SAU, Alm.del - 2014-15 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 167: Spm. om ministeren er enig i, at hvis man betragter en voldgiftsdomstols afgørelse som en afgørelse rettet mod den danske stat, så vil forholdet være omfattet af grundlovens § 19, til skatteministeren

Skatteudvalget 2014-15 (2. samling)
SAU Alm.del
Offentligt

30. oktober 2015

J.nr. 15-2919473

Til Folketinget – Skatteudvalget

Hermed sendes svar på spørgsmål nr. 167 af 2. oktober 2015 (alm. del). Spørgsmålet er

stillet efter ønske fra Merete Riisager (LA).

Karsten Lauritzen

/ Ivar Nordland

SAU, Alm.del - 2014-15 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 167: Spm. om ministeren er enig i, at hvis man betragter en voldgiftsdomstols afgørelse som en afgørelse rettet mod den danske stat, så vil forholdet være omfattet af grundlovens § 19, til skatteministeren

Spørgsmål

Er ministeren enig i, at hvis man betragter en voldgiftsdomstols afgørelse som en afgørel-

se rettet mod den danske stat, så vil forholdet være omfattet af grundlovens § 19, og der

vil derfor ikke være tale om suverænitetsafgivelse?

Svar

Jeg har forelagt spørgsmålet for Justitsministeriet, der har udtalt følgende:

”Skatteministeriet har henvendt sig til Justitsministeriet om spørgsmålet om suverænitets-

afgivelse ved indførelsen af voldgiftsklausuler i dobbeltbeskatningsoverenskomster.

Justitsministeriet kan om dette spørgsmål oplyse følgende:

Grundlovens almindelige bestemmelse om indgåelse af traktater med andre lande, her-

under om oprettelse af internationale voldgiftsdomstole, findes i § 19. Bestemmelsens stk.

1 har følgende ordlyd:

"§

19.

Kongen handler på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender. Uden

folketingets samtykke kan han dog ikke foretage nogen handling, der for-

øger eller indskrænker rigets område, eller indgå nogen forpligtelse, til hvis

opfyldelse folketingets medvirken er nødvendig, eller som i øvrigt er af stør-

re betydning. Ejheller kan kongen uden folketingets samtykke opsige nogen

mellemfolkelig overenskomst, som er indgået med folketingets samtykke."

I kraft af denne bestemmelse har regeringen kompetence til at handle på egen hånd i

mellemfolkelige anliggender (udenrigsforhold), herunder indgå traktater mv. med andre

stater. Kompetencen er et såkaldt prærogativ for regeringen.

Regeringens adgang til på egen hånd at indgå folkeretlige forpligtelser er dog undergivet

begrænsninger. Efter § 19, stk. 1, 2. pkt., kræves Folketingets samtykke således for, at

regeringen kan indgå forpligtelser, til hvis opfyldelse Folketingets medvirken er nødven-

dig, eller som i øvrigt er af større betydning. Samtykke kan gives ved lov eller ved folke-

tingsbeslutning, jf. bl.a. Alf Ross, Dansk Statsforfatningsret (3. udg. Ved Ole Espersen,

1980), side 396 og Jens Peter Christensen m.fl., Dansk Statsret (1. udgave, 2012), side

193. Der kræves alene simpelt flertal i Folketinget.

Grundloven indeholder i § 20 en bestemmelse om suverænitetsafgivelse. Bestemmelsen

har følgende ordlyd:

”§

20.

Beføjelser, som efter denne grundlov tilkommer rigets myndigheder,

kan ved lov i nærmere bestemt omfang overlades til mellemfolkelige myn-

digheder, der er oprettet ved gensidig overenskomst med andre stater til

fremme af mellemfolkelig retsorden og samarbejde.

Stk. 2.

Til vedtagelse af lovforslag herom kræves et flertal på fem sjettedele

af folketingets medlemmer. Opnås et sådant flertal ikke, men dog det til

vedtagelse af almindelige lovforslag nødvendige flertal, og opretholder rege-

ringen forslaget, forelægges det folketingsvælgerne til godkendelse eller for-

kastelse efter de for folkeafstemninger i § 42 fastsatte regler.”

Side 2 af 5

Grundlovens § 20 vil skulle følges i alle tilfælde, hvor beføjelser, som efter grundloven

tilkommer rigets myndigheder, overlades til mellemfolkelige myndigheder. Bestemmelsen

blev indført ved grundlovsændringen i 1953. Baggrunden var et ønske om at gøre det

lettere for Danmark at tilslutte sig visse internationale organisationer. Der henvises herom

bl.a. til betænkning nr. 66/1953 afgivet af Forfatningskommissionen af 1946, side 31,

Max Sørensens responsum af 18. maj 1952, som er optrykt i betænkning nr. 66/1953,

side 113 ff., og Max Sørensen, Statsforfatningsret, (2. udgave ved Peter Germer, 1973),

side 308 f.

Bestemmelsen i § 20 vedrører – som det fremgår af ordlyden – alene overladelse af befø-

jelser til mellemfolkelige myndigheder, der er oprettet ved gensidig overenskomst med

andre stater til fremme af mellemfolkelig retsorden og samarbejde.

