SOU, Alm.del - 2014-15 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 105: Spm. om oversendelse af ministerens talepapir fra samråd den 29/9-15 om bl.a. Odense Kommunes håndtering af besparelser på børne- og ungeområdet, til social- og indenrigsministreren

Social- og Indenrigsudvalget 2014-15 (2. samling)
SOU Alm.del
Offentligt

Social- og indenrigsminister Karen Ellemanns talepapir

Det talte ord gælder

Anledning:

Besvarelse af SOU samrådsspørgsmål A-C

Tid og sted: Tirsdag d. 29.09.2015 kl. 14-16

Social- og Indenrigsudvalget

Spørgsmålene motiveres af spørgerne inden talen.

Samrådsspørgsmål A, stillet af Laura Lindahl (LA)

”Mener ministeren, at det er i orden, at Odense Kommune bevidst

bryder loven i forbindelse med ulovlige økonomiske besparelser

på børneområdet på bekostning af udsatte børn og unge – og

hvilke konsekvenser vil det få for byrådet som helhed, at de

bevidst træffer en afgørelse, der bryder loven? Hvordan vil

ministeren sikre, at andre kommuner ikke træffer samme type af

ulovlige afgørelser til skade for udsatte borgere?”

Samrådsspørgsmål B, stillet af Karin Nødgaard (DF)

Er det i strid med lovgivningen, at kommuner fratager udsatte

borgere deres hjælp og støtte, mens der er en verserende

klagesag, og hvad vil ministeren gøre for at sikre, at kommunerne

ikke fratager hjælpen med et økonomisk incitament for øje? Agter

ministeren, at sanktionere kommunerne såfremt det finder sted?

Samrådsspørgsmål C, stillet af Karin Nødgaard (DF)

Folketinget har i forbindelse med tidligere debatter, herunder

SOU, Alm.del - 2014-15 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 105: Spm. om oversendelse af ministerens talepapir fra samråd den 29/9-15 om bl.a. Odense Kommunes håndtering af besparelser på børne- og ungeområdet, til social- og indenrigsministreren

forespørgsel F 13 om Barnets Reform (2013-14) og behandling af

beslutningsforslaget B 101 om opsættende virkning i klagesager

for borgere med handicap (2013-14) bedt ministeren om at se på,

hvordan man kunne forbedre forholdene for udsatte borgere. I

forbindelse med F 13, blev der efterfølgende udsendt et hyrdebrev

til landets kommuner med henblik på at opstramme

sagsbehandlingen på området, og i forbindelse med B 101 blev

der vedtaget en beretning, hvor ministeren forpligtigedes til se på

løsninger for borgere, der bliver frataget deres hjælp. Mener

ministeren, at kommunerne har efterlevet hyrdebrevet, og hvilke

løsningsmuligheder har ministeren iværksat med henblik på at

undgå, at borgere bliver frataget deres hjælp, så kommuner opnår

en besparelse – og mener ministeren, at dette er tilstrækkeligt for

at undgå sager, hvor kommunerne tager usaglige økonomiske

hensyn til skade for udsatte borgere?

Indledning

Tak for invitationen til samrådet her i dag.

Også tak til spørgerne for uddybningen af de tre spørgsmål, som

vi skal drøfte.

Fremlæggelsen af de tre samrådsspørgsmål

Jeg vil forsøge at behandle hvert spørgsmål for sig. Jeg vil

løbende nævne, hvilket spørgsmål jeg kommenterer.

Samrådsspørgsmål A

Det første spørgsmål udspringer af en konkret sag om

besparelser på børneområdet i Odense Kommune. Men det

vedrører også generelle forhold i kommunerne.

Spørgsmålet har tre dele, som jeg vil behandle hver for sig:

Mener jeg, at det, Odense Kommune ville gøre, er i orden?

Hvad er konsekvenserne for en kommunalbestyrelse, som

bevidst træffer en ulovlig afgørelse?

Hvordan vil jeg sikre, at kommuner ikke træffer ulovlige

afgørelser af samme type som den afgørelse, de traf i

Odense Kommune?

Er Odense Kommunes beslutning lovlig?

Først og fremmest vil jeg gerne understrege, at jeg

ikke

kan gå ind

i den konkrete sag og tage stilling til, om Odense Kommunes

beslutning om at spare ved at lukke sager er lovlig. En beslutning,

som kommunen ifølge pressen har valgt at rulle tilbage.

Odense Kommunes beslutning er omfattet af det kommunale

tilsyns kompetence. Det kommunale tilsyn varetages af

Statsforvaltningen i første instans og af ministeriet som øverste

instans.

Formålet med det kommunale tilsyn er netop at påse at

kommunerne overholder lovgivningen inden for de områder, som

er omfattet af det kommunale tilsyns kompetence.

Hvis jeg i dag udtaler mig om lovligheden af Odense Kommunes

dispositioner, vil jeg fratage de involverede i en potentiel

tilsynssag muligheden for at kunne få sagen behandlet både i

Statsforvaltningen og ministeriet. Jeg kunne blive erklæret inhabil.

Det vil jeg på ingen måde risikere.

Sagen behandles ikke i det kommunale tilsyn lige nu, fordi

ombudsmanden er gået ind i sagen. Men alene muligheden for at

det kan ske, er nok til, at jeg ikke kan udtale mig nærmere om den

konkrete sag.

Det håber jeg, at der er forståelse for.

Samtidig synes jeg også, at det er godt udgangspunkt at tage

væsentlige drøftelser og beslutninger på et bredt funderet

grundlag og ikke på baggrund af enkeltsager.

Når det er sagt, vil jeg gerne understrege, at kommunerne

selvfølgelig skal overholde lovgivningen. Det gælder ikke kun

inden for børneområdet, men inden for alle de områder,

kommunerne arbejder med.

Borgerne skal have den hjælp og støtte, som de efter lovgivningen

er berettiget til. Hvis de ønsker hjælpen.

Særligt om børneområdet kan jeg generelt oplyse, at det ikke vil

være lovligt for en kommune at fratage borgere hjælp

alene

på

baggrund af generel beslutning om at spare på et område. Det

kræver en konkret og individuel vurdering af hver enkelt borger,

hvis den hjælp, borgeren hidtil har modtaget, skal nedsættes eller

helt bortfalde.

For vi skal huske på, at det kan være

fuldt ud berettiget,

at en

borger ikke skal modtage den samme hjælp og støtte som hidtil.

F.eks. hvis en borger har fået det bedre. Eller hvis kommunen har

ændret sit kvalitetsniveau inden for lovgivningens rammer. Men

når kommunen træffer beslutning om at nedsætte eller fratage

borgeren den hjælp, borgeren hidtil har modtaget, skal det som

sagt bero på en konkret, individuel vurdering.

Det vil jeg komme nærmere ind på lidt senere i svarene på

spørgsmål B og C.

Konsekvenserne ved ulovlige beslutninger

Jeg vil nu komme ind på konsekvenserne for en

kommunalbestyrelse, der bevidst træffer en ulovlig beslutning.

Som jeg forstår spørgsmålet, er det ikke alene beslutninger på

børneområdet, der tænkes på.

Statsforvaltningen fører som sagt tilsyn med kommunerne.

Statsforvaltningens tilsyn er et retligt tilsyn. Det betyder, at

Statsforvaltningen kan se på, om en beslutning er

lovlig.

Statsforvaltningen kan i den forbindelse se på, om kommunernes

generelle

beslutninger, retningslinjer eller praksis vedrørende

opgaveudførelsen på et sagsområde er lovlig. Det forudsætter

dog, at der ikke er særlige klage- eller tilsynsmyndigheder, som

kan tage stilling de samme generelle beslutninger, retningslinjer

eller praksis. Statsforvaltningen kan se på de generelle

beslutninger, uanset at kommunernes

konkrete

afgørelser efter

den sociale lovgivning vil kunne indbringes for Ankestyrelsen. Det

gælder også på børneområdet.

Statsforvaltningen kan ikke se på, om en beslutning er rimelig eller

hensigtsmæssig. Det falder uden for det kommunale tilsyn.

