Folketingets Social- og Indenrigsudvalg
Dato: 30. juli 2015
”SIFs rapport: "Sammenbrud i anbringelser af unge" fra 2010 redegør for, at
skiftende sagsbehandlere er årsag til stor frustration blandt plejebørn og
plejeforældre. Hvordan vil ministeren sikre en mere stabil kontakt fra
sagsbehandleren i kommunerne til det enkelte plejebarn for dermed at undgå, at
den unge oplever endnu et svigt i mødet med forskellige sagsbehandlere?
Spørgsmålet har tidligere været stillet i folketingsåret 2014-15, 1. samling jf.
SOU alm del - spm. 349.”
Når et barn anbringes uden for hjemmet, sker det på baggrund af en børnefaglig
undersøgelse af barnets og familiens forhold. Kommunen skal løbende holde
tilsyn med barnet og i den forbindelse også vurdere, om handleplanen for barnet
skal revideres. Lovgivningen sætter således rammer for kontinuitet og
opfølgning i anbringelsessager, så vi sikrer, at der følges op på, om formålet
med anbringelsen fortsat er opfyldt, og hvordan barnet eller den unge har det.
Børns og familiers oplevelse af hyppige sagsbehandlerskift kan dels være udtryk
for en stor medarbejdergennemstrømning i den enkelte kommune, og dels være
udtryk for, at der er kommuner, der har organiseret sig på en måde, hvor
familierne ikke altid følges af den samme sagsbehandler.
Med hensyn til den første problemstilling handler det om, at den enkelte
kommune arbejder med medarbejderfastholdelse og -rekruttering.
Med hensyn til organiseringen af sagsbehandlernes arbejde kan jeg oplyse, at
dette er et tema i det partnerskabskommuneprojekt, der er et led i aftalen
mellem den daværende regering, Venstre og Det Konservative Folkeparti for
finansloven for 2014 om tidlig hjælp til børn og unge fra udsatte familier. Som
Side
af