Miljø- og Fødevareudvalget 2014-15 (2. samling)
MOF Alm.del
Offentligt
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Ministeren
J.nr. 2015 - 5625
4. august 2015
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg har i brev af 10. juli 2015 stillet følgende
spørgsmål nr. 23 (alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter
ønske fra Lisbeth Bech Poulsen (SF).
Spørgsmål nr. 23 (alm. del)
Hvad er ministerens begrundelse for at overføre vurderingen af brugen af 9 nye
kemikalier – herunder om der skal udarbejdes en ny VVM-redegørelse – fra
Frederikshavn Kommune til Naturstyrelsen? Hvis ministeren ikke har tillid til, at
Frederikshavn Kommune har kompetencen til at vurdere kemikaliernes
miljøeffekter, hvorfor har hun så tillid til Kommunens vurdering af de kemikalier,
der indgår i VVM-redegørelsen?
Svar
Under behandlingen af Totals anmeldelse af ni nye kemikalier til Frederikshavn
Kommune som VVM-myndighed, anmodede kommunen om, at staten overtog
kommunens kompetencer i sagen.
Det ønske besluttede tidligere miljøminister, Kirsten Brosbøl, at imødekomme
sådan, at det er Naturstyrelsen, der har overtaget ansvaret for den videre
miljøvurdering af den igangværende prøveboring. Begrundelsen for den beslutning
var, at der er betydelige statslige interesser knyttet til indvinding af skifergas, og
der er betydelige statslige og private investeringer forbundet med boringer
relateret til skifergas.
Statens overtagelse af sagen er ikke udtryk for mistillid til, at Frederikshavn
Kommune har kompetence til at vurdere kemikaliernes miljøeffekter, og det er
fortsat kommunen, der fører tilsyn med den VVM-tilladelse, der er givet, ligesom
kompetencen til at meddele andre tilladelser efter miljølovgivningen som f.eks.
vandindvindingstilladelser fortsat ligger hos kommunen. Jeg har fuld tillid til, at
Frederikshavn Kommune løfter de opgaver på forsvarlig vis.
Eva Kjer Hansen
/
Peter Ilsøe
Miljø- og Fødevareministeriet • Børsgade 4 • 1215 København K
Tlf. 72 54 60 00 • Fax 33 32 22 27 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk