Miljø- og Fødevareudvalget 2014-15 (2. samling)
MOF Alm.del
Offentligt
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Ministeren
J.nr. 2015 - 5625
4. august 2015
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg har i brev af 10. juli 2015 stillet følgende
spørgsmål nr. 26 (alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter
ønske fra Lisbeth Bech Poulsen (SF).
Spørgsmål nr. 26 (alm. del)
Er ministeren enig i, at det følger af vandrammedirektivets udlægning af
Generationsmålet for kemikalier (jf. også daværende miljøminister Svend Aukens
forhandlingslinje op til vedtagelsen af direktivet i 2000 på baggrund af
Generationsmålet vedtaget på Nordsøkonferencen i Esbjerg i 1995), at der ikke
kan gives tilladelse til udledning af nye miljøfremmede (xenobiotiske) stoffer til
vandmiljøet i forbindelse med fracking, jf. MIU alm. del - svar på spm. 421
(folketingsåret 2014-15, 1. samling)? Vil ministeren derfor undlade at godkende
miljøfremmede stoffer til brug ved fracking eller alternativt fastlægge miljø- og
vandkvalitetsstandarder på 0 for de miljøfremmede stoffer, der anvendes til
fracking?
Svar
Jeg vil gerne understrege, at der ikke vil blive gennemført boringer efter skifergas
med anvendelse af frakturering i Danmark, medmindre det kan gøres
miljømæssigt og sikkerhedsmæssigt forsvarligt.
Der foreligger endnu ikke en ansøgning om at frakturere, og det er derfor efter min
opfattelse endnu ikke aktuelt konkret at forholde sig til, hvad der kan gives
tilladelse til. Jeg har dog samtidig forelagt spørgsmålet for Naturstyrelsen, der
generelt har oplyst følgende, som jeg kan henholde mig til:
”I overensstemmelse med generationsmålet er vandrammedirektivets overordnede
formål bl.a. at fastlægge en ramme for beskyttelsen af vandmiljøet, som bidrager
til at standse eller udfase udledninger, emissioner og tab af prioriterede farlige
stoffer med det endelige mål at opnå koncentrationer i havmiljøet nær
baggrundsværdierne for naturligt forekommende stoffer og tæt på nul for
menneskeskabte syntetiske stoffer.
I direktivet om miljøkvalitetskrav, som er et datterdirektiv til
vandrammedirektivet, er en afgrænset kreds af stoffer og stofgrupper identificeret
som prioriterede stoffer. Af disse er 21 stoffer og stofgrupper identificeret som
prioriterede farlige stoffer, som skal udfases.
Miljø- og Fødevareministeriet • Børsgade 4 • 1215 København K
Tlf. 72 54 60 00 • Fax 33 32 22 27 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk