Kulturudvalget 2014-15 (2. samling)
KUU Alm.del
Offentligt
1545445_0001.png
Folketingets Kulturudvalg
Christiansborg
Finansministeren
11. september 2015
Svar på Kulturudvalgets spørgsmål nr. 5 (alm. del) af 18. august
2015
Spørgsmål
Ministeren bedes kommentere henvendelse fra Nils G. Bartholdy (jf. KUU alm.
del – bilag 5) samt oplyse, hvad ministeren agter at gøre, for at trykningen af Hof-
og Statskalenderen fortsætter?
Svar
Kongelig Dansk Hof- og Statskalender (Hof & Stat) er et leksikalt opslagsværk,
som indeholder oplysninger om kongehus, folketing, domstole, statslige, regionale
og kommunale institutioner, ambassader, danske og internationale organisationer
mv. herunder oplysninger om ansatte, adresseoplysninger og oversigter over kon-
gelige ridderordener, medaljer og hæderstegn.
Hof & Stat er senest blevet redigeret og produceret af Digitaliseringsstyrelsen. I
2014 udkom Hof & Stat i en reduceret udgave baseret på oplysninger hentet fra
myndighedernes hjemmesider samt Kongehusets Administrative System.
Interessen for Hof & Stat har gennem årene været faldende. I 2012 blev Hof &
Stat solgt i 257 eksemplarer og i 2013 i 238 eksemplarer. 2014-udgaven er indtil
dags dato solgt i 211 eksemplarer.
I takt med den digitale udvikling findes flere og flere oplysninger om myndighe-
derne på internettet. Den generelle tilgængelighed herunder søgemuligheder er
desuden forbedret, og oplysningerne vedligeholdes løbende af de ansvarlige myn-
digheder.
Oplysningerne i Hof & Stat kræver løbende vedligehold, og udgivelsen af Hof &
Stat i trykt form betyder, at oplysningerne er forældede, når publikationen ud-
kommer. Der bruges ligeledes en del ressourcer på at samle og redigere oplysnin-
ger, som findes tilgængeligt på internettet.
Hof & Stat vil på baggrund af ovenstående ikke fremover udkomme i en trykt
udgave. Oplysningerne kan i stedet findes digitalt – via myndighedernes, organisa-
tionernes og hoffets hjemmesider samt tilgængelige databaser.
Finansministeriet · Christiansborg Slotsplads 1 · 1218 København K · T 33 92 33 33 · E [email protected] · www.fm.dk
KUU, Alm.del - 2014-15 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 5: Spm. om kommentar til henvendelsen fra Nils G. Bartholdy om Hof- og Statskalenderen, til finansministeren
Side 2 af 2
Med venlig hilsen
Claus Hjort Frederiksen