SOU, Alm.del - 2014-15 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 97: Spm. om kommentar til Foreningen Fars 24 anbefalinger, til social- og indenrigsministeren

Social- og Indenrigsudvalget 2014-15 (2. samling)
SOU Alm.del
Offentligt

Folketingets Social- og Indenrigsudvalg

Sagsnr.

2015 - 6977

Doknr.

270240

Dato

21-10-2015

Folketingets Social- og Indenrigsudvalg har d. 24.september 2015 stillet følgende

spørgsmål nr. 97 (alm. del) til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares.

Spørgsmål nr. 97:

”Vil ministeren kommentere Foreningen Fars 24 anbefalinger enkeltvist, jf.

SOU alm. del – bilag 10?”

Svar:

Foreningen Far har udformet 24 anbefalinger i lyset af, at foreningen er af den opfat-

telse, at den danske lovgivning i børne- og familiesager er i strid med en række af de

konventioner, Danmark har tiltrådt. Anbefalingerne synes i særdeleshed at være rettet

mod den familieretlige lovgivning, herunder ikke mindst reguleringen af spørgsmålet

om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær.

Anbefalingerne giver mig helt overordnet anledning til at bemærke, at den familieretli-

ge lovgivning løbende er moderniseret i takt med samfundsudviklingen. Forældrean-

svarsloven er således fra 2007 og efterfølgende evalueret og revideret i 2011 og

2012, samt tilpasset igen i 2015. Et af lovens formål er at ligestille forældrene i højere

grad, end de var før lovens vedtagelse, men samtidig at understrege, at det er barnet

– og ikke forældrene – der er i fokus. Lovens bestemmelser skelner ikke mellem for-

ældrenes køn, og dermed ikke mellem far og mor, men har barnets bedste som sty-

rende princip.

Nedenfor kommenteres de 24 anbefalinger. Karakteren af anbefalingerne, deres ind-

byrdes sammenhæng og brede sigte gør, at de kun vanskeligt lader sig besvare en-

keltvist, hvis der skal gives fyldestgørende svar. Det bemærkes herved også, at det

har været nødvendigt at indhente bidrag til besvarelse fra flere ministerier. Anbefalin-

gerne vil på den baggrund blive kommenteret tematisk i overensstemmelse med for-

eningens inddeling. Der er ved besvarelsen taget afsæt i den danske version af anbe-

falingerne.

Ad foreningens tema ”Offentlig informering”

kan jeg oplyse, at forældre med fæl-

les forældremyndighed har samme adgang til oplysninger om barnet. Efter forældre-

ansvarslovens § 23 kan en forælder, der ikke har del i forældremyndigheden, også få

oplysninger om barnet, men det kræver, at forælderen beder om det hos de relevante

myndigheder. Der er endvidere mulighed for at fratage en forælder, der ikke har del i

forældremyndigheden, adgang til oplysninger.

Med vedtagelsen af forældreansvarsloven i 2007 blev kredsen af forældre, der ikke

har del i forældremyndigheden, en anden end tidligere. Før forældreansvarslovens

ikrafttræden skulle dommeren ved uenighed om forældremyndigheden tillægge én af

forældrene eneforældremyndighed, selvom begge forældre var lige egnede. Med for-

ældreansvarsloven blev det muligt at dømme til fælles forældremyndighed. Den fælles

SOU, Alm.del - 2014-15 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 97: Spm. om kommentar til Foreningen Fars 24 anbefalinger, til social- og indenrigsministeren

forældremyndighed kan således kun ophæves, hvis der er grund til at antage, at for-

ældrene ikke kan samarbejde om barnets forhold til barnets bedste, herunder hvis der

er tungtvejende grunde til at ophæve den fælles forældremyndighed. Endvidere vil en

anmodning om at få del i forældremyndigheden kun kunne nægtes, hvis det er bedst

for barnet.

I øvrigt bemærkes det, at det som udgangspunkt er muligt at finde oplysninger om

forældremyndighedens placering for børn op til ca. 11 år i Det Centrale Personregi-

ster, da der er sket registrering af forældremyndighed for børn født efter maj 2004, og

at der i øvrigt også er sket registrering af forældremyndighed for børn født før maj

2004 i den udstrækning, der er sket ændring i placeringen af forældremyndigheden

efter maj 2004.

Ad temaet ”Barsel og familiegrupper”

er der indhentet bidrag fra Beskæftigelses-

ministeriet og Sundheds- og Ældreministeriet.

Sundheds- og Ældreministeriet har oplyst, at kommunalbestyrelsen er ansvarlig for de

kommunale sundhedsordninger for børn og unge, herunder sundhedsplejerskeordnin-

gen, og for at alle børn og unge får de tilbud, der fremgår af sundhedslovgivningen.

De kommunale tilbud skal tilrettelægges, så der dels ydes en generel forebyggende

og sundhedsfremmende indsats, dels en individorienteret indsats, der retter sig mod

alle børn, samt en særlig indsats, der specielt tager sigte på børn med særlige behov.

Formålet er at sikre børn og unge en sund opvækst og skabe gode forudsætninger for

en sund voksentilværelse.

Kommunerne har frihed til at dimensionere og målrette den sundhedsfremmende og

forebyggende indsats til børn og unge til det lokale behov inden for sundhedslovens

rammer.

I forhold til småbørn yder den kommunale sundhedsplejerske funktionsundersøgelser i

barnets hjem samt individuel rådgivning efter personlig henvendelse til sundhedsple-

jersken. Desuden er det inden for sundhedslovens rammer muligt for kommunen at

tilbyde gruppeaktiviteter i form af forældregrupper, åbent-hus-arrangementer, temaaf-

tener, mødre-, fædre- og familiegrupper af forskellig karakter, aftalt konsultation her-

under telefonkonsultationer mv.

En række kommuner afprøver i disse år forskellige former for forældreuddannelses-

kurser for begge forældre med fokus på familiedannelse, barnets trivsel, etablering af

sunde vaner som supplement til de almindelige tilbud om sundhedspleje til spæd- og

småbørn.

Beskæftigelsesministeriet har oplyst, at regeringen ingen planer har om at ændre på

de gældende regler om forældreorlov i barselsloven.

Det understreges i den forbindelse, at hver forælder efter de gældende regler har ret

til at holde 32 ugers forældreorlov.

Desuden kan forældrene fordele de 32 ugers ret til barselsdagpenge i forældreorlovs-

perioden mellem sig.

Beskæftigelsesministeren har afslutningsvist tilkendegivet, at han på ingen måde deler

Foreningen Fars synspunkt om, at barselsreglerne er udtryk for diskrimination af

mænd og børn, ligesom han er uenig i synspunktet om, at reglerne er et udtryk for en

særlig kultur hos offentlige myndigheder.

SOU, Alm.del - 2014-15 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 97: Spm. om kommentar til Foreningen Fars 24 anbefalinger, til social- og indenrigsministeren

Også i forhold til temaet ”Diskrimination af børn i ligeværdige og moderne fami-

lier”

bemærkes det, at reglerne i forældreansvarsloven, herunder reglerne om place-

ringen af barnets bopæl, skal understøtte den bedst mulige løsning for det enkelte

barn, jf. herved også artikel 3 i FNs Børnekonvention. Forældreansvarsloven skal

således danne rammen om de løsninger, der er bedst for barnet. Forældrene, der i

loven forudsættes at rumme de bedste løsninger for barnet, kan selv aftale, hvordan

de vil tilrettelægge barnets kontakt med dem.

En af forældrene er dog bopælsforælder og kan i den egenskab træffe beslutninger på

egen hånd om en række overordnede forhold i barnets dagligdag. Dette system er

skabt med den intention at mindske konflikterne om barnet under udøvelsen af den

fælles forældremyndighed. Reglerne er dog ikke til hinder for, at forældre konkret for-

holder sig anderledes. Dog vil en eventuel aftale mellem forældrene om altid at træffe

alle beslutninger i fællesskab ikke kunne sætte bopælsforælderens beføjelser ud af

kraft, hvis forældrene efterfølgende ikke kan blive enige om eksempelvis valg af bør-

nehave.

Beskæftigelsesministeriet har i forhold til dette tema oplyst, at der findes en række

offentlige ydelser, som er rettet mod børnefamilier. Det er bl.a. børne- og ungeydelse,

børnetilskud, boligsikring og økonomisk fripladstilskud til daginstitution, SFO m.v.

Forældre, der har ophævet samlivet, eller aldrig har boet sammen, kan aftale, hvordan

barnets forsørgelse skal tilrettelægges. Hvis forældrene er enige, kan de således bl.a.

indgå aftaler om, hvordan udgifterne skal fordeles mellem forældrene, herunder hvor-

dan der tages højde for de ydelser, der udbetales fra det offentlige. Det gælder også,

selvom det er den ene forælder, der modtager de offentlige ydelser.

Udgangspunktet er, at barnet kun kan tælle med i én husstand. Baggrunden for det er,

at det i mange tilfælde er sådan, at det er den ene part efter en separation mv., der

kommer til at stå med hovedansvaret for forsørgelsen af børnene.

