MOF, Alm.del - 2014-15 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 85: Spm. om, hvilke regler og love kan anvendes til at fastsætte bindende eller vejledende grænseværdier for udledninger og emissioner til miljøet m.v. til miljø- og fødevareministeren

Miljø- og Fødevareudvalget 2014-15 (2. samling)
MOF Alm.del
Offentligt

11. september 2015

Sagsnr.: 2015 - 7369

Notat vedrørende regler og love, der kan anvendes til at fastsætte bindende eller

vejledende grænseværdier for udledninger og emissioner til miljøet samt afsmitning og

indhold af kemikalier i produkter

Kemikalier i produkter

Kemikalieområdet er i vidt omfang reguleret ved indre markeds lovgivning og er total harmoniseret

bl.a. ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 af 18. december 2006 om

registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for kemikalier (REACH). Det

betyder, at der er et meget snævert råderum for at fastsætte nationale begrænsninger såsom

grænseværdier for indholdet eller afgivelsen af kemiske stoffer fra produkter. Dette råderum blev

bl.a. præciseret i forbindelse med den nu ophævede bekendtgørelse om et nationalt forbud mod

fire ftalater (i form af en grænseværdi på 0,1 %) og senest ved behandlingen af

beslutningsforslaget B 60 (2014-15 (1. samling)), som ligeledes omhandler indførelse af et

nationalt forbud mod fire ftalater.

Procedurerne for indførsel af nye begrænsninger for fremstilling, anvendelse eller markedsføring

for et kemisk stof, er ligeledes harmoniseret ved REACH. Man skal derfor altid følge den

fremgangsmåde, som er beskrevet i REACH-forordningens artikel 68-73. Det skal således

anmeldes til det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA), hvis en medlemsstat har til hensigt at

udarbejde forslag til en ny begrænsning. Ved udarbejdelsen af forslaget skal det vurderes, om der

kan dokumenteres en risiko, som det er nødvendigt at håndtere på EU-plan. Kan der ikke

dokumenteres en risiko på EU-plan, men kun på nationalt plan, er der mulighed for at udarbejde

nationale begrænsninger i overensstemmelse med TEUF artikel 34-36. For nærmere detaljer om

proceduren for indførelse af nationale regler for kemikalier henvises der til besvarelsen af MIU,

Spg. 1-14 af 10. februar 2015. Spørgsmålene er stillet i forbindelse med B 60 (2014-15 (1.

samling)).

I henhold til REACH-forordningen er der mulighed for at fastsætte midlertidige nationale regler ved

hjælp af sikkerhedsklausulen i artikel 129. Denne bestemmelse kan dog kun anvendes i det

tilfælde, hvor der er behov for en øjeblikkelig indsats for at beskytte menneskers sundhed eller

miljøet.

Foruden de generelle regler under REACH-forordningen findes en række særlovgivninger,

hvorunder det kun er muligt at fastsætte nationale grænseværdier eller andre begrænsninger ved

at benytte sikkerhedsklausuler. Et eksempel på dette er sikkerhedsklausulerne i forordning nr.

1223/2009 af 30. november 2009 om kosmetiske produkter, artikel 27 og direktiv nr. 2009/48/EF

af 18. juni 2009 om sikkerhedskrav til legetøj, artikel 42, som kan anvendes til at fastsætte

midlertidige grænseværdier i de tilfælde, hvor et produkt udgør eller kan udgøre en alvorlig risiko

for menneskers sundhed. Kommissionen skal vurdere, om den midlertidige nationale foranstaltning

er berettiget eller skal ophæves. Hvis Kommissionen finder den nationale foranstaltning berettiget,

skal den tage de fornødne skridt til at indføre harmoniserede regler.

MOF, Alm.del - 2014-15 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 85: Spm. om, hvilke regler og love kan anvendes til at fastsætte bindende eller vejledende grænseværdier for udledninger og emissioner til miljøet m.v. til miljø- og fødevareministeren

Ud over REACH og særlovgivningen kan Traktaten om den Europæiske Unions funktionsmåde

(TEUF) artikel 114, stk. 5 (miljøgarantien) anvendes, hvis en medlemsstat ønsker at indføre

strengere nationale regler end dem, der er harmoniseret på EU-niveau. For at kunne anvende

miljøgarantien er det dog et krav, at det er nødvendigt for miljøbeskyttelsen at indføre de

nationale regler på grund af et problem, der er specifikt for den pågældende medlemsstat, og som

først har vist sig efter vedtagelsen af harmoniseringsforanstaltningen. Herudover skal de nationale

regler være baseret på nyt videnskabeligt belæg.

I den udstrækning det er muligt at fastsætte nationale grænseværdier for et kemisk stof i et

produkt, vil sådanne grænseværdier have hjemmel i Lov om kemikalier, jf. lovbekendtgørelse nr.

849 af 24. juni 2014 om kemikalier, § 30.

Emissionsområdet

For emissioner til luften er det muligt at fastsætte nationale grænseværdier ved at benytte Lov om

miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 879 af 26. juni 2010 med senere ændringer, §§ 7, stk.

1, 10, stk. 1 og 14. § 7, stk. 1 kan anvendes til at fastsætte regler om bl.a. forurening fra

virksomheder, anlæg og fyringsanlæg, samt om renhedsgraden af og tilsætning af stoffer til

brændstoffer. § 10, stk. 1 kan anvendes til at fastsætte bindende mål for nedbringelsen af

anvendelsen, udledningen eller håndteringen som affald af nærmere bestemte produkter, stoffer

eller materialer med henblik på at begrænse den samlede forurening, herunder frembringelse af

affald. Mens § 14 kan anvendes af ministeren til vejledning for myndighederne at angive

kvalitetskrav til luft, vand og jord.

Derudover er der i Lov om havmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 963 af 3. juli 2013 med senere

ændringer, §§ 32, stk. 1 og 33 mulighed for at fastsætte regler om særlige foranstaltninger,

herunder krav til brændstof, om bord i skibe eller på platforme med henblik på begrænsning af

luftforurening samt fastsætte regler om forebyggelse og begrænsning af forurening fra aktiviteter

på havet.

Vandmiljø

Udledninger med indhold af forurenende stoffer til vandmiljøet er reguleret ud fra

miljøkvalitetskrav, der i dag i medfør af § 14, stk. 2 i bekendtgørelse af lov om miljøbeskyttelse nr.

879 af 26. juni 2010 er fastsat i bekendtgørelse om miljøkvalitetskrav for vandområder og krav til

udledning af forurenende stoffer til vandløb, søer eller havet. En forestående ændring af reglerne

vil flytte miljøkvalitetskravene til bekendtgørelse om fastlæggelse af miljømål for vandløb, søer,

overgangsvande, kystvande og grundvand, hvor miljøkvalitetskravene fastsættes i medfør af § 8 i

lov nr. 1606 af 26. december 2013 om vandplanlægning. Det ændrer ikke på principperne for

regulering af udledninger.

Reglen er, at miljømyndigheden, der giver tilladelse til en udledning, skal sikre overholdelse af

miljøkvalitetskrav i vandmiljøet. Hvis de forurenende stoffer er til stede i udledningen i et omfang,

der kan have betydning for opfyldelse af miljøkvalitetskravene, skal miljømyndigheden i tilladelsen

fastsætte vilkår til at sikre, at miljøkvalitetskravene er opfyldt. En tilladelse vil på den måde

indeholde bindende krav, der begrænser udledningen af forurenende stoffer til vandmiljøet. Det

ligger inden for artikel 11 i vandrammedirektivet (direktiv 2000/60/EF) at fastsætte nationale krav

til udledninger til vandmiljøet med det formål at sikre god tilstand i vandmiljøet.

Side 2/3

Grundvand

Det er efter den gældende miljølovgivning ikke muligt at opnå en tilladelse til at tillede

perfluorerede stoffer eller andre stoffer, som er toksiske eller på anden måde problematiske,

direkte til grundvandet. Der er således i spildevandsbekendtgørelsens § 24 et generelt forbud mod

tilførsel af sådanne stoffer til grundvandet, hvis det sker uden gennemsivning af jordoverfladen

eller undergrunden.

Kommunen kan dog give en tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 19 til at aflede stoffer til

undergrunden, hvis der sker gennemsivning af jordlagene. Dette kan således ikke ske ved direkte

tilledning til grundvandet, men kan alene ske ved gennemsivning af jordlagene. Muligheden for at

meddele tilladelse efter § 19 gælder også de ovenfor nævnte stoffer. Dog kan en tilladelse til

afledning af spildevand til undergrunden ifølge spildevandsbekendtgørelsen kun gives, når

nedsivningen kan ske uden risiko for forurening af vandindvindingsanlæg eller

grundvandsressourcer, der er anvendelige til vandforsyningsformål.

Som grundlag for kommunens konkrete vurdering af forholdene er der i bekendtgørelsen om

vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg fastsat grænseværdier for indhold af forurenende

stoffer i drikkevand. En tilladelse til afledning af spildevand til undergrunden skal dermed basere

sig på bindende krav til drikkevand med det formål at beskytte grundvandet. I den sammenhæng

skal nævnes, at et forslag til drikkevandskrav til perfluorerede stoffer indtil udgangen af august i år

har været i høring. Det ligger inden for artikel 5 i drikkevandsdirektivet (direktiv 98/83/EF) at

fastsætte nationale krav til drikkevand med det formål at sikre kvaliteten af drikkevand. Der er

med § 59, stk. 1 i lov om vandforsyning mv. hjemmel til at fastsætte regler om kvaliteten af

grundvand, som anvendes til vandindvindingsformål.

Fødevarekontaktmaterialer

Fødevarekontaktmaterialer er reguleret i Rammeforordningen for fødevarekontaktmaterialer

(1935/2004), som gælder for alle materialer, som under forudsigelige anvendelser kommer i

kontakt med fødevarer. Under rammeforordningen er der fastsat specifikke harmoniserede regler,

fx for plast, med tilladte udgangsstoffer og evt. restriktioner for disse. Rammeforordningen giver i

art. 6 medlemsstaterne mulighed for at fastsætte nationale bestemmelser for de områder, der

endnu ikke er omfattet af specifik fælles europæisk regulering.

Der er endnu ikke specifikke fælles EU regler for fødevarekontaktmaterialer af papir og pap.

Danmark har derfor mulighed for at fastsætte bindende regler i det omfang, en sådan regulering

ikke er i strid med traktaten.

I Danmark har miljø- og fødevareministeren kompetence til at fastsætte regler for

fødevarekontaktmaterialer ved en bemyndigelsesbestemmelse i fødevareloven. Bindende nationale

regler for fødevarekontaktmaterialer fastsættes i Bekendtgørelse nr. 822 af 26. juni 2013 om

fødevarekontaktmaterialer.

Side 3/3