Folketingets Social- og Indenrigsudvalg
Sagsnr.
2015 - 6442
Doknr.
268068
Dato
05-10-2015
Folketingets Social og Indenrigsudvalg har d. 14. september 2015 stillet følgende
spørgsmål nr. 78 (alm. del) til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Pernille Skipper (EL).
Spørgsmål nr. 78:
”Hvor mange udgifter medfører et forslag om, at en sagsbehandler kun må have op til
22-24 sager på området for udsatte børn og unge? Er der i beregningerne taget højde
for, at en del kommuner (eksempelvis Herning, Nyborg, Kolding og Købehavns Kom-
mune – jf. artikel fra www.dr.dk af den 19. januar 2015: ”Svensk model for tvangsfjer-
nelse vinder frem i Danmark”) allerede har retningslinjer for antal sager pr. sagsbe-
handler?”
Svar:
Jeg er ikke bekendt med landsdækkende opgørelser over, hvor mange sager sagsbe-
handlere på området for udsatte børn og unge i dag sidder med. På den baggrund er
det ikke muligt at beregne, hvor meget det vil koste at indføre regler herom.
Ankestyrelsen gennemførte i 2009 en undersøgelse af kommunernes organisering,
ledelse mv. ift. sagsbehandlingen på området for udsatte børn og unge i 19 kommu-
ner. Af undersøgelsen fremgår det bl.a., at der i de adspurgte kommuner var stor
spredning i antallet af sager, som den enkelte sagsbehandler sad med. Af undersø-
gelsen fremgår det desuden, at der er store forskelle på dels tyngden og kompleksite-
ten af sagerne og dels på organiseringen i kommunerne. Både sagernes tyngde,
kommunernes organisering og sagsbehandlerens erfaring kan selvsagt have stor be-
tydning for, hvor mange sager den enkelte sagsbehandler kan håndtere.
På den baggrund mener jeg heller ikke, at vi fra Folketingets side skal bestemme,
hvor mange sager den enkelte sagsbehandler i en kommune må sidde med på områ-
det for udsatte børn og unge.
Kommunerne har en vigtig interesse i at have en organisering, som understøtter en
grundig udredning og opfølgning i sagerne. Centralt fastsatte retningslinjer vil kunne
risikere at begrænse kommunernes mulighed for en arbejdstilrettelæggelse, der er
tilpasset lokale forhold. Jeg bemærker samtidig, at der i disse år er en udvikling i en
række kommuner med fokus på det tidlige, forebyggende arbejde og en tæt opfølg-
ning på indsatsen overfor børnene og familierne. Det er en udvikling, som jeg synes er
yderst positiv, og som jeg vil se på, hvordan vi kan understøtte yderligere.
Med venlig hilsen
Karen Ellemann