Det er ikke muligt at lave udbetalingsregler, der passer til alle de forskellige måder,

som forældre kan indrette sig på i forhold til at dele udgifterne til børnenes forsørgelse.

Det afgørende i forhold til de gældende udbetalingsregler er således, at ydelserne

udbetales for at bidrage til børnenes forsørgelse uanset, hvordan forældrene har ind-

rettet sig, og at forældrene indbyrdes kan aftale, hvordan udgifter m.v. skal fordeles.

Desuden er det et hensyn, at udbetalingen af de offentlige ydelser er enkle at admini-

strere.

I forlængelse af foreningens tema ”Offentlig sagsbehandling i børnesager”

skal

det anføres, at udsatte børn og unge og deres familier kan have kontakt med mange

myndigheder. Det er derfor vigtigt, at myndighederne af hensyn til barnet eller den

unge samarbejder og så vidt muligt også sikrer udveksling af oplysninger til brug for

behandling af sager hos de enkelte myndigheder.

Inden for rammerne af forældreansvarsloven er der udviklet en særlig procedure – et

såkaldt ”særligt spor” – for behandlingen af de meget konfliktfyldte forældreansvars-

sager. Som et led i dette spor er der bl.a. fokus på tværsektorielt samarbejde mellem

Statsforvaltningen og kommunerne i en række sager, hvor begge myndigheder er

involverede. Formålet er hurtigst muligt af hensyn til barnet at finde en løsning på for-

ældrenes konflikt.

Endvidere kan jeg oplyse, at forældreansvarsloven blev ændret med virkning fra den

1. oktober 2015 for bl.a. at styrke Statsforvaltningens muligheder for at imødegå, at et

barn mister kontakten med en forælder under behandlingen af en sag. Et af redska-

berne til at sikre dette er, at der nu er indsat en frist for at træffe afgørelse om midlerti-

digt samvær, når barnet ikke har kontakt med den ene forælder.

SOU, Alm.del - 2014-15 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 97: Spm. om kommentar til Foreningen Fars 24 anbefalinger, til social- og indenrigsministeren

Som andre tiltag på området kan nævnes et forsøgsprojekt om konflikthåndtering som

forebyggelse. Projektet omfatter alle forældrepar, der henvender sig for første gang til

Statsforvaltningen i Odense og Åbenrå i perioden 2015-2018. Formålet med projektet

er at begrænse belastningen af børn i en samlivsophævelse og at styrke forældrenes

evne til at samarbejde og håndtere konflikter på en sådan måde, at der kommer fokus

på barnet. Et andet formål er, at den øgede viden om konflikthåndtering skal føre til, at

antallet af forældre, der igen får behov for Statsforvaltningens hjælp, falder. Projektet

skal også samle viden om, hvordan denne måde at hjælpe forældre på virker i forhold

til den måde, forældrene hjælpes i det eksisterende system, hvor der i højere grad er

fokus på at løse uenighed ved afgørelser.

Justitsministeriet har oplyst, at reglerne om fri proces fremgår af retsplejelovens kapi-

tel 31 (§§ 323-336). Der kan således efter retsplejelovens § 325, stk. 1, meddeles en

person, der opfylder de økonomiske betingelser efter stk. 2-5, og som ikke har en

retshjælpsforsikring eller anden forsikring, der dækker omkostningerne ved sagen, fri

proces efter reglerne i retsplejelovens §§ 327 og 328.

Efter retsplejelovens § 327, stk. 1, nr. 1, kan fri proces bl.a. gives til sager omhandlet i

retsplejelovens kapitel 42, dvs. om ægteskab eller forældremyndighed i 1. instans,

dog ikke til sagsøgeren i sager om ændring af en aftale eller dom efter forældrean-

svarslovens § 14 eller § 17, stk. 2.

Uden for de tilfælde, der er nævnt i § 327, kan fri proces efter retsplejelovens § 328

gives, hvis ansøgeren skønnes at have rimelig grund til at føre proces.

Endelig kan der, uden for de tilfælde, der er nævnt i § 325, jf. §§ 327 og 328, efter

ansøgning meddeles en part fri proces, når særlige grunde taler for det, jf. retsplejelo-

vens § 329, stk. 1, 1. pkt. Dette gælder navnlig i sager, som er af principiel karakter

eller af almindelig offentlig interesse, eller som har væsentlig betydning for ansøge-

rens sociale eller erhvervsmæssige situation, jf. § 329, stk. 1, 2. pkt.”

Justitsministeriet har videre oplyst, at advokater er underlagt en række pligter, som

har til formål at sikre, at advokaten kan fungere som en uafhængig og fagligt kompe-

tent rådgiver for sine klienter. Ifølge retsplejelovens § 126, stk. 1, skal en advokat så-

ledes udvise en adfærd, der stemmer med god advokatskik. Advokaten skal herunder

udføre sit hverv grundigt, samvittighedsfuldt og i overensstemmelse med, hvad beret-

tigede hensyn til klienternes tarv tilsiger. Sagerne skal fremmes med fornøden hurtig-

hed.

De advokatetiske regler indeholder nærmere pligter for advokater og nærmere regler

for god advokatskik. En advokat må bl.a. ikke ved udførelse af en sag gå videre, end

berettigede hensyn til varetagelse af klientens interesser tilsiger. Advokaten må end-

videre ikke foretage unødige retsskridt eller søge klientens interesser fremmet på util-

børlig måde.

Klager over, at en advokat har tilsidesat pligter, der følger af retsplejeloven eller af

forskrifter fastsat i medfør heraf, kan indbringes for Advokatnævnet. Advokatnævnet

kan pålægge advokaten en bøde, og hvis en advokat har gjort sig skyldig i grov eller

oftere gentagen overtrædelse af sine pligter som advokat, og de udviste forhold giver

grund til at antage, at den pågældende ikke for fremtiden vil udøve advokatvirksom-

hed på forsvarlig måde, kan Advokatnævnet frakende advokaten retten til at udføre

sager eller forretninger af nærmere angiven karakter eller retten til at udøve advokat-

virksomhed.

Ad temaet ”Børns rettigheder til begge biologiske forældre”

kan det oplyses, at

hovedhensynet bag reglerne i børneloven om behandling af faderskabssager er, at et

SOU, Alm.del - 2014-15 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 97: Spm. om kommentar til Foreningen Fars 24 anbefalinger, til social- og indenrigsministeren

barn så vidt muligt skal have en far. Det anses således som bedst for et barn, at det

retligt set har to forældre.

Det skal derfor som udgangspunkt søges fastslået, hvem der er barnets genetiske far.

Loven har på denne måde fokus på hensynet til barnet, mens hensynet til forældrene

kommer i anden række.

Udgangspunktet om at finde det genetiske faderskab fraviges, når barnet fødes i et

ægteskab, eller en mand accepterer at være far til barnet. Udgangspunktet fraviges

også af den såkaldte ”anerkendelseslære”. Den indebærer, at hverken barnets mor

eller far vilkårligt skal kunne anfægte faderskabet, navnlig ikke når de med kendskab

til eller formodning om, at manden ikke er barnets genetiske far, alligevel har behand-

let barnet som mandens barn.

Reglerne om faderskab bygger således på en række overordnede hensyn og en ba-

lancering af disse og parternes interesser over for hinanden.

Det er generelt vigtigt for et barn, at hverken dets far eller mor i forbindelse med af-

slutningen af et parforhold har fri mulighed for at søge faderskabet ændret med den

virkning, at barnets bånd til dets far ophæves, navnlig ikke i situationer hvor parterne

har behandlet barnet som barn af manden. Ved stillingtagen til en anmodning om

genoptagelse af en faderskabssag skal myndighederne derfor foretage en konkret

vurdering af parternes forhold og interesse i, at faderskabet enten genovervejes eller

fastholdes, selvom der foreligger oplysninger om, at den pågældende mand ikke er

genetisk far til barnet. Allerede forud for børneloven tog faderskabslovgivningen fuldt

ud højde for muligheden for at foretage retsgenetiske undersøgelser, herunder DNA-

test, og dette er videreført i de gældende regler.

Særligt i forhold til foreningens anbefaling om, at en medfar skal have samme ret-

tigheder efter loven, bemærkes det, at en ”medmor” i børnelovens forstand er én af de

to retlige forældre, som loven skal sikre barnet. I situationer, hvor donoren er kendt, vil

barnet have en mor og en far, og der skal herefter indgås en aftale om, at medmor i

stedet for faren skal være den retlige forælder. En medmor træder dermed i farens

sted i disse situationer, sådan at der kun er to forældre. Begrebet ”medfar” findes så-

ledes ikke.

