Social- og Indenrigsudvalget 2014-15 (2. samling)
SOU Alm.del
Offentligt
U
DLÆNDING-,
I
NTEGRATIONS- OG
B
OLIGMINISTERIET
Dato:
4. august 2015
Social- og Indenrigsudvalget
Udlændinge-, integrations- og boligministerens besvarelse af
spørgsmål nr. 21 (SOU, alm. del.) Spørgsmålet er stillet efter ønske
fra Karina Adsbøl (DF).
Spørgsmål nr. 21:
Ministeren bedes kommentere artiklen ”Tag over hovedet: Borger og kommune uenige
om ansvar” i Lokalavisen den 7. juli 2015 og redegøre for, om kommunen kan hjælpe
indenfor lovgivningens rammer.
Svar:
Artiklen omhandler en folkepensionist – Lis Storgaard – som bor i eget hus i
Fredensborg Kommune. Lis Storgaard har tidligere modtaget invalidepension og har
ved overgang til folkepension oplevet, at hendes månedlige pension er blevet
væsentligt lavere. Derfor har hun søgt om at blive godkendt til en almen ældrebolig.
Ifølge artiklen har kommunen endnu ikke taget stilling til ansøgningen, men det
fremgår af referatet fra et møde den 19. maj 2015 mellem Lis Storgaard og
kommunen, at hun sandsynligvis vil få afslag på sin ansøgning, fordi hendes
nuværende bolig vurderes velegnet.
Det kan oplyses, at almene ældreboliger skal udlejes til ældre og personer med
handicap, der har særligt behov for sådanne boliger. Det er som udgangspunkt
kommunen, der forestår visitationen til ældreboliger - også til boliger, som ikke ejes af
kommunen. Kommunen kan inden for personkredsen af ældre og personer med
handicap selv afgøre, hvilke personer der skal anvises til boligerne. Der skal dog altid
være tale om en konkret vurdering ud fra lokale forhold og behov. Behovsvurderingen
skal bl.a. omfatte den enkelte ansøgers sociale, fysiske og psykiske forhold.
Hvis en ansøger får afslag på sin ansøgning om at blive visiteret til en ældrebolig, er
der klageadgang til Ankestyrelsen.
Det kan i øvrigt oplyses, at almene familieboliger også kan være indrettet på en sådan
måde, at de er velegnede til ældre og personer med handicap. Findes sådanne
familieboliger i Fredensborg Kommune, kunne Lis Storgaard måske komme i
betragtning til en sådan bolig.