Social- og Indenrigsudvalget 2014-15 (2. samling)
SOU Alm.del
Offentligt
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg
Sagsnr.
2015 - 7242
Doknr.
276401
Dato
22-10-2015
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg har d. 01.10.2015 stillet følgende spørgsmål
nr. 111 (alm. del) til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmål nr. 111:
”Vil ministeren indhente de fornødne oplysninger, der kan give udvalget et samlet
overblik over de gange kommunalbestyrelsesmedlemmer er blevet pålagt tvangsbø-
der historisk set, dvs. siden det har været muligt at pålægge kommunalbestyrelser
tvangsbøder, fordelt på ressortområder og med en angivelse af, hvad der har været
anledningen, og evt. hvem der har taget initiativ til udstedelse af tvangsbøder?”
Svar:
1.
Det følger af § 50 b, jf. § 53, stk. 2, i lov om kommunernes styrelse, at Statsforvalt-
ningen og Social- og Indenrigsministeriet kan pålægge ansvarlige kommunalbestyrel-
sesmedlemmer tvangsbøder, hvis en kommunalbestyrelse undlader at udføre en
handling, som den efter lovgivningen er forpligtet til at udføre.
Bestemmelsen er affattet ved lov nr. 381 af 28. maj 2003 og ændret ved § 9, nr. 5, i
lov nr. 542 af 24. juni 2005. Bestemmelsens indhold svarer til § 61, stk. 2, i den før
den 1. januar 2004 gældende lov. Den hidtil gældende § 61, stk. 2, blev affattet ved
lov nr. 210 af 6. maj 1984.
Muligheden for at anvende tvangsbøder over for en kommunalbestyrelse som led i
tilsynet med kommunerne kan dog spores længere tilbage. Muligheden indgik således
i den første lov om kommunernes styrelse, som trådte i kraft den 1. april 1970. Før
dette gav de dagældende regler i købstadskommunalloven og landkommunalloven
ligeledes mulighed for at anvende tvangsbøder, jf. Lov om kommunernes styrelse med
kommentarer, 1968, side 117f.
Formålet med anvendelse af tvangsbøder er at fremtvinge opfyldelsen af en handle-
pligt for kommunalbestyrelsen. Tvangsbøder kan således ikke anvendes som en straf
for en eventuel konstateret overtrædelse af lovgivningen. I den situation kan bøder
efter § 61 i lov om kommunernes styrelse være aktuelle, jf. her under pkt. 4.
Det er en betingelse for at anvende tvangsbøder, at det er muligt at angive den be-
slutning, som kommunalbestyrelsen efter lovgivningen er forpligtet til at træffe, eller de
foranstaltninger, som kommunalbestyrelsen efter lovgivningen er forpligtet til at gen-
nemføre. En ulovlighed skal fremtræde med en vis klarhed (klarhedskriteriet).
2.
Social- og Indenrigsministeriet har i anledning af spørgsmålet indhentet en udtalel-
se fra Statsforvaltningen om Statsforvaltningens anvendelse af bl.a. tvangsbøder si-
den 1. januar 2007. Statsforvaltningerne - som pr. 1. juli 2013 er blevet samlet i en
enhed - blev oprettet pr. 1. januar 2007.