Som helt klart udgangspunkt afsluttes sager i det kommunale

tilsyn uden brug af sanktioner. Sager afsluttes nemlig oftest ved

en udtalelse fra Statsforvaltningen eller ministeriet om lovligheden

af det, kommunen har gjort eller vil gøre. Det er i langt de fleste

tilfælde tilstrækkeligt til at sikre, at kommunerne overholder

lovgivningen.

Anvendelsen af sanktioner er ikke et mål i sig selv for hverken

Statsforvaltningen eller ministeriet, men et middel til at sikre, at

kommunerne overholder lovgivningen.

Hvis Statsforvaltningen eller ministeriet vurderer, at

kommunalbestyrelsens beslutning ikke er lovlig, og kommunen

ikke retter ind efter den vejledende udtalelse, er der mulighed for

at anvende sanktioner.

I en situation, hvor der træffes en generel beslutning i klar strid

med lovgivningen, vil den mest relevante sanktion normalt være

anvendelse af tvangsbøder.

Statsforvaltningen kan efter lov om kommunernes styrelse

pålægge de ansvarlige kommunalbestyrelsesmedlemmer

tvangsbøder, indtil de sørger for, at kommunen overholder

lovgivningen.

Tvangsbøder har altså til formål at fremtvinge opfyldelsen af en

handlepligt. Tvangsbøder anvendes ikke som en straf for en

eventuel overtrædelse af lovgivningen.

Hvis der er en særlig tilsyns- eller klagemyndighed, der kan se på

beslutningen, er det denne myndighed, som skal behandle sagen.

F.eks. kan Ankestyrelsen inden for børneområdet se på den

konkrete beslutning, kommunen træffer.

Det er også denne myndighed, som vil kunne afgøre, hvilke

konsekvenser en ulovlig beslutning skal have. Konsekvenserne i

disse sager vil typisk være rettet mod afgørelsen i den enkelte sag

og ikke mod kommunalbestyrelsen som sådan.

F.eks. kan Ankestyrelsen inden for de områder, hvor styrelsen er

klageinstans, afvise, stadfæste, hjemvise, ophæve eller ændre

den afgørelse, der er klaget over. Det er med andre ord netop den

enkelte afgørelse og konsekvenserne heraf, der er i fokus.

Hvis kommunalbestyrelsen ikke sørger for, at kommunen retter sig

efter en bindende afgørelse fra en klagemyndighed, vil det

kommunale tilsyn kunne blive brugt til at gennemtvinge

afgørelsen. Typisk ved at pålægge de ansvarlige

kommunalbestyrelsesmedlemmer tvangsbøder. Det er det

kommunale tilsyns såkaldte fogedfunktion.

Så det kan på flere måder få konsekvenser for en

kommunalbestyrelse, hvis lovgivningen ikke overholdes.

Sikring af, at kommuner ikke træffer ulovlige afgørelser

Det bringer mig videre til den sidste del af spørgsmålet: Hvordan

vil jeg sikre, at kommuner ikke træffer ulovlige afgørelser af

samme type som den afgørelse, de traf i Odense Kommune.

Jeg tror ikke, at det er realistisk at forvente, at der aldrig vil blive

truffet afgørelser i kommunerne, der er i strid med loven.

Der er derfor også typisk mulighed for at klage. Inden for børne-

området vil det typiske være til Ankestyrelsen. Så det kan blive

afprøvet, om en afgørelse er korrekt.

Og det er også derfor, at det kommunale tilsyn er sat i verden. For

at overvåge, at kommunerne handler i overensstemmelse med

lovgivningen, hvor der ikke er en særligt klage- eller

tilsynsmyndighed.

Men kontrol og tilsyn kan ikke stå alene.

Det er centralt at arbejde med, at kommunerne forstår og

anvender reglerne på området korrekt. Vi har netop i

satspuljekredsen i de senere år iværksat en række initiativer på

børneområdet, som efteruddannelse, ledernetværk og taskforce.

Det vil jeg komme nærmere ind på senere i min tale, hvor jeg nu

går videre til spørgsmål B.

Samrådsspørgsmål B

Spørgsmål B har også tre dele:

Har kommunerne mulighed for at fratage borgerne hjælp,

mens klagesagen verserer?

Kan kommunerne fratage hjælpen ud fra økonomiske

hensyn?

Vil jeg sørge for at sanktionere de kommuner, der ud fra

økonomiske hensyn fratager borgerne hjælp?

I det følgende vil jeg besvare de to første dele af spørgsmål B.

Hvad angår den sidste del af spørgsmål B kan jeg henvise til min

besvarelse af spørgsmål A om det kommunale tilsyns

reaktionsmuligheder.

Om fratagelse af hjælp, mens klagesagen verserer

Den første del af spørgsmål B drejer sig om mulighederne for at

fratage borgerne hjælp, mens klagesagen verserer

Udgangspunktet efter retssikkerhedslovens § 72 er, at en klage

ikke har opsættende virkning.

Når en kommune træffer afgørelse om nedsættelse af hjælp,

træffer kommunen samtidig afgørelse om, hvornår nedsættelsen

skal have virkning fra. Hvis borgeren klager, gælder kommunens

afgørelse altså også, mens klagesagen behandles i

Ankestyrelsen. Det er som udgangspunkt den ordning, der gælder

efter retssikkerhedsloven.

Det har den betydning, at en kommune ikke tvinges til at udbetale

et beløb til borgeren under klagesagens behandling, som

kommunen mener, borgeren ikke har ret til.

Dog gælder en undtagelse herfra på visse områder, hvor

afgørelsen har særligt indgribende karakter. På børneområdet er

der som udgangspunkt automatisk opsættende virkning for klager

over ændring af anbringelsessted, og på voksenområdet kan

Ankestyrelsen tillægge klager opsættende virkning i sager om

botilbud.

Herudover kan en kommune selv helt undtagelsesvis tillægge en

konkret klage opsættende virkning, hvis afgørelsen har

vidtrækkende konsekvenser, og konsekvenserne enten slet ikke

eller kun vanskeligt kan genoprettes. Også Ankestyrelsen

tillægger helt undtagelsesvis opsættende virkning i sådanne

tilfælde.

Hvis en klage er tillagt opsættende virkning, kan kommunen

naturligvis ikke lovligt udmønte afgørelsen, mens klagesagen

verserer i Ankestyrelsen.

Skulle det ske, at en kommune i et sådant tilfælde lader sin

afgørelse virke, mens Ankestyrelsen behandler klagesagen, kan

det kommunale tilsyns såkaldte fogedfunktion være med til at

sikre, at kommunen kommer tilbage på sporet. Fogedfunktionen

indebærer, som jeg tidligere har været inde på, at de kommunale

tilsynsmyndigheder, hvis det er nødvendigt, har mulighed for at

pålægge de ansvarlige kommunalbestyrelsesmedlemmer

tvangsbøder. Det kan f.eks. være med til at understøtte, at

kommunalbestyrelsen sørger for at lovliggøre et forhold.

Jeg vil for en god ordens skyld gøre opmærksom på i den

forbindelse, at når vi taler pengeydelser efter serviceloven som

f.eks. merudgiftsydelse, vil borgeren modtage den ydelse,

vedkommende er berettiget til, med tilbagevirkende kraft, hvis

Ankestyrelsen ændrer kommunens afgørelse med virkning fra

ikrafttrædelsestidspunktet.

Om økonomiske hensyn bag afgørelser

Den anden del af spørgsmål B drejer sig om kommunernes

mulighed for at fratage borgerne hjælp ud fra økonomiske hensyn.

Økonomiske hensyn kan helt lovligt indgå, når kommunerne

træffer afgørelser efter serviceloven. Det er udtrykkeligt fastsat i

loven, at afgørelser træffes på baggrund af både faglige og

økonomiske hensyn.

Det er heller ikke i sig selv er i strid med serviceloven, at en

kommune nedsætter den hjælp, en borger hidtil har modtaget.

Det kan lovligt ske, hvis borgerens forhold har ændret sig, og

dette kan begrunde en nedsættelse af hjælpen. Men det kan også

lovligt ske, hvis en kommune nedsætter sit serviceniveau inden for

lovgivningens rammer, og hvis kommunen i den forbindelse

træffer en ny konkret afgørelse overfor en borger.

