SOU, Alm.del - 2014-15 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 70: MFU spm. om ministerens kommentar til henvendelse af 1/8-2015 fra Lisbeth Riisager Henriksen, Aarhus N om retssikkerhedsproblemer i mødet med den offentlige forvaltning, til social og indenrigsministeren

Social- og Indenrigsudvalget 2014-15 (2. samling)
SOU Alm.del
Offentligt

Folketingets Social- og Indenrigsudvalg

Sagsnr.

2015 - 6049

Doknr.

270514

Dato

29-09-2015

Folketingets Social- og Indenrigsudvalg har d. 2.9.2015 stillet følgende spørgsmål nr.

70 (alm. del) til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet er

stillet efter ønske fra Finn Sørensen (EL).

Spørgsmål nr. [xx]:

”Ministeren bedes kommentere henvendelse af 1. august 2015 fra Lisbeth Riisager

Henriksen, Aarhus N om retssikkerhedsproblemer i mødet med den offentlige forvalt-

ning, jf. SOU alm. del - bilag 13.”

Svar:

I bilag 13 tilkendegiver Lisbeth Riisager Henriksen, der er forfatter og redaktør, at

retssikkerheden efter hendes opfattelse er under pres, når borgeren møder den offent-

lige forvaltning. Hun henviser i den forbindelse navnlig til mennesker med handicap

eller sygdom, der er i kontakt med social- og beskæftigelsesforvaltningen.

Lisbeth Riisager Henriksen henviser også til en redegørelse udsendt af Advokatrådet i

april 2015, hvor det bl.a. anbefales, at der indføres opsættende virkning i klagesager

og gives borgerne en godtgørelse, hvis de får medhold i en klagesag om nedsættelse

af en social ydelse.

Jeg er enig i, at retssikkerheden for borgeren i mødet med det offentlige er helt afgø-

rende.

Retssikkerheden har efter min opfattelse to bærende elementer.

Det ene er, at borgerne skal kunne regne med, at myndighederne gør deres bedste

for at træffe korrekte afgørelser i første omgang. Det andet er, at borgerne skal have

gode muligheder for at klage, hvis de mener, at en kommune, har truffet en afgørelse,

der ikke fuldt ud er i overensstemmelse med lovgivningen.

Til gode klagemuligheder hører også, at klagen skal behandles inden for rimelig tid.

Det har om klagemuligheden på det sociale område med rette været problematiseret,

at sagsbehandlingstiden i Ankestyrelsen har været alt for lang i en periode.

Det er der imidlertid blevet gjort noget ved.

Det er fastsat i Ankestyrelsens resultatplan for 2015 til 2018, at den gennemsnitlige

sagsbehandlingstid for kommunale klagesager i 2015 maksimalt må være 5 måneder.

Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for klager over kommunale afgørelser har

været støt faldende i 2015, og til og med august er den gennemsnitlige sagsbehand-

lingstid i 2015 opgjort til 4,3 måneder, altså et lavere tidsrum end målsætningen. Sam-

tidig er den sagspukkel, der har været på området, blevet væsentligt mindre.

SOU, Alm.del - 2014-15 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 70: MFU spm. om ministerens kommentar til henvendelse af 1/8-2015 fra Lisbeth Riisager Henriksen, Aarhus N om retssikkerhedsproblemer i mødet med den offentlige forvaltning, til social og indenrigsministeren

Det er efter min opfattelse en tilfredsstillende udvikling.

En kort sagsbehandlingstid i Ankestyrelsen har fortsat meget høj prioritet, og ministe-

riet følger løbende sagsbehandlingstiderne.

Helt grundlæggende må målsætningen imidlertid være, at borgerne skal have korrekte

og forståelige afgørelser i første omgang, så der slet ikke er grund til at klage.

Derfor er der i de senere år taget en lang række initiativer for at understøtte kommu-

nernes sagsbehandling og udbrede viden om korrekt praksis.

Jeg kan bl.a. pege på



Ankestyrelsen har i 2012 etableret en juridisk hotline på sin hjemmeside, hvor

kommunale sagsbehandlere kan få vejledning. Ordningen er netop blevet

moderniseret i sommeren 2015. Langt flere svar fra hotline bliver nu lagt på

Ankestyrelsens hjemmeside og søgemulighederne er blevet forbedret, så det

nu er lettere for kommunerne at finde svarene.



Ankestyrelsen har forbedret sine principafgørelser med henblik på at tydelig-

gøre rækkevidden og betydningen af den enkelte afgørelse.



KL og ministeriet har tidligere i fællesskab udviklet voksenudredningsmeto-

den, som understøtter sagsbehandleren i at komme igennem alle væsentlige

sagsbehandlingsskridt.



Der gennemføres løbende formidlingsprojekter og praksisundersøgelser og

gives anbefalinger til kommunerne, der kan styrke sagsbehandlingen.



På børneområdet og fra i år også på handicapområdet er etableret taskforces

bestående af eksperter fra Socialstyrelsen og Ankestyrelsen, som kan give

kommunerne målrettet hjælp til at kvalificere sagsbehandlingen på disse om-

råder.



Ankestyrelsen har taget flere initiativer for at synliggøre statistikken om, hvor

mange klagesager der behandles fra de forskellige kommuner og forskellene

fra kommune til kommune. Det skal sikre, at ankestatistikken anvendes mere

aktivt i kommunerne, og at Ankestyrelsen i højere grad kan målrette sin vej-

ledning.



Aktuelt har ministeriet en revision af vejledningen om servicelovens formål og

generelle bestemmelser på vej, hvor betingelserne for at nedsætte en ydelse

vil blive tydeliggjort.

Derudover vil jeg gerne se på mulighederne for at forenkle lovgivningen og gøre reg-

lerne mere tydelige, så det bliver lettere for kommunerne at administrere korrekt. Der

er efterhånden almindelig enighed om, at serviceloven særligt på voksenområdet er

blevet for kompleks.

Det er efter min opfattelse den rigtige måde at understøtte borgernes retssikkerhed

på.

Derimod finder jeg ikke, at det vil være hensigtsmæssigt at indføre opsættende virk-

ning i alle sager eller at indføre regler om godtgørelse til borgere, der får medhold i

Ankestyrelsen.

Opsættende virkning ville, som det fremgår af min besvarelse af spørgsmål nr. S 94,

betyde, at der ville blive ydet hjælp i klageperioden også i de klagesager, hvor Anke-

styrelsen når frem til, at kommunens afgørelse er korrekt. Dermed ville en række bor-

gere få adgang til ydelser, de viser sig ikke at være berettigede til. Det kan forekomme

mindre rimeligt. Det kan endvidere medføre betydelige offentlige merudgifter og kan

samtidig få antallet af klager til at vokse.

En godtgørelsesordning ville efter min opfattelse være både tung og dyr. Borgeren

ville alligevel ikke få de tjenesteydelser, borgeren ellers ville have været berettiget til i

klageperioden, og indførelse af en sådan ordning vil være forbundet med betydelige

administrative omkostninger.

Det er kommunernes ansvar at sikre, at sagsbehandlingen er i overensstemmelse

med lovgivningen. Jeg har tillid til, at kommunerne grundlæggende har viljen til at træf-

fe både rigtige og forståelige afgørelser. Derfor mener jeg, at den rigtige vej til at un-

derstøtte borgernes retssikkerhed er at give kommunerne den bedst mulige støtte til at

leve op til deres ansvar.

Med venlig hilsen

Karen Ellemann