Ad temaet ”Vold mod mænd”

kan jeg oplyse, at kommunalbestyrelsen efter service-

lovens § 10 er forpligtet til at sørge for, at enhver har mulighed for at få gratis rådgiv-

ning, ligesom kommunalbestyrelsen skal sørge for, at forældre med børn og unge eller

andre, der faktisk sørger for et barn eller en ung, kan få gratis familieorienteret rådgiv-

ning til løsning af vanskeligheder i familien, jf. servicelovens § 11. Disse tilbud kan

voldsramte mænd benytte sig af.

Derudover er kommunalbestyrelsen efter servicelovens § 110 forpligtet til at tilbyde

midlertidigt ophold i boformer til personer med særlige sociale problemer, som ikke

har eller ikke kan opholde sig i egen bolig, og som har behov for botilbud og for tilbud

om aktiverende støtte, omsorg og efterfølgende hjælp. Mænd, der på grund af sociale

problemer ikke kan være i egen bolig, herunder krise- og voldsramte mænd, har mu-

lighed for tage ophold på § 110-tilbud, hvor der tilbydes støtte, omsorg og efterfølgen-

de hjælp.

I den nationale handlingsplan for 2014-2017 til bekæmpelse af vold i familien, som

Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling er ansvarlig for, er fokus på at styrke

indsatsen over for voldsramte mænd gennem rådgivning og forsøg med botilbud.

Efter forældreansvarsloven kan et barns kontakt til en forælder afskæres eller be-

grænses, hvis det er bedst for barnet. Det kan eksempelvis være tilfældet, hvis en

forælder har udsat barnet for overgreb, men også overgreb mod den anden forælder

SOU, Alm.del - 2014-15 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 97: Spm. om kommentar til Foreningen Fars 24 anbefalinger, til social- og indenrigsministeren

kan føre til ændring af forældremyndighed, barnets bopæl og samvær. Loven sondrer

i den forbindelse ikke mellem fædre og mødre, men forholder sig med afsæt i barnets

bedste til, i hvilket omfang barnets kontakt til en forælder, som påstås at have udøvet

vold, bør afskæres eller begrænses.

Det fremgår af punkt 14.1.1.2 i vejledning af 28. august 2015 om samvær, at afslag på

samvær bl.a. kan ske, hvis samværet er eller vil blive meget konfliktfyldt på grund af

forældrenes indbyrdes forhold. Konfliktniveauet er således i sig selv et faresignal i

sagsbehandlingen, men herudover skal det vurderes, i hvilken grad dette påvirker

barnet. Et afslag på eller ophævelse af samvær forudsætter, at der foreligger doku-

mentation for, at barnet påvirkes for meget af forældrenes konflikt. Denne dokumenta-

tion vil bl.a. kunne tilvejebringes gennem en børnesagkyndig undersøgelse, men også

udtalelser fra barnets daginstitution, skole el.lign. vil kunne dokumentere, at der er

behov for, at barnet friholdes for forældrenes konflikt. Der bør dog i disse sager som

udgangspunkt iværksættes en børnesagkyndig undersøgelse. Skyldsspørgsmålet har

ikke betydning for vurderingen, og ofte vil det også være vanskeligt under sagsbe-

handlingen – endsige umuligt – at fastslå, hvem af forældrene, der bærer hovedan-

svaret for konflikten. Det afgørende for vurderingen er således, hvordan konflikten

påvirker barnet og ikke, hvem konflikten skyldes.

Det fremgår videre af vejledningen, at det vil kunne få betydning for en afgørelse om

forældremyndighed eller barnets bopæl, hvis konflikterne omkring samarbejdet og

barnet skyldes, at den ene forælder uden påviselig grund har forsøgt at hindre den

anden forælders kontakt til barnet, dvs. ved samværschikane. Dette skyldes, at der

ved afgørelser om forældremyndighed og om barnets bopæl må anlægges et frem-

tidsorienteret børneperspektiv, og at det i den forbindelse må tillægges stor vægt,

hvem af forældrene, der har bedst evne til at samarbejde og dermed på længere sigt

kan sikre barnets samvær med den anden forælder.

Endelig skal jeg

i forhold til temaet ”Forskning, finansiering og statistik”

bemær-

ke, at formålet med Social- og Indenrigsministeriets analyser er at bidrage til den vi-

den, som ministeriets politikudvikling og indsatser til gavn for borgerne bygger på. Alle

Social- og Indenrigsministeriets analyser er underlagt god videnskabelig praksis, hvad

enten analyserne bliver lavet internt eller i samarbejde med en ekstern samarbejds-

partner. Det følger heraf, at alle relevante perspektiver bliver inddraget i forhold til det

konkrete undersøgelsesfokus i en analyse, herunder kønsopdelte tal.

Med venlig hilsen

Karen Ellemann