De beføjelser, som bestemmelsen i grundlovens § 20 omfatter, er dem, som tilkommer

rigets myndigheder. Anvendelse af bestemmelsen er således nødvendig i det omfang, det

overlades til en mellemfolkelig myndighed at udøve lovgivende, administrativ eller døm-

mende myndighed med direkte virkning her i landet eller at udøve andre beføjelser, som

efter grundloven tilkommer rigets myndigheder, herunder beføjelse til at indgå traktater

med andre stater. Der henvises bl.a. til Højesterets dom af 6. april 1998 i den såkaldte

Maastricht-sag (Ugeskrift for Retsvæsen 1998, side 800 H), Max Sørensen, Statsforfat-

ningsret (2. udgave ved Peter Germer, 1973), side 308 f., Alf Ross, Dansk Statsforfat-

ningsret 1 (3. udgave ved Ole Espersen, 1980), side 408, Henrik Zahle, Dansk forfat-

ningsret 2 – Regering, forvaltning og dom (3. udgave 2001), side 255, og Jens Peter Chri-

stensen m.fl., Grundloven med kommentarer, 1. udgave (2015), side 169.

I forhold til den procedure, der efter grundlovens § 20 skal følges, fremgår det af be-

stemmelsens stk. 2, at et lovforslag efter bestemmelsen

enten

skal vedtages af et flertal på

fem sjettedele af Folketingets medlemmer

eller

– hvis lovforslaget vedtages af et folke-

tingsflertal, der ikke udgør fem sjettedele, og opretholdes af regeringen – forelægges fol-

ketingsvælgerne til godkendelse eller forkastelse efter de regler for folkeafstemninger, der

er fastsat i grundlovens § 42.

Grundlovens § 20 må afgrænses "nedad", det vil sige over for almindelige mellemfolke-

lige aftaler mv., der kan tiltrædes alene efter grundlovens § 19.

Danmark er tilknyttet er række internationale organisationer, som har kompetence til at

træffe generelle eller konkrete beslutninger, der er rettet til medlemsstaterne, f.eks. FN og

Europarådet (herunder Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol).

Det karakteristiske ved de beslutninger, der kan træffes i disse organisationer, er, at de

kun tilsigter at gælde for staterne som folkeretlige forpligtelser. De tilsigter ikke at gælde

umiddelbart i den enkelte stats interne retsorden. Hvis en sådan beslutning går ud på at

regulere de enkelte individers adfærd, må den derfor gøres til en del af national ret, f.eks.

ved inkorporering.

Side 3 af 5

Sådanne traditionelle mellemfolkelige organisationer kan Danmark tilslutte sig alene i

medfør af grundlovens § 19.

Anderledes forholder det sig med mellemfolkelige myndigheder, som tillægges kompeten-

ce til at udfærdige retsakter, der skal gælde umiddelbart i de deltagende stater med virk-

ning for f.eks. private personer og virksomheder. Sådanne ordninger kan Danmark kun

tilslutte sig ved anvendelse af proceduren i grundlovens § 20.

Det afgørende for, om dansk tilslutning til en traktat forudsætter anvendelse af procedu-

ren i grundlovens § 20, er derfor i første række, om den indebærer overladelse af beføjel-

ser til en mellemfolkelig myndighed til at udøve lovgivende, administrativ eller dømmen-

de myndighed med direkte virkning for borgerne mv. her i landet.

I forhold til en international domstol, voldgift og andre lignende internationale organer

indebærer det anførte, at der

på den ene side

ikke er tale om overladelse af beføjelser i

grundlovens § 20’s forstand, hvis den internationale domstols afgørelser er rettet til den

danske stat som sådan. Det gælder f.eks. med hensyn til afgørelser fra Den Internationale

Domstol i Haag og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg.

Danmark kan således tilslutte sig internationale voldgiftsdomstole, der afgiver bindende

eller vejledende udtalelser rettet til den danske stat, alene i medfør af grundlovens § 19.

På den anden side

vil der være tale om overladelse af beføjelser efter grundlovens § 20, hvis

den internationale domstol har kompetence til at træffe afgørelser, der har direkte virk-

ning for borgere mv. her i landet, som var de truffet af en dansk domstol.

Med aftalen om en europæisk patentdomstol blev der ved mellemstatslig overenskomst

oprettet et nyt organ – patentdomstolen – til bilæggelse af tvister vedrørende europæiske

patenter.

Danmark tiltrådte aftalen om patentdomstolen ved lov nr. 551 af 2. juni 2014 om en fæl-

les patentdomstol m.v. efter proceduren i grundlovens § 20, herunder folkeafstemning

den 25. maj 2014. Baggrunden herfor er, at patentdomstolen med aftalen har fået kompe-

tence til at træffe endelig afgørelse i søgsmål, hvori private er parter, om patenter, der er

omfattet af domstolens kompetence. Patentdomstolens afgørelser er således rettet mod

private og har virkning her i landet, som var de afsagt af en dansk domstol.”

Konklusionen må således være, at der vil være tale om overladelse af beføjelser efter

grundlovens § 20, hvis f.eks. en voldgiftsdomstols afgørelse har direkte virkning for bor-

gerne mv. her i landet, som var den afsagt af en dansk domstol. Hvis en sådan afgørelse

derimod er rettet til den danske stat som sådan, vil der ikke være tale om suverænitetsaf-

givelse efter grundlovens § 20.

Side 4 af 5

Jeg afventer arbejdet i OECD med hensyn til udformningen af en bestemmelse om obli-

gatorisk voldgift, inden jeg tager stilling til, om Danmark bør tilslutte sig.

Side 5 af 5