Det forhold, at en kommune lader økonomiske hensyn indgå i

overvejelserne om nedsættelse af hjælp efter serviceloven, giver

derfor ikke i sig selv grundlag sanktioner overfor kommunerne,

hvis kommunen har anvendt økonomiske hensyn inden for

lovgivningens rammer.

Lad mig understrege, at de afgørelser, der træffes om

nedsættelse af hjælp, skal træffes inden for lovgivningens

rammer. En kommune kan altså kun bruge økonomiske hensyn,

hvis det er inden for lovgivningens rammer.

Det kan give og har givet anledning til initiativer. Det vil jeg gerne

uddybe i min besvarelse af spørgsmål C.

Samrådsspørgsmål C

Spørgsmål C drejer sig, som jeg forstår det, om to lidt forskellige

problemstillinger:



Dels om sagsbehandlingen på børneområdet og om

efterlevelsen af det hyrdebrev, der blev udsendt på

børneområdet i 2014 i forlængelse af forespørgsel F 13.



Dels mere generelt om initiativer for at undgå, at borgere

bliver frataget hjælp, så kommunerne opnår en besparelse.

Den sidste del af spørgsmålet er stillet i forlængelse af

Beslutningsforslag B 101 om opsættende virkning på

handicapområdet.

Om børneområdet

Lad mig starte med at sige noget om sagsbehandlingen på

børneområdet.

Der var i foråret 2014 en god forespørgselsdebat om

sagsbehandlingen på børneområdet. Den daværende

socialminister udsendte som opfølgning på debatten et brev til

landets borgmestre med en indskærpelse af, at reglerne skal

overholdes. Samtidig blev der givet en opfordring til, at

kommunerne vender blikket indad og drøfter, om ledelsen i

kommunen har det fornødne fokus på kvalitet i sagsbehandlingen.

Den indskærpelse er jeg meget enig i. Hvis børnene og de unge

ikke får den rigtige hjælp, bliver det jo dyrere for samfundet på den

længere bane. For eksempel hvis barnets problemer bliver så

store, at en anbringelse udenfor hjemmet bliver nødvendig. Eller

hvis en ung ikke støttes til at få en ungdomsuddannelse og

dermed ikke vil være i stand til at klare sig selv som voksen.

Det er nu også min oplevelse, at langt størstedelen af

kommunerne arbejder målrettet med kvaliteten i

sagsbehandlingen, selv om der stadig er store udfordringer. Og vi

har i satspuljekredsen i de senere år iværksat en lang række

initiativer på børneområdet for at understøtte kommunerne i at få

systematik og overblik i sagsbehandlingen.

Det drejer sig eksempelvis om Task Forcen på børneområdet.

Task Forcen yder støtte til kommunerne i form af temadage, men

også ved længerevarende udviklingsforløb. Her tilbyder Task

Forcen hjælp i form af rådgivning og vejledning samt gennemgang

af et udsnit af sager i kommunen.

Et andet initiativ er det kommunale ledernetværk på

børneområdet, som blev gjort permanent med Overgrebspakken

fra 2013. Netværket underbygger kommunernes faglige ledelse og

deler viden på tværs af kommunerne.

Endelig besluttede satspuljekredsen sidste år at omlægge

efteruddannelsesindsatsen på børneområdet. Med omlægningen

har vi målrettet indsatsen, så den i højere grad imødekommer

kommunes behov for blandt andet at arbejde med at inddrage

børnene og familierne. Samtidig bidrager efteruddannelsen til, at

viden og redskaber bliver omsat i praksis ude i kommunerne.

Jeg har en klar forventning om, at de initiativer, vi har iværksat, vil

være medvirkende til at skubbe på den positive udvikling, der er i

gang i rigtig mange kommuner.

For det

kommunernes ansvar at sikre en god sagsbehandling

på børneområdet. Og det ansvar forventer jeg, at de tager på sig.

Hvis der skulle være brodne kar, så har vi et system til at håndtere

det. Der er som sagt mulighed for at klage til Ankestyrelsen i de

enkelte sager, og vi har derudover også både det kommunale

tilsyn og Folketingets Ombudsmand.

