REU, Alm.del - 2014-15 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 52: Spm. om danske borgeres mulighed for at modtage erstatning, hvis disse udleveres til strafforfølgelse i andre lande, men bliver frikendt, i forhold til mulighederne for erstatning ved en tilsvarende uberettiget fængsling og strafforfølgelse i Danmark, til justitsministeren

Retsudvalget 2014-15 (2. samling)
REU Alm.del
Offentligt

Folketinget

Retsudvalget

Christiansborg

1240 København K

Politi- og Strafferetsafdelingen

Dato:

Kontor:

Sagsnr.:

Dok.:

31. august 2015

Straffuldbyrdelseskontoret

2015-0030-3660

1690400

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 52 (Alm. del), som Folketin-

gets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 4. august 2015.

Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Pernille Skipper (EL).

Søren Pind

Ane Røddik Christensen

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

Telefon 7226 8400

Telefax 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

REU, Alm.del - 2014-15 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 52: Spm. om danske borgeres mulighed for at modtage erstatning, hvis disse udleveres til strafforfølgelse i andre lande, men bliver frikendt, i forhold til mulighederne for erstatning ved en tilsvarende uberettiget fængsling og strafforfølgelse i Danmark, til justitsministeren

Spørgsmål nr. 52 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

”Vil ministeren redegøre for danske borgeres mulighed for at

modtage erstatning, hvis disse udleveres til strafforfølgelse i

andre lande, men bliver frikendt, i forhold til mulighederne for

erstatning ved en tilsvarende uberettiget fængsling og straffor-

følgelse i Danmark, samt hvorvidt ministeren finder mulighe-

derne for at modtage erstatning rimelige?”

Svar:

Reglerne om retten til erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning,

der gennemføres af danske myndigheder, følger af retsplejelovens kapitel

93 a. De nærmere regler om retten til erstatning i anledning af anholdelse

eller fængsling som led i en strafferetlig forfølgning er fastsat i retsplejelo-

vens § 1018 a. Bestemmelsen har følgende ordlyd:

”§

1018 a.

Den, der har været anholdt eller varetægtsfængslet som

led i strafferetlig forfølgning, har krav på erstatning for den der-

ved tilføjede skade, såfremt påtale opgives eller tiltalte frifindes,

uden at dette er begrundet i, at han findes utilregnelig. Erstatning

ydes for økonomisk skade samt for lidelse, tort, ulempe og for-

styrrelse eller ødelæggelse af stilling og forhold.

Stk. 2.

Selv om betingelserne for at yde erstatning efter stk. 1 ik-

ke er opfyldt, kan erstatning ydes, såfremt den under sagen an-

vendte frihedsberøvelse ikke står i rimeligt forhold til straffor-

følgningens udfald eller det af andre særlige grunde findes rime-

ligt.

Stk. 3.

Erstatning kan nedsættes eller nægtes, såfremt den sigtede

selv har givet anledning til foranstaltningerne.”

Det følger således af retsplejelovens § 1018 a, at der som udgangspunkt

ydes erstatning på et objektivt grundlag, hvis en person frihedsberøves

som led i en strafferetlig forfølgning her i landet, og påtalen senere må op-

gives, eller vedkommende frifindes. Erstatningen kan dog nedsættes eller

nægtes, hvis den pågældende selv har givet anledning til frihedsberøvel-

sen.

Herudover kan personer, der mener at have et erstatningskrav mod danske

myndigheder i anledning af en strafferetlig forfølgning, fremsætte et så-

dant krav efter dansk rets almindelige erstatningsregler, jf. retsplejelovens

§ 1018 h. Erstatning efter disse regler vil dog almindeligvis forudsætte, at

myndighederne har begået erstatningspådragende fejl.

Når det drejer sig om sager om udlevering af personer til strafforfølg-

ning eller straffuldbyrdelse i et andet land, følger det af udleveringslovens

§ 12, der vedrører udlevering til stater uden for EU og Norden, at retspleje-

lovens 4. bog, der bl.a. omfatter retsplejelovens kapitel 93 a, tillige gælder

i udleveringssager med de fornødne lempelser. (Udleveringslovens § 18 b,

stk. 1, og § 18 h, stk. 1, der vedrører henholdsvis udlevering til andre EU-

medlemsstater og udlevering til de nordiske lande, indeholder tilsvarende

henvisninger til retsplejelovens 4. bog).

Hverken udleveringsloven, retsplejeloven eller forarbejderne hertil ses

imidlertid at tage nærmere stilling til, i hvilke tilfælde danske myndigheder

må bære ansvaret for en eventuel uberettiget frihedsberøvelse eller anven-

delse af andre tvangsindgreb i forbindelse med en udleveringssag, eller

under hvilke betingelser der vil kunne ydes erstatning efter reglerne i rets-

plejelovens kapitel 93 a.

Højesteret tog i sin dom af 26. august 2014 stilling til, hvorvidt en dansk

statsborger, som var blevet udleveret til strafforfølgning i USA, men hvor

sagen efterfølgende blev afvist af en amerikansk domstol på grund af for-

ældelse, havde krav på erstatning i anledning af den varetægtsfængsling

mv., som vedkommende havde været udsat for i Danmark forud for udle-

veringen til USA. Højesterets dom er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen

2014, side 3371.

