Miljø- og Fødevareudvalget 2014-15 (2. samling)
MOF Alm.del
Offentligt
1551162_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Ministeren
J.nr. MST-001-13429
1. oktober 2015
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg har i brev af 4. september 2015 stillet
følgende spørgsmål nr. 132 (alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet
efter ønske fra Pia Olsen Dyhr (SF) Lisbeth Bech Poulsen (SF).
Spørgsmål nr. 132 (alm. del)
Kan ministeren oplyse, hvem som har ejerskabet af og ansvaret for den forurening,
som ligger i Rønlands jorde, efter handlen med Auriga/Cheminova til FMC-
Corporation?
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Miljøstyrelsen, som har givet følgende svar:
”Miljøstyrelsen er miljømyndighed for og har tilsynet med Cheminovas
igangværende fabriksaktiviteter på Rønland og for eventuelle nyere forureninger
herfra. Hovedparten af forureningen på Rønland vurderes at være sket i perioden
fra slutningen af 1950’erne til midten af 1980’erne. Først med
jordforureningsloven som trådte i kraft i 2001, er der kommet klare regler og
udvidede muligheder for at meddele påbud til en forurener om oprensning af
forureningen. Miljøstyrelsen har derfor ikke hjemmel til at give påbud til
Cheminova om at foretage foranstaltninger overfor den ældre forurening.
Regionerne har det overordnede ansvar for jordforureninger, hvor der ikke er en
forurener, der kan gøres ansvarlig. Cheminova har i mange år drevet
afværgeforanstaltninger i forhold til den ældre forurening på Rønland.
Miljøstyrelsen og Region Midtjylland følger driften af afværgeforanstaltningerne.
Hvad angår nyere spild, så er Cheminova forpligtet til at underrette Miljøstyrelsen,
hvis og når de opstår, og disse håndteres jf. miljøbeskyttelsesloven og
jordforureningsloven, hvor det er forureneren der betaler.
Salget af Cheminova til FMC Corporation, som blev afsluttet tidligere på året,
ændrer ikke ved ovenstående. Det skal i øvrigt bemærkes, at Cheminova A/S
fortsat eksisterer som særskilt aktieselskab i Danmark, hvor aktierne ejes 100 % af
FMC Luxembourg S.a.r.l.”
Eva Kjer Hansen
/
Michel Schilling
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. +45 38 142 142 • Fax +45 33 145 042 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk