Retsudvalget 2014-15 (2. samling)
REU Alm.del
Offentligt
Spørgsmål nr. 214 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:
”Vil ministeren redegøre for kriterier, procedurer og erfaringer
i forhold til indgåelse af parallelaftaler efter Lissabontrakta-
ten?”
Svar:
1.
Hidtil har Danmark opnået fire parallelaftaler på det samlede RIA-
område, mens to anmodninger er blevet afvist. Danmark har ikke indgået
parallelaftaler efter Lissabon-Traktatens ikrafttræden.
Parallelaftalerne er indgået efter de dagældende regler i EF-Traktaten om
EU’s indgåelse af aftaler med tredjelande. Reglerne om tredjelandsaftaler
er ændret med Lissabon-Traktaten. Reglerne fremgår i dag af EUF-
Traktatens artikel 218. Den væsentligste ændring i reglerne er, at Europa-
Parlamentet efter de nuværende regler skal tilslutte sig indgåelsen af
aftalen.
2.
Indgåelse af en parallelaftale vil indledningsvis kræve en anmodning fra
Danmark, som Kommissionen skal tage stilling til. Hvis Kommissionen
finder, at betingelserne er opfyldt, fremsætter Kommissionen henstillinger
for Rådet, som vedtager en afgørelse om bemyndigelse til at indlede
forhandlinger. Rådet træffer afgørelser med kvalificeret flertal. Indgåelse
af en aftale forudsætter derudover Europa-Parlamentets godkendelse.
Kommissionen er ikke forpligtet til at stille forslag om forhandling af en
parallelaftale, ligesom Rådet ikke er forpligtet til at give Kommissionen et
mandat hertil. Det må formodes, at de politiske kriterier, der blev opstillet
for de nuværende parallelaftaler, fortsat er aktuelle, herunder helt
grundlæggende, at en aftale kun kan komme på tale, hvis den vurderes at
være i EU’s interesse (og ikke alene i Danmarks interesse). Der henvises i
den forbindelse til side 30 i regeringens analyse ”Samarbejdet om retlige
og indre anliggender – En analyse af EU-lovgivning omfattet af retsforbe-
holdet” fra marts 2015.
3.
Erfaringerne fra de nuværende parallelaftaler viser, at forhandlingerne
var ganske omfattende og ofte langsommelige og varede flere år. Siden
Lissabon-Traktaten er trådt i kraft, har Danmark som nævnt ikke indgået
en parallelaftale. Der er således ingen fortilfælde for, hvordan Lissabon-
Traktatens regler om indgåelse af internationale aftaler konkret vil finde
anvendelse i forhold til en eventuel parallelaftale.
2
Det bemærkes, at den daværende regering i juni 2013 fik mandat til at
indlede forhandlinger med Kommissionen om en supplerende
parallelaftale i forhold til en ny forordning om ændring af
Eurodacforordningen. Der er behov for en supplerende aftale, idet
retshåndhævende myndigheder får adgang til Eurodac-systemet, når de
efterforsker terrorhandlinger eller andre alvorlige forbrydelser, hvilket ikke
er omfattet af den eksisterende aftale. Kommissionen anmodede i juni
2015 Rådet om mandat til at indlede forhandlinger med Danmark. Rådet
har endnu ikke givet Kommissionen nyt forhandlingsmandat.
Der henvises i øvrigt til kapitel 5 i regeringens analyse ”Samarbejdet om
retlige og indre anliggender – En analyse af EU-lovgivning omfattet af
retsforbeholdet” fra marts 2015.
Det bemærkes, at svaret er enslydende med Justitsministeriets samtidige
besvarelse af spørgsmål nr. 14 vedrørende forslag til lov om omdannelse af
retsforbeholdet til en tilvalgsordning (L 29) fra Folketingets Europaudvalg.
3