REU, Alm.del - 2014-15 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 37: Spm. om en dispensationsmulighed i forhold til tidsfristen i sager, hvor ofret ikke har været i stand til rettidigt at anmelde overfaldet, til justitsministeren

Retsudvalget 2014-15 (2. samling)
REU Alm.del
Offentligt

Politi- og Strafferetsafdelingen

Folketinget

Retsudvalget

Christiansborg

1240 København K

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

11. august 2015

Strafferetskontoret

Stanley Stener Nielsen

2015-0030-3645

1681084

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 37 (Alm. del), som Folketin-

gets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 22. juli 2015. Spørgs-

målet er stillet efter ønske fra Peter Skaarup (DF).

Søren Pind

Mette Kjølby Miller-Harris

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

Telefon 7226 8400

Telefax 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

REU, Alm.del - 2014-15 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 37: Spm. om en dispensationsmulighed i forhold til tidsfristen i sager, hvor ofret ikke har været i stand til rettidigt at anmelde overfaldet, til justitsministeren

Spørgsmål nr. 37 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

”Ifølge Lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser, §

10, stk. 1, er tilkendelse af erstatning betinget af, at lovover-

trædelsen er anmeldt til politiet inden 72 timer. Med baggrund

i en konkret sag, hvor ofret var for medtaget og traumatiseret

til at anmelde overfaldet inden for fristen, bedes ministeren re-

degøre for, om han vil arbejde for, at der indføres en reel dis-

pensationsmulighed i forhold til tidsfristen i sager, hvor ofret

ikke har været i stand til rettidigt at anmelde overfaldet.”

Svar:

Det følger af offererstatningslovens § 10, stk. 1, at erstatning efter loven

er betinget af, at lovovertrædelsen er anmeldt til politiet inden 72 timer, og

at skadelidte under en eventuel straffesag mod skadevolderen nedlægger

påstand om erstatning. Af bestemmelsens stk. 2 fremgår, at 72-

timersreglen kan fraviges, hvis forholdene taler for det.

Kravet om, at erstatning efter loven som udgangspunkt er betinget af, at

lovovertrædelsen er anmeldt til politiet inden 72 timer, blev indført ved lov

nr. 412 af 9. maj 2011 om ændring af retsplejeloven og lov om erstatning

fra staten til ofre for forbrydelser (Underretning ved udgang og løsladelse

mv. og udvidelse af fristen for politianmeldelse ved erstatning fra staten til

ofre for forbrydelser), der blev vedtaget af et enigt Folketing.

Før lovændringen var det i medfør af den dagældende offererstatningslovs

§ 10, stk. 1, et krav, at lovovertrædelsen skulle være anmeldt til politiet

uden unødigt ophold. Efter Erstatningsnævnets praksis ansås en politian-

meldelse, der var indgivet inden 24 timer, sædvanligvis for rettidig.

Med lovændringen blev anmeldelsesfristen udvidet til 72 timer, ligesom

fristen blev indsat i offererstatningslovens ordlyd for at sikre større klarhed

om mulighederne for at opnå erstatning.

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at baggrunden for anmel-

delsesfristen bl.a. er, at en politianmeldelse skal ske hurtigt, så politiet har

den bedst mulige udsigt til at finde gerningsmanden og opklare sagen. Dels

vil der herigennem kunne ske retsforfølgning af gerningsmanden, dels vil

der være mulighed for at gennemføre et regreskrav mod den pågældende.

Det fremgår endvidere af bemærkningerne, at omstændighederne i sagerne

kan være meget forskellige, ligesom det enkelte offers situation har betyd-

ning for, om vedkommende får indgivet politianmeldelse i tide. Uanset

forlængelsen af anmeldelsesfristen bør der således fortsat være adgang til

at se bort fra fristoverskridelser, hvis forholdene taler for det, eksempelvis

hvis offeret på grund af sin tilstand ikke inden fristens udløb har kunnet fo-

retage politianmeldelse.

Det er Erstatningsnævnet, som i medfør af offererstatningslovens § 10,

stk. 2, meddeler dispensation fra 72-timersreglen, og Justitsministeriet har

på den baggrund til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en udta-

lelse fra Erstatningsnævnet, der bl.a. har oplyst følgende:

”[…]

Efter offererstatningslovens § 10, stk. 2, kan anmel-

delseskravet i bestemmelsens stk. 1 fraviges, hvis forholdene

taler for det. Hvis et forhold ikke er anmeldt inden 72 timer,

foretager Erstatningsnævnet derfor i alle tilfælde en konkret

vurdering af, om forholdene taler for at dispensere fra 72-

timersreglen.

