Grønlandsudvalget 2014-15 (2. samling)
GRU Alm.del
Offentligt
Folketingets Grønlandsudvalg
Christiansborg
FORSVARSMINISTEREN
2. oktober 2015
Folketingets Grønlandsudvalg har den 4. september 2015 stillet følgende spørgsmål nr. 15 til
forsvarsministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Aaja Chem-
nitz Larsen (Ia).
Spørgsmål nr. 15:
”Ministeren bedes oplyse, hvornår analysen af Forsvarsministeriets opgaveløsning i Arktis,
som skulle have været færdig inden udgangen af 2014, forventes at foreligge og kan mini-
steren samtidig oplyse, hvorfor analysen er blevet forsinket?”
Svar:
Analysen vedrørende styrkelse af Forsvarsministeriets opgaveløsning i Arktis gennemføres i
medfør af Aftale på forsvarsområdet 2013-2017. Ordlyden af kommissoriet for analysen er
afstemt med Grønland og Færøerne, lige som selve analysen gennemføres i samarbejde
med Grønland og Færøerne.
På grønlandsk anmodning blev færdiggørelsen af analysen udsat fra udgangen af 2014 til
foråret 2015 for at sikre inddragelse af de grønlandske myndigheder i analysearbejdet efter
afholdelse af valget i Grønland den 28. november 2014.
På samme måde blev det afsluttende analysearbejde forsinket af udskrivelsen af valget til
det danske folketing, hvorfor rapporten nu ventes at foreligge omkring årsskiftet.
Med venlig hilsen
Peter Christensen
_______________________________________________________________________________________________________________________________________________
HOLMENS KANAL 42
1060 KØBENHAVN K
TELEFON: 72 81 00 00
TELEFAX: 72 81 03 00
WEB: www.FMN.DK
CVR: 25-77-56-35
EAN: 5798000201200