Social- og Indenrigsudvalget 2014-15 (2. samling)
SOU Alm.del
Offentligt
1556106_0001.png
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg
Sagsnr.
2015-7067
Doknr.
272823
Dato
14-10-2015
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg har d. 28. september 2015 stillet følgende
spørgsmål nr. 99 (alm. del) til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Pernille Rosenkrantz-Teil (S).
Spørgsmål nr. 99:
Vil ministeren oplyse, hvilke krisecentre der er for stofmisbrugende kvinder i
Danmark?
Svar:
Der foreligger ikke nogen samlet oversigt over, hvilke af landets kvindekrisecentre, der
optager kvinder med et stofmisbrug. Jeg kan dog oplyse, at alle voldstruede og volds-
ramte kvinder kan rette henvendelse til krisecentrene med henblik på optagelse.
Det er efter servicelovens § 109, stk. 2, lederen af det enkelte krisecenter, der træffer
afgørelse om optagelse, og der kan være forhold, der medfører, at en kvinde med
misbrug ikke kan optages på et krisecenter. Der kan bl.a. skulle tages hensyn til den
enkelte kvindes behov for behandlingstilbud samt særlig støtte, som det konkrete
kvindekrisecenter ikke kan imødekomme. Derudover kan der være behov for at tage
hensyn til de øvrige kvinder og børn, da de oftest vil være i en akut livskrise med et
forhøjet angstniveau og derfor har brug for mest mulig ro og stabilitet.
Derudover kan jeg oplyse, at der er mulighed for specialisering på krisecentrene. So-
cialtilsynet har f.eks. godkendt Hanne Mariehjemmet, der er et specialiseret krisecen-
ter for kvinder over 18 år, der tilbyder kvinder fra misbrugs- og prostitutionsmiljøet
beskyttelse, omsorg, pleje/behandling, skadereduktion og socialfaglig og socialpæda-
gogisk støtte i en periode af op til tre ugers varighed.
Endelig kan jeg oplyse, at såfremt en kvinde med et stofmisbrug ikke kan optages på
et krisecenter, er det kvindens opholdskommune, der har ansvaret for, at kvinden
modtager eller henvises til et tilbud, som tilgodeser kvindens behov. Kommunen skal
således tilbyde kvinden en helhedsorienteret indsats, og støtten skal søges tilrettelagt,
så eventuelle hensyn til kvindens sikkerhed mv. kan imødekommes.
Med venlig hilsen
Karen Ellemann