Højesteret fandt, at den pågældende i den konkrete sag ikke havde krav på

erstatning efter retsplejelovens § 1018 a og anførte i den forbindelse bl.a.

følgende som begrundelse herfor:

”Højesteret finder, at det objektive erstatningsansvar efter retsple-

jelovens § 1018 a i udleveringssager omfatter tilfælde, hvor det

viser sig, at udleveringslovens betingelser ikke var opfyldt, da ud-

leveringen fandt sted. Udfaldet af strafforfølgningen i udlandet er

således som udgangspunkt ikke afgørende for erstatningsansvaret.

Efter udleveringslovens § 9 kan udlevering ikke finde sted, hvis

strafansvaret for den pågældende handling ville være forældet ef-

ter dansk ret. For så vidt angår spørgsmålet om forældelse efter

lovgivningen i det land, som har fremsat anmodningen om udle-

vering, fremgår det af forarbejderne til § 9, at det er klart, at udle-

vering ikke kan ske, hvis strafforfølgning er udelukket på grund

af forældelse efter lovgivningen i det pågældende land. Om dette

er tilfældet, har danske myndigheder imidlertid som regel ikke

mulighed for at foretage nogen nærmere prøvelse af. Hvis den,

der ønskes udleveret, gør gældende, at der efter regler i det på-

gældende land er indtrådt forældelse, vil der kunne være anled-

ning til at tilvejebringe en erklæring herom fra myndighederne i

den fremmede stat. Går denne erklæring ud på, at forældelse ikke

er indtrådt, må erklæringen normalt lægges til grund (Folketings-

tidende 1966-67, Tillæg A, L 122, sp. 2549).

Som grundlag for vurderingen af spørgsmålet om forældelse efter

amerikansk ret forelå forud for Østre Landsrets kendelse af 2. juli

2009 om udlevering navnlig en udtalelse af 26. november 2008

fra det amerikanske justitsministerium. I erklæringen redegøres

dels for det retlige grundlag, dels for den bevismæssige bedøm-

melse af, om forældelsesfristen var suspenderet.

Det var i den forbindelse myndighedernes vurdering, at E ved sin

udrejse fra USA var flygtet fra retsforfølgning, og at der derfor

ikke var indtrådt forældelse.

Efter udleveringen til USA blev der ved distriktsdomstolen i Flo-

rida gennemført en bevisførelse til belysning af forældelses-

spørgsmålet. Herefter afviste distriktsdomstolen sagen som foræl-

det.

Højesteret finder, at udfaldet af strafforfølgningen i USA under de

anførte omstændigheder ikke giver grundlag for at antage, at be-

tingelserne for udlevering ikke var opfyldt, da udlevering fandt

sted. E har derfor ikke krav på erstatning efter retsplejelovens §

1018 a.”

Som det fremgår indledningsvist af det anførte citat, finder Højesteret, at

det objektive erstatningsansvar efter retsplejelovens § 1018 a i udleve-

ringssager omfatter tilfælde, hvor det viser sig, at udleveringslovens betin-

gelser ikke var opfyldt, da udleveringen fandt sted. Udfaldet af straffor-

følgningen i udlandet er således som udgangspunkt ikke afgørende for er-

statningsansvaret.

Det kan i den forbindelse også anføres, at de danske myndigheder i almin-

delighed ikke har indflydelse på forløbet og udfaldet af den bagvedliggen-

de straffesag i udlandet, ligesom de danske myndigheder ved behandlingen

af udleveringssager ikke skal – og normalt heller ikke vil have praktisk

mulighed for – at foretage en nærmere, materiel prøvelse af selve den

udenlandske straffesag.

Adgangen til at søge erstatning for uberettiget fængsling mv. efter dansk

rets almindelige erstatningsregler, jf. retsplejelovens § 1018 h som beskre-

vet ovenfor under punkt 1, finder tilsvarende anvendelse i forbindelse ud-

leveringssager.

I de tilfælde, hvor der ikke efter de danske regler påhviler de danske myn-

digheder et erstatningsansvar, må et eventuelt erstatningskrav i stedet rej-

ses over for myndighederne i det land, der har begæret og fået vedkom-

mende udleveret fra Danmark.

Udlevering er et vigtigt redskab i det internationale samarbejde for at

bekæmpe kriminalitet. Dette gælder både grænseoverskridende kriminali-

tet, som f.eks. international narkohandel eller terrorisme, og national kri-

minalitet, hvor gerningsmanden er flygtet til et andet land.

Reglerne i udleveringsloven har således til formål at sikre, at personer,

som i udlandet er sigtet for at have begået en forbrydelse af en vis alvor-

lighed, kan udleveres – hvis udleveringsbetingelserne i øvrigt er opfyldt –

og dermed blive stillet til regnskab for deres handlinger ved en domstol i

det pågældende land.

Det internationale samarbejde om udlevering, som Danmark deltager i,

herunder i form af konventioner og bilaterale aftaler, er tillige udtryk for

en gensidig tillid til og anerkendelse af hinandens retssystemer landene

imellem.

På den baggrund finder jeg det rimeligt, at et eventuelt erstatningskrav i

anledning af en udlevering fra Danmark i nogle tilfælde må rejses over for

myndighederne i det land, der udleveres til, også selv om reglerne om er-

statning i det pågældende land måtte afvige fra de danske erstatningsreg-

ler.