Social- og Indenrigsudvalget 2014-15 (2. samling)
SOU Alm.del
Offentligt
1554490_0001.png
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg
Sagsnr.
2015 - 6918
Doknr.
270213
Dato
09-10-2015
Folketingets social- og indenrigsudvalg har d. 23. september 2015 stillet følgende
spørgsmål nr. 94 (alm. del) til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Mette Abildgaard (KF).
Spørgsmål nr. 94:
”Vil ministeren kommentere på den frustration, som mange plejefamilier giver
udtryk for i forhold til, at de af KL anses som selvstændige og har vilkår derefter,
mens plejefamilierne i forhold til ferieloven og SKAT anses som lønmodtagere
og gives vilkår derefter? Mener ministeren, at det er hensigtsmæssigt, at
forskellige offentlige instanser ikke anser ansættelsen som værende af samme
karakter, og hvilken karakter mener ministeren, at ansættelsen har - er
plejefamilier selvstændige eller lønmodtagere?”
Svar:
Plejefamilierne løfter en meget stor og værdifuld opgave i indsatsen for udsatte børn
og unge, fordi vi ved, hvor meget det betyder at vokse op med en hverdag så tæt som
muligt på andre børns og med stabile relationer til voksne.
Spørgsmålet om plejefamiliernes kontraktretlige status og vilkår er ikke reguleret i
serviceloven, men er et aftalespørgsmål mellem plejefamilie og kommune. Hvordan
plejefamilien og kommunen vælger at indgå en aftale om plejeforholdet, kan have
betydning for, hvorvidt plejefamilien anses som lønmodtagere eller som selvstændige
erhvervsdrivende fx i relation til skat og ferie. Disse områder hører under henholdsvis
skatteministerens og beskæftigelsesministerens ressort.
Hvilken kontraktretlig relation mellem plejefamilie og kommune, der er mest hensigts-
mæssig, kan for eksempel afhænge af, om plejefamilien har et fuldtidsjob ved siden
af, eller af om den varetager plejefamiliehvervet på fuld tid eller som aflastning.
Jeg synes, at den store styrke ved plejefamilier netop er, at de er familier, som kan
give tryghed, kærlighed og struktur. Derfor vil jeg heller ikke arbejde for, at alle pleje-
familier skal ansættes af kommunerne som lønmodtagere.
Jeg kan imidlertid godt forstå, at man som plejefamilie kan blive frustreret, hvis der
ikke er klarhed over konsekvenserne af en aftale om et plejeforhold. Der er det vigtigt,
at kommunerne og plejefamilierne laver klare aftaler; ikke mindst begrundet i hensynet
til at skabe ro og stabilitet omkring de anbragte børn.
Med venlig hilsen
Karen Ellemann