KIU, Alm.del - 2014-15 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 8: Spm. om oversendelse af talepapir fra samrådet den 16/9-15 vedr. ansættelsesretlige forhold for præster og om præsters forkyndelsesfrihed, til kirkeministeren

Kirkeudvalget 2014-15 (2. samling)
KIU Alm.del
Offentligt

Notat

Talepapir til ministerens svar på KIU Alm. del

Samrådsspørgsmål A, samrådet den 16. september 2015

I brev af 14. august 2015 har Kirkeudvalget i et kommende

samråd ønsket en drøftelse af følgende spørgsmål efter ønske

af Christian Langballe:

”Samrådsspørgsmål

Ministeren bedes redegøre for den generelle rækkevidde af

præsters forkyndelsesfrihed, samt for præsters generelle

retsstilling i forhold til hvilke objektive regler, der beskytter

præsters forkyndelsesfrihed. Herunder bedes ministeren

redegøre for sognepræstens reaktionsmuligheder i fald en

biskop måtte anfægte og/eller begrænse præsters

forkyndelsesfrihed?

Samrådsspørgsmålet har tidligere været stillet, jf.

samrådsspørgsmål K (folketingsåret 2014-15, 1. samling)”

Talepapir (det talte ord gælder):

Som det fremgår, så har spørgsmålet tidligere været stillet.

Oprindeligt var det meningen, at min forgænger skulle

besvare det på et samråd den 27. maj i år, men samrådet faldt

bort, da der samme dag blev udskrevet valg til Folketinget.

Jeg erindrer dog fra dengang, at det fremgik af medierne, at

samrådsspørgsmålet var affødt af en konkret afgørelse i en

personalesag vedrørende en præst.

Jeg vil derfor gerne understrege, at min besvarelse – som det

også efterspørges – er generel.

Min besvarelse er altså ikke udtryk for konkret stillingtagen i

forhold til en sag vedrørende én præst, men forholder sig til

den generelle retstilstand på området.

Som udgangspunkt nyder folkekirkens præster som borgere i

dette land samme privilegium som landets øvrige borgere,

nemlig frihed til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine

tanker, dog under ansvar for domstolene, jf. grundlovens § 77.

Dato: 2. september 2015

Dokument nr. 87695/15

Sagsbehandler

Rasmus Paaske Larsen

KIU, Alm.del - 2014-15 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 8: Spm. om oversendelse af talepapir fra samrådet den 16/9-15 vedr. ansættelsesretlige forhold for præster og om præsters forkyndelsesfrihed, til kirkeministeren

Notat

Præsterne kan altså som udgangspunkt frit debattere, skrive

læserbreve, kronikker, tweets, blogs, bøger osv., blot de som

alle andre husker, at med enhver frihed følger et ansvar for,

hvordan denne frihed bruges.

Jeg siger ”som udgangspunkt”, fordi folkekirkens præster i

sagens natur ikke må vedkende sig synspunkter, der

indebærer en tilsidesættelse af folkekirkens bekendelses-

grundlag, hvilket jeg vender tilbage til lidt senere.

Dernæst vil jeg gerne påpege, at ordet ”forkyndelsesfrihed”

ikke findes i den kirkeretlige lovgivning.

Oftest bruges ordet i omtalen af menighedsrådslovens § 37,

hvorefter præsten i udøvelsen af sin pastorale forpligtelse –

herunder sin forkyndelse, sin sjælesorg og sin undervisning –

er uafhængig af menighedsrådet.

Men det er altså ikke det samme som at påstå, at der ikke

gælder regler for, hvad en præst kan sige, eller

ikke

kan sige, i

embeds medfør, herunder i en prædiken.

For det første

er det som sagt klart, at præsten i forkyndelsen

skal holde sig inden for folkekirkens bekendelsesgrundlag.

Gør præsten ikke det, behandles sagen efter lov om

domstolsbehandling af gejstlige læresager.

For det andet

gælder tjenestemandslovgivningen, herunder

decorum-regelen i tjenestemandslovens § 10, hvorefter en

tjenestemand samvittighedsfuldt skal overholde de regler, der

gælder for stillingen, og såvel i som uden for tjenesten vise sig

værdig til den agtelse og tillid, som stillingen kræver.

For det tredje

indeholder Danske Lov fra 1683 en række

fortsat gældende regler om præsters pligter i forbindelse med

forkyndelsen. Disse regler beskæftiger sig med, hvad præster

skal holde sig

til

– og ikke mindst hvad de skal holde sig

fra

– i

deres prædikener.

Ordet ”forkyndelsesfrihed” bør således i høj grad ses som en

”forkyndelsesbundethed”.

En præst kan altså ikke ansvarsfrit sige hvad som helst fra

f.eks. en prædikestol, for derefter blot at bruge ordet

”forkyndelsesfrihed” som et skjold mod en hvilken som helst

reaktion.

Side 2

Dokument nr. 53874/15

Notat

I marts i år skrev en kronikforfatter bl.a., at ”En prædikestol er

ikke en fri talerstol, men et gudstjenestemøbel med den

ganske bestemte funktion, at der skal den, der taler, tale som

Guds ord.”

Folkekirkens præster står under tilsyn af biskoppen, ligesom

provsten på biskoppens vegne fører tilsyn med provstiets

præster.

Præster kan ikke blive fri for dette tilsyn.

Er præsten uenig i biskoppens ansættelsesretlige afgørelse,

kan afgørelsen – i overensstemmelse med almindelige

forvaltningsretlige principper – indbringes for

Kirkeministeriet, da ministeriet er øverste administrative

myndighed i sager om præsters ansættelse.

Side 3

Dokument nr. 53874/15