Nævnet kan herved blandt andet pege på følgende i relation til

nævnets dispensationspraksis:

Hvis for sen politianmeldelse ikke har forhindret opklaring af

forbrydelsen og gennemførelsen af en straffesag mod skade-

volder, ydes der alligevel erstatning. Det betyder, at nævnet i

alle tilfælde, hvor der er en strafferetlig dom mod skadevolde-

ren, dispenserer fra kravet om rettidig anmeldelse. Tilsvarende

gør sig gældende, hvis politiets efterforskning i straffesagen

godtgør, at der har været tale om en straffelovsovertrædelse,

men det alligevel ikke har ført til en straffedom i sagen, idet

der f.eks. er meddelt tiltalefrafald.

Nævnet har endvidere en meget lempelig praksis i sager vedrø-

rende børn, der har været udsat for et seksuelt overgreb. Hvis

barnet grundet sin unge alder, flovhed over at forholdet fandt

sted, eller af andre grunde tier om overgrebet, således at den-

nes værge/forældre ikke kan forestå (rettidig) anmeldelse, di-

spenserer nævnet som hovedregel for 72-timersreglen.

Tilsvarende gælder naturligvis, hvis forurettede på grund af

den begåede forbrydelse har været i en tilstand, der kan minde

om chok, bevidstløshed eller som følge af anden alvorlig til-

skadekomst har været forhindret i at indgive politianmeldelse,

eller det grundet hospitalsindlæggelse ikke har været muligt,

herunder telefonisk, at anmelde forholdet rettidigt til politiet.

Indlæggelse på sygehus medfører dog ikke i sig selv, at offeret

anses for at have været forhindret i at indgive rettidig politian-

meldelse.

Det indgår videre i nævnets vurdering, om offeret med føje har

antaget, at der ikke er lidt noget tab og således først efterføl-

gende bliver klar over, at volden har medført skade, herunder

en udgifts- og/eller behandlingskrævende skade.

Derimod er frygt for repressalier samt skadelidtes opfattelse af,

at politiet alligevel ikke vil kunne opklare forbrydelsen, ikke

nogen selvstændig dispensationsgrund. Dette fremgår udtryk-

keligt af offererstatningslovens forarbejder, jf. betænkning nr.

751/1975 om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser, side

37.

Har den skadelidte ansøger ikke ønsket at indgive politianmel-

delse i forbindelse med politiets tilkaldelse til et gerningssted,

eller har den pågældende direkte modsat sig politianmeldelse

eller i øvrigt ikke villet medvirke til sagens oplysning, vil der

endvidere som udgangspunkt blive meddelt afslag i henhold til

offererstatningslovens § 10, stk. 1.

Erstatningsnævnet skal afslutningsvist bemærke, at nævnet

ikke fører statistik over, i hvilke sager nævnet dispenserer fra

betingelsen i offererstatningslovens § 10, stk. 1, om, at lov-

overtrædelsen skal være anmeldt til politiet inden 72 timer.

Nævnet kan imidlertid til orientering oplyse, at der i årene

2012, 2013 og 2014 er meddelt henholdsvis 59, 38 og 45 af-

slag med henvisning til offererstatningslovens § 10, stk. 1, om

manglende eller for sen anmeldelse, hvilket svarer til hen-

holdsvis 1,9 %, 1,4 % og 1,5 % af de nye ansøgninger til næv-

net i de respektive år.”

Jeg er som justitsminister meget optaget af, at vi som samfund behand-

ler ofre for forbrydelser på en ordentlig måde, og de skal have den hjælp,

der er nødvendig for, at de kan komme godt videre med deres liv. Jeg har

noteret mig Erstatningsnævnets oplysninger om praksis vedrørende di-

spensation fra anmeldelsesfristen og finder på den baggrund – sammen-

holdt med, at der senest i 2011 blev indført en markant lempelse af anmel-

delsesfristen – på nuværende tidspunkt ikke anledning til at tage initiativ

til en ændring af offererstatningslovens anmeldelseskrav.