhængig af tidsfaktoren, ville have valgt at henvise patien-
ten til et andet sygehus, hvor det nødvendige udstyr var til stede. Det berettiger lige-
ledes ikke til erstatning, at man i Danmark (endnu) ikke har taget en ny behandlings-
metode i brug, hvad enten dette skyldes en politisk/økonomisk prioritering eller en
lægelig beslutning om, at den nye metode endnu ikke skal tilbydes, fx fordi man
mangler erfaring med metoden eller endnu ikke er uddannet til at anvende den.
Patienterstatningen har i flere sager desuden fundet, at det forhold, at sygehusene
ikke tilbød patienterne behandling inden for de fastsatte maksimale ventetider for
visse kræftsygdomme og samtidig ikke levede op til deres forpligtelser i forhold til at
forsøge at henvise patienterne til behandling andre steder inden for fristerne, under
visse betingelser kunne udløse ret til erstatning.
Det afgørende i de sager er, om den erfarne specialist ville have iværksat den rele-
vante behandling inden for de maksimale ventetider, hvis det var muligt, eller ville
have henvist til et andet sygehus. Herudover er det en betingelse for, at der kan ydes
erstatning, at det faktisk var muligt at tilbyde/henvise patienten til behandling et an-
det sted inden for fristerne.
Med venlig hilsen