Om lovligheden af kommunernes afgørelser og

løsningsmuligheder

Der spørges herefter i spørgsmål C til initiativer for at undgå, at

borgere bliver frataget hjælp, så kommunerne opnår en

besparelse.

Som jeg netop har sagt i besvarelsen af spørgsmål B, kan

økonomiske hensyn inden for lovens rammer indgå, når

kommunerne træffer afgørelser efter serviceloven.

De konkrete afgørelser skal som en selvfølge træffes inden for

lovgivningens rammer. Herunder skal ikke kun serviceloven, men

også forvaltningsloven og forvaltningsretlige grundsætninger være

overholdt.

Det følger bl.a. af forvaltningsretten, at der ikke må tages usaglige

hensyn, som nævnt i spørgsmålet, når der træffes afgørelser.

Af serviceloven følger desuden, at kommunen skal foretage en

konkret og individuel vurdering af den pågældendes behov, når

der træffes afgørelse om hjælp og herunder om nedsættelse af

hjælpen.

Disse betingelser skal være opfyldt, så borgerne kan være trygge

ved de afgørelser, de får fra kommunerne.

Borgernes retssikkerhed i forbindelse med afgørelser efter

serviceloven består for mig at se i to bærende hovedelementer.

Det gælder både generelt og ved afgørelser om nedsættelse af

hjælp.



Det første er, at borgerne skal kunne regne med, at

kommunerne gør deres bedste for at træffe korrekte

afgørelser i første omgang.



Det andet er, at borgerne skal have en ordentlig

klageadgang, hvis de mener, kommunen har truffet en

afgørelse, der ikke fuldt ud er i overensstemmelse med

loven.

Det er her, jeg mener, indsatsen skal koncentreres.

Målsætningen for alle må være, at borgerne skal have korrekte og

forståelige afgørelser i første omgang.

Det har jeg tillid til, at kommunerne grundlæggende har viljen til,

og det er min opfattelse, at den sag fra Odense, der er nævnt i

spørgsmål A, har gjort det helt klart for kommunalbestyrelserne, at

de skal være meget opmærksomme på lovgivningens rammer.

Det er kommunernes ansvar at sikre, at sagsbehandlingen er i

overensstemmelse med lovgivningen.

Det er til gengæld også vigtigt, at kommunerne får den bedst

mulige støtte til at leve op til deres ansvar.

Det første retssikkerhedselement: Initiativer for at understøtte

kommunernes sagsbehandling

Der er i de senere år taget en række initiativer med henblik på at

understøtte den kommunale sagsbehandling og udbrede viden om

korrekt praksis. Kvaliteten af den kommunale sagsbehandling er

det første retssikkerhedselement, jeg lige har nævnt.

Her vil jeg nævne en række forskellige initiativer:



Ankestyrelsen har i 2012 etableret en juridisk hotline på sin

hjemmeside, hvor kommunale sagsbehandlere kan få

vejledning. Kommunerne bruger hotlineen mere og mere, og

ordningen er netop blevet moderniseret i sommeren 2015.

Langt flere svar fra hotlineen bliver nu lagt på Ankestyrelsens

hjemmeside, og søgemulighederne er blevet forbedret, så det

nu er lettere for kommunerne at finde svarene.



Ankestyrelsen har forbedret sine principafgørelser for at gøre

rækkevidden og betydningen af den enkelte afgørelse

tydeligere for kommunerne.



Der gennemføres løbende formidlingsprojekter og

praksisundersøgelse og gives anbefalinger til kommunerne,

der kan styrke sagsbehandlingen.



På børneområdet - og fra i år også på handicapområdet - er

etableret taskforces med eksperter fra Socialstyrelsen og

Ankestyrelsen, som kan give kommunerne målrettet hjælp til

at kvalificere sagsbehandlingen.



Ministeriet har en revision af vejledningen om servicelovens

formål og generelle bestemmelser på vej. Her vil bl.a.

betingelserne for at nedsætte en ydelse i forbindelse med

ændring af et kommunalt serviceniveau blive tydeliggjort.

Derudover er det naturligvis også vigtigt, at lovgivningen er

forståelig for både borgere og kommuner, og at den er udformet

på en måde, så den er til at administrere korrekt.

Ingen – hverken borgerne eller kommunerne – skal jo bruge mere

tid på bureaukrati og administration end højst nødvendigt. Og der

er efterhånden almindelig enighed om, at lovgivningen – særligt

på servicelovens voksenområde – er blevet for kompleks.

Jeg vil derfor gerne se på mulighederne for at forenkle navnlig

servicelovens voksenområde og gøre reglerne mere tydelige.

Det andet retssikkerhedselement: Initiativer, der har nedsat

sagsbehandlingstiden i klagesystemet

Det andet retssikkerhedselement er borgernes klageadgang til

Ankestyrelsen.

Her er det afgørende, at klager behandles indenfor en rimelig tid,

så borgeren får afklaret endeligt, hvad han eller hun har ret til. På

den måde bliver det samtidig hurtigt klart for kommunen, hvordan

lovgivningen skal administreres på det pågældende område.

Sagsbehandlingen i Ankestyrelsen har været lang, også alt for

lang. Det har været drøftet i flere samråd i Socialudvalget sidste

år. Men der er taget en række initiativer for at nedbringe den

gennemsnitlige sagsbehandlingstid - og det har virket efter

hensigten. Det blev i 2014 aftalt med Ankestyrelsen, at den

gennemsnitlige sagsbehandlingstid for kommunale klagesager

maksimalt måtte være 6 måneder ved årets udgang. Dette mål

formåede Ankestyrelsen at opfylde, da den gennemsnitlige

sagsbehandlingstid for sager, der blev afgjort i december 2014,

blev opgjort til 5,8 måneder.

Derudover er det blevet fastsat i Ankestyrelsens resultatplan for

2015 til 2018, at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for

kommunale klagesager i 2015 maksimalt må være 5 måneder.

Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for klager over

kommunale afgørelser har været støt faldende i 2015, og til og

med august er den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i 2015

opgjort til 4,3 måneder. Samtidig er den sagspukkel, som der har

været på området, blevet væsentligt mindre.

Den udvikling synes jeg godt, at vi kan være tilfredse med og

bygge videre på. En kort sagsbehandlingstid i Ankestyrelsen har

fortsat meget høj prioritet, og ministeriet følger løbende

sagsbehandlingstiderne.

Det er dog vigtigt i denne sammenhæng at understrege, at der er

tale om gennemsnitlige sagsbehandlingstider. Nogle sager vil

kunne afgøres hurtigere, og nogle sager vil tage lidt længere tid.

Det afgørende er, at vi sikrer en god balance mellem anvendelsen

af ressourcer og behovet for korrekte og hurtige afgørelser. Jeg vil

dog gerne påpege, at Ankestyrelsen på baggrund af konkrete

vurderinger kan beslutte at hastebehandle sager, som har en

særlig alvorlig eller indgribende betydning for borgeren,

eksempelvis sager om markant nedsættelse eller ophør af den

hidtidige hjælp til en borger med omfattende plejebehov.

Afslutning

Jeg mener, der er taget og bliver taget rigtig mange initiativer, og

at der findes mange gode værktøjer til at understøtte

kommunernes sagsbehandling. Det skal bl.a. hjælpe til undgå, at

der tages usaglige hensyn i konkrete afgørelser. Med det

kommunale tilsyn kan det bl.a. også sikres, at der ikke tages

usaglige hensyn ved generelle beslutninger.

Jeg mener, at vi har et klagesystem og et tilsynssystem, vi kan

være bekendt.

Herudover vil jeg som sagt i den kommende tid se på, hvordan

navnlig servicelovens voksenregler kan forenkles, så det også ad

den vej gøres enklere for kommunerne at administrere korrekt.

Vi får ikke med et slag fuldt korrekte afgørelser i hver eneste sag i

alle kommuner, men jeg mener, vi med fortsat fokus på at støtte

kommunernes sagsbehandling gradvis vil se flere og flere rigtige

afgørelser i kommunerne, så færre borgerne får behov for at

klage.

Det, tror jeg, er den rigtige vej - at skabe klarhed i lovgivningen og

blive ved med at understøtte kommunerne i at træffe korrekte

afgørelser på baggrund af faglige og økonomiske hensyn og ud

fra den